Ejendomsskatteloven § 16

Det er i ejendomsværdiskattelovens § 13, 1. pkt., fastsat, at ejer den skattepligtige ejendommen i sameje med andre, betales kun ejendomsværdiskat af den del af ejendommen, som svarer til den skattepligtiges andel af ejendommen. For ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 2, herunder ejerboliger, som indeholder to selvstændige boligenheder, betales der efter ejendomsværdiskattelovens § 13, 2. pkt., ejendomsværdiskat af den del af ejendomsværdien, der er henført til ejerens lejlighed. Efter ejendomsværdiskattelovens § 13, 3. pkt., finder ejendomsværdiskattelovens §§ 6-10 kun anvendelse for ejere, der opfylder betingelserne i disse bestemmelser. Ejendomsværdiskattelovens §§ 6-10 omhandler tilfælde, hvor der sker nedsættelse i ejendomsværdiskatten.

Det foreslås i stk. 1, at for ejendomme, der er ejet af to eller flere fysiske personer, og for ejendomme omfattet af § 3, stk. 1, nr. 2, påhviler ejendomsværdiskat ejerne efter de ejerandele, der er registreret i et autoritativt register.

Med forslaget vil ejendomsværdiskatten for ejendomme ejet af to eller flere fysiske personer og for ejendomme omfattet af lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 2, skulle opgøres, som om hver ejer var eneejer af ejendommen, hvorefter der vil skulle pålægges ejendomsværdiskat af den andel, den pågældende ejer i henhold til et autoritativt register.

Ved et autoritativt register forstås den datakilde, som Skatteforvaltningen til enhver tid anvender til at identificere ejerskifter m.v. Datakilden vil i alle tilfælde være administreret af en offentlig myndighed eller på vegne af den offentlige myndighed. Data fra autoritative registre vedligeholdes løbende af relevante myndigheder, hvorfor data fra disse registre anvendes af Skatteforvaltningens administration. Det kan bl.a. være CPR, CVR og Ejerfortegnelsen. Ejerfortegnelsen opdateres af kommunerne og indeholder oplysninger om de faktiske ejere, dvs. primært tinglyste ejere, men også andre, hvis ejerforholdet ikke er tinglyst.

Lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 2, omfatter ejendomme med ejerboliger, der indeholder to selvstændige boligenheder, hvor der efter ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 2, er foretaget fordeling af ejendomsværdien.

Det er i ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 2, fastsat, at for ejerboliger, der indeholder to selvstændige boligenheder, fordeles ejendomsværdien på de to selvstændige enheder.

Den foreslåede bestemmelse vil kun vedrøre ejendomsværdiskatten. Bestemmelsen regulerer ikke, hvordan en ejer med bolig i ejendommen i øvrigt skal behandles skattemæssigt, hvis ejeren ikke betaler fuld leje til en medejer, som ikke har bolig i ejendommen.

En ejer, der ikke bor i ejendommen, men vederlagsfrit stiller den til rådighed for en medejer, skal som udgangspunkt beskattes efter statsskattelovens regler af et beløb, der svarer til den objektive udlejningsværdi. Når ejeren beskattes af den objektive udlejningsværdi, vil ejeren ikke skulle betale ejendomsværdiskat. Ifølge gældende praksis er det imidlertid muligt at blive beskattet efter ejendomsværdiskattereglerne i stedet for statsskattelovens regler om objektiv lejeværdi i tiden indtil bodelingen mellem ægtefællerne, hvis samlivet mellem ægtefællerne er ophørt i skattemæssig henseende, og den, der har forladt boligen, er ejer af denne. Det fremgår af bl.a. af Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit C. H. 3.5.4. Med lovforslaget tiltænkes der ikke at ændre på den gældende praksis på området.

Statsskattelovens regler om beskatning ud fra den objektive udlejningsværdi gælder ikke for en medejer af en landbrugsejendom, der er omfattet af bopælspligt efter lov om landbrugsejendomme, men hvor medejeren ikke bor på ejendommen. Det betyder, at hvis en medejer stiller et stuehus med bopælspligt vederlagsfrit til rådighed for en anden medejer, beskattes den ejer, der ikke bor dér, alene af en forholdsmæssig andel af den procentvist opgjorte lejeværdi. Lejeværdien ved at stille et stuehus med bopælspligt vederlagsfrit til rådighed for en medejer sættes normalt til et beløb, der svarer til en forholdsmæssig andel af 250 pct. af den ejendomsværdiskat, der kan beregnes for hele boligen.

Hvis ingen af ejerne bor i ejendommen, beskattes hver af ejerne af en forholdsmæssig andel af lejeindtægten.

Det foreslås i stk. 2, at for ejendomme omfattet af stk. 1 finder lovforslagets §§ 23-26 kun anvendelse for de ejere, der opfylder betingelserne i disse bestemmelser.

Lovforslagets §§ 23-26 vedrører tilfælde, hvor den skattepligtige kan opnå nedslag i ejendomsværdiskatten. Forslaget indebærer, at hvis en ejendom eksempelvis ejes i sameje af tre ejere, og kun en af disse ejere opfylder betingelserne for nedslag efter lovforslagets §§ 23-26, vil der kun kunne opnås nedslag for den del af ejendommen, der svarer til den pågældende ejers andel af ejendommen.

Lovforslagets § 16 er en videreførelse af ejendomsværdiskattelovens § 13 med sproglige ændringer og med den præcisering, at der vil skulle tages udgangspunkt i de ejerandele, der fremgår af et autoritativt register.