Ejendomsskatteloven § 4

Det er i § 1, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat fastsat, at af de i en kommune beliggende faste ejendomme, for hvilke der i medfør af ejendomsvurderingsloven er foretaget ansættelse af grundværdien, betales der til kommunen en afgift, der benævnes grundskyld.

Det er endvidere i § 29, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat fastsat, at samtlige skatte- og afgiftsbeløb med påløbne renter hæfter på den pågældende ejendom i dens helhed med den for kommunale ejendomsskatter og afgifter hjemlede pante- og fortrinsret og svares af den, der er ejer af ejendommen ifølge erhvervelsesdokument, tinglyst som adkomst, eller af brugeren, såfremt denne ifølge lovgivningen skal udrede skatterne af ejendommen. Bestemmelsen hjemler for grundskyld og dækningsafgift en pante- og fortrinsret, som kommunerne i dag anvender i forbindelse med inddrivelse af grundskyld og dækningsafgift for alle ejendomstyper, jf. § 1 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Endvidere fastslår § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen) for de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom, at disse skatter og afgifter er omfattet af en lovbestemt panteret, der er fortrinsstillet før anden pant på fast ejendom. Efter i amtstueforordningens § 2 gælder den fortrinsstillede panteret i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det betyder, at panteretten skal være udnyttet inden udløbet af de 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Ordlyden af i amtstueforordnings § 2 er:

»Forsaavidt Skatterne og Afgifterne, hvad enten de ere staaende eller de aarligen eller extraordinairt paalignes, ere at ansee som reelle, saa at de ere lignede paa eller svares af faste Eiendomme (til hvilke Eiendomme ogsaa Tiender regnes), hæfte de paa de Eiendomme, hvoraf de ere forfaldne, med Fortrinsret endog fremfor Pantefordringer. I øvrigt følge de indbyrdes i den Orden, at Bankhæftelsesrenterne først blive at udrede, dernæst Vore egne Skatter og Afgifter, lige med hvilke ogsaa Amtsforvalternes Skriverpenge regnes, derpaa Brandhjælpspengene og endeligen samtlige Kommune-Afgifter, hvorhos det dog er en Selvfølge, at vedkommende Tiendetageres Fortrinsret i Overeensstemmelse med Fr 8. Jan. 1810, § 29, Litr. C., er dem forbeholden.

[…].

Den her omhandlede Fortrinsret skulle dog reelle Skatter og Afgifter herefter ikkun nyde for 2 Aar fra den Tid af, at de forfalde til Betaling; men den holdes i Kraft, naar Restancerne, i det Sildigste inden 3 Maaneder efter bemeldte 2 Aars Udløb, ere beordrede Fogden til Inddrivelse, og Forretningen siden forsvarligen er fortsat, eller naar Skyldneren inden samme Tid er død eller har opgivet sit Bo, og dette er taget under Skiftebehandling. Efter at Fortrinsretten er tabt, betragtes Restancen alene som en simpel Fordring hos Skyldneren.«

Grundlæggende er en panteret en sikringsakt, fordi panteretten giver en panthaver en bedre retsstilling end usikrede kreditorer. Panthaver er dermed fortrinsstillet gennem sin panteret.

Det er derudover ikke usædvanligt, at flere kreditorer har pant i en fast ejendom, hvorfor det ligeledes har været nødvendigt i amtstueforordningen at fastsatte den indbyrdes dækningsrækkefølge mellem de panthavende kreditorer. Det følger af ordlyden, at ejendomsskatterne hæfter på ejendommen med en fortrinsret før øvrige pantefordringer.

Pante- og fortrinsretten kan dermed anses for en samlet ret, hvilket ligeledes underbygges af, at det ikke nævnes i ordlyden i amtstueforordningens § 2, at ejendomsskatterne, ud over selve fortrinsstillingen, skulle være sikret ved en panteret. Det fremgår dog af ordlyden, at når fortrinsretten er fortabt ved udløbet af de 2 år og 3 måneder, skal restancen anses for en simpel fordring. En simpel fordring mod skyldneren skal forstås som et almindeligt krav mod debitoren uden nogen særlig fortrinsret før andre kreditorer. Som eksempel på simple fordringer kan der henvises til konkurslovens § 97, som fastslår, at øvrige ikkefortrinsstillede krav betales i lige dele, bortset fra de i § 98 efterstillede fordringer.

Det kan ligeledes formentlig udledes af bemærkningerne til amtstueforordningens § 2, som disse er gengivet i Collegial-Tidende af 1840, s. 1059f, at det både er pante- og fortrinsretten, der bortfalder ved udløb af de 2 år og 3 måneder:

»ad § 2. […]

Naar i øvrigt den Bestemmelse i Udkastet, at Fortrinsretten for Skatter og Udgifter holdes i Kraft, saafremt Restancerne i det sildigste inden 6 Maaneder efter 2 Aars Forløb ere beordrede Fogden til Inddrivelse m. v., er forandret til inden 3 Maaneder efter de 2 Aars Forløb, da maa Grunden hertil søges i de Forandringer, der ere foretagne ved den efterfølgende § 11. Cfr. Bemærkningerne ved denne §.«

Af § 11 i amtstueforordningen, som ikke længere har nogen praktisk betydning og omhandler udpantningsret, fremgår:

»Dersom Yderne til Forfaldstiden enten slet ikke betale eller ikke betale Alt, hvad de ere skyldige, skal Oppebørselsbetjenten være forpligtet til, 3 Maaneder efter Forfaldsdagen, at tilstille vedkommende Amtmand rigtige Fortegnelser, der, hvad Landdistricterne angaaer, bør affattes sogneviis, over Beløbet af de Skatter og Udgifter, med videre, af de i §§ l og 2 ommeldte Slags, med hvis Betaling enhver Skatyder især staaer tilbage; […].

Forsømmer Oppebørselsbetjenten at indgive til Amtmanden de foreskrevne Restancelister inden den i det Foregaaende befalede yderste Tid, har han selv uopholdeligen at tilsvare Beløbet. Dog forbeholdes ham samme Regres til Restancedragerne, som det Offentlige tilkommer hos dem, saa at altsaa Amtmanden, naar 2 Aar og 3 Maaneder endnu ikke ere forløbne siden Skatternes Forfaldstid, har at autorisere, paa den ovenfor foreskrevne Maade, Restancerne til Inddrivelse hos Yderne. Men efter den Tid maa Amtmanden ikke autorisere Skatterestancerne til Inddrivelse, da saadanne forældede Restancer ved sædvanligt Søgsmål blive at indbetale […].«

Det følger dermed af bemærkningerne, at oppebørselsbetjenten selv må betale de skyldige ejendomsskatter til det offentlige, hvis ikke oppebørselsbetjenten formår at indbringe restancelister til amtmanden. I dette tilfælde har oppebørselsbetjenten mod ejeren af ejendommen et regreskrav, som er fortrinsstillet indtil fristens udløb efter 2 år og 3 måneder fra ejendomsskatternes forfaldstidspunkt. Ved udløbet af fristen må kravet dermed inddrives gennem et sædvanligt søgsmål, hvilket kan forstås således, at kravet må anses som en simpel fordring, som ikke er særligt fortrinsstillet på nogen måde.

Det kan dermed formentlig udledes af forarbejderne til amtstueforordningens § 2, jf. forarbejderne til § 11 i amtstueforordningen, at pante- og fortrinsretten skal ses som knyttet til hinanden på en sådan måde, at der ikke består en panteret ved udløbet af de 2 år og 3 måneder.

Vestre Landsret kommer dog til modsatte resultat i kendelse af 31. maj 2010 j.nr. B-2031-09, hvor det anføres, at »§ 2 i amtsstueforordningen vedrører alene bortfald af fortrinsretten efter det i forordningen fastsatte tidsrum og ikke panteretten, hvorfor denne forordning er uden betydning for afgørelsen af spørgsmålet om udlæg.«

Hverken det daværende SKAT, husejerne eller fogedretten omtalte eller påberåbte sig amtstueforordningens § 2. Landsretten har dermed muligvis lagt til grund, at bestemmelsen udover fortrinsstillingen tillige hjemler en panteret, som gælder efter udløbet af de 2 år og 3 måneder. Landsrettens kendelse indeholder dog ikke en begrundelse for landsrettens fortolkning af amtstueforordningen, hvorfor det ikke er muligt at fastlægge baggrunden for landsrettens fortolkning.

Ud over denne kendelse fra Vestre Landsret er der ikke identificeret anden trykt retspraksis, som i amtstueforordningens § 2 fortolker en opdeling af fortrinsretten og panteretten.

I den juridiske litteratur er der heller ikke identificeret væsentlige bidrag, som anser amtstueforordningens § 2 for at hjemle en separat fortrinsret og panteret. Se f.eks. Om Ejerpant og Panteprioritet, 1961, af Knud Illum, hvor følgende fremgår af side 10:

»Efter fortrinsrettens fortabelse anses fordringen alene som en simpel fordring på skyldneren.«

Det lægges derfor samlet til grund, at der ved bortfald af fortrinsretten efter udløbet af de 2 år og 3 måneder alene vil bestå en simpel fordring, som indebærer en personlig og ubegrænset hæftelse for ejeren af ejendommen på forfaldstidspunktet for fordringen, hvorimod der ikke længere vil være panteret i ejendommen for fordringen.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., at skattemyndighederne skal under ansvar efter §§ 152, 152 a og 152 c-152 f i straffeloven iagttage ubetinget tavshed over for uvedkommende med hensyn til oplysninger om en fysisk eller en juridisk persons økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold, som de under varetagelsen af deres arbejde bliver bekendt med. Det følger videre af 2. pkt., at forpligtelsen tillige gælder for sagkyndige medhjælpere samt i øvrigt enhver, der som følge af et i henhold til aftale med det offentlige påtaget arbejde kommer til kundskab om sådanne forhold. Det følger afslutningsvist af 3. pkt., at er aftalen indgået med en virksomhed, gælder forpligtelsen alle, der under deres arbejde i virksomheden får kundskab om forhold som de ovennævnte.

Det foreslås i stk. 1, at der skal betales grundskyld til kommunen af fast ejendom beliggende i Danmark, for hvilke der efter ejendomsvurderingsloven er foretaget en ansættelse af grundværdien, jf. dog §§ 5-9.

Efter ejendomsvurderingslovens § 2, stk. 1, skal fast ejendom forstås som:

1. Samlede faste ejendomme, jf. § 2 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen, med tilhørende bygninger ejet af den samme som den, der ejer grunden.

2. Ejerlejligheder.

3. Bygninger på fremmed grund, hvis grunden er matrikuleret.

Videre fremgår det af ejendomsvurderingslovens § 2, stk. 2, at fælleslodder, jf. § 2, stk. 2, og § 3 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen, anses som selvstændige faste ejendomme.

Ved grundværdien forstås efter ejendomsvurderingslovens § 17 værdien af grunden i ubebygget stand under den forudsætning, at grunden vil blive anvendt og udnyttet bedst muligt i økonomisk henseende.

Beskatningsgrundlaget for grundskylden vil i udgangspunktet være den ansatte grundværdi, der herefter korrigeres for fradrag for grundforbedringer og fritagelser med henblik på fastsættelse af det grundlag, som grundskylden vil skulle beregnes af, jf. lovforslagets § 17.

Forslaget indebærer, at der som udgangspunkt vil skulle betales grundskyld af grundværdien af al fast ejendom i Danmark. Forslaget indebærer endvidere, at der ikke vil skulle betales grundskyld af grundværdien af fast ejendom, der er beliggende i et andet land, idet grundskyld ikke vil skulle pålægges fast ejendom, der er beliggende i udlandet. Grundskylden vil hermed adskille sig fra ejendomsværdiskatten, der efter lovforslagets § 3, stk. 2, også omfatter en række ejendomme i udlandet, på Færøerne og i Grønland, når ejeren er fuldt skattepligtig til Danmark.

Forslaget indebærer endvidere, at der dog ikke vil skulle pålægges grundskyld af ejendomme, der er fritaget for grundskyld efter lovforslagets §§ 5-9.

Det er Skatteforvaltningen, der fra og med 2024 vil skulle opkræve grundskyld og dækningsafgift. De beløb, som Skatteforvaltningen pålægger ejerne at skulle betale, vil således skulle afregnes til kommunerne. Skatteforvaltningen opkræver dermed beløbene på vegne af kommunerne. Reglerne om Skatteforvaltningens afregning af opkrævede beløb for grundskyld og dækningsafgift foreslås reguleret i det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af kildeskatteloven, lov om kommunal indkomstskat, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love.

Ved grundskyld forstås en skat, der vedrører grunden og vil skulle pålægges, uanset om grunden er bebygget, eller om en ejendom på grunden eksempelvis er ubeboelig. Det vil heller ikke have nogen betydning for pligten til at betale grundskyld, om en ejendom på grunden faktisk er beboet eller ej. Grundskyld benævnes i gældende regler som en afgift, og med forslaget karakteriseres grundskylden som en skat på samme måde, som ejendomsværdiskatten i gældende regler karakteriseres som en skat.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er med sproglige ændringer en videreførelse af § 1, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat.

Det foreslås i stk. 2, at grundskyld af ejendomme nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1-4, der alene er ejet af fysiske personer, påhviler den fysiske person, der ejer ejendommen i henhold til et autoritativt register, jf. dog stk. 3 og 4.

Forslaget indebærer, at pligten til at betale grundskyld vil påhvile ejeren. Ved ejeren forstås den fysiske person, der ejer ejendommen i henhold til et autoritativt register.

Ved et autoritativt register forstås den datakilde, som Skatteforvaltningen til enhver tid anvender til at identificere ejerskifter m.v. Datakilden vil i alle tilfælde være administreret af en offentlig myndighed eller på vegne af den offentlige myndighed. Data fra autoritative registre vedligeholdes løbende af relevante myndigheder, hvorfor data fra disse registre anvendes af Skatteforvaltningens administration. Det kan bl.a. være CPR, CVR og Ejerfortegnelsen. Ejerfortegnelsen opdateres af kommunerne og indeholder oplysninger om de faktiske ejere, dvs. primært tinglyste ejere, men også andre, hvis ejerforholdet ikke er tinglyst.

Følgende ejendomme er omfattet af lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4:

1. Ejendomme, der kun indeholder én selvstændig boligenhed.

2. Ejendomme med ejerboliger, der indeholder to selvstændige boligenheder, hvor der er foretaget fordeling af ejendomsværdien efter ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 2.

3. Boliger tilhørende landbrugsejendomme, hvor der efter ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1, 1. pkt., ansættes en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi.

4. Boliger tilhørende skovejendomme, hvor der efter ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1, 1. pkt., ansættes en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi.

De ejendomme, der er nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4, er alle ejendomstyper, som ejeren råder over til beboelsesformål. Forslaget vedrører disse ejendomstyper, såfremt de alene er ejet af fysiske personer. Det betyder, at tilfælde, hvor sådanne ejendomme alene er ejet af juridiske personer, eller hvor en fysisk og juridisk person ejer sådanne ejendomme sammen, i stedet vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 3.

Fysiske personer, der ejer ejendomme nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4, vil efter lovforslagets § 31 blive afkrævet betaling af grundskyld via personskattesystemerne. De ejendomme, som er nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 5-10, er ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, fordi grundskyld af disse ejendomstyper vil blive opkrævet hos hovedejeren via skattekontoen efter lovforslagets § 33. Ejendomme nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 5-10, er derfor i stedet omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 3.

I overensstemmelse med boligskatteforliget foreslås det således i lovforslagets § 31 og i det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af kildeskatteloven, lov om kommunal indkomstskat, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love, at opkrævningen af grundskyld af ejendomme nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4, der er ejet af fysiske personer, vil blive integreret i personskattesystemerne i Skatteforvaltningen på samme måde, som dette efter gældende ret er tilfældet for ejendomsværdiskatten. For så vidt angår landbrugs- og skovejendomme, hvor der er ansat en særskilt ejendomsværdi og grundværdi for boligdelen, jf. lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 3 og 4, vil grundskyld for den øvrige ejendom blive opkrævet efter lovforslagets § 33.

Fordi grundskyld af ejendomme nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4, ejet af fysiske personer fra og med indkomståret 2024 vil blive opkrævet via personskattesystemerne, vil det indebære, at grundskylden ikke – som efter gældende regler – vil kunne hæfte på ejendommen med en pante- og fortrinsret. Det betyder, at grundskyld af disse ejendomme ejet af fysiske personer ændres fra at være en skat, der hæfter på ejendommen, til at være en skat, som alene den fysiske person hæfter for betalingen af. Det vil betyde, at grundskylden ikke vil være en selvstændig fordringstype i Skatteforvaltningens it-systemer, men i stedet alene være en del af indkomstskatten. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 31 vedrørende opkrævning af grundskyld af ejendomme nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4, ejet af fysiske personer.

En ejendom, der efter ejendomsvurderingsloven er kategoriseret som ejerbolig, men hvor der er en erhvervsdel på ejendommen, vil ikke være en ejendom som nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4, men være en ejendom som nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 5. En ejendom der eksempelvis indeholder to selvstændige boligenheder, hvor 5 pct. anvendes til erhvervsmæssige formål og de resterende 95 pct. anvendes til boligformål, vil være en ejendom som nævnt i § 3, stk. 1, nr. 5, og vil ikke være omfattet af det foreslåede stk. 2.

Den foreslåede opkrævning via personskattesystemerne vil ligeledes indebære, at en ejer omfattet af bestemmelsen kun vil skulle betale grundskyld for den periode, hvor ejeren er ejer af ejendommen i henhold til et autoritativt register. Registreres der f.eks. et ejerskifte i et autoritativt register, således at sælgeren kun har ejet ejendommen i 165 dage ud af et indkomstårs 365 dage, vil sælgeren kun blive opkrævet grundskyld for 165 ud af årets 365 dage.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i stk. 3, fordi bestemmelsen er en undtagelse til forslaget om, at grundskyld af ejendomme nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4, der alene ejes af fysiske personer, påhviler ejeren af ejendommen i henhold til autoritativt register, i tilfælde hvor en længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i stk. 4, fordi bestemmelsen er en undtagelse til forslaget om, at grundskyld af ejendomme nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4, der alene ejes af fysiske personer, påhviler ejeren af ejendommen i henhold til autoritativt register, i tilfælde hvor den fysiske person er undtaget fra indkomstskat, jf. kildeskattelovens § 3, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indebærer en ændring i forhold til § 29, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat, fordi grundskyld af ejendomme nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4, der alene er ejet af fysiske personer, ikke længere vil hæfte på ejendommen med en pante- og fortrinsret. Med forslaget vil pante- og fortrinsretten dermed ikke blive videreført for ejendomme nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4, der alene er ejet af fysiske personer. Endvidere foreslås den gældende regel om, at grundskyld skal udredes af brugeren, såfremt denne ifølge lovgivningen skal udrede skatterne af ejendommen, ikke videreført. Der er ikke oplysninger om tilfælde, hvor en bruger af en ejendom i henhold til lovgivning skal udrede skatterne af ejendommen.

Det foreslås i stk. 3, at en længstlevende ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, vil skulle betale grundskyld for sin afdøde ægtefælles ejerandel fra og med dødsdagen.

Det følger af lovforslagets § 32, stk. 1, at hvis en fysisk person afgår ved døden, anses foreløbige betalinger af ejendomsværdiskat og af grundskyld af ejendomme, jf. lovforslagets § 31, stk. 1, som er forfaldet før dødsfaldet, for endelige for afdøde for det indkomstår, hvori dødsfaldet har fundet sted.

Med den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3, vil en afdøde ægtefælles betaling af grundskyld således ikke blive anset for endelig i de tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælle vælger at sidde i uskiftet bo, fordi den længstlevende ægtefælle med forslaget vil være skattepligtig for den afdøde ægtefælles grundskyld.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, stk. 4, 2. pkt., hvorefter en længstlevende ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, tillige vil skulle betale ejendomsværdiskat for sin afdøde ægtefælles ejerandel fra og med dødsdagen.

Det foreslås i stk. 4, at for grundskyld af andre ejendomme, der ikke er omfattet af stk. 2, samt ejendomme, der ejes af fysiske personer, der er undtaget fra indkomstskat, jf. kildeskattelovens § 3, stk. 1, påhviler skattepligten den, der på forfaldstidspunktet for grundskylden, jf. § 33, stk. 1, ejer ejendommen i henhold til et autoritativt register.

Den foreslåede bestemmelse vil gælde for alle andre ejendomme end ejendomme nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4, der alene er ejet af fysiske personer. Det betyder, at forslaget vil omfatte juridiske personer, der ejer ejendomme. Det kan eksempelvis være et selskab, en fond, en forening m.v., der ejer en ejendom. Ejeren vil også kunne være staten, herunder statsejede selvstændige virksomheder, en kommune eller en region, der ejer en ejendom. Det vil også sige, at fysiske personer, der ejer andre ejendomme end ejendomme nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4, er omfattet af forslaget. Derudover vil forslaget også omfatte fysiske personer, der ejer ejendomme sammen med juridiske personer. Dette vil gælde, uanset hvilken ejendomstype efter lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-10, herunder ejendomme nævnt i nr. 1-4, den fysiske og juridiske person ejer sammen.

For ejendomme nævnt i lovforslagets § 33, stk. 1, foreslås grundskyld at skulle opkræves via opkrævningssystemet skattekontoen. Medlemmer af kongehuset, der ejer ejendomme som privatpersoner, og som er undtaget fra indkomstskat, modtager ikke en forskuds- og årsopgørelse. Grundskyld af de ejendomme, som kongehusets medlemmer ejer personligt, vil derfor ikke kunne opkræves via personskattesystemerne, men foreslås i stedet fra og med indkomståret 2024 også at skulle opkræves via opkrævningssystemet skattekontoen. Disse ejendomme ejet af medlemmer af kongehuset foreslås derfor omfattet af samme hæftelse som andre ejendomme, der opkræves grundskyld via skattekontoen, således at al grundskyld opkrævet via skattekontoen vil være omfattet af den samme hæftelse for betalingen heraf.

Forslaget indebærer, at skattepligten for grundskyld hvilende på andre ejendomme end ejendomme nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4, som alene er ejet af fysiske personer, vil hæfte personligt og ubegrænset på den, der er ejer af ejendommen på forfaldstidspunktet. Det vil også gælde for den øvrige del af ejendommen for landbrugs- og skovejendomme, hvor der er ansat en særskilt ejendomsværdi og grundværdi for boligdelen. Den foreslåede bestemmelse vil skulle ses i sammenhæng med den foreslåede § 4, stk. 5, 1. pkt., hvorefter grundskyld af ejendomme omfattet af denne bestemmelse ligeledes vil skulle hæfte på ejendommen i dens helhed med en pante- og fortrinsret.

Med forslaget vil pligten til at betale grundskyld påhvile den, der ejer ejendommen ifølge et autoritativt register på forfaldstidspunktet.

Ved et autoritativt register forstås den datakilde, som Skatteforvaltningen til enhver tid anvender til at identificere ejerskifter m.v. Datakilden vil i alle tilfælde være administreret af en offentlig myndighed eller på vegne af den offentlige myndighed. Data fra autoritative registre vedligeholdes løbende af relevante myndigheder, hvorfor data fra disse registre anvendes af Skatteforvaltningens administration. Det kan bl.a. være CPR, CVR og Ejerfortegnelsen. Ejerfortegnelsen opdateres af kommunerne og indeholder oplysninger om de faktiske ejere, dvs. primært tinglyste ejere, men også andre ejere, hvis ejerforholdet ikke er tinglyst.

For de ejendomme, der er omfattet af forslaget, vil det dermed være ejerforholdene på det tidspunkt, hvor grundskylden forfalder til betaling, der vil skulle være afgørende for, hvem der efter den foreslåede bestemmelse vil hæfte personligt og ubegrænset for betaling af grundskylden.

Et ejerskifte, der indtræder efter forfaldstidspunktet, vil ingen betydning have for den personlige og ubegrænsede hæftelse. Pantehæftelsen efter den foreslåede § 4, stk. 5, 1. pkt., vil dog ændre form, fordi der ved ejerskiftet vil opstå en tredjemandspanteret der på den ejerskiftede ejendom.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 4 foreslås det at videreføre de dele af § 29, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat, der drejer sig om, at grundskylden betales af ejeren af ejendommen. Den gældende regel om, at grundskyld også skal udredes af brugeren, såfremt denne ifølge lovgivningen skal udrede skatterne af ejendommen, foreslås ikke videreført med denne bestemmelse. Se dog det foreslåede stk. 3, hvor en længst levende ægtefælle i uskiftet bo vil skulle betale grundskyld fra dødsdagen.

Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at grundskyld af ejendomme omfattet af stk. 4, hæfter på den faste ejendom i dens helhed med pante- og fortrinsret i 2 år og 3 måneder.

Forslaget indebærer, at grundskylden vil hæfte på den faste ejendom med pante- og fortrinsret. Ved panteret forstås en panteret, der stiftes ved lov og ikke ved aftale. Ved pante- og fortrinsret forstås, at panteretten for den pågældende fordring, vil være fortrinsstillet før alle tinglyste hæftelser og anden pantegæld.

Alle offentligretlige fordringer tilhørende det offentlige er omfattet af en udpantningsret, jf. § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorfor restanceinddrivelsesmyndigheden vil kunne anvende pante- og fortrinsretten til at foretage udlæg i ejendommen med henblik på gennem en tvangsauktion at opnå dækning via pante- og fortrinsretten, jf. retsplejelovens § 538 om udlæg til forauktionering. Pante- og fortrinsretten, vil dermed medføre dækning af grundskylden foran fordringer, der er sikret gennem tinglyste hæftelser på ejendommen, dvs. pantebreve og udlæg. Pengesummen, der i sidste ende opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, vil dermed skulle dække ubetalt grundskyld før alle andre fordringer uden fortrinsret. Skatteforvaltningen vil med forslaget således forventeligt opnå fuld dækning af grundskyld i tilfælde af inddrivelse. Med forslaget tilsigtes ikke en ændring af gældende praksis vedrørende pante- og fortrinsretten.

Grundskyld af andre ejendomme end ejendomme nævnt i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4, der alene er ejet af fysiske personer, vil efter lovforslagets § 33 skulle opkræves direkte hos ejeren af ejendommen og vil skulle betales i to rater efter Skatteforvaltningens nærmere bestemmelse med forfald den 1. i de måneder, som Skatteforvaltningen bestemmer. Det vil også gælde for den øvrige del af ejendommen for landbrugs- og skovejendomme, hvor der er ansat en særskilt ejendomsværdi og grundværdi for boligdelen. Fristen i amtstueforordningen, hvorefter fortrinsretten vil gælde i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen, vil på den baggrund efter lovforslaget skulle regnes fra det forfaldstidspunkt, som Skatteforvaltningen har fastsat for betaling af et grundskyldsbeløbet. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 33.

Det foreslås dog i lovforslagets § 34, stk. 2, at fristen på 2 år og 3 måneder fra forfaldstidspunktet, vil skulle forlænges i tilfælde af, at Skatteforvaltningen giver ejeren henstand med betalingen af grundskyld.

Panteretten indebærer, at der altid vil kunne foretages udlæg i pantet, dvs. ejendommen, jf. retsplejelovens § 517, stk. 2, 2. pkt., der indebærer en begrænsning af skyldnerens påvisningsret, dvs. ret til at bestemme, hvad der skal foretages udlæg i, hvis skyldneren har flere aktiver end nødvendigt til at dække kravet. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil som altovervejende hovedregel ikke være forpligtet til at anvende andre inddrivelsesskridt over for den, der var ejer på forfaldstidspunktet. Panteretten i ejendommen vil efter et ejerskifte skifte karakter, så den bliver en fortrinsstillet, lovbestemt tredjemandspanteret. Denne tredjemandspanteret indebærer, at den nye ejer vil have en solidarisk, subsidiær og begrænset hæftelse for grundskylden, idet den nye ejer alene hæfter med pantet, dvs. den nyerhvervede faste ejendom.

Hæftelsen efter den foreslåede bestemmelse i stk. 5 vil for den nye ejer betyde, at efter fordringen på grundskyld er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, vil restanceinddrivelsesmyndigheden først skulle forsøge at rykke den tidligere ejere af ejendommen, inden restanceinddrivelsesmyndigheden vil skulle opfordre den nye ejer til at betale. Først herefter vil restanceinddrivelsesmyndigheden foretage udlæg i ejendommen. Der henvises til bemærkningerne lovforslagets til § 4, stk. 6, 2. pkt., for en beskrivelse af pante- og fortrinsretten og ejerskifte.

Den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. er en videreførelse af § 29, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat, for så vidt angår den del af bestemmelsen, der vedrører pante- og fortrinsretten. Den foreslåede bestemmelse er ligeledes en videreførelse af § 2 i forordning af 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen), for så vidt angår den del af bestemmelsen, der vedrører pante- og fortrinsretten.

Det foreslås i 2. pkt., at pante- og fortrinsretten ikke skal omfatte gebyrer og renter.

Forslaget indebærer, at alle gebyrer og renter, der måtte opstå efter overskridelsen af sidste rettidige betalingsdag, herunder under inddrivelsen, ikke vil være omfattet af den i 1. pkt. foreslåede pante- og fortrinsret.

Grundskyld omfattet af den foreslåede pante- og fortrinsret foreslås at skulle opkræves via opkrævningssystemet skattekontoen, jf. lovforslagets § 33, stk. 1. Skattekontoen bygger på saldoprincippet, dvs. at indbetalinger til Skatteforvaltningen, det være sig selskabsskatter, moms, punktafgifter, told m.v., og udbetalinger til virksomheden af f.eks. negativ moms, tilbagebetaling af for meget opkrævede afgifter samt andre udbetalinger fra Skatteforvaltningen, indgår ved en samlet opgørelse. Udbetalinger til virksomheden modregnes dermed direkte i de krav på indbetalinger, som Skatteforvaltningen har på virksomhederne.

Det er denne samlede opgørelse (saldo), der forrentes som et samlet krav på skattekontoen, hvorfor Skatteforvaltningen systemmæssigt ikke kan udskille den andel af et gebyr og påløbne renter, som vedrører grundskyld.

Bestemmelsen vil også indebære, at en ny ejer af ejendommen ikke vil hæfte for de gebyrer og morarenter, der opstår, hvis den gamle ejer af ejendommen ikke har betalt grundskylden rettidigt. Med den foreslåede bestemmelse vil en ny køber af ejendommen alene hæfte solidarisk, subsidiært og begrænset med sin ejendom for hovedstolen, dvs. den forfaldne grundskyld fratrukket påløbne renter og gebyrer.

Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med den foreslåede § 4, stk. 6, hvor det foreslås at restanceinddrivelsesmyndigheden skal kunne oversende kravet til inddrivelse uden forudgående underretning af den nye ejer, hvorfor den nye ejer ikke vil skulle hæfte for gebyrer og renter, som opstår som følge af den tidligere ejers overskridelse af den sidste rettidige betalingsdag.

Det foreslås i 3. pkt., at oplysninger om størrelsen af skyldig grundskyld, der hæfter på en ejendom efter 1. pkt., skal være tilgængelige for offentligheden.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at det fra og med den 1. januar 2024 ikke længere vil være muligt for Skatteforvaltningen at systemunderstøtte den nuværende ordning, hvor bl.a. oplysninger om grundskyld og dækningsafgift, der hæfter på en fast ejendom i dens helhed med pante- og fortrinsret, af ejeren kan rekvireres hos Erhvervsstyrelsen i form af en såkaldt ejendomsdatarapport mod et gebyr.

Derfor foreslås det, at oplysningerne fra og med den 1. januar 2024 i stedet skal være tilgængelige for offentligheden ved skriftlig og telefonisk henvendelse til Skatteforvaltningen.

Den foreslåede ordning, hvorefter oplysninger om størrelsen af skyldig grundskyld, der hæfter på en ejendom efter lovforslagets § 4, stk. 5, 1. pkt., skal være tilgængelige for offentligheden, er begrundet i hensynet til potentielle købere af ejendommen, som med den foreslåede ordning fortsat skal kunne gøre sig bekendt med eventuel skyldig grundskyld, som hæfter på ejendommen med en pante- og fortrinsret, og som køberen derved kan risikere at hæfte for ved køb af ejendommen. Derved sikres der den samme offentlighed om oplysningerne, som der gør sig gældende ved tinglysningssystemet, der ligeledes sikrer, at en køber af en ejendom vil kunne gøre sig bekendt med pantehæftelser, som en panthaver vil kunne anvende til at foretage udlæg i købers ejendom, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 6.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en undtagelse til Skatteforvaltningens særlige tavshedspligt i skatteforvaltningslovens § 17, stk. 1. Den foreslåede ordning, hvorefter ovennævnte oplysninger skal være tilgængelige for offentligheden, forventes dog alene at være af midlertidig karakter, fordi den nødvendige systemmæssige opkobling til Erhvervsstyrelsens systemer forventes udviklet inden for en kortere årrække. Når denne ordning vil kunne systemunderstøttes, forventes det, at der vil kunne vendes tilbage til samme ordning som i dag, hvor ejeren (eller andre med ejerens samtykke) vil kunne rekvirere en ejendomsdatarapport hos Erhvervsstyrelsen mod et gebyr.

Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at grundskyld som nævnt i stk. 4 oversendes til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, forgæves er gennemført over for den, der er ejer på forfaldstidspunktet, jf. stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den sædvanlige opkrævningsproces for krav på skattekontoen vil skulle anvendes til opkrævning af grundskyld. Bestemmelsen vil dog også have den betydning, at indtræder der et ejerskifte under opkrævningen af grundskyld, som er omfattet af pante- og fortrinsretten, vil kravet (grundskylden) skulle oversendes til inddrivelse, når den sædvanlige rykkerprocedure forgæves er forsøgt gennemført over for den tidligere ejer, dvs. den, der var ejer på forfaldstidspunktet, jf. lovforslagets § 4, stk. 4. Skatteforvaltningen vil dermed ikke skulle foretage nogen opkrævningsskridt rettet mod den nye ejer af ejendommen, inden kravet vil kunne sendes til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Den sædvanlige rykkerprocedure er beskrevet i opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, 1, pkt., hvor af det følger, at overstiger en debetsaldo for en virksomhed 5.000 kr., skal hele beløbet indbetales straks, og Skatteforvaltningen udsender et rykkerbrev herom til virksomheden. Det følger af 2. pkt., at Skatteforvaltningen ikke udsender rykkerbreve om en debetsaldo på 5.000 kr. eller derunder. Det følger af 3. pkt., at rykkerbrev dog udsendes til ophørte virksomheder, også hvor debetsaldoen er større end 200 kr. og mindre end 5.000 kr. Det følger af 4. pkt., at betales beløbet ikke inden den frist, der er fastsat i rykkerbrevet, kan beløbet overgives til inddrivelse. Det følger af 5. pkt., at et beløb, der overgives til inddrivelse, vil fremgå af skattekontoen. Der pålægges gebyr efter § 6 ved udsendelse af rykkerbrev.

Det foreslås i 2. pkt., at indtræder der et ejerskifte efter forfaldstidspunktet eller under inddrivelsen, kan grundskylden inddrives hos den nye ejer ved at foretage udlæg i ejendommen. Det foreslås i 3. pkt., at § 2, stk. 3-5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke finder anvendelse i forhold til den nye ejer.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at indtræder der et ejerskifte efter forfaldstidspunktet, vil Skatteforvaltningen ikke skulle reagere på et ejerskifte i opkrævningsfasen af grundskyld. I stedet foreslås det, at restanceinddrivelsesmyndigheden vil skulle reagere på et ejerskifte, herunder notificere den nye ejer om den på ejendommen hæftende grundskyld, som vil blive forsøgt inddrevet ved udlæg i ejendommen.

§ 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsætter, hvornår en fordring kan overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden. Det følger af § 2, stk. 3, 1. pkt., at fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Det følger videre af 2. pkt., at fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, dog på skyldnerens anmodning kan tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Af 3. pkt. følger det, at afgørelser om afdragsvis betaling eller henstand med betalingen ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Afslutningsvis følger det af 4. pkt., at sædvanlig rykkerprocedure, jf. 1. pkt., kun gennemføres, hvis det er muligt, og gennemførelse heraf er ikke en forudsætning for overdragelse af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, medmindre andet følger af anden lovgivning.

Med den foreslåede undtagelse til § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil Skatteforvaltningen kunne oversende fordringen til inddrivelse, uanset at der er indtrådt et ejerskifte, hvor den nye ejer vil hæfte solidarisk og begrænset med sin nyerhvervede erhvervsejendom, uden at der er fastsat en separat betalingsfrist og igangsat en sædvanlig rykkerprocedure over for den nye ejer i opkrævningen.

Den nye ejer vil ikke være den skattepligtige, der skal sørge for betaling af den forfaldne grundskyld, hvorfor Skatteforvaltningen ikke vil kunne kræve betaling af den nye ejer, der derfor ikke vil blive opkrævet det skyldige krav. Den nye ejer vil i stedet af restanceinddrivelsesmyndigheden alene få et tilbud om at betale, hvis den tidligere ejer ikke betaler kravet inden den fastsatte betalingsfrist af restanceinddrivelsesmyndigheden. Tilbuddet gives, så den nye ejer vil kunne afværge udlæg i ejendommen og den dertilhørende fastsatte retsafgift i § 12 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil ellers med den foreslåede pante- og fortrinsret, der efter den foreslåede § 4, stk. 5, 1. pkt., hviler på ejendommen i dens helhed, kunne begære udlæg i ejendommen, jf. § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det følger af § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringer omfattet af denne lov med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan inddrives ved udpantning, medmindre andet følger af bilag 1.

§ 2, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indebærer, at inden overdragelse af fordringer til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden underretter fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt skyldneren om overdragelsen, medmindre det ikke er muligt at foretage underretning eller underretning må antages at medføre en væsentlig forringelse af muligheden for at opnå dækning. Det følger videre i 2. pkt., at underretning efter 1. pkt. er ikke en forudsætning for, at fordringer kan overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden.

Med den foreslåede undtagelse til § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil Skatteforvaltningen kunne oversende fordringen til inddrivelse, uden at Skatteforvaltningen (fordringshaveren) vil skulle underrette den nye ejer af ejendommen om, at kravet oversendes til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Den nye ejer vil i stedet blive orienteret om kravet af restanceinddrivelsesmyndigheden. Se nærmere herom i den foreslåede § 4, stk. 7. Se hertil ligeledes den foreslåede § 4, stk. 5, 3. pkt., som vil sikre, at en ny ejer vil have mulighed for at blive bekendt med krav (ubetalt grundskyld) hæftende på ejendommen.

Det følger af § 2, stk. 5, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at ønsker fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, at inddrivelse af en fordring, der allerede er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, fremover skal ske over for en eller flere andre skyldnere, der tillige helt eller delvis hæfter for fordringen, eller at inddrivelse ikke længere skal omfatte en eller flere skyldnere, som fordringen inddrives over for, skal fordringen med dens renter og opkrævningsgebyrer tilbagekaldes af fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, med henblik på at blive overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden på ny med oplysninger om den eller de skyldnere, som fordringen fremover skal inddrives over for. Det følger videre i 2. pkt., at restanceinddrivelsesmyndigheden i særlige tilfælde kan beslutte, at 1. pkt. ikke finder anvendelse. Det følger afslutningsvis af 3. pkt., at så vidt muligt skal fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt underrette den eller de skyldnere, der er omfattet af tilbagekaldelsen efter 1. pkt.

Med den foreslåede undtagelse til § 2, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil Skatteforvaltningen ikke skulle tilbagekalde kravet fra restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis ejeren af en ejendom, hvorpå der hviler ubetalt grundskyld omfattet af pante- og fortrinsretten, ejerskiftes til en ny ejer. Det vil med forslaget være restanceinddrivelsesmyndigheden, der vil skulle tilføje den nye ejer som solidarisk og begrænset medhæfter på kravet.

Skatteforvaltningen vil ligeledes ikke skulle underrette den nye ejer af ejendommen om det krav, der hviler på den nyerhvervede ejendom. Det vil med lovforslagets § 4, stk. 7, i stedet være restanceinddrivelsesmyndigheden, som vil skulle underrette den nye ejer af ejendommen om, at den nye ejer er blevet medskyldner for kravet.

Med forslaget sikres det, at Skatteforvaltningen og restanceinddrivelsesmyndigheden, som er en del af Skatteforvaltningen, ikke vil skulle sende fordringer frem og tilbage mellem interne styrelser. Den nye ejer vil dermed alene opleve, at det vil være restanceinddrivelsesmyndigheden, som vil rette henvendelse til den nye ejer vedrørende den ubetalte grundskyld.

Det foreslås i stk. 7, at inden gennemførelsen af udlæg, jf. stk. 6, 2. pkt., skal restanceinddrivelsesmyndigheden underrette den nye ejer eller den, der varetager dennes interesser, om dennes solidariske, subsidiære og begrænsede hæftelse for grundskylden og opfordre den nye ejer til frivilligt at opfylde kravet.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 7 indebærer, at restanceinddrivelsesmyndigheden vil skulle underrette den nye ejer om dennes solidariske, subsidiære og begrænsede hæftelse for ubetalt grundskyld samt opfordre den nye ejer til at betale kravet. Den foreslåede bestemmelse minder om retsplejelovens § 496, stk. 1, men går videre end denne ved at pålægge restanceinddrivelsesmyndigheden en forpligtelse til at give en sådan underretning inden udlægsforretningen.

Det følger af retsplejelovens § 496, stk. 1, at inden tvangsfuldbyrdelsen gennemføres, opfordrer fogedretten skyldneren eller den, der varetager hans interesser, jf. § 495, stk. 2, til frivilligt at opfylde kravet. Bestemmelsen anvendes tilsvarende for pantefogeders udlægsforretninger, jf. § 5, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil med den foreslåede bestemmelse have en pligt til at underrette den nye ejer om dennes solidariske og begrænsede hæftelse, så snart restanceinddrivelsesmyndigheden bliver bekendt med, at den pågældende ejendom er ejerskiftet. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil ligeledes have en forpligtigelse til at give den nye ejer et tilbud om at betale kravet, således at den nye ejer kan afværge, at restanceinddrivelsesmyndigheden vil foretage udlæg i ejendommen og den dertilhørende retsafgift opstår.

Det foreslås i stk. 8, at skatteministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåden for inddrivelse af skyldig grundskyld efter stk. 5-7.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at skatteministeren i en bekendtgørelse vil kunne fastsætte de nærmere regler for restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse af skyldig grundskyld i de tilfælde, hvor der er indtrådt et ejerskifte før eller under inddrivelsen. Det er hensigten, at der skal kunne fastsættes regler, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden skal rykke den principalt hæftende skyldner (sælger) en eller flere gange, inden der – i tilfælde af fortsat manglende betaling – gennemføres inddrivelse over for den nye ejer, dvs. den subsidiært hæftende skyldner. Inden der gennemføres udlæg i den nye ejers ejendom, vil restanceinddrivelsesmyndigheden skulle opfordre den nye ejer til frivilligt at opfylde kravet, jf. den foreslåede § 4, stk. 7.