Ejendomsskatteloven § 12

Det er i § 23 A, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat fastsat, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der som bidrag til de udgifter, ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted eller lignende øjemed, medfører for kommunen, skal betales dækningsafgift af sådanne ejendommes grundværdi.

Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen generelt kan beslutte at pålægge ejendomme dækningsafgift, hvis ejendommene anvendes til en af de i bestemmelsen opregnede typer af formål. Kommunalbestyrelsen kan således træffe en generel beslutning om at pålægge ejendomme i kommunen, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted eller lignende øjemed, at betale dækningsafgift.

Den pågældende afgift benævnes i praksis ofte erhvervsdækningsafgiften.

Det er i § 23 A, stk. 1, 2. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat videre fastsat, at af ejendomme, der delvis anvendes som anført i 1. pkt., betales dækningsafgift dog kun, når den del af grundværdien, der vedrører den til de nævnte formål anvendte del af ejendommen, udgør mere end halvdelen af grundværdien for hele ejendommen.

Bestemmelsen forudsætter således, at der skal træffes en afgørelse om, hvorvidt en konkret ejendom er omfattet af bestemmelsen, hvor meget af ejendommen, der i givet fald kan pålægges dækningsafgift, samt at der foretages en fordeling af den samlede grundværdi på henholdsvis den fritagne og den ikkefritagne del.

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, 4. pkt., at der i vurderingen indgår andre dele af vurderinger foretaget efter ejendomsvurderingsloven samt ansættelser og fordelinger foretaget i medfør af anden lovgivning. Herved kan vurderingsmyndigheden foretage ansættelser og fordelinger til brug for opkrævning af grundskyld efter lov om kommunal ejendomsskat.

I praksis har kommunerne varslet vurderingsmyndighederne om pålæg af dækningsafgiftspligt og om en delvis fritagelse, og omfanget af fritagelserne er sket i et samarbejde mellem sagsbehandlingen i kommunen og sagsbehandlingen i vurderingsmyndigheden.

Ansættelser og fordelinger til brug for opkrævning af dækningsafgift efter lov om kommunal ejendomsskat foretages ikke i medfør af ejendomsvurderingsloven, men er foreskrevet i lov om kommunal ejendomsskat. Ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, 4. pkt., sikrer således alene, at fordelingerne kan indsættes i en vurdering. Det betyder bl.a., at ansættelserne og fordelingerne ikke kan genoptages efter reglerne om genoptagelse af vurderinger i skatteforvaltningsloven.

Det fremgår videre af § 23 A, stk. 1, 3. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, at fordeling af grundværdien efter 2. pkt. foretages ud fra de faktiske bygningsarealer registreret i Bygnings- og Boligregistret. I § 23 A, stk. 1, 4. pkt., er det fastsat, at er bygningerne, hvorfra den dækningsafgiftspligtige anvendelse sker, omfattet af ejendomsvurderingslovens § 2, stk. 1, nr. 3, fastsættes den dækningsafgiftspligtige værdi efter 1. pkt. til grundværdien af den fremmede grund, hvorpå bygningerne er placeret.

Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan pålægge ejere af ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted eller lignende øjemed, dækningsafgift til kommunen af ejendommens grundværdi fastsat efter ejendomsvurderingsloven som ejendommen medfører for kommunen, jf. dog stk. 3, 1. pkt.

Ved grundværdien forstås efter ejendomsvurderingslovens § 17 værdien af grunden i ubebygget stand under den forudsætning, at grunden vil blive anvendt og udnyttet bedst muligt i økonomisk henseende.

Beskatningsgrundlaget for dækningsafgiften vil med forslaget i udgangspunktet være den ansatte grundværdi fastsat efter ejendomsvurderingsloven, der herefter korrigeres for fradrag for grundforbedringer og fritagelser med henblik fastsættelse af det grundlag, som grundskylden skal beregnes af. Beskatningsgrundlaget for dækningsafgiften vil således være den korrigerede offentlige ansatte grundværdi. Beskatningsgrundlaget for dækningsafgiften er nærmere reguleret i lovforslagets § 20.

Efter lovforslagets § 11, stk. 4, vil dækningsafgiften efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 påhvile den, der ejer ejendommen ifølge et autoritativt register.

Ved et autoritativt register forstås den datakilde, som Skatteforvaltningen til enhver tid anvender til at identificere ejerskifter m.v. Datakilden vil i alle tilfælde være administreret af en offentlig myndighed eller på vegne af den offentlige myndighed. Data fra autoritative registre vedligeholdes løbende af relevante myndigheder, hvorfor data fra disse registre anvendes af Skatteforvaltningens administration. Det kan bl.a. være CPR, CVR og Ejerfortegnelsen. Ejerfortegnelsen opdateres af kommunerne og indeholder oplysninger om de faktiske ejere, dvs. primært tinglyste ejere, men også andre, hvis ejerforholdet ikke er tinglyst.

Forslaget i stk. 1 indebærer, at foruden de offentlige ejendomme, der vil kunne pålægges dækningsafgift efter lovforslagets § 11, vil ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted eller lignende øjemed, også kunne pålægges dækningsafgift som bidrag til de udgifter, ejendommene medfører for kommunen. Efter forslaget vil opkrævningen af dækningsafgift således skulle ske som bidrag til dækning af kommunens udgifter vedrørende de pågældende ejendomme.

Ejendomme, der anvendes til kontor m.v., og som medfører udgifter for kommunen, vil ikke kunne fritages for dækningsafgift, såfremt kommunen har besluttet at pålægge dækningsafgift efter den foreslåede bestemmelse. Dækningsafgiften anvendes dog til dækning af kommunens udgifter i almindelighed, og afgiften er dermed ikke øremærket til dækning af kommunens udgifter vedrørende de ejendomme, der er pålagt dækningsafgift. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 11 vedrørende betegnelsen »dækningsafgift«. Det afgørende efter forslaget vil være, om ejendommen anvendes til et af de formål, der fremgår af bestemmelsen. Det er ejendommens faktiske lovlige anvendelse, der er afgørende for, om en ejendom vil kunne pålægges dækningsafgift efter forslaget.

Anvendelse til erhvervsmæssig udlejning fører ikke i sig selv til, at ejendommen vil kunne pålægges dækningsafgift. For udlejede ejendomme er det lejerens anvendelse af det lejede, der er afgørende, dvs. at ejendommen vil skulle anvendes til et dækningsafgiftspligtigt formål.

De anvendelser af en ejendom, der kan pålægges dækningsafgift, er ikke udtømmende opregnet i bestemmelsen, jf. formuleringen »og lignende øjemed«.

Der er efter lov om kommunal ejendomsskat en omfattende praksis for afgrænsning af ejendomme, der er dækningsafgiftspligtige, i forhold til ejendomme, der er og ikke er dækningsafgiftspligtige. Denne praksis er udmeldt i form af cirkulærer, afgørelser og udtalelser fra det pågældende ressortministerium (Indenrigsministeriet) og domme afsagt ved domstolene.

Foruden de formål, der er udtrykkeligt nævnt i den foreslåede bestemmelse, omfattes efter praksis i lov om kommunal ejendomsskat, jf. Indenrigsministeriets cirkulære nr. 80 af 31. marts 1962 om den kommunale ejendomsbeskatning og den amtskommunale beskatning, formål som f.eks. pengeinstitut, biograf, teater, restaurant, teglværk, kraftværk, varmeværk, vaskeri og tankstation. Desuden vil f.eks. slagterier, skibsværfter og mejerier efter praksis kunne pålægges dækningsafgift. Det samme gælder f.eks. lagerbygninger, pak- og kølehuse, silo- og tankanlæg, idet sådanne bygninger og anlæg sædvanligvis anvendes som led i en forretnings- eller fabrikationsvirksomhed.

Med forslaget tilsigtes det ikke at ændre på afgræsningen mellem anvendelser af ejendomme, der efter praksis anses for dækningsafgiftspligtige, og anvendelser af ejendomme, der efter praksis ikke anses for dækningsafgiftspligtige.

Efter forslaget er det kommunalbestyrelsen, der er den kompetente myndighed til dels at træffe beslutning om påligning af dækningsafgift, dels at vurdere, om ejendommen er en ejendom, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted eller lignende øjemed, hvormed ejeren af ejendommen vil kunne pålignes dækningsafgift.

Det følger af boligskatteforliget, at Skatteforvaltningen fra og med kalenderåret 2024 vil skulle opkræve dækningsafgift. Det følger videre af bolig-skatteforliget, at de beløb, som Skatteforvaltningen pålægger ejerne at skulle betale, vil skulle afregnes til kommunerne. Skatteforvaltningen opkræver dermed beløbene på vegne af kommunerne. Reglerne om Skatteforvaltningens afregning af opkrævede beløb for grundskyld og dækningsafgift foreslås reguleret i det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af kildeskatteloven, lov om kommunal indkomstskat, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er med sproglige ændringer en videreførelse af § 23 A, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at ejere af ejendomme, der delvist anvendes som anført i stk. 1, kun kan pålægges dækningsafgift, når grundværdien, der vedrører den del af ejendommen, som anvendes til de nævnte formål, udgør mere end halvdelen af grundværdien for hele ejendommen.

Med forslaget vil der således kun kunne pålægges dækningsafgift af den del af ejendommens samlede grundværdi, der kan henføres til en anvendelse, der er omfattet af dækningsafgift.

Det foreslås i 2. pkt., at fordeling af grundværdien efter 1. pkt. foretages ud fra de faktiske bygningsarealer registreret i Bygnings- og Boligregistret. Det foreslås videre i 3. pkt., at er bygningerne, hvorfra den dækningsafgiftspligtige anvendelse sker, omfattet af ejendomsvurderingslovens § 2, stk. 1, nr. 3, vil den dækningsafgiftspligtige værdi efter 1. pkt. fastsættes til grundværdien af den fremmede grund, hvorpå bygningerne er placeret.

Ejendomsvurderingslovens § 2, stk. 1, oplister, hvad der forstås ved fast ejendom efter ejendomsvurderingsloven. Efter ejendomsvurderingslovens § 2, stk. 1, nr. 3, forstås bygninger på fremmed grund, hvis grunden er matrikuleret, som fast ejendom.

Den foreslåede bestemmelse i 2. pkt. indebærer, at fordelingen herefter vil skulle ske forholdsmæssigt, således at der vil skulle betales dækningsafgift af den andel af den samlede grundværdi, som svarer til den andel af det samlede bygningsareal, der anvendes til dækningsafgiftspligtig virksomhed.

Anvendes eksempelvis 60 pct. af den samlede bygningsmasse til dækningsafgiftspligtig virksomhed, vil tilsvarende 60 pct. af den samlede grundværdi skulle henføres til beskatningsgrundlaget for dækningsafgiften.

Hvis en del af ejendommen er fritaget for grundskyld, vil den del af grundværdien, der forholdsmæssigt svarer til den del af det samlede bygningsareal, der er fritaget, tilsvarende skulle udgå af den dækningsafgiftspligtige værdi.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er en videreførelse af § 23 A, stk. 1, 2.-4. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen ikke kan pålægge ejere af ejendomme, der er fritaget for grundskyld, jf. § 5, stk. 1, dækningsafgift efter stk. 1.

Med forslaget vil en ejer af en ejendom, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted eller lignende øjemed, ikke kunne pålægges dækningsafgift, såfremt ejendommen er fritaget for grundskyld efter lovforslagets § 5, stk. 1. Lovforslagets § 5, stk. 1, oplister de ejendomme, som objektivt foreslås fritaget for grundskyld.

Eksempelvis vil kongelige slotte eller fredede ejendomme være fritaget for grundskyld efter lovforslagets § 5. Det betyder, at der ikke vil kunne pålægges dækningsafgift af sådanne ejendomme, også selv om der udøves dækningsafgiftspligtig virksomhed, dvs. hvis ejendommen anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted eller lignende øjemed.

Omvendt vil eksempelvis offentligt ejede ejendomme, der udlejes erhvervsmæssigt, ikke være fritaget for grundskyld efter lovforslagets § 5. Det betyder, at der vil kunne pålægges dækningsafgift af sådanne ejendomme, hvis der udøves dækningsafgiftspligtig virksomhed, dvs. hvis ejendommen anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted eller lignende øjemed.

Det foreslås i 2. pkt., at for ejendomme, hvor alene en del af en ejendom er fritaget for grundskyld, jf. § 5, stk. 2, kan dækningsafgift alene pålægges den ikkefritagne del af grundværdien af ejendommen, som anvendes til de formål, der er nævnt i stk. 1.

Med forslaget vil en ejer af en ejendom, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted eller lignende øjemed, kunne pålægges dækningsafgift for den del af ejendommen, der ikke er fritaget for grundskyld efter lovforslagets § 5, stk. 2. Efter lovforslagets § 5, stk. 2, fremgår det, at hvis kun en del af en ejendom opfylder betingelserne for fritagelse for grundskyld, vil alene den del af grundværdien, der vedrører denne del af ejendommen, være fritaget for grundskyld.

Idet dækningsafgiften vil påhvile ejeren af ejendommen, vil det dermed ikke have betydning for dækningsafgiften, at der sker udlejning til eksempelvis en ambassade, der ville være fritaget for ejendomsskat, hvis ambassaden selv ejede ejendommen. En ejerlejlighed, der er udlejet til en ambassade, og som anvendes til kontor, vil dermed kunne pålægges dækningsafgift.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 er en videreførelse af § 23 A, stk. 3, i lov om kommunal ejendomsskat med den præcisering, at der i tilfælde af delvis fritagelse for grundskyld efter lovforslagets § 5, stk. 2, vil kunne pålægges dækningsafgift for den del af grunden, der ikke er fritaget.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at anvendes kun en del af den ikkefritagne del af en ejendom omfattet af stk. 3, 2. pkt., til de formål, der er nævnt i stk. 1, fastsættes det i medfør af stk. 2, om ejeren af ejendommen skal pålægges dækningsafgift. Det foreslås videre i 2. pkt., at der ved vurderingen efter stk. 2 ikke skal tages højde for fritagelsen efter § 5, stk. 2.

Forslaget i 1. pkt. indebærer, at der vil kunne pålægges dækningsafgift for den ikkefritagne del, hvis den del af grundværdien, som anvendes til kontor m.v., udgør mere end halvdelen af grundværdien for hele ejendommen uanset hvor stor en del af ejendommen, der er fritaget efter lovforslagets § 5.

Forslaget i 2. pkt. indebærer, at der ved vurderingen efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil skulle ses bort fra den del af ejendommen, der er fritaget for grundskyld. Det betyder, at denne del ikke vil blive taget i betragtning ved opgørelsen af, om den ikkefritagne del vil skulle pålægges dækningsafgift.

Med forslaget vil det ved fastsættelsen således blive afgørende, hvor stor en del, der anvendes til dækningsafgiftspligtige formål, og ikke hvor stor en del af grundværdien, der vil være fritaget for grundskyld efter lovforslagets § 5, stk. 2, fordi fastsættelsen skal beregnes i forhold til grundværdien for hele ejendommen. Dette vil konkret indebære, at hvis Skatteforvaltningen eksempelvis skønner, at 60 pct. af grundværdien er fritaget efter lovforslagets § 5, så vedrører den ikkefritagne del 40 pct., men hvis blot 30 pct. heraf og alle fritagne 60 pct. benyttes til dækningsafgiftspligtige formål, vil der fortsat skulle pålægges dækningsafgift af de 40 pct., der ikke er fritaget. Omvendt vil der ikke skulle pålægges dækningsafgift af den ikkefritagne del i samme eksempel, hvis alene 50 pct. af grundværdien benyttes til dækningsafgiftspligtige formål.

Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at Skatteforvaltningen som en del af vurderingen foretager et skøn over, hvor stor en del af en ejendom, der kan fritages for grundskyld, og hvor stor en del, der kan pålægges dækningsafgift, og foretager en fordeling af grundværdien på den del, der kan henføres til den fritagne henholdsvis den ikkefritagne del efter stk. 2-4, jf. ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, 4. pkt. Det foreslås i 2. pkt., at fordelingen efter 1. pkt. foretages første gang i den vurdering, der blev foretaget i kalenderåret før det skatteår, hvor ændringen første gang skal have virkning. Det foreslås videre i 3. pkt., at Skatteforvaltningen samtidigt vurderer, om betingelsen i stk. 2, 1. pkt., er opfyldt, jf. ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, 4. pkt.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 har kommunalbestyrelsen kompetencen til at pålægge ejendomme dækningsafgiftspligt. Kommunalbestyrelsen vil således fortsat vil skulle træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom skal pålægges dækningsafgiftspligt. Skatteforvaltningen vil efter den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 1. pkt., skulle træffe afgørelse om, hvor stor en del af en ejendom, der kan fritages for grundskyld, og hvor stor en del, der kan pålægges dækningsafgift, samt hvor stor en del af grundværdien, der kan henføres til den fritagne del henholdsvis den ikkefritagne del efter de foreslåede bestemmelser i stk. 2-4.

Det foreslås i lovforslagets § 18, stk. 3, at fritages eller ophører en fritagelse efter kapitel 1, sker dette med virkning fra førstkommende 1. januar. Fritages en ejendom efter § 5, stk. 1, nr. 3-5, sker fritagelsen dog fra og med den 1. januar i det igangværende år.

For at kunne fritage for grundskyld, ændre eller ophæve en fritagelse, skal denne som en del af vurderingen kunne indsættes i den vurdering, der blev foretaget i kalenderåret før det skatteår, hvor ændringen første gang skal have virkning. Med forslaget i stk. 5, 2. pkt. vil Skatteforvaltningen således skulle foretage en fordeling af grundværdien i den vurdering, der blev foretaget i kalenderåret før det skatteår, hvor ændringen første gang skal have virkning.

Skatteforvaltningen vil efter den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 2. pkt., derudover skulle træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 1. pkt. Efter stk. 2, 1. pkt., vil ejere af ejendomme, der delvist anvendes som anført i forslaget i stk. 1, kun kunne pålægges dækningsafgift, når grundværdien, der vedrører den del af ejendommen, som anvendes til de nævnte formål, udgør mere end halvdelen af grundværdien for hele ejendommen.

Når en kommune varsler Skatteforvaltningen om pålæg af dækningsafgiftspligt eller en fritagelse herfor, kan Skatteforvaltningen inddrage kommunen i vurderingen af, hvor stor en del af ejendommen, der kan henføres til den fritagne del.

En kommunal administrativ varsling meddelt Skatteforvaltningen om indsættelse af dækningsafgift vil som følge af Skatteforvaltningens skøn over, hvor stor en del af grundværdien, der kan henføres til den fritagne del henholdsvis den ikkefritagne del, kunne medføre, at ejendommen alligevel ikke pålignes dækningsafgift.

Det vil eksempelvis være tilfældet, såfremt kommunen har varslet, at en ejendom anvendes delvist til dækningsafgiftspligtige formål i form af kontor, men hvor den efterfølgende fordeling af grundværdien viser, at dette ikke udgør mere end 50 pct. af den samlede grundværdi.

Eftersom Skatteforvaltningen vil skulle skønne over, hvor stor en del af ejendommens anvendelse, der kan henføres til den fritagne del henholdsvis den ikkefritagne del, vil dette skøn kunne medføre, at det dækningsafgiftspligtige areal udgør mindre end halvdelen af ejendommens dækningsafgiftspligtige anvendelse. I dette tilfælde vil ejendommen, trods kommunens afgørelse om, at ejendommen er dækningsafgiftspligtig, alligevel ikke kunne opkræves dækningsafgift.

Kommunens kompetence vil således alene omhandle, om der på ejendommen foregår dækningsafgiftspligtig virksomhed, mens Skatteforvaltningens kompetence vil omhandle, om det er hele eller alene dele af ejendommen, der anvendes til dækningsafgiftspligtig virksomhed.

Forslaget i stk. 5 skal ses i sammenhæng med ændring af ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, 4. pkt., i det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af kildeskatteloven, lov om kommunal indkomstskat, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love, således at ansættelser og fordelinger efter nærværende forslag til ejendomskattelov foretages som en del af vurderingen. Det betyder, at det er Skatteforvaltningen, der vil have kompetence til at foretage fordelingerne ved fritagelse for grundskyld. Der betyder også, at ansættelser og fordelinger foretaget efter nærværende forslag til ejendomskattelov vil kunne påklages administrativt eller genoptages efter reglerne på vurderingsområdet. Disse afgørelser vil derfor være en del af vurderingen og vil kunne påklages og genoptages efter reglerne i henholdsvis skatteforvaltningslovens §§ 6, 6 a og 6 b og kapitel 12 om vurderinger.

Det fremgår af forarbejderne til lov om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om kommunal ejendomsskat, ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 212 som fremsat, side 21, at kravet i skatteforvaltningsloven, hvorefter klagemyndighederne kun kan ændre ejendomsværdien eller grundværdien, hvis klagemyndighederne finder grundlag for at ændre den pågældende værdi med mere end 20 pct. i forhold til vurderingsmyndighedens afgørelse, ikke gælder for så vidt angår de øvrige dele af en ejendomsvurdering, f.eks. fordelinger af ansatte værdier, hvorefter det ikke vil være en forudsætning for ændring, at ændringen udgør mere end 20 pct.

Det vil sige, at klagemyndighederne vil kunne ændre fordelinger af ansættelser, som indgår i ejendomsvurderingen, selvom det ikke resulterer i en ændring, der er større end 20 pct.

Med forslaget om statens overtagelse af opkrævningen af dækningsafgift vil den efterfølgende skatteansættelse, hvori den hele eller delvise fritagelse for dækningsafgift indgår som en del af grundlaget, blive foretaget af Skatteforvaltningen. Denne skatteansættelse vil efter forslaget være omfattet af reglerne om genoptagelse i skatteforvaltningslovens §§ 26-27 samt reglerne om påklage af skatteansættelser efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 5.

Kommunens afgørelse om, hvorvidt der kan ske fritagelse for dækningsafgift, kan som hidtil indbringes for domstolene.