Elforsyningsloven § 50a

Der vil fortsat i særlige situationer være mulighed for at stille specielle bevillingsvilkår, som er begrundet i den pågældende virksomheds særlige forhold. Vilkårene skal i så fald gives ud fra objektive kriterier og kan kun vedrøre forhold, hvor loven rummer mulighed for, at miljø- og energiministeren kan stille vilkår.

Det er endvidere hensigten med bestemmelsen at præcisere, at det er muligt inden for de i øvrigt fastsatte rammer herfor, at fastsætte vilkår i bevillingerne på baggrund af kommende direktiver, henstillinger eller beslutninger i EU-regi. Blandt gældende EU-regler tænkes navnlig på Rådsdirektiv 90/547/EØS af 29. oktober 1990 om transit af elektricitet gennem de overordnede net.

Herudover rummer bestemmelsen mulighed for, at der i bevillinger til produktionsvirksomheder kan stilles vilkår om, at ministeren kan bestemme, at virksomhederne fremover skal opretholde en nærmere fastsat minimumskapacitet. Formålet med bestemmelsen er at kunne sikre opretholdelsen af en tilstrækkelig indenlandsk produktionskapacitet, hvis konkurrencen fra importeret elektricitet på sigt udvikler sig således, at det fører til en markant reduktion af dansk elproduktionskapacitet.

En tilsvarende bestemmelse foreslås for så vidt angår bevillinger til transmissionsvirksomheder, hvor der ligeledes af hensyn til forsyningssikkerheden, kan stilles krav om, at virksomhederne skal sikre en nærmere fastsat transmissionskapacitet på såvel nationale transmissionsforbindelser som på udlandsforbindelserne.

Det vil således kunne gøres til et bevillingsvilkår, at såvel produktions- som transmissionvirksomheder påtager sig at bidrage til det fornødne beredskab af hensyn til forsyningssikkerheden. Vilkåret vil i givet fald blive stillet til bevillingsansøgere ud fra objektive, ikke-diskriminerende kriterier.

Til § 51

Udgifterne forbundet med miljø- og energiministerens tilsyn med bevillingshaverne skal, som i dag, betales af de bevillingspligtige virksomheder. Betalingsforpligtelsen omfatter de aktiviteter, som er en nødvendig forudsætning for bevillingsstilsynet.

Lovforslaget indebærer, at et meget stort antal virksomheder vil blive bevillingspligtige, og det må forventes, at miljø- og energiministerens tilsynsopgaver med de bevillingspligtige virksomheder, især i en overgangsperiode, hvor bevillingerne skal udstedes, vil være betydeligt større end i dag.

Lovforslaget viderefører endvidere den eksisterende praksis, hvorefter elsektorens virksomheder betaler et bidrag til miljø- og energiministeriets opgaver i forbindelse med planlægningen m.m. på elområdet. Beløbet vil i fremtiden ikke skulle udredes af de konkurrenceudsatte produktions- og handelsvirksomheder, men alene af de kollektive elforsyningsvirksomheder.

Ifølge forslaget er det et krav, at bevillingshaverne skal eje de anlæg, som anvendes til gennemførelse af deres bevillingspligtige aktiviteter. Der kan dog i særlige tilfælde dispenseres fra kravet. Det er af væsentlig betydning for hele tankesættet bag lovforslaget, at bevillingshaverne har den fulde ejendomsret over net og produktionsmidler. Dette er bl.a. en forudsætning for at sikre forbrugerindflydelsen med hensyn til forvaltningen af elsektorens værdier. Bestemmelsen tilsigter derfor at udelukke konstruktioner, hvor bevillingshaveren eksempelvis frasælger nettet men fortsætter med aktiviteten, f.eks. på grundlag af en leasingaftale med køberen.

Hvis der f.eks. af hensyn til forsyningssikkerheden skulle vise sig behov for i særlige situationer at fravige kravet om, at bevillingshaveren skal eje de anlæg, som anvendes til den bevillingspligtige aktivitet, har ministeren mulighed for at dispensere fra kravet ved bemyndigelsen i stk. 5. En sådan dispensation kunne eksempelvis blive aktuel såfremt en netbevillingshaver opgav eller mistede sin bevilling til netdrift, men ikke ønskede at afhænde sine net. Af hensyn til forsyningssikkerheden ville det i en sådan situation være nødvendigt at give bevilling til en virksomhed, der ikke ejede de pågældende net.

Til § 52

Bevillinger gives for mindst 20 år til virksomhed med fysiske anlæg. Bevillingsperioden for den systemansvarlige virksomhed gives for 20 år og for forsyningspligtselskaber for 5 år. § 52 giver mulighed for, at der 5 år efter udstedelsen af en bevilling og med et varsel på 1 år kan fastsættes nye krav i en bevilling. Varslet skal i givet fald fremsættes 4 år efter udstedelsen. Der kan kun stilles sådanne nye vilkår, som har hjemmel i loven.

Til § 53

Bestemmelserne om at bevillinger er undtaget for retsforfølgning og kun kan overdrages til andre efter godkendelse fra ministeren, er en videreførelse af eksisterende bestemmelser, som forsat skønnes at være nødvendige.

Efter bestemmelsen i stk. 2 skal de kollektive elforsyningsvirksomheders vedtægter og ændringer i disse godkendes af miljø- og energiministeren. Bestemmelsen vil ikke få betydning i forhold til kommuner, der varetager netvirksomhed i medfør af § 4, stk. 1, 1. pkt., idet reguleringen af styrelsen af kommuner findes i den kommunale styrelseslovgivning.

Til § 54

Bestemmelsen indeholder regler om, at retten i tilfælde af gentagne overtrædelser af loven eller ved afgivelse af urigtige oplysninger ved ansøgning, kan inddrage en bevilling. Miljø- og energiministeren kan i tilfælde af konkurs eller betalingsstandsning inddrage en bevilling. Der skal således være tale om tungtvejende grunde til at inddrage en bevilling.

Ministeren kan dog efter stk. 2 vælge i stedet at give bevillingshaveren et påbud om at overholde forpligtelser efter loven eller bevillingen. Retten kan beslutte, at overtrædelse af et sådant påbud kan medføre inddragelse af bevillingen.

Til kapitel 9

Miljøvenlig elproduktion