Epidemiloven § 28

Den gældende epidemilov indeholder ikke mulighed for at fastsætte regler om, at personer, som har befundet sig et bestemt sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, hvor der er konstateret smitte med en alment farlig samfundskritisk sygdom, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson eller isolere i en egnet facilitet.

Under håndteringen af covid-19-epidemien har myndighederne alene haft mulighed for at give individuelle påbud om undersøgelse og/eller isolation. Myndighederne har endvidere opfordret personer til at lade sig teste og isolere.

Med § 28 foreslås det, at sundheds- og ældreministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at en flerhed af personer, som har befundet sig et bestemt sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, hvor der er konstateret smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson eller isolere i en egnet facilitet.

Med bestemmelsen vil sundheds- og ældreministeren således kunne fastsætte regler om, at personer, som har befundet sig et bestemt sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, hvor der er konstateret smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, skal lade sig teste eller isolere.

Reglerne vil kunne fastsættes i de situationer, hvor der er konstateret smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom hos én eller flere personer eller dyr, som har befundet sig et bestemt sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, og hvor der er en risiko for, at øvrige personer kan være smittet med samme sygdom i den forbindelse.

Der vil med den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler både i de situationer, hvor det ikke er muligt at identificere de enkelte personer, men også i de tilfælde, hvor det vil være uforholdsmæssigt ressourcekrævende at identificere hver enkelt person, f.eks. gæster til en stor koncert eller sportsbegivenhed, hvor det tidsmæssige hensyn til hurtigt at kunne iværksatte foranstaltninger med henblik på at hindre smittespredning er afgørende.

Bestemmelsen vil eksempelvis kunne anvendes til at fastsætte regler om, at personer, som har opholdt sig på samme sted i ind- eller udlandet, skal lade sig undersøge eller isolere. Der vil således kunne fastsætte regler om at personer, som er rejst ind i Danmark fra et konkret område i udlandet, hvor der er konstateret smitte, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson ved tilbagekomst til Danmark. Der vil også efter bestemmelsen kunne fastsættes regler om, at personer, som er ansat i en virksomhed eller går på en skole, hvor der er konstateret smitte, skal lade sig isolere. Der vil ligeledes kunne fastsættes regler om, at personer, som har deltaget i en begivenhed, f.eks. en koncert, et bryllup, et sportsarrangement eller lignende, hvor der er konstateret smitte, skal lade sig undersøge og isolere indtil isolation ikke længere er nødvendigt.

En undersøgelse kan bl.a. omfatte kliniske tests m.v. af personer, der formodes at kunne være smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, således at der vil kunne stilles en diagnose. Der kan ligeledes være tale om undersøgelse af en person, som allerede er diagnosticeret med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, med henblik på at afklare, om vedkommende fortsat er smittet. Undersøgelsen kan således afhængigt af de nærmere omstændigheder, herunder sygdommens karakter, omfatte blodprøvetagning, podning, legemsbesigtigelse m.v.

En undersøgelse skal foretages af en sundhedsperson. Ved sundhedspersoner forstås personer, som er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar, jf. sundhedslovens § 6, stk. 1.

Ved isolation forstås en foranstaltning, som har til formål at afskære en person fra omgivelserne med henblik på at inddæmme eller forebygge udbredelsen af en alment farlig eller samfundskritik sygdom.

Isolation vil – ved visse alment farlige eller samfundskritiske sygdomme – kunne finde sted i eget hjem, men isolation vil også i nogle tilfælde (f.eks. hvor man ikke råder over en bolig, som gør det muligt at holde sig adskilt fra resten af boligens beboere) forudsætte, at der tages ophold i anden egnet facilitet. En facilitet vil være egnet til isolation, hvis der er mulighed for overnatning og adgang til alle basale fornødenheder, herunder mad og drikke. Dette kan bl.a. være sygehuse, kaserner, hoteller m.v.

Ved andre alment farlige eller samfundskritiske sygdomme vil isolation derimod forudsætte, at der tages ophold i særlige isolationsfaciliteter.

Det skal fremhæves, at det vil bero på den konkrete alment farlige eller samfundskritiske sygdom, hvorledes et krav om isolation skal forstås. Den foreslåede bemyndigelse vil således også kunne benyttes til at fastsætte regler herom.

Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksomt på, at fastsættelse af regler om, at personer, som har opholdt eller befundet sig et sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, hvor der er konstateret smitte med en alment farlige eller samfundskritisk sygdom, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson eller isolere i en egnet facilitet, vil kunne gribe ind i personens frihedsrettigheder. Det er derfor Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at der altid – forinden udstedelse af regler, der indfører en pligt til undersøgelse og isolation – bør foretages en vurdering af, om en konkret anbefaling baseret på frivillighed vil være tilstrækkelig til at hindre smittespredning, eller om det er nødvendigt at fastsætte nærmere bestemte regler om undersøgelse og isolation.

Proportionalitetsprincippet og mindstemiddelprincippet vil derfor også skulle finde anvendelse ved fastsættelse af regler efter dette forslag.

Det forudsættes derfor, at regler fastsat i medfør af bemyndigelsen skal være så skånsomme og kortvarige som muligt, står i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen, og at den mindst indgribende foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet.

Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. det foreslåede § 23, stk. 4. Det forudsættes også, at fastsatte regler ophæves, når der ikke længere er grundlag for at opretholde disse.

Det forudsættes, at sundheds- og ældreministeren ved fastsættelse af regler efter denne bestemmelse så vidt muligt skal søge at informere de berørte personer og offentligheden herom, herunder eksempelvis ved pressemeddelelse på ministeriets hjemmeside, andre relevante hjemmesider eller via aktuel anden kommunikationsform målrettet den flerhed af personer, reglerne vedrører.

Endelig foreslås det, at udmøntning af bemyndigelsen omfattes af den foreslåede parlamentariske kontrol med anvendelsen af bemyndigelsesbestemmelser, jf. herved den foreslåede § 8.