LBK nr 321 af 20/03/2025
Erhvervsministeriet
Erhvervsfondsloven § 117a
Ved tvangsopløsning af en erhvervsdrivende fond finder selskabslovens § 229 a tilsvarende anvendelse.
Forarbejder til Erhvervsfondsloven § 117a
RetsinformationDet foreslåede stk. 1 kodificerer Erhvervsstyrelsens praksis i henhold til den gældende § 14, stk. 5, i opløsningsbekendtgørelsen, hvorefter der ikke kan foretages vedtægtsændringer eller andre registreringsændringer i fonde, der er under tvangsopløsning. Dette skyldes, at en fond under tvangsopløsning som udgangspunkt er under afvikling og beføjelserne hermed videregivet til skifteretten og de af skifteretten beføjede personer. Tilsvarende regler gælder i henhold til selskabslovens §§ 228-229 for aktie- og anpartsselskaber.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at skabe klarhed om de personer, der er ansvarlige for fonden på tidspunktet for fondens oversendelse til tvangsopløsning. I tilfælde af tvangsopløsning er der et hensyn at tage til kreditorerne, således at eventuelle værdier i fonden ikke unddrages bobehandlingen, eller at der på anden vis foretages ændringer, som er med til at sløre de reelle forhold til skade for kreditorerne.
Det er dog fundet hensigtsmæssigt, som i den tilsvarende bestemmelse i selskabsloven, at tillade en række nærmere angive beslutninger om at ændre registrerede forhold.
Det foreslås således at være muligt for skifteretten at indsætte eller udskifte likvidator i en fond, der er under tvangsopløsning, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 1.
Det er i forlængelse heraf fundet hensigtsmæssigt, at skifteretten i forbindelse med tvangsopløsning af fonde kan indsætte eller ændre fondens revisor til en revisor, der ikke tidligere har haft tilknytning til fonden svarende til, at den skifteretsudnævnte likvidator også er en person uden tilknytning til fonden, jf. stk. 1, nr. 2. Denne revisor kan både være afløser for en eksisterende revisor (nyvalg), supplement til en eksisterende revisor (medrevisor) eller ny revisor i situationer, hvor fonden ikke har en sådan.
Da fonde under tvangsopløsning har mulighed for at blive genoptaget, jf. den foreslåede § 120, kan der træffes beslutning om dette forhold, jf. stk. 1, nr. 3. Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at der ikke opstår usikkerhed om retsstillingen i forbindelse med en eventuel genoptagelse af fonde, der ønsker og har mulighed for at genoptage virksomheden.
Da fonde under tvangsopløsning kan deltage i en fusion, jf. de foreslåede bestemmelser i § 91, stk. 7, og § 99, stk. 3, er der i stk. 1, nr. 4, indsat en præcisering af, at de nødvendige beslutninger om fusion kan registreres i Erhvervsstyrelsens it-system. Det foreslås endvidere, at hvis der i medfør af § 106 udstedes regler om grænseoverskridende fusion, vil en fond under tvangsopløsning kunne deltage i en grænseoverskridende fusion eventuelt under iagttagelse af visse særlige betingelser. De særlige betingelser vil blive fastsat i de eventuelle regler om grænseoverskridende fusion.
Det foreslåede stk. 2, medfører, at en eventuel ændring af forhold omfattet af stk. 1, skal tiltrædes eller besluttes af skifteretten, eller den af skifteretten udpegede likvidator, hvis der er tale om forhold omfattet af nr. 2-4, og skifteretten har udpeget en likvidator. Det foreslås endvidere, at beslutning om genoptagelse eller fusion skal godkendes af fondsmyndigheden. Det vurderes derimod ikke nødvendigt, at fondsmyndigheden skal godkende skifterettens, eller en af skifteretten udpeget likvidators, beslutning om, hvem der skal være likvidator eller revisor.
Det præciseres i det foreslåede stk. 3, at ledelsen i en fond under tvangsopløsning frem til udpegning af likvidator alene må foretage de dispositioner, der er nødvendige, og som kan gennemføres uden skade for fonden, herunder dens formål og interesser, samt fondens kreditorer.
Da skifteretten ikke altid udnævner en likvidator til at forestå afviklingen af fonden, gælder bestemmelsen også i perioden, indtil fonden er opløst, hvis der ikke udnævnes en likvidator af skifteretten.
Der gælder meget snævre rammer for ledelsens råderum for at kunne handle på fondens vegne i den periode, der går fra fondens oversendelse til tvangsopløsning eller beslutning om tvangsopløsning, og til der udpeges en likvidator. Ikke desto mindre kan der i praksis opstå situationer, hvor den hidtidige ledelse har pligt til at handle for at undgå tab. Ledelsen vil imidlertid aldrig være beføjet til at foretage usædvanlige dispositioner, som eksempelvis realisation af fondens værdier. Aftaler i den forbindelse skal ske i samråd med skifteretten.
I stk. 4, 1. pkt., foreslås det som noget nyt, at den tidligere ledelse har pligt til at fremkomme med alle relevante oplysninger til brug for likvidators virke. En tilsvarende bestemmelse findes i selskabsloven.
Efter bestemmelsen er tidligere medlemmer af ledelsen og revisor også efter likvidators tiltræden forpligtede til i fornødent omfang at bistå likvidator med oplysninger om fondens virke frem til likvidationens indtræden. Ledelsen skal herunder give likvidator de oplysninger, som måtte være nødvendige for likvidators vurdering af bestående og fremtidige krav, jf. det foreslåede stk. 4, 2. og 3. pkt.
Den foreslåede bestemmelses formål er at skabe de bedst mulige rammer for likvidators arbejde, herunder bl.a. for at kunne vurdere fondens solvens og økonomiske stilling. Samtidigt understreges det, at tidligere ledelsesmedlemmer kan ifalde et selvstændigt ansvar, hvis de er bekendt med potentielle krav mod fonden, som kan være relevante for likvidators vurdering af uddeling af likvidationsprovenu. Ansvaret herfor kan kun undgås ved at videregive oplysninger herom til likvidator.
Den foreslåede bestemmelse vedrører alle medlemmer af henholdsvis fondens bestyrelse og en eventuel direktion.
I henhold til det foreslåede stk. 4, 4. pkt., gælder pligten i stk. 4, 1. og 3. pkt., til at underrette likvidator også ledelsen i fondens datterselskaber, hvis fonden som moderfond er sendt til tvangsopløsning. Pligten gælder ikke i associerede virksomheder eller lignende.
I stk. 5 foreslås som noget nyt mulighed for, at skifteretten kan indkalde tidligere medlemmer af fondens ledelse til møde i skifteretten med henblik på indhentelse af oplysninger i henhold til stk. 4. Likvidator kan ligeledes anmode skifteretten om at indkalde til et sådan møde. Forslaget vil sikre overensstemmelse med retstilstanden for kapitalselskaber, jf. selskabslovens § 229, stk. 4.
Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til Erhvervsfondsudvalgets forslag.
Bestemmelsen strafbelægges, jf. den foreslåede § 132, stk. 1.