Ejendomsskatteloven § 13

Det er i ejendomsværdiskattelovens § 3 fastsat, at ejendomsværdiskatten for en fast ejendom opgøres som beregningsgrundlaget efter lovens §§ 4 a og 4 b ganget med ejendomsværdiskattesatsen efter § 5 med fradrag for nedslagsbeløb efter §§ 6-8, stigningsbegrænset efter §§ 9, 9 a og 9 b og med tillæg efter § 10 samt med nedslag efter §§ 11 og 12.

Det er i ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1-3, videre fastsat, at der som beregningsgrundlag for ejendomsværdiskatten for ejendomme omfattet af § 4, nr. 1-10, anvendes den laveste af følgende værdier:

1. 80 pct. af den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom i året før indkomståret, jf. dog ejendomsvurderingslovens § 87 a.

2. Den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom pr. 1. januar 2001 med tillæg af 5 pct.

3. Den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom pr. 1. januar 2002.

Det fremgår af ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 2, 1. pkt., at for ejendomme som nævnt i stk. 1, hvor der er foretaget om- eller tilbygning, nybygning m.v., og hvor disse ikke er omfattet af ejendomsvurderingen i året før indkomståret, men af ejendomsvurderingen i indkomståret, anvendes ansættelsen i indkomståret i stedet for ansættelsen i året før indkomståret. Videre fremgår det af stk. 2, 2. pkt.,, at hvis en ejendom, hvorpå der foretages nybyggeri, ikke vurderes som færdigbygget ved ejendomsvurderingen i året før indkomståret, jf. ejendomsvurderingslovens § 52 eller § 33, stk. 1, i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013 som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017, jf. ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88, anvendes ansættelsen i indkomståret. Endelig fremgår det af ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 2, 3. pkt., at 1. og 2. pkt. gælder uanset stk. 1, nr. 1, jf. dog ejendomsvurderingslovens § 87 a.

I ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 3, er fastsat, at for ejendomme som nævnt i stk. 1, hvor der er foretaget om- eller tilbygning, nybygning m.v., og hvor Skatteforvaltningen har foretaget ansættelser efter ejendomsvurderingslovens § 38 eller § 33, stk. 12-15, i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013 som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017, jf. ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88, anvendes disse ansættelser fra og med det år, hvor ansættelserne er foretaget, i stedet for ansættelserne som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 2 og 3. Videre fremgår, at beregningsgrundlaget for ansættelserne ansat efter ejendomsvurderingslovens § 38, stk. 1, udgør 80 pct. af ejendomsværdien. Omfattet af ejendomsvurderingslovens § 38, stk. 1, er visse ejendomme, hvor der ansættes en ejendomsværdi, som tilbageregnes til 2001-niveau og 2002-niveau. Bestemmelsen foreslås ikke videreført, fordi bestemmelsen vedrører ejendomsværdiskattestoppet, som ikke videreføres med lovforslaget. For nærmere om ejendomsværdiskattestoppet og ophævelsen heraf henvises til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Af ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 4, 1. pkt., fremgår det, at ved opgørelsen af beregningsgrundlaget efter § 4, nr. 2, medregnes kun den del af ejendomsværdien, der er henført til ejerens lejlighed. Bestemmelsen i § 4, nr. 2, omfatter ejendomme med ejerboliger, der indeholder to selvstændige boligenheder, hvor der er foretaget fordeling af ejendomsværdien efter ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 2.

Videre er det fastsat i ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 4, 2. pkt., at ved opgørelsen af beregningsgrundlaget efter § 4, nr. 3, medregnes kun den del af ejendomsværdien, der er henført til stuehuset m.v. Bestemmelsen i § 4, nr. 3, omfatter boliger tilhørende landbrugsejendomme, hvor der efter ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1, 1. pkt., ansættes en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi.

Ved opgørelsen af beregningsgrundlaget efter ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 4, 5, 9 og 10, fremgår det af § 4 a, stk. 4, 3. pkt., at der kun medregnes den del af ejendomsværdien, der er henført til ejerens bolig. Bestemmelsen i § 4, nr. 4, omfatter boliger tilhørende skovejendomme, hvor der efter ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1, 1. pkt., ansættes en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi. Ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 5, omfatter ejendomme, som indeholder en eller to selvstændige lejligheder, og hvor der efter ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 1, foretages en ansættelse af ejendomsværdien på boligdelen. Ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 9, omfatter ejendomme over 5.000 m², der helt eller delvis er beliggende i landzone, for hvilke ejendomsværdien efter ejendomsvurderingslovens § 36, fordeles på den del, der tjener til bolig for ejeren og på den øvrige del af ejendommen. Ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 10, omfatter ejendomme, der er samnoteret med en vindmølleparcel, for hvilke ejendomsværdien efter ejendomsvurderingslovens § 37, stk. 1, ansættes på den del, der knytter sig til boligdelen.

Det er videre fastsat i ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 4, 4. pkt., at som beregningsgrundlag for ejendomme som nævnt i § 4, nr. 6-8, anvendes den ejendomsværdi, der er ansat for den lejlighed, som ejeren og deltageren bebor. Ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6, omfatter en lejlighed, som en eller flere ejere bebor i en udlejningsejendom med 3 til 6 beboelseslejligheder, hvoraf højst én lejlighed er beboet af en eller flere ejere. Ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 7, omfatter lejligheder beboet af en eller flere ejere i udlejningsejendomme med tre til seks beboelseslejligheder, hvor mere end én lejlighed den 27. april 1994 var beboet af ejerne. Ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 8, omfatter lejligheder i ejendomme til helårsbeboelse, som indeholder flere end to beboelseslejligheder, og som ejes og bebos af deltagerne i et boligsameje, et boliginteressentskab, et boligkommanditselskab eller et andet fællesskab, der ikke er selvstændigt skattesubjekt, og hvor der til deltagelsen er knyttet en brugsret til en beboelseslejlighed i ejendommen.

Det er i ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 5, fastsat, at anvender den skattepligtige et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår), er det den ejendomsværdi, der er ansat pr. 1. januar i det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for, der bruges som ejendomsværdien pr. 1. januar i indkomståret, og den ejendomsværdi, der er ansat pr. 1. januar i kalenderåret forud for dette kalenderår, der bruges som ejendomsværdien pr. 1. januar i året før indkomståret.

Det følger af ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 7, 1. pkt., at for ejendomme, hvor der er sket nybyggeri, jf. ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, nr. 4, eller ejendomme omfattet af ejendomsvurderingslovens § 38, stk. 1, nr. 1, ansætter Skatteforvaltningen et foreløbigt beregningsgrundlag for indkomståret efter § 3 til brug for opkrævningen af ejendomsværdiskat frem til tidspunktet for udsendelse af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6 efter ændringen. Det følger af 2. pkt., at det foreløbige beregningsgrundlag efter 1. pkt. fastsættes med udgangspunkt i forholdene på og prisniveauet for ejendommen pr. 1. januar i det førstkommende vurderingsår efter ændringen, jf. dog § 16, stk. 3. Efter 3. pkt. er det foreløbige beregningsgrundlag efter 1. pkt. ikke bindende og kan frit ændres af ejendomsejeren.

Det foreslås i stk. 1, at ejendomsværdiskatten opgøres som beskatningsgrundlaget efter stk. 2-4 ganget med ejendomsværdiskattesatsen i § 22 med fradrag for nedslagsbeløb efter §§ 15, 23-25 og 27 og rabat efter § 40, stk. 2, og med tillæg efter § 26.

I det opgjorte beløb, som er beskatningsgrundlaget efter det foreslåede i stk. 2-4 ganget med ejendomsværdiskattesatsen i lovforslagets § 22, vil således skulle fratrækkes eventuelle nedslagsbeløb:

– § 23 vedrørende nedslag i ejendomsværdiskat for ejendomme erhvervet senest den 1. juli 1998.

– § 24 vedrørende yderligere nedslag i ejendomsværdiskat for ejendomme erhvervet senest den 1. juli 1998.

– § 25 vedrørende nedslag i ejendomsværdiskat for personer, der har nået folkepensionsalderen.

– § 26 vedrørende reduktion af nedslag efter § 25.

Beløbet vil endvidere blive korrigeret for ejerperiode, udlejning og ejerandel efter:

– § 15 vedrørende ejendomsværdiskattepligt en del af året, herunder udlejning.

– § 16 vedrørende ejerandel.

Beløbet vil efterfølgende blive fratrukket rabat, som ligeledes vil blive korrigeret i forhold til ejerperiode, udlejning og ejerandel efter:

– § 40, stk. 2, vedrørende rabatordning, herunder rabat i ejendomsværdiskat.

– § 41 vedrørende reduktion af basisrabat grundet delvis ejerskifte.

– § 42 vedrørende midlertidig reduktion grundet udlejning.

– § 43 vedrørende bortfald af rabat ved fuldt ejerskifte.

For udenlandske ejendomme fratrækkes yderligere for betalt udenlandsk ejendomsværdiskat efter:

– § 27 vedrørende fradrag for betalte udenlandske ejendomsværdiskatter.

Forslaget indebærer, at hver ejendom vil skulle beskattes for sig. Har en person flere ejendomme, der er omfattet af ejendomsværdiskat, typisk en helårsbolig og en fritidsbolig, vil ejendomsværdibeskatningen dermed for de to ejendomme skulle ske hver for sig.

Den foreslåede bestemmelse henviser til de foreslåede bestemmelser i stk. 2-4, hvorefter beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten fastsættes.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer en ændring i forhold til ejendomsværdiskattelovens § 3, idet ejendomsværdiskattelovens §§ 9, 9 a og 9 b om stigningsbegrænsning ikke foreslås videreført. Det betyder, at der med forslaget ikke vil skulle tages højde for stigningsbegrænsninger ved beregningen af ejendomsværdiskatten. Der henvises til pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Derudover indebærer ændringen, at der vil skulle tages højde for rabat i ejendomsværdiskat, jf. lovforslagets § 40, stk. 2, som altså vil skulle fradrages i opgørelsen af ejendomsværdiskatten.

Det foreslås i stk. 2, at beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten for ejendomme, der er omfattet af § 3, stk. 1, udgør 80 pct. af den ejendomsværdi, der efter ejendomsvurderingsloven er ansat for den pågældende ejendom for det forudgående indkomstår, jf. dog stk. 3-6.

Forslaget indebærer, at det vil være 80 pct. af den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom i det forudgående indkomstår, der vil skulle danne grundlag for ejendomsværdiskatten. Ved ejendomsværdien forstås efter ejendomsvurderingslovens § 16 værdien af den samlede ejendom, sådan som ejendommen forefindes på vurderingstidspunktet.

Beskatningsgrundlaget vil således skulle fastsættes på baggrund af den offentlige ansatte ejendomsvurdering. Det, der vil skulle betales ejendomsværdiskat af, er den del af vurderingen, der vedrører ejerens bolig. Der vil dermed ikke skulle betales ejendomsværdiskat af værdien af en ubebygget grund.

Efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 og 6 foretages henholdsvis almindelig vurdering og omvurdering pr. 1. januar. Efter bestemmelserne vurderes ejendommene på grundlag af ejendommenes størrelse og øvrige fremtræden på vurderingstidspunktet og efter prisforholdene på dette tidspunkt.

Efter ejendomsvurderingslovens § 5, stk. 2, vurderes ejerboliger som udgangspunkt i lige år, mens andre ejendomme vurderes i ulige år. Det bemærkes, at vurderinger af ejendomme, der pr. 1. januar 2024 vurderes i lige år som ejerboliger efter ejendomsvurderingslovens § 5, stk. 2, foretages i 2024 og 2025 efter de foreslåede regler herom i ejendomsvurderingsloven i det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af kildeskatteloven, lov om kommunal indkomstskat, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love. Vurderinger af ejendomme, der pr. 1. januar 2025 vurderes i ulige år som andre ejendomme og visse ejerboliger efter ejendomsvurderingslovens § 5, stk. 2, foretages i 2025 og 2026 efter de foreslåede regler herom i ejendomsvurderingsloven i det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af kildeskatteloven, lov om kommunal indkomstskat, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love.

Der sker efter ejendomsvurderingslovens § 6 omvurdering af en ejendom, når en ejendom siden den seneste almindelige vurdering er blevet ændret. Der sker også omvurdering af eksempelvis nyopståede ejendomme, ejendomme, på hvilke der er foretaget om- eller tilbygning eller nedrivning, ejendomme, hvis ejendomsværdi eller grundværdi er ændret som følge af ændrede anvendelses- eller udnyttelsesmuligheder, og ejendomme, der har lidt skade på grund af brand, storm eller lignende.

Med »den ejendomsværdi, der efter ejendomsvurderingsloven er ansat for den pågældende ejendom i det forudgående indkomstår«, forstås efter den foreslåede bestemmelse såvel den vurdering, der foretages den 1. januar i lige år, dvs. vurderingsåret, som den vurdering, der er aktuel pr. 1. januar i efterfølgende år, dvs. det mellemliggende år. Den vurdering, der foreligger i det mellemliggende år, vil som udgangspunkt være den vurdering, der er foretaget i vurderingsåret, men det kan som nævnt også være en omvurdering i det pågældende år. Foretages der omvurdering, vil omvurderingen blive foretaget efter prisforholdene pr. seneste almindelige vurdering.

Forslaget om, at det alene er 80 pct., der skal tages udgangspunkt i som beskatningsgrundlag for ejendomsværdiskatten, skal ses lyset af boligskatteforliget. Heraf følger, at der skal indføres et forsigtighedsprincip, som indebærer, at det beløb, som boligejerne og andre ejendomsejere skal betale skat af, sættes 20 pct. lavere end ejendoms- og grundvurderingen. Formålet med at grundlaget for ejendomsværdiskatten med forslaget kun vil være 80 pct. af ejendomsværdien, er at tage højde for den naturlige usikkerhed, der altid vil være knyttet til en ejendomsvurdering. Der er således tale om en vurdering, fordi der ikke eksisterer én objektiv korrekt værdi for en ejendom. Forsigtighedsprincippet blev indført ved lov nr. 278 af 17. april 2018.

Ejendomsvurderingen skal efter ejendomsvurderingsloven afspejle en så præcis tilnærmelse til en forventelig handelspris som muligt. Der knytter sig imidlertid altid en naturlig usikkerhed til fastsættelsen af værdien af både ejendomme og grunde. Vurderingerne fra og med 2020 efter ejendomsvurderingsloven er fastsat inden for et spænd, der afspejler den naturlige usikkerhed. Vurderingerne kan dermed også afvige fra faktisk konstaterede handelspriser, uden at vurderingerne dermed er »forkerte«. Det er i forarbejderne til ejendomsvurderingsloven, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 211 som fremsat, side 20, skønnet, at et spænd på plus/minus 20 pct. afspejler den naturlige usikkerhed og de afvigelser, der altid vil være forbundet med at fastsætte værdien af en bolig.

Det følger af skatteforvaltningsloven, at Skatteforvaltningen og klagemyndighederne er underlagt samme skønsmargin på plus/minus 20 pct., uanset om der er tale om ordinær eller ekstraordinær genoptagelse hos Skatteforvaltningen eller klagebehandling hos klagemyndighederne. Reglerne skal ses i lyset af, at det netop er et grundvilkår, at der altid vil være usikkerhed forbundet med at fastsætte værdien af en ejendom, fordi mange individuelle faktorer gør sig gældende, f.eks. liebhaveri, ønske om hurtigt salg m.v. En vurdering vil således kunne befinde sig inden for et vist spænd uden af denne grund at være forkert.

Da der ikke findes en »rigtig« pris, er vurderingsnormen i ejendomsvurderingsloven fastsat til den forventelige kontantværdi i fri handel for en ejendom af den pågældende type under hensyn til alder, størrelse, beliggenhed og øvrige karakteristika. Den overordnede vurderingsnorm er udtryk for den værdi, som vurderingsmyndigheden inden for det nævnte spænd overordnet skal finde frem til ved vurderingen. For nærmere om vurderingsnormen henvises til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt de specielle bemærkninger til ejendomsvurderingslovens § 15, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 211 som fremsat, side 19-21 og 94-97.

Det foreslås, at dette forsigtighedsprincip videreføres, og at den ansatte ejendomsværdi reduceres med 20 pct. som beskatningsgrundlag for ejendomsværdiskatten.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er en videreførelse af ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1, med den ændring, at henvisningen til ejendomsvurderingsloven § 87 a ikke videreføres, fordi bestemmelsen alene vedrører skatteåret 2023. Nr. 2 og 3 om ejendomsværdiskattestoppet foreslås ikke videreført. Om ejendomsværdiskattestoppet og ophævelsen heraf henvises til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at for ejendomme omfattet af § 3, stk. 1, hvor der er foretaget omvurdering efter ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, og hvor disse ikke er omfattet af ejendomsvurderingen for det forudgående indkomstår, men af ejendomsvurderingen i det indeværende indkomstår, anvendes ansættelsen i det indeværende indkomstår i stedet for ansættelsen for det forudgående indkomstår. Det foreslås videre i 2. pkt., at hvis en ejendom, hvorpå der foretages nybyggeri, ikke anses som færdigbygget ved ejendomsvurderingen i indkomståret, jf. ejendomsvurderingslovens § 52, betales der ikke ejendomsværdiskat for indkomståret.

Forslaget i 1. pkt. indebærer, at for ejendomme, hvor der er sket omvurdering efter ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, og hvor der ikke er en ejendomsvurdering det forudgående år, vil ejendomsværdiskatten skulle beregnes første gang i det år, hvor den første vurdering af den omvurderede ejendom foreligger.

Efter ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, foretages der omvurdering pr. 1. januar i året efter en almindelig vurdering af følgende ejendomme:

1. Nyopståede ejendomme.

2. Ejendomme, hvis grundareal er ændret med mindst 25 m2.

3. Ejerlejligheder, hvis fordelingstal er ændret.

4. Ejendomme, på hvilke nybyggeri er opført.

5. Ejendomme, på hvilke der er foretaget nedrivning eller om- eller tilbygning i henhold til byggetilladelse.

6. Ejendomme, hvis anvendelse er ændret, når dette er af væsentlig betydning for vurderingen.

7. Ejendomme, hvis ejendomsværdi eller grundværdi er ændret som følge af ændrede anvendelses- eller udnyttelsesmuligheder.

8. Ejendomme, på hvilke væsentlig, ikke hidtil kendt forurening dokumenteres, eller hvor afhjælpning af væsentlig forurening konstateres.

9. Ejendomme, som har lidt væsentlig skade på grund af brand, storm, oversvømmelse eller anden pludseligt opstået hændelse.

10. Ejendomme, hvor en samlet vurdering ændres eller ophører.

11. Ejendomme, hvor fordeling eller ansættelse efter §§ 35, 36 eller 37 skal foretages, eller hvor fordeling eller ansættelse efter §§ 35, 36 eller 37 skal ændres på grund af en ændring i de arealmæssige fordelinger, der har dannet grundlag for den fordeling eller ansættelse, der skal ændres.

12. Ejendomme, hvor byggemodning er færdiggjort.

Det betyder, at hvis en omvurderet ejendom er omfattet af den foreslåede bestemmelse i 1. pkt., fordi der ikke er et forudgående indkomstår at tage udgangspunkt i, vil ejeren af ejendommen blive beskattet fra det pågældende indkomstår af den nye ejendomsvurdering i stedet for først fra året efter. Bestemmelsen er således en undtagelse til den foreslående bestemmelse i stk. 2 om, at beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten udgør 80 pct. af den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom for det forudgående indkomstår.

Den foreslåede bestemmelse vil eksempelvis finde anvendelse i tilfælde, hvor en ejendom omvurderes som følge af, at der er sket nybyggeri, hvor der ikke vil være et forudgående indkomstår at tage udgangspunkt i.

Forslaget i 2. pkt. indebærer, at hvis en nybygget ejendom ikke anses som færdigbygget pr. 1. januar i indkomståret efter ejendomsvurderingslovens § 52, vil der ikke skulle betales ejendomsværdiskat i det pågældende indkomstår.

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 52, stk. 1, at er der meddelt byggetilladelse til opførelse af en ejerbolig, en bolig omfattet af § 30, stk. 1, 1. pkt., eller en bolig beliggende på en ejendom omfattet af § 35 eller § 37, stk. 1, anses ejendommen for færdigbygget og beboelig 1 år efter det tidspunkt, hvor byggetilladelsen er givet, medmindre andet dokumenteres, eller ejendommen er anset for færdigbygget og beboelig ved en tidligere vurdering.

Det fremgår videre af ejendomsvurderingslovens § 52, stk. 2, at er der meddelt byggetilladelse til om- eller tilbygning, anses arbejdet for afsluttet senest 1 år efter det tidspunkt, hvor byggetilladelsen er givet, medmindre andet dokumenteres, eller om- eller tilbygningen er medtaget ved en tidligere vurdering.

Ud over de ejendomme, der er nævnt i ejendomsvurderingslovens §§ 30, 35 og 37, er alle ejerboliger omfattet af § 52.

Ejendomsvurderingslovens § 52 indebærer, at nybyggeri automatisk anses for færdigbygget og beboeligt 1 år efter, at byggetilladelsen er givet, og at om- eller tilbygning automatisk anses for afsluttet 1 år efter, at byggetilladelsen er givet. Dette gælder, medmindre ejeren dokumenterer andet over for Skatteforvaltningen, herunder at byggeriet eller om- eller tilbygningen faktisk ikke er henholdsvis færdigbygget og beboelig eller afsluttet.

Hvis et nybyggeri efter ejendomsvurderingslovens § 52 anses som færdigbygget eksempelvis den 1. juli i indkomståret 2027, vil der således ikke skulle betales ejendomsværdiskat for indkomståret 2027, men først fra indkomståret 2028.

Ved opgørelsen af ejendomsværdiskatten efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil der skulle tages udgangspunkt i 80 pct. af ejendomsværdien som beskatningsgrundlag, jf. forslaget i stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 er med sproglige ændringer en videreførelse af ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 2, med den præcisering, at bestemmelsen vil vedrøre de tilfælde, hvor der er sket omvurdering efter ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1. Præciseringen skyldes, at den nugældende formulering »hvor der er foretaget om- eller tilbygning, nybygning m.v.« kan give anledning til tvivl om bestemmelsens anvendelsesområde. Derudover udgår henvisningen til den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme. Endeligt udgår henvisningen til ejendomsvurderingslovens § 87 a, fordi bestemmelsen alene vedrører skatteåret 2023.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget for ejendomme omfattet af § 3, stk. 1, nr. 2, medregnes kun den del af ejendomsværdien, der kan henføres til ejerens boligenhed, medmindre ejeren har rådighed over hele ejendommen, hvor ejendomsværdien for begge boligenheder medregnes. Det foreslås videre i 2. pkt., at der ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget for ejendomme omfattet af § 3, stk. 1, nr. 3 og 4, medregnes kun den ejendomsværdi, der er ansat efter ejendomsvurderingslovens § 30 for boligenheden. Videre foreslås det i 3. pkt., at der ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget for ejendomme omfattet af § 3, stk. 1, nr. 5, 9 og 10, medregnes kun den del af ejendomsværdien, der kan henføres til ejerens boligenhed. Det foreslås endelig i 4. pkt., at som beskatningsgrundlag for ejendomme, der er omfattet af § 3, stk. 1, nr. 6-8, anvendes den ejendomsværdi, der er ansat for den lejlighed, som ejeren og deltageren bebor.

Forslaget i stk. 4 opridser, hvor stor en del af ejendomsværdien, der medregnes i beskatningsgrundlaget, for de ejendomme, der efter lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 2-10, er omfattet af ejendomsværdiskat.

Omfattet af lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 2-4, er ejendomme med ejerboliger, der indeholder to selvstændige boligenheder samt boliger tilhørende landbrugs- og skovejendomme.

Omfattet af lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 5, 9 og 10, er ejendomme, som indeholder en eller to selvstændige boligenheder, der anvendes til såvel boligformål og erhvervsmæssige formål, ejendomme over 5.000 m2, der er helt eller delvist beliggende i landzone samt ejendomme, som i matriklen er samnoteret med en vindmølleparcel.

Omfattet af lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 6, 7 og 8, er lejligheder, som en eller flere ejere bebor i en udlejningsejendom med tre til seks boligenheder, hvoraf højst én lejlighed er beboet af en eller flere ejere, lejligheder beboet af en eller flere ejere i udlejningsejendomme med tre til seks boligenheder, hvor mere end én lejlighed den 27. april 1994 var beboet af ejerne, og lejligheder i ejendomme til helårsbeboelse, som indeholder flere end to boligenheder, og som ejes og bebos af deltagerne i et boligsameje, et boliginteressentskab, et boligkommanditselskab eller et andet fællesskab, der ikke er selvstændigt skattesubjekt, og hvor der til deltagelsen er knyttet en brugsret til en boligenhed i ejendommen.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 4 vil det således kun være den del af ejendomsværdien, der kan henføres til ejerens boligenhed, som ejeren vil skulle betale ejendomsværdiskat af.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 er en videreførelse af ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 4, med den redaktionelle ændring, at fastsættelsen for beskatningsgrundlaget for ejendomme omfattet af lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 3 og 4, samles i én bestemmelse, og med den præcisering, at ved fastsættelsen for beskatningsgrundlaget for ejendomme omfattet af lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 2, vil ejendomsværdien for begge boligenheder skulle medregnes ved fastsættelsen af beskatningsgrundlaget i de tilfælde, hvor ejeren har rådighed over hele ejendommen, altså begge boligenheder. Ejeren kan f.eks. have rådighed over begge boligenheder i tilfælde, hvor ejeren bebor den ene boligenhed, mens den anden boligenhed korttidsudlejes efter ligningslovens § 15 Q, stk. 1. I dette tilfælde vil ejeren have rådighed over den boligenhed, ejeren ikke selv bebor i de perioder, hvor den ikke er udlejet. Derfor skal ejeren i tilfælde af korttidsudlejning betale ejendomsværdiskat af begge boligenheder.

Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at for ejendomme, hvor der er sket nybyggeri, jf. ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, nr. 4, ansætter Skatteforvaltningen et foreløbigt beskatningsgrundlag for indkomståret til brug for opkrævningen af ejendomsværdiskat frem til tidspunktet for udsendelse af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6 efter ændringen. Det foreslås videre i 2. pkt., at det foreløbige beskatningsgrundlag efter 1. pkt. fastsættes med udgangspunkt i forholdene på og prisniveauet for ejendommen pr. 1. januar i det førstkommende vurderingsår efter ændringen. Det foreslås i 3. pkt., at det foreløbige beskatningsgrundlag efter 1. pkt. ikke er bindende og frit kan ændres af ejendomsejeren.

Efter ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, nr. 4, foretages der omvurdering pr. 1. januar i året efter en almindelig vurdering af følgende ejendomme af ejendomme, på hvilke nybyggeri er opført.

For eksisterende ejendomme vil den foreslåede bestemmelse i § 31, stk. 3, sikre et beskatningsgrundlag frem til tidspunktet for udsendelse af den nye vurdering.

For nybyggede ejendomme, jf. ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, nr. 4, vil der imidlertid ikke eksistere sådanne tidligere beskatningsgrundlag, der kan anvendes frem til tidspunktet for udsendelse af den nye vurdering.

Sådanne ejendomme kan derfor først få beregnet ejendomsværdiskat, når den nye vurdering er udsendt, og ejerne vil derfor risikere at skulle betale den fulde ejendomsværdiskat for op til halvandet år på én gang.

Ejeren af en nybygget ejendom pr. 1. november 2024 vil f.eks. være ejendomsværdiskattepligtig i 2025. Hvis vurderingen af ejendommen er en af de sidst udsendte af vurderingsmyndigheden, vil vurderingen potentielt først komme i andet halvår af 2025. Det vil hermed først fra dette tidspunkt være muligt at beregne ejendomsværdiskat for ejendommen.

For at sikre ejere af ejendomme, der nybygges jf. ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1 nr. 4, en mulighed for at betale ejendomsværdiskatten på forkant, indebærer den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. således, at Skatteforvaltningen vil skulle fastsætte foreløbige værdier, når det er muligt, som vil kunne danne grundlag for en forskudsopkrævning af ejendomsværdiskat frem til det tidspunkt, hvor den nye vurdering udsendes.

Ved udsendelsen af den nye ejendomsvurdering efterreguleres det foreløbige beskatningsgrundlag fastsat for opkrævningen af ejendomsværdiskat efter lovforslagets § 31, stk. 4.

Med forslaget i 2. pkt. vil de foreløbige værdier skulle fastsættes ud fra forholdene på og prisniveauet for ejendommen pr. 1. januar i vurderingsåret efter ændringen. Til fastsættelsen af de foreløbige værdier tages der udgangspunkt i de data, Skatteforvaltningen er i besiddelse af på tidspunktet for værdifastsættelsen.

Det vil af den grund tidligst være muligt for Skatteforvaltningen at fastsætte de foreløbige beskatningsværdier, når Skatteforvaltningen er færdig med at bearbejde de data, der indhentes den 1. januar i vurderingsåret.

Det kan derfor heller ikke udelukkes, at der vil være nye ejendomme, der først får et foreløbigt beskatningsgrundlag sidst i det pågældende indkomstår.

Der vil ikke med forslaget blive foretaget en deklaration af oplysningerne om ejendommen, ligesom det ikke vil være muligt at klage over de foreløbige værdier. Årsagen hertil er, at den foreslåede løsning skal være enkel for Skatteforvaltningen at administrere.

Med forslaget i 3. pkt., vil det stå ejendomsejeren frit for at ændre den foreløbige værdi og hermed selv bestemme størrelsen på den foreløbige opkrævning af ejendomsværdiskat.

Den foreløbige værdiansættelse skal ses som en hjælp til, at ejendomsejeren kan få en idé om den ejendomsværdiskat, der skal betales.

Den foreslåede bestemmelse skal ligeledes ses i lyset af, at beskatningen på baggrund af et foreløbigt beskatningsgrundlag efter 1 pkt., ikke er en afgørelse efter forvaltningsloven, hvorfor ejeren frit skal kunne ændre det foreløbigt ansatte beskatningsgrundlag.

Den foreslåede bestemmelse i 3. pkt., omhandler alene muligheden for frit at ændre et foreløbigt ansat beskatningsgrundlag for ejendomsværdiskat efter 1. pkt., dvs. bestemmelsen giver ikke hjemmel til at ændre en foreløbig ejendomsvurdering.

Skatteforvaltningen er ikke bundet af den foreløbige værdi, og skulle det efterfølgende vise sig, at den foreløbige værdi har været ansat for lavt, vil der ske en efteropkrævning af den resterende ubetalte del af ejendomsværdiskatten hos den eller de ejere, som ejede ejendommen i den periode, efteropkrævningen vedrører.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 5 er en videreførelse af ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 7, med sproglige ændringer og med den ændring, at henvisningen til ejendomsvurderingslovens § 38, stk. 1, nr. 1, udgår. Henvisningen vedrører ejendomsværdiskattestoppet, som ikke foreslås videreført i lovforslaget. Der henvises til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 6, at anvender den skattepligtige et forskudt indkomstår, er det den ejendomsværdi, der er ansat pr. 1. januar, jf. dog ejendomsvurderingslovens § 81, stk. 7, og §§ 87 og 88, i det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for, der bruges som ejendomsværdien pr. 1. januar, jf. dog ejendomsvurderingslovens § 81, stk. 7, og §§ 87 og 88, i indkomståret og den ejendomsværdi, der er ansat pr. 1. januar, jf. dog ejendomsvurderingslovens § 81, stk. 7, og §§ 87 og 88, i kalenderåret forud for dette kalenderår, der bruges som ejendomsværdien pr. 1. januar, jf. dog ejendomsvurderingslovens § 81, stk. 7, og §§ 87 og 88, i året før indkomståret.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, hvilken ejendomsværdi der vil skulle lægges til grund, når den skattepligtige anvender et forskudt indkomstår. Ved forskudt indkomstår forstås, at den skattepligtige anvender et andet indkomstår end kalenderåret. Reglerne om forskudt indkomstår er reguleret i kildeskattelovens § 22, som efter lovforslagets § 31 finder anvendelse for ejendomsværdiskat af ejendomme nævnt i lovforslagets § 3.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 5.