LOV nr 678 af 03/06/2023
Skatteministeriet
Ejendomsskatteloven § 74
Skatteministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsernes adgang til at opkræve gebyr for meddelelse af ejendomsoplysninger til private.
Forarbejder til Ejendomsskatteloven § 74
RetsinformationDet er fastsat i § 30 A i lov om kommunal ejendomsskat, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsernes adgang til at opkræve gebyr for meddelelse af ejendomsoplysninger til private.
Bestemmelsen er en bemyndigelsesbestemmelse, og hjemlen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 234 af 15. april 1988 om kommunalbestyrelsens adgang til at opkræve gebyr for meddelelse af ejendomsoplysninger til private, hvorefter gebyret højst kan udgøre 400 kr.
Det foreslås i § 74, at skatteministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsernes adgang til at opkræve gebyr for meddelelse af ejendomsoplysninger til private.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 30 A i lov om kommunal ejendomsskat med den ændring, at det er skatteministeren, og ikke indenrigs- og sundhedsministeren, der kan fastsætte reglerne.
Efter lovforslagets § 83, stk. 8, vil regler fastsat i medfør af § 30 A i lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020 med senere ændringer, forblive i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af denne lov.
Den foreslåede ændring af § 30 A i lov om kommunal ejendomsskat skal ses i lyset af, at Skatteministeriet med lovforslaget vil blive ressortansvarlige myndighed for de kommunale ejendomsskatter – grundskyld og dækningsafgift. Ressortoverførelsen sker i forbindelse med Skatteforvaltningens overtagelse af den kommunale skatteadministration. Se nærmere herom i pkt. 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.