LBK nr 321 af 20/03/2025
Erhvervsministeriet
Erhvervsfondsloven § 29
En erhvervsdrivende fond skal registreres eller anmeldes til registrering, jf. § 12, stk. 1. Fonden kan ikke registreres, før den i vedtægten fastsatte grundkapital er fuldt indbetalt og bestyrelse og revisor er udpeget.
Stk. 2. Stiftelsen har retsvirkning fra datoen for beslutningen om stiftelse eller fra den senere dato, som er anført i vedtægten, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3. Hvis grundkapitalen udelukkende består af kontanter, kan stiftelsen ikke tillægges retsvirkning senere end 12 måneder efter vedtægtens datering.
Stk. 4. Hvis fonden i forbindelse med stiftelsen skal overtage andre værdier end kontanter, kan stiftelsen ikke tillægges retsvirkning senere end tidspunktet for fondens registrering eller anmeldelse til registrering, jf. stk. 1.
Stk. 5. Hvis fonden i forbindelse med stiftelsen overtager en allerede bestående virksomhed eller overtager en bestemmende ejerandel i en anden virksomhed, kan stiftelsen tillægges virkning i regnskabsmæssig henseende fra første dag i indeværende regnskabsår i den virksomhed, der indskydes, eller som ejerandelen vedrører.
Forarbejder til Erhvervsfondsloven § 29
RetsinformationDet fremgår af den gældende § 5, stk. 1, i lov om erhvervsdrivende fonde, at en erhvervsdrivende fonde skal anmeldes til registrering i Erhvervsstyrelsens it-system. Det fremgår endvidere af den gældende § 53, stk. 2, at en anmeldelse om stiftelse af en erhvervsdrivende fond skal være modtaget i Erhvervsstyrelsen som registreringsmyndighed senest tre måneder efter underskrivelsen af vedtægten.
Indførelsen af selskabsloven i 2009 medførte, at der i selskabsloven blev indført en generel anmeldelsesfrist på to uger, som også gælder for anmeldelser om stiftelser.
Erhvervsfondsudvalget vurderede, at det vil være hensigtsmæssigt, at der i lov om erhvervsdrivende fond er en tilsvarende generel anmeldelsesfrist på to uger, og at denne anmeldelsesfrist også skal gælde ved stiftelsen af nye erhvervsdrivende fonde.
Det foreslås som følge heraf i stk. 1, 1. pkt., at stiftelsen af en erhvervsdrivende fond skal være registreret eller anmeldt til registrering senest to uger efter at den retsstiftende beslutning er truffet.
Erhvervsfondsudvalget foreslog, at den foreslåede ændring af anmeldelsesperiode ikke skulle have betydning for fonde, der stiftes ved testamente, og at sådanne fonde fortsat skulle registreres eller anmeldes umiddelbart efter boets slutning. Det vurderes imidlertid som hensigtsmæssigt, at den generelle anmeldelsesfrist gælder, dvs. uafhængigt af stiftelsesmåden, ligesom det vil gøre en digitalisering af anmeldelsesprocessen for de erhvervsdrivende fonde nemmere. På dette punkt afviger lovforslaget således fra Erhvervsfondsudvalgets forslag, idet det ud fra et ønske om fremtidig digitalisering er fundet hensigtsmæssigt, at der gælder én frist for registrering og anmeldelse til registrering, og at fristen således ikke afhænger af stiftelsesmåden.
Hvis anmeldelsen af et aktie- eller anpartsselskab modtages efter udløbet af anmeldelsesfristen på to uger, nægtes registrering af anmeldelsen. En overtrædelse af den foreslåede tilsvarende anmeldelsesperiode på to uger for erhvervsdrivende fonde vil ikke på samme vis resultere i en registreringsnægtelse af anmeldelsen. Den foreslåede bestemmelse er således alene en ordensforskrift, og overtrædelse heraf vil ikke kunne medføre registreringsnægtelse. Hensynet til kapitalejerne er der således ikke, når der er tale om en fond, der i modsætning til blandt andet aktie- og anpartsselskaber er selvejende.
Det fremgår af den gældende lov om erhvervsdrivende fonde § 9, stk. 1, 2. pkt., at en fond ikke kan registreres, før den i vedtægten fastsatte grundkapital er fuldt indbetalt.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at den gældende bestemmelse i § 9, stk. 1, 2. pkt., videreføres uændret. Det vurderes imidlertid som hensigtsmæssigt, at bestemmelsen placeres i bestemmelsen omkring registreringen af stiftelsen og ikke i bestemmelsen omkring kapital.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at der i lovforslaget medtages en udtrykkelig bestemmelse om, at det er en betingelse for registreringen af stiftelsen af en erhvervsdrivende fond, at der er udpeget en bestyrelse og en revisor. Udpegningen af bestyrelsen og revisor skal ske i overensstemmelse med vedtægtens bestemmelser herom.
Den gældende lov om erhvervsdrivende fonde indeholder ikke en udtrykkelig bestemmelse om, hvornår stiftelsen af en fond regnskabsmæssigt har virkning fra. Ændringerne i selskabsloven medførte, at der for aktie- og anpartsselskaber er indført en udtrykkelig bestemmelse herom.
Efter Erhvervsfondsudvalgets opfattelse ville det være hensigtsmæssigt, hvis der i lov om erhvervsdrivende fonde var udtrykkelige bestemmelser herom for at opnå klarhed om regelsættet. De foreslåede stk. 2 til 5 er i overensstemmelse med Erhvervsfondsudvalgets forslag og svarer som udgangspunkt til, hvad der efter selskabsloven gælder for aktie- og anpartsselskaber.
Det foreslås i stk. 2, at stiftelsen af en fond som udgangspunkt har retsvirkning fra datoen for beslutning om stiftelse, hvilket ofte er sammenfaldende med underskriften på vedtægten eller lignende. Baggrunden for, at virkningen af stiftelsen af en erhvervsdrivende fond indtræder ved beslutningen om stiftelse og ikke fra underskrivelsen af stiftelsesdokumentet som for aktie- og anpartsselskaber, er, at der for erhvervsdrivende fonde ikke er krav om udarbejdelse af et stiftelsesdokument, således som der efter selskabsloven er krav om for aktie- og anpartsselskaber.
Det er fundet hensigtsmæssigt at give erhvervsdrivende fonde samme fleksibilitet med hensyn til retsvirkningstidspunktet, som der er indført for kapitalselskaber med selskabsloven. Det indebærer, at en stiftelse af en erhvervsdrivende fond både kan have regnskabsmæssig virkning efter stiftelsen og i visse tilfælde også virkning tilbage i tid, jf. de foreslåede stk. 3-5. Herved vil de erhvervsdrivende fonde få en fleksibilitet svarende til den, der er indført for aktie- og anpartsselskaber.
Efter de foreslåede stk. 3 og 4 kan stiftelsen af en erhvervsdrivende fond tillægges regnskabsmæssig virkning efter vedtægtens datering, uanset om fonden stiftes ved indskud af kontanter eller andre værdier end kontanter. Der er dog forskel på de tidsmæssige muligheder alt efter, hvilken type indskud, der er tale om.
For kontantstiftelser kan retsvirkningstidspunktet ikke udstrækkes længere end 12 måneder efter datoen for beslutning om stiftelse af fonden, jf. det foreslåede stk. 3. For de kontantstiftelser, der skal have virkning fremad i tid, kan virkningstidspunktet fastlægges til et hvilket som helst tidspunkt mellem datoen for beslutning om stiftelse af fonden og det senest mulige virkningstidspunkt i medfør af stk. 3.
Ved valg af retsvirkningstidspunkt er det vigtigt at have for øje, at virkningstidspunktet ved stiftelse i kontanter skal være sammenfaldende med starten af fondens første regnskabsår. Hvis datoen for beslutning om stiftelse af fonden eksempelvis er den 1. februar 2013, og det ønskes, at fondens første regnskabsår skal starte den 1. juli 2013, skal virkningstidspunktet for stiftelsen ligeledes fastsættes til den 1. juli 2013. Dette følger af årsregnskabslovens § 19, stk. 1.
Efter lovforslaget gælder muligheden for at udskyde retsvirkningen af stiftelsen i op til 12 måneder efter datoen for beslutning om stiftelse af fonden alene for de fonde, hvor de midler, der indskydes i fonden i forbindelse med stiftelsen, er kontanter.
Ved indskud af andre værdier end kontanter er der en risiko for, at værdien af de aktiver, der indskydes i fonden, har ændret sig fra tidspunktet for beslutningen om stiftelse af fonden og indtil virkningstidspunktet. På denne baggrund foreslås det i stk. 4, at hvis en erhvervsdrivende fond i forbindelse med stiftelsen skal overtage andre værdier end kontanter, kan virkningstidspunktet ikke udstrækkes længere end til tidspunktet for registreringen eller anmeldelsen til registrering af fonden i Erhvervsstyrelsens it-system, hvilket vil sige højst to uger efter datoen for beslutning om stiftelse af fonden, dvs. typisk fra underskrivelsen af vedtægten.
Er der tale om indskud af en bestående virksomhed eller af en bestemmende ejerandel i en anden virksomhed, accepteres det i praksis, at det er muligt at tillægge stiftelsen af fonden regnskabsmæssig virkning tilbage i tid fra første dag i indeværende regnskabsår i den virksomhed, der indskydes, eller som ejerandelen vedrører. Med henblik på at tydeliggøre dette foreslås det, at der i stk. 5 indsættes en udtrykkelig bestemmelse herom. Den regnskabsmæssige virkning kan begynde maksimalt 18 måneder før stiftelsen får retsvirkning, jf. årsregnskabslovens § 15.
Det retlige virkningstidspunkt kan dog som ved alle stiftelser med apportindskud ikke være senere end anmeldelsestidspunktet, jf. det foreslåede stk. 4. I disse tilfælde bliver retsvirkningstidspunktet og begyndelsen på første regnskabsår ikke nødvendigvis sammenfaldende.