LOV nr 678 af 03/06/2023
Skatteministeriet
Ejendomsskatteloven § 29
Kommunalbestyrelsen opkræver for hvert af kalenderårene 2024-2028 et beløb svarende til det, der blev opkrævet for skatteåret 2023 for dækningsafgift af ejendomme efter § 11, stk. 1.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastsætter satsen for dækningsafgiften efter § 12, stk. 1, dog højst til 10 promille, jf. dog stk. 3. Satsen for dækningsafgiften efter § 12, stk. 2, udgør samme promille for den del af ejendommens grundværdi, der anvendes til dækningsafgiftspligtige formål efter § 12, stk. 1.
Stk. 3. For kalenderårene 2024-2028 kan kommunalbestyrelsen ikke fastsætte satsen for dækningsafgiften efter § 12, stk. 1, højere end satsen angivet for den pågældende kommune i bilag 2. For de kommuner, som ikke er angivet i bilag 2, kan kommunalbestyrelsen for kalenderårene 2024-2028 ikke indføre dækningsafgift efter § 12, stk. 1.
Forarbejder til Ejendomsskatteloven § 29
RetsinformationDet er i § 23, stk. 1, 3. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat fastsat, at der af ejendomme, der er dækningsafgiftspligtige efter § 23, opkræves dækningsafgift af grundværdien med halvdelen af vedkommende kommunes grundskyldspromille, dog højst med 15 promille. Satsen er således normeret i forhold til kommunens grundskyldspromille, men med et loft.
Efter § 23. stk. 1, 4. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, kan kommunalbestyrelsen for skatteårene 2021-2028 ikke fastsætte grundskyldspromillen for dækningsafgift efter 3. pkt. højere end promillerne for skatteåret 2020 eller indføre dækningsafgift. For hvert af skatteårene 2022 og 2023 opkræves et beløb svarende til det, der blev opkrævet for skatteåret 2021. Det fremgår herefter af forarbejderne til lov nr. 2614 af 28. december 2021, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 88 som fremsat, side 7, at der i foråret 2023 vil blive fremsat et lovforslag, hvormed det vil blive foreslået at fastsætte nye promiller for dækningsafgift for offentlige ejendomme.
Det er i § 23 A, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat fastsat, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der som bidrag til de udgifter, ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted eller lignende øjemed, medfører for kommunen, skal betales dækningsafgift af sådanne ejendommes grundværdi. Det er i 2. pkt. fastsat, at for ejendomme, der delvis anvendes til kontor, forretning, hotel, værksted eller lignende øjemed, betales dækningsafgift kun, når den del af grundværdien, der vedrører den til de nævnte formål anvendte del af ejendommen, udgør mere end halvdelen af grundværdien for hele ejendommen.
Det er i § 23 A, stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat fastsat, at der af de ejendomme, der er omhandlet i stk. 1, 1. pkt., betales en dækningsafgift af 80 pct. af grundværdien med en promille, som kommunalbestyrelsen har fastsat, der dog højst kan udgøre 10 promille. Videre er fastsat i stk. 2, 2. pkt., at for skatteårene 2021-2028 kan kommunalbestyrelsen ikke indføre dækningsafgift. Af stk. 2, 5. pkt., fremgår det, at for skatteårene 2023-2028 kan kommunalbestyrelsen ikke fastsætte promillen efter 1. pkt. højere end promillen for skatteåret 2022 fastsat i bilag 1. Det er i 6. pkt. videre fastsat, at dækningsafgift af de ejendomme, der er omhandlet i stk. 1, 2. pkt., betales med samme promille af 80 pct. af den del af grundværdien, der vedrører den til de nævnte formål anvendte del af ejendommen.
Efter lov om kommunal ejendomsskat anvendes for dækningsafgift begrebet skatteåret, som udgør 365 dage. Det foreslås, at skatteårsbegrebet ikke videreføres med lovforslaget, da dette begreb ikke i øvrigt anvendes i reglerne for beskatning af personer og selskaber. Det foreslås i stedet at anvende kalenderår for dækningsafgift.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen for hvert af kalenderårene 2024-2028 opkræver et beløb svarende til det, der blev opkrævet for skatteåret 2023 for dækningsafgift af ejendomme efter § 11, stk. 1.
Efter lovforslagets § 11, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen pålægge ejendomme, for hvilke der i henhold til ejendomsvurderingsloven skal foretages en ansættelse af grundværdien, og som efter lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 2 og 8, er fritaget for grundskyld, en afgift til kommunen af grundværdien, jf. ejendomsvurderingslovens § 15. Efter lovforslagets § 11, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde tillade, at ejendomme, der er fritaget for grundskyld efter lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 1, pålægges dækningsafgift.
Lovforslagets § 11 vedrører således ejendomme omfattet af lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 2, herunder offentlige ejendomme, der tilhører staten, regionerne eller kommunerne, med undtagelse af ejendomme, som ejeren anvender til landbrug, havebrug, skovdrift eller erhvervsmæssigt til udleje, eller som henligger ubenyttede. Ejendomme, der tilhører DSB, Energinet.dk, Naviair eller Danpilot, er dog ikke omfattet. Videre vil dette vedrøre ejendomme omfattet af lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 8, herunder offentlige ejendomme, der tilhører Danmarks Nationalbank.
Forslaget i stk. 1 indebærer, at kommunalbestyrelsen for kalenderårene 2024-2028 skal opkræve dækningsafgift af offentlige ejendomme svarende til det beløb, der blev opkrævet for skatteåret 2023.
Det betyder, at det i perioden fra 2024-2028 ikke vil være muligt for kommunalbestyrelsen at opkræve dækningsafgift af eventuelt nye offentlige ejendomme eller offentlige ejendomme, som ændres. Det vil dog være muligt at undlade at opkræve dækningsafgift, hvis en ejendom i perioden ophører med at være dækningsafgiftspligtig.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 svarer til en videreførelse af § 23, stk. 1, 5. pkt., og indebærer samtidig en ændring i forhold til § 23, stk. 1, 3. og 4. pkt. Til det angivne i forarbejderne til lov nr. 2614 af 28. december 2021, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 88 som fremsat, side 7, om, at der i foråret 2023 vil blive fastsat nye promiller for dækningsafgift for offentlige ejendomme, foreslås det således i stedet at videreføre gældende ret i lov om kommunal ejendomsskat om, at dækningsafgiften af offentlige ejendomme i kalenderårene 2024-2028 vil skulle svare til det beløb, der blev opkrævet for skatteåret 2023. Der vil inden kalenderåret 2029 blive taget stilling til opkrævning af dækningsafgift af offentlige ejendomme efter kalenderåret 2028.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen fastsætter satsen for dækningsafgiften efter § 12, stk. 1, dog højst til 10 promille, jf. dog stk. 3. Det foreslås videre i 2. pkt., at satsen for dækningsafgiften efter § 12, stk. 2, udgør samme promille for den del af ejendommens grundværdi, der anvendes til dækningsafgiftspligtige formål efter § 12, stk. 1.
Forslaget i 1. pkt. indebærer, at det er op til kommunalbestyrelsen at fastsætte satsen for dækningsafgiften efter lovforslagets § 12, stk. 1, dog højst med en promille på 10. Der vil i god tid inden 2029 blive taget stilling til niveauet på loftet pr. 1. januar 2029. Dog vil kommunalbestyrelsen ikke kunne sættes satsen for dækningsafgiften op til og med kalenderåret 2028 for de kommuner, der fremgår af bilag 2, eller kunne indføre dækningsafgift til og med kalenderåret 2028 for de kommuner, der ikke fremgår af bilag 2, jf. forslaget i stk. 3.
Efter lovforslagets § 12, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen pålægge ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted eller lignende øjemed, dækningsafgift til kommunen af ejendommens grundværdi fastsat efter ejendomsvurderingsloven. Efter lovforslagets § 20, stk. 1, 2. pkt., foreslås det, at grundlaget for dækningsafgiften for ejendomme omfattet af lovforslagets § 12 vil være 80 pct. af grundværdien, der er ansat efter ejendomsvurderingsloven.
Forslaget i 2. pkt. vedrører lovforslagets § 12, stk. 2, som omfatter ejendomme, der delvist anvendes til formål som anført i det foreslåede § 12, stk. 1, og som kun pålægges dækningsafgift, når den del af ejendommen, som anvendes til nævnte formål, udgør mere end halvdelen af grundværdien for hele ejendommen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er en videreførelse af § 23 A, stk. 2, 1. og 6. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat med opdaterede promiller.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at for kalenderårene 2024-2028 kan kommunalbestyrelsen ikke fastsætte satsen for dækningsafgiften efter § 12, stk. 1, højere end satsen angivet for den pågældende kommune i bilag 2.
Forslaget indebærer, at der vil blive fastsat et loft fra og med kalenderåret 2024 til og med kalenderåret 2028 for den promille for hver enkelt kommune, hvormed dækningsafgiften af ejendomme omfattet af § 12, stk. 1, opkræves. Forslaget skal ses i sammenhæng med kompensationsaftalen, hvorefter de kommunale dækningsafgiftspromiller ikke kan sættes op i kalenderårene 2021-2028.
Satserne, der for hver enkelt kommune er fastsat i lovens bilag 2, udgør et loft for den promillesats, som kommunalbestyrelsen kan fastsætte for kalenderårene 2024-2028. Det betyder, at kommunalbestyrelsen ikke kan sætte satsen op i 5-årsperioden 2024-2028. I denne periode vil kommunalbestyrelsen således kun kunne fastholde satsen, sætte satsen ned eller afskaffe den. Hvis kommunalbestyrelsen for en kommune nævnt i bilag 2 afskaffer dækningsafgiften for et kalenderår i denne periode, f.eks. 2026, vil kommunalbestyrelsen igen kunne indføre dækningsafgift for et kalenderår i denne periode, f.eks. i 2027, inden for det loft, der er angivet i bilag 2 for den pågældende kommune. Loftet for promillesatsen for hver enkelt kommune, der fremgår af lovforslagets bilag 2, er en videreførelse af de gældende lofter i bilag 1 og 2 til lov om kommunal ejendomsskat.
Fra og med kalenderåret 2029 vil kommunalbestyrelsen frit kunne sætte satsen for dækningsafgiften af grundværdien i lovforslagets § 12, stk. 1, som dog højst kan udgøre 10 promille.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 1. pkt. er en videreførelse af 23 A, stk. 2, 5. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.
Det foreslås i 2. pkt., at for de kommuner, som ikke er angivet i bilag 2, kan kommunalbestyrelsen for kalenderårene 2024-2028 ikke indføre dækningsafgift efter § 12, stk. 1.
Forslaget indebærer, at de kommuner, som ikke fremgår af bilag 2, ikke vil kunne indføre dækningsafgift for erhvervsejendomme m.v. frem til og med kalenderåret 2028.
Fra og med kalenderåret 2029 vil kommunalbestyrelsen frit kunne sætte satsen for dækningsafgiften af grundværdien i lovforslagets § 12, stk. 1, som dog højst kan udgøre 10 promille.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 2. pkt., er en videreførelse af 23 A, stk. 2, 2. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.