Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LBK nr 1248 af 24/10/2023

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Elforsyningsloven § 84a

Kollektive elforsyningsvirksomheder skal iagttage fortrolighed om kommercielt følsomme oplysninger, som de modtager i forbindelse med udøvelsen af deres virksomhed, og skal forhindre, at oplysninger om egne aktiviteter, som kan være forretningsmæssigt fordelagtige, bliver videregivet på en diskriminerende måde.

Stk. 2. Energinet må ikke i forbindelse med eget køb og salg af elektricitet eller i forbindelse med tilknyttede eller associerede virksomheders køb og salg af elektricitet misbruge oplysninger, som Energinet har fået fra tredjepart i forbindelse med tildeling af eller forhandling om adgang til systemet. Det samme gælder i forbindelse med køb og salg af elektricitet i virksomheder, der henhører under klima-, energi- og forsyningsministeren.

Stk. 3. Netvirksomheder skal sikre, at alle berettigede parter har ikkediskriminerende adgang til data, som netvirksomhederne forvalter, på tydelige og lige vilkår.

Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er kollektive elforsyningsvirksomheder forpligtet til at videregive oplysninger til klima-, energi- og forsyningsministeren, Forsyningstilsynet og Energiklagenævnet i overensstemmelse med gældende regler herom.

Stk. 5. Klager over kollektive elforsyningsvirksomheder vedrørende forhold omhandlet i stk. 1 og 2 og klager over netvirksomheder vedrørende forhold omhandlet i stk. 3 kan indbringes for Forsyningstilsynet.

Stk. 6. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om netvirksomheders dataadskillelse.