Ejendomsskatteloven § 11

Efter § 23, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat kan kommunalbestyrelsen bestemme, at der af ejendomme, for hvilke der i medfør af ejendomsvurderingsloven skal foretages en ansættelse af grundværdien, og som i henhold til § 7, stk. 1, litra b, eller stk. 3, i lov om kommunal ejendomsskat er fritaget for grundskyld, som bidrag til de udgifter, sådanne ejendomme medfører for kommunen, skal betales dækningsafgift af grundværdien efter fradrag for forbedringer.

Efter § 7, stk. 1, litra b, og stk. 3 er følgende ejendomme fritaget for grundskyld:

– Andre staten, regionerne eller kommunerne tilhørende ejendomme med undtagelse af ejendomme, der af ejeren anvendes til landbrug, havebrug eller skovdrift eller erhvervsmæssigt til udleje, eller som henligger ubenyttede. Fritagelsen gælder ikke for ejendomme, der tilhører DSB, Energinet.dk, Naviair og Danpilot, Hvis kun en del af en ejendom opfylder betingelserne for fritagelse for grundskyld, omfatter fritagelsen alene den del af grundværdien, der falder på denne del.

– De Danmarks Nationalbank ved § 21 i lov nr. 116 af 7. april 1936 tilståede skattebegunstigelser berøres ikke af denne lov.

Efter § 23, stk. 1, 2. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat kan indenrigs- og sundhedsministeren i ganske særlige tilfælde tillade, at der tillige opkræves sådan dækningsafgift af ejendomme, der er fritaget for grundskyld i henhold til § 7, stk. 1, litra a, i lov om kommunal ejendomsskat.

Baggrunden for reglen er, at der i dækningsafgiftsvedtægterne for de enkelte kommuner er hjemmel til at opkræve dækningsafgift af ejendomme, der er fritaget for kommunal grundskyld i henhold til lovens § 7, stk. 1, litra a, som omfatter kongelige slotte og palæer med tilliggende, der tilhører staten. Det er imidlertid ikke anset for rimeligt at indrømme hjemmel til opkrævning af afgift af de kongelige slotte m.v. i al almindelighed, men kommunalbestyrelsen kan efter tilladelse fra økonomi- og indenrigsministeren pålægge kongelige slotte og palæer med tilliggende, der tilhører staten, dækningsafgift.

Efter denne bestemmelse er tilladelse givet vedrørende kongelige slotte m.v., der indtil lov nr. 421 af 19. december 1966 var pålagt dækningsafgift. Slotte, der tilhører staten, vil kun kunne blive betragtet som kongelige i det omfang, de i henhold til lov er stillet til rådighed for kongen eller medlemmer af det kongelige hus. Det vil for tiden sige de fire palæer på Amalienborg, dele af Christiansborg Slot med tilhørende tilbygninger, Fredensborg Slot, Sorgenfri Slot, Gråsten Slot, Jagtslottet Eremitagen og Amaliegade 18 (Det Gule Palæ) i København, jf. lov om dronning Margrethe den Andens civilliste, som ændret ved lov nr. 491 af 7. juni 2001.

Indenrigsministeriet har i 1968 meddelt Københavns Kommune tilladelse til, at der opkræves dækningsafgift af de fire palæer på Amalienborg samt den del af Christiansborg Slot med tilbygninger, der er stillet til rådighed for kongen. I tilknytning hertil har Indenrigs- og Sundhedsministeriet i 2003 meddelt Københavns Kommune tilladelse til, at der opkræves dækningsafgift af Amaliegade 18 (Det Gule Palæ).

Efter § 23, stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat kan kommunalbestyrelsen helt eller delvist fritage ejendomme, der tilhører andre kommuner og vedkommende region, for dækningsafgift. Efter 2. pkt. kan kommunalbestyrelsen fritage ejendomme, der er i sameje mellem kommunen og regioner eller staten, for dækningsafgift.

Det er endvidere i § 29, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat fastsat, at samtlige skatte- og afgiftsbeløb med påløbne renter hæfter på den pågældende ejendom i dens helhed med den for kommunale ejendomsskatter og afgifter hjemlede pante- og fortrinsret og svares af den, der er ejer af ejendommen ifølge erhvervelsesdokument, tinglyst som adkomst, eller af brugeren, såfremt denne ifølge lovgivningen skal udrede skatterne af ejendommen. Bestemmelsen hjemler for grundskyld og dækningsafgift en pante- og fortrinsret, som kommunerne i dag anvender i forbindelse med inddrivelse af grundskyld og dækningsafgift for alle ejendomstyper, jf. § 1 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Endvidere fastslår § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen) for de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom, at disse skatter og afgifter er omfattet af en lovbestemt panteret, der er fortrinsstillet før anden pant på fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder den fortrinsstillede panteret i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det betyder, at panteretten skal være udnyttet inden udløbet af de 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Ordlyden af amtstueforordnings § 2 er:

»Forsaavidt Skatterne og Afgifterne, hvad enten de ere staaende eller de aarligen eller extraordinairt paalignes, ere at ansee som reelle, saa at de ere lignede paa eller svares af faste Eiendomme (til hvilke Eiendomme ogsaa Tiender regnes), hæfte de paa de Eiendomme, hvoraf de ere forfaldne, med Fortrinsret endog fremfor Pani øvrigtinger. Iøvrigt følge de indbyrdes i den Orden, at Bankhæftelsesrenterne først blive at udrede, dernæst Vore egne Skatter og Afgifter, lige med hvilke ogsaa Amtsforvalternes Skriverpenge regnes, derpaa Brandhjælpspengene og endeligen samtlige Kommune-Afgifter, hvorhos det dog er en Selvfølge, at vedkommende Tiendetageres Fortrinsret i Overeensstemmelse med Fr 8. Jan. 1810, § 29, Litr. C., er dem forbeholden.

[…].

Den her omhandlede Fortrinsret skulle dog reelle Skatter og Afgifter herefter ikkun nyde for 2 Aar fra den Tid af, at de forfalde til Betaling; men den holdes i Kraft, naar Restancerne, i det Sildigste inden 3 Maaneder efter bemeldte 2 Aars Udløb, ere beordrede Fogden til Inddrivelse, og Forretningen siden forsvarligen er fortsat, eller naar Skyldneren inden samme Tid er død eller har opgivet sit Bo, og dette er taget under Skiftebehandling. Efter at Fortrinsretten er tabt, betragtes Restancen alene som en simpel Fordring hos Skyldneren.«

Grundlæggende er en panteret en sikringsakt, fordi panteretten giver en panthaver en bedre retsstilling end usikrede kreditorer. Panthaver er dermed fortrinsstillet gennem sin panteret.

Det er derudover ikke usædvanligt, at flere kreditorer har pant i en fast ejendom, hvorfor det ligeledes har været nødvendigt i amtstueforordningen at fastsatte den indbyrdes dækningsrækkefølge mellem de panthavende kreditorer. Det følger af ordlyden, at ejendomsskatterne hæfter på ejendommen med en fortrinsret før øvrige pantefordringer.

Pante- og fortrinsretten kan dermed anses for en samlet ret, hvilket ligeledes underbygges af, at det ikke nævnes i ordlyden i amtstueforordningens § 2, at ejendomsskatterne, ud over selve fortrinsstillingen, skulle være sikret ved en panteret. Det fremgår dog af ordlyden, at når fortrinsretten er fortabt ved udløbet af de 2 år og 3 måneder, skal restancen anses for en simpel fordring. En simpel fordring mod skyldneren skal forstås som et almindeligt krav mod debitoren uden nogen særlig fortrinsret før andre kreditorer. Som eksempel på simple fordringer kan der henvises til konkurslovens § 97, som fastslår, at øvrige ikkefortrinsstillede krav betales i lige dele, bortset fra de i § 98 efterstillede fordringer.

Det kan ligeledes formentlig udledes af bemærkningerne til amtstueforordningens § 2, som disse er gengivet i Collegial-Tidende af 1840, s. 1059f, at det både er pante- og fortrinsretten, der bortfalder ved udløb af de 2 år og 3 måneder:

»ad § 2. […]

Naar i øvrigt den Bestemmelse i Udkastet, at Fortrinsretten for Skatter og Udgifter holdes i Kraft, saafremt Restancerne i det sildigste inden 6 Maaneder efter 2 Aars Forløb ere beordrede Fogden til Inddrivelse m. v., er forandret til inden 3 Maaneder efter de 2 Aars Forløb, da maa Grunden hertil søges i de Forandringer, der ere foretagne ved den efterfølgende § 11. Cfr. Bemærkningerne ved denne §.«

Af § 11 i amtstueforordningen, som ikke længere har nogen praktisk betydning og omhandler udpantningsret, fremgår:

»Dersom Yderne til Forfaldstiden enten slet ikke betale eller ikke betale Alt, hvad de ere skyldige, skal Oppebørselsbetjenten være forpligtet til, 3 Maaneder efter Forfaldsdagen, at tilstille vedkommende Amtmand rigtige Fortegnelser, der, hvad Landdistricterne angaaer, bør affattes sogneviis, over Beløbet af de Skatter og Udgifter, med videre, af de i §§ l og 2 ommeldte Slags, med hvis Betaling enhver Skatyder især staaer tilbage; […].

Forsømmer Oppebørselsbetjenten at indgive til Amtmanden de foreskrevne Restancelister inden den i det Foregaaende befalede yderste Tid, har han selv uopholdeligen at tilsvare Beløbet. Dog forbeholdes ham samme Regres til Restancedragerne, som det Offentlige tilkommer hos dem, saa at altsaa Amtmanden, naar 2 Aar og 3 Maaneder endnu ikke ere forløbne siden Skatternes Forfaldstid, har at autorisere, paa den ovenfor foreskrevne Maade, Restancerne til Inddrivelse hos Yderne. Men efter den Tid maa Amtmanden ikke autorisere Skatterestancerne til Inddrivelse, da saadanne forældede Restancer ved sædvanligt Søgsmål blive at indbetale […].«

Det følger dermed af bemærkningerne, at oppebørselsbetjenten selv må betale de skyldige ejendomsskatter til det offentlige, hvis ikke oppebørselsbetjenten formår at indbringe restancelister til amtmanden. I dette tilfælde har oppebørselsbetjenten mod ejeren af ejendommen et regreskrav, som er fortrinsstillet indtil fristens udløb efter 2 år og 3 måneder fra ejendomsskatternes forfaldstidspunkt. Ved udløbet af fristen må kravet dermed inddrives gennem et sædvanligt søgsmål, hvilket kan forstås således, at kravet må anses som en simpel fordring, som ikke er særligt fortrinsstillet på nogen måde.

Det kan dermed formentlig udledes af forarbejderne til amtstueforordningens § 2, jf. forarbejderne til § 11 i amtstueforordningen, at pante- og fortrinsretten skal ses som knyttet til hinanden på en sådan måde, at der ikke består en panteret ved udløbet af de 2 år og 3 måneder.

Vestre Landsret kommer dog til modsatte resultat i kendelse af 31. maj 2010 j.nr. B-2031-09, hvor det anføres, at »§ 2 i amtsstueforordningen vedrører alene bortfald af fortrinsretten efter det i forordningen fastsatte tidsrum og ikke panteretten, hvorfor denne forordning er uden betydning for afgørelsen af spørgsmålet om udlæg.«

Hverken det daværende SKAT, husejerne eller fogedretten omtalte eller påberåbte sig amtstueforordningens § 2. Landsretten har dermed muligvis lagt til grund, at bestemmelsen udover fortrinsstillingen tillige hjemler en panteret, som gælder efter udløbet af de 2 år og 3 måneder. Landsrettens kendelse indeholder dog ikke en begrundelse for landsrettens fortolkning af amtstueforordningen, hvorfor det ikke er muligt at fastlægge baggrunden for landsrettens fortolkning.

Udover denne kendelse fra Vestre Landsret er der ikke identificeret anden trykt retspraksis, som i amtstueforordningens § 2 indfortolker en opdeling af fortrinsretten og panteretten.

I den juridiske litteratur er der heller ikke identificeret væsentlige bidrag, som anser amtstueforordningens § 2 for at hjemle en separat fortrinsret og panteret. Se f.eks. Om Ejerpant og Panteprioritet, 1961, af Knud Illum, hvor følgende fremgår af side 10:

»Efter fortrinsrettens fortabelse anses fordringen alene som en simpel fordring på skyldneren.«

Det lægges derfor samlet til grund, at der ved bortfald af fortrinsretten efter udløbet af de 2 år og 3 måneder alene vil bestå en simpel fordring, som indebærer en personlig og ubegrænset hæftelse for ejeren af ejendommen på forfaldstidspunktet for fordringen, hvorimod der ikke længere vil være panteret i ejendommen for fordringen.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., at skattemyndighederne skal under ansvar efter §§ 152, 152 a og 152 c-152 f i straffeloven iagttage ubetinget tavshed over for uvedkommende med hensyn til oplysninger om en fysisk eller en juridisk persons økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold, som de under varetagelsen af deres arbejde bliver bekendt med. Det følger videre af 2. pkt., at forpligtelsen tillige gælder for sagkyndige medhjælpere samt i øvrigt enhver, der som følge af et i henhold til aftale med det offentlige påtaget arbejde kommer til kundskab om sådanne forhold. Det følger afslutningsvist af 3. pkt., at er aftalen indgået med en virksomhed, gælder forpligtelsen alle, der under deres arbejde i virksomheden får kundskab om forhold som de ovennævnte.

Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan pålægge ejere af ejendomme, som efter § 5, stk. 1, nr. 2 eller 8, er fritaget for grundskyld, dækningsafgift til kommunen af ejendommens grundværdi fastsat efter ejendomsvurderingsloven som bidrag til de udgifter, som ejendomme medfører for kommunen.

Ved grundværdien forstås efter ejendomsvurderingslovens § 17 værdien af grunden i ubebygget stand under den forudsætning, at grunden vil blive anvendt og udnyttet bedst muligt i økonomisk henseende.

Beskatningsgrundlaget for dækningsafgiften vil med forslaget i udgangspunktet være den ansatte grundværdi fastsat efter ejendomsvurderingsloven, der herefter korrigeres for fradrag for grundforbedringer og fritagelser med henblik fastsættelse af det grundlag, som grundskylden skal beregnes af. Beskatningsgrundlaget for dækningsafgiften vil således være den korrigerede offentlige ansatte grundværdi. Beskatningsgrundlaget for dækningsafgiften er nærmere reguleret i lovforslagets § 20.

Forslaget indebærer, at ejere af ejendomme, som er fritaget fra grundskyld, imidlertid vil kunne pålægges en kommunal afgift. Med forslaget vil dette vedrøre ejendomme omfattet af lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 2, herunder ejendomme, der tilhører staten, regionerne eller kommunerne, med undtagelse af ejendomme, som ejeren anvender til landbrug, havebrug, skovdrift eller erhvervsmæssigt til udleje, eller som henligger ubenyttede. Ejendomme, der tilhører DSB, Energinet.dk, Naviair eller Danpilot, er dog ikke omfattet. Videre vil dette vedrøre ejendomme omfattet af lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 8, herunder ejendomme, der tilhører Danmarks Nationalbank. Efter forslaget vil opkrævningen af dækningsafgift skulle ske som bidrag til dækning af kommunens udgifter vedrørende de pågældende ejendomme.

Ejendomme, der tilhører staten, kommunerne eller regionerne, vil blive pålignet dækningsafgift efter forslaget i stk. 1, uanset om ejendommen anvendes til kontor og forretning, skole, sygehus, museum m.v. Dog vil der ikke, som beskrevet ovenfor, kunne pålignes dækningsafgift af ejendomme, der tilhører staten, kommunerne eller regionerne, og som ejeren anvender til landbrug, havebrug, skovdrift eller erhvervsmæssigt til udleje, eller som henligger ubenyttede.

Af ejendomme, der er delvist fritaget for grundskyld, vil dækningsafgiften kunne pålægges af den del af grundværdien, der ifølge en fordeling, som Skatteforvaltningen har foretaget, vedrører den fritagne del af ejendommen.

I overensstemmelse med boligskatteforliget foreslås det i lovforslagets § 33, at det er Skatteforvaltningen, der fra og med kalenderåret 2024 vil skulle opkræve dækningsafgift. Det følger af boligskatteforliget, at de beløb, som Skatteforvaltningen pålægger ejerne at skulle betale, vil skulle afregnes til kommunerne. Skatteforvaltningen opkræver dermed beløbene på vegne af kommunerne. Reglerne om Skatteforvaltningens afregning af opkrævede beløb for grundskyld og dækningsafgift foreslås reguleret i det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af kildeskatteloven, lov om kommunal indkomstskat, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love.

Betegnelsen »dækningsafgift« omfatter såvel den afgift, der efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 11 vil kunne pålægges grundværdien for offentlige ejendomme, og den afgift, der efter lovforslagets § 12 vil kunne pålægges grundværdien for erhvervsejendomme.

Betegnelsen »dækningsafgift« skal ses i sammenhæng med, at det efter §§ 23 og 23 A i lov om kommunal ejendomsskat, som foreslås videreført i lovforslagets §§ 11 og12, er fastsat, at dækningsafgift kan pålignes som bidrag til de udgifter, som de pågældende ejendomme medfører for kommunen. Heri ligger, at kommunen pålægger ejendommene en afgift til dækning af de udgifter, som kommunen har ved de pågældende ejendomme.

Det foreslås at opretholde betegnelsen »dækningsafgift«, da dette er en betegnelse, der er almindeligt kendt og har været anvendt gennem adskillige årtier.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er med sproglige ændringer en videreførelse og ændring af § 23, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.

Det foreslås i stk. 2, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kan pålægge ejere af ejendomme, som efter § 5, stk. 1, nr. 1, er fritaget for grundskyld, dækningsafgift.

Forslaget indebærer, at ejere af ejendomme, som er fritaget fra grundskyld, imidlertid i særlige tilfælde vil kunne pålægges dækningsafgift. Med forslaget vil dette vedrøre ejendomme omfattet af lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 1, herunder kongelige slotte og palæer med tilliggende, der tilhører staten.

Det foreslås, at kompetencen til at pålægge ejere af ejendomme, der er fritaget for grundskyld, dækningsafgift, tillægges kommunalbestyrelsen, hvor kompetencen efter gældende ret tillægges indenrigs- og sundhedsministeren. Lov om kommunal ejendomsskat er ved kongelig resolution af 28. juni 2015 overført fra Økonomi- og Indenrigsministeriet til Skatteministeriet. Uanset overførsel af loven til Skatteministeriet foreslås det, at kompetencen til at pålægge disse ejendomme dækningsafgift tillægges kommunalbestyrelsen og således hverken skatteministeren eller indenrigs- og sundhedsministeren.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er en videreførelse og ændring af § 23, stk. 1, 2. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, dog med den ændring, at kompetencen til at pålægge ejendomme, der er fritaget for grundskyld efter lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 1, dækningsafgift, foreslås at skulle tillægges kommunalbestyrelsen.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen helt eller delvist kan fritage ejendomme, der tilhører andre kommuner og vedkommende region, for dækningsafgift. Det foreslås videre i 2. pkt., at kommunalbestyrelsen kan fritage ejendomme, der er i sameje mellem kommunen og regioner eller staten, for dækningsafgift.

Med forslaget vil kommunalbestyrelsen kunne fritage ejendomme, der ejes af andre kommuner og regioner, for dækningsafgift.

Forslaget vil også gælde ejendomme, der samejes med andre kommuner, regionen, hvori kommunen er beliggende, eller andre regioner eller med staten.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 er en videreførelse af § 23, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat.

Retstilstanden forhold til klage over kommunalbestyrelsens afgørelser efter det foreslåede i § 11, stk. 1-3, vil ikke blive ændret med lovforslaget.

Det foreslås i stk. 4, at for ejendomme, der pålægges dækningsafgift i medfør af stk. 1 eller 2 eller § 12, påhviler skattepligten den, der på forfaldstidspunktet for dækningsafgiften, jf. § 33, stk. 1, ejer ejendommen i henhold til et autoritativt register.

Forslaget indebærer, at betalingspligten for dækningsafgift hvilende på ejendomme omfattet af de foreslåede stk. 1, 2 eller § 12, vil hæfte personligt og ubegrænset på den, der er ejer af ejendommen på forfaldstidspunktet. Den foreslåede bestemmelse vil skulle ses i sammenhæng med den foreslåede § 11, stk. 5, 1. pkt., som foreslår, at dækningsafgift af ejendomme omfattet af denne bestemmelse ligeledes vil hæfte på ejendommen i dens helhed med pante- og fortrinsret.

Med forslaget vil pligten til at betale dækningsafgift påhvile den, der ejer ejendommen ifølge et autoritativt register på forfaldstidspunktet.

Ved et autoritativt register forstås den datakilde, som Skatteforvaltningen til enhver tid anvender til at identificere ejerskifter m.v. Datakilden vil i alle tilfælde være administreret af en offentlig myndighed eller på vegne af den offentlige myndighed. Data fra autoritative registre vedligeholdes løbende af relevante myndigheder, hvorfor data fra disse registre anvendes af Skatteforvaltningens administration. Det kan bl.a. være CPR, CVR og Ejerfortegnelsen. Ejerfortegnelsen opdateres af kommunerne og indeholder oplysninger om de faktiske ejere, dvs. primært tinglyste ejere, men også andre ejere, hvis ejerforholdet ikke er tinglyst.

For de ejendomme, der er omfattet af forslaget, vil det dermed være ejerforholdene på det tidspunkt, hvor dækningsafgiften forfalder til betaling, der vil skulle være afgørende for, hvem der efter den foreslåede bestemmelse vil hæfte personligt og ubegrænset for betaling af dækningsafgiften.

Et ejerskifte, der indtræder efter forfaldstidspunktet, vil ingen betydning have for den personlige og ubegrænsede hæftelse. Pantehæftelsen efter den foreslåede § 11, stk. 5., 1. pkt., vil dog ændre form, fordi der ved ejerskiftet vil opstå en tredjemandspanteret på den ejerskiftede ejendom.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 4 videreføres de dele af § 29, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat, der omhandler, at dækningsafgiften betales af ejeren af ejendommen. Den gældende regel om, at dækningsafgift også skal udredes af brugeren, såfremt denne ifølge lovgivningen skal udrede skatterne af ejendommen, foreslås ikke videreført. Der er ikke oplysninger om tilfælde, hvor en bruger af en ejendom i henhold til lovgivning skal udrede skatterne af ejendommen.

Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at dækningsafgift af ejendomme omfattet af stk. 4, hæfter på den faste ejendom i dens helhed med pante- og fortrinsret i 2 år og 3 måneder.

Forslaget indebærer, at dækningsafgiften vil hæfte på den faste ejendom med pante- og fortrinsret. Ved panteret forstås en panteret, der stiftes ved lov og ikke ved aftale. Ved pante- og fortrinsret forstås, at panteretten for den pågældende fordring, vil være fortrinsstillet før alle tinglyste hæftelser og anden pantegæld.

Alle offentligretlige fordringer tilhørende det offentlige er omfattet af en udpantningsret, jf. § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorfor restanceinddrivelsesmyndigheden vil kunne anvende pante- og fortrinsretten til at foretage udlæg i ejendommen med henblik på gennem en tvangsauktion at opnå dækning via pante- og fortrinsretten, jf. retsplejelovens § 538 om udlæg til forauktionering. Pante- og fortrinsretten vil dermed medføre dækning af dækningsafgift foran fordringer, der er sikret gennem tinglyste hæftelser på ejendommen, dvs. pantebreve og udlæg. Pengesummen, der i sidste ende opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, vil dermed skulle dække ubetalt dækningsafgift før alle andre fordringer uden fortrinsret. Skatteforvaltningen vil med forslaget således forventeligt opnå fuld dækning af dækningsafgift i tilfælde af inddrivelse. Med forslaget tilsigtes ikke en ændring af gældende praksis vedrørende pante- og fortrinsretten.

Dækningsafgift vil efter lovforslagets § 33 skulle opkræves direkte hos ejeren af ejendommen og vil skulle betales i to rater efter Skatteforvaltningens nærmere bestemmelse med forfald den 1. i de måneder, som Skatteforvaltningen bestemmer. Fristen i amtstueforordningen, hvorefter fortrinsretten vil gælde i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen, vil på den baggrund efter lovforslaget skulle regnes fra det forfaldstidspunkt, som Skatteforvaltningen har fastsat for betaling af en rate. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 33 for en beskrivelse af opkrævningen af dækningsafgift.

Det foreslås dog i lovforslagets § 34, stk. 2, at fristen på 2 år og 3 måneder fra forfaldstidspunktet vil skulle forlænges i tilfælde af, at Skatteforvaltningen giver ejeren henstand med betalingen af dækningsafgift.

Panteretten indebærer, at der altid vil kunne foretages udlæg i pantet, dvs. ejendommen, jf. retsplejelovens § 517, stk. 2, 2. pkt., der indebærer en begrænsning af skyldnerens påvisningsret, dvs. ret til at bestemme, hvad der skal foretages udlæg i, hvis skyldneren har flere aktiver end nødvendigt til at dække kravet. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil som altovervejende hovedregel ikke være forpligtet til at anvende andre inddrivelsesskridt over for den, der var ejer på forfaldstidspunktet. Panteretten i ejendommen vil efter et ejerskifte skifte karakter, så den bliver en fortrinsstillet, lovbestemt tredjemandspanteret. Denne tredjemandspanteret indebærer, at den nye ejer vil have en solidarisk, subsidiær og begrænset hæftelse for dækningsafgiften, idet den nye ejer alene hæfter med pantet, dvs. den nyerhvervede faste ejendom.

Hæftelsen efter den foreslåede bestemmelse i stk. 5 vil for den nye ejer betyde, at efter fordringen på dækningsafgiften er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, vil restanceinddrivelsesmyndigheden først skulle forsøge at rykke den tidligere ejere af ejendommen, inden restanceinddrivelsesmyndigheden vil skulle opfordre den nye ejer til at betale. Først herefter vil restanceinddrivelsesmyndigheden foretage udlæg i ejendommen. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets §11, stk. 6, 2. pkt., for en beskrivelse af pante- og fortrinsretten og ejerskifte.

Den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. er en videreførelse af § 29, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat, for så vidt angår den del af bestemmelsen, der vedrører pante- og fortrinsretten. Den foreslåede bestemmelse er ligeledes en videreførelse af § 2 i forordning af 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen), for så vidt angår den del af bestemmelsen, der vedrører pante- og fortrinsretten.

Det foreslås i 2. pkt., at pante- og fortrinsretten ikke skal omfatte gebyrer og renter.

Forslaget indebærer, at alle gebyrer og renter, der måtte opstå efter overskridelsen af sidste rettidige betalingsdag, herunder under inddrivelsen, ikke vil være omfattet af den i 1. pkt. foreslåede pante- og fortrinsret.

Dækningsafgift foreslås at skulle opkræves via opkrævningssystemet skattekontoen, jf. lovforslagets § 33, stk. 1. Skattekontoen bygger på saldoprincippet, dvs. at indbetalinger til Skatteforvaltningen, det være sig selskabsskatter, moms, punktafgifter, told m.v., og udbetalinger til virksomheden af f.eks. negativ moms, tilbagebetaling af for meget opkrævede afgifter samt andre udbetalinger fra Skatteforvaltningen, indgår ved en samlet opgørelse, hvor udbetalinger til virksomheden modregnes direkte i de krav på indbetalinger, som Skatteforvaltningen har på virksomhederne.

Det er denne samlede opgørelse (saldo), der forrentes som et samlet krav på skattekontoen, hvorfor Skatteforvaltningen systemmæssigt ikke kan udskille den andel af et gebyr og de påløbne renter, som vedrører dækningsafgift.

Bestemmelsen vil også indebære, at en ny ejer af ejendommen ikke vil hæfte for de gebyrer og morarenter, der opstår, hvis den gamle ejer af ejendommen ikke har betalt dækningsafgift rettidigt. Med den foreslåede bestemmelse vil en ny køber af ejendommen alene hæfter solidarisk, subsidiært og begrænset med sin ejendom for hovedstolen, dvs. den forfaldne dækningsafgift fratrukket påløbne renter.

Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med den foreslåede § 11, stk. 6, hvor det foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal kunne sende kravet til inddrivelse uden forudgående underretning af den nye ejer, hvorfor den nye ejers mulighed for at afværge gebyrer og renter, som opstår som følge af den tidligere ejers overskridelse af den sidste rettidige betalingsdag, vil blive forringet.

Det foreslås i 3. pkt., at oplysninger om størrelsen af skyldig dækningsafgift, der hæfter på en ejendom efter 1. pkt., skal være tilgængelige for offentligheden.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at det fra den 1. januar 2024 ikke længere vil være muligt for Skatteforvaltningen at systemunderstøtte den nuværende ordning, hvor bl.a. oplysninger om grundskyld og dækningsafgift, der hæfter på en fast ejendom i dens helhed med pante- og fortrinsret, af ejeren kan rekvireres hos Erhvervsstyrelsen i form af en såkaldt ejendomsdatarapport mod et gebyr. Derfor foreslås det, at oplysningerne fra og med den 1. januar 2024 i stedet skal være tilgængelige for offentligheden ved skriftlig og telefonisk henvendelse til Skatteforvaltningen.

Den foreslåede ordning, hvorefter oplysninger om størrelsen af skyldig dækningsafgift, der hæfter på en ejendom efter lovforslagets § 11, stk. 5, 1. pkt., skal være tilgængelige for offentligheden, er begrundet i hensynet til potentielle købere af ejendommen, som med den foreslåede ordning fortsat skal kunne gøre sig bekendt med eventuel skyldig dækningsafgift, som hæfter på ejendommen med en pante- og fortrinsret, og som køberen derved kan risikere at hæfte for ved køb af ejendommen. Derved sikres der den samme offentlighed om oplysningerne, som der gør sig gældende ved tinglysningssystemet, der ligeledes sikrer, at en køber af en ejendom vil kunne gøre sig bekendt med pantehæftelser, som en panthaver vil kunne anvende til at foretage udlæg i købers ejendom, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 6.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en undtagelse til Skatteforvaltningens særlige tavshedspligt i skatteforvaltningslovens § 17, stk. 1. Den foreslåede ordning, hvorefter ovennævnte oplysninger skal være tilgængelige for offentligheden, forventes dog alene at være af midlertidig karakter, fordi den nødvendige systemmæssige opkobling til Erhvervsstyrelsens systemer forventes udviklet inden for en kortere årrække. Når denne ordning vil kunne systemunderstøttes, forventes der at kunne vendes tilbage til samme ordning som i dag, hvor ejeren (eller andre med ejerens samtykke) vil kunne rekvirere en ejendomsdatarapport hos Erhvervsstyrelsen mod et gebyr.

Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at ubetalt dækningsafgift oversendes til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, forgæves er gennemført over for den, der er ejer på forfaldstidspunktet, jf. stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den sædvanlige opkrævningsproces for krav på skattekontoen vil skulle anvendes til opkrævning af dækningsafgift. Bestemmelsen vil dog også have den betydning, at indtræder der et ejerskifte under opkrævningen af dækningsafgift, vil kravet skulle oversendes til inddrivelse, når den sædvanlige rykkerprocedure forgæves er forsøgt gennemført over for den tidligere ejer, dvs. den, der var ejer på forfaldstidspunktet, jf. lovforslagets § 11, stk. 3. Skatteforvaltningen vil dermed ikke skulle foretage nogen opkrævningsskridt rettet mod den nye ejer af ejendommen, inden kravet vil kunne sendes til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Den sædvanlige rykkerprocedure er beskrevet i opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, hvor af det følger, at overstiger en debetsaldo for en virksomhed 5.000 kr., skal hele beløbet indbetales straks, og told- og skatteforvaltningen udsender et rykkerbrev herom til virksomheden. Told- og skatteforvaltningen udsender ikke rykkerbreve om en debetsaldo på 5.000 kr. eller derunder. Rykkerbrev udsendes dog til ophørte virksomheder, også hvor debetsaldoen er større end 200 kr. og mindre end 5.000 kr. Betales beløbet ikke inden den frist, der er fastsat i rykkerbrevet, kan beløbet overgives til inddrivelse. Et beløb, der overgives til inddrivelse, vil fremgå af skattekontoen. Der pålægges gebyr efter § 6 ved udsendelse af rykkerbrev.

Det foreslås i 2. pkt., at indtræder der et ejerskifte efter forfaldstidspunktet eller under inddrivelsen, kan dækningsafgiften inddrives hos den nye ejer ved at foretage udlæg i ejendommen. Det foreslås i 3. pkt., at § 2, stk. 3-5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige finder ikke anvendelse i forhold til den nye ejer.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at indtræder der et ejerskifte efter forfaldstidspunktet, vil Skatteforvaltningen ikke skulle reagere på et ejerskifte i opkrævningsfasen af dækningsafgift. I stedet foreslås det, at restanceinddrivelsesmyndigheden vil skulle reagere på et ejerskifte, herunder notificere den nye ejer om den på ejendommen hæftende dækningsafgift, som vil blive forsøgt inddrevet ved udlæg i ejendommen.

§ 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsætter, hvornår en fordring kan overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden. Det følger af § 2, stk. 3, 1. pkt., at fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Det følger videre af 2. pkt., at fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, dog på skyldnerens anmodning kan tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Af 3. pkt. følger det, at afgørelser om afdragsvis betaling eller henstand med betalingen ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Afslutningsvis følger det af 4. pkt., at sædvanlig rykkerprocedure, jf. 1. pkt., kun gennemføres, hvis det er muligt, og gennemførelse heraf er ikke en forudsætning for overdragelse af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, medmindre andet følger af anden lovgivning.

Med den foreslåede undtagelse til § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil Skatteforvaltningen kunne oversende dækningsafgift til inddrivelse, uanset at der er indtrådt et ejerskifte, hvor den nye ejer vil hæfte solidarisk og begrænset med sin nyerhvervede erhvervsejendom, uden at der er fastsat en separat betalingsfrist og igangsat en sædvanlig rykkerprocedure over for den nye ejer i opkrævningen.

Den nye ejer vil ikke være den skattepligtige, der skal sørge for betaling af den forfaldne dækningsafgift, hvorfor Skatteforvaltningen ikke vil kunne kræve betaling af den nye ejer, der derfor ikke vil blive opkrævet det skyldige krav. Den nye ejer vil i stedet af restanceinddrivelsesmyndigheden alene få et tilbud om at betale, hvis den tidligere ejer ikke betaler kravet inden den fastsatte betalingsfrist af restanceinddrivelsesmyndigheden. Tilbuddet gives, så den nye ejer vil kunne afværge udlæg i ejendommen og den dertilhørende fastsatte retsafgift i § 12 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil ellers med den foreslåede pante- og fortrinsret, der efter den foreslåede § 11, stk. 5, 1. pkt., hviler på ejendommen i dens helhed, kunne begære udlæg i ejendommen, jf. § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det følger af § 11, at fordringer omfattet af denne lov med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan inddrives ved udpantning, medmindre andet følger af bilag 1.

§ 2, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indebærer, at inden overdragelse af fordringer til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden underretter fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt skyldneren om overdragelsen, medmindre det ikke er muligt at foretage underretning eller underretning må antages at medføre en væsentlig forringelse af muligheden for at opnå dækning. Det følger videre i 2. pkt., at underretning efter 1. pkt. er ikke en forudsætning for, at fordringer kan overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden.

Med den foreslåede undtagelse til § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil Skatteforvaltningen kunne oversende dækningsafgift til inddrivelse, uden at Skatteforvaltningen (fordringshaveren) vil skulle underrette den nye ejer af ejendommen om, at kravet oversendes til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Den nye ejer vil i stedet blive orienteret om kravet af restanceinddrivelsesmyndigheden. Se nærmere herom i den foreslåede § 11, stk. 7. Se hertil ligeledes den foreslåede §11, stk. 5, 3. pkt., som vil sikre, at en ny ejer vil have mulighed for at blive bekendt med krav (ubetalt dækningsafgift) hæftende på ejendommen.

Det følger af § 2, stk. 5, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at ønsker fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, at inddrivelse af en fordring, der allerede er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, fremover skal ske over for en eller flere andre skyldnere, der tillige helt eller delvis hæfter for fordringen, eller at inddrivelse ikke længere skal omfatte en eller flere skyldnere, som fordringen inddrives over for, skal fordringen med dens renter og opkrævningsgebyrer tilbagekaldes af fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, med henblik på at blive overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden på ny med oplysninger om den eller de skyldnere, som fordringen fremover skal inddrives over for. Det følger videre i 2. pkt., at restanceinddrivelsesmyndigheden i særlige tilfælde kan beslutte, at 1. pkt. ikke finder anvendelse. Det følger afslutningsvis af 3. pkt., at så vidt muligt skal fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt underrette den eller de skyldnere, der er omfattet af tilbagekaldelsen efter 1. pkt.

Med den foreslåede undtagelse til § 2, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil Skatteforvaltningen ikke skulle tilbagekalde kravet fra restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis ejeren af en ejendom, hvorpå der hviler ubetalt dækningsafgift med en pante- og fortrinsret, ejerskiftes til en ny ejer. Det vil med forslaget være restanceinddrivelsesmyndigheden, der vil skulle tilføje den nye ejer som solidarisk og begrænset medhæfter på kravet.

Skatteforvaltningen vil ligeledes ikke skulle underrette den nye ejer af ejendommen om det krav, der hviler på den nyerhvervede ejendom. Det vil med lovforslagets §11, stk. 7, i stedet være restanceinddrivelsesmyndigheden, som vil skulle underrette den nye ejer af ejendommen om, at den nye ejer er blevet medskyldner for kravet.

Med forslaget sikres det, at Skatteforvaltningen og restanceinddrivelsesmyndigheden, som er en del af Skatteforvaltningen, ikke vil skulle sende fordringer frem og tilbage mellem interne styrelser. Den nye ejer vil dermed alene opleve, at det vil være restanceinddrivelsesmyndigheden, som vil rette henvendelse til den nye ejer vedrørende den ubetalte dækningsafgift.

Det foreslås i stk. 7, at inden gennemførelsen af udlæg, jf. stk. 6, 2. pkt., skal restanceinddrivelsesmyndigheden underrette den nye ejer eller den, der varetager dennes interesser, om dennes solidariske, subsidiære og begrænsede hæftelse for dækningsafgiften og opfordre den nye ejer til frivilligt at opfylde kravet.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 7 indebærer, at restanceinddrivelsesmyndigheden vil skulle underrette den nye ejer om dennes solidariske, subsidiære og begrænsede hæftelse for ubetalt dækningsafgift samt opfordre den nye ejer til at betale kravet. Den foreslåede bestemmelse minder om retsplejelovens § 496, stk. 1, men går videre end denne ved at pålægge restanceinddrivelsesmyndigheden en forpligtelse til at give en sådan underretning inden udlægsforretningen.

Det følger af retsplejelovens § 496, stk. 1, at inden tvangsfuldbyrdelsen gennemføres, opfordrer fogedretten skyldneren eller den, der varetager hans interesser, jf. § 495, stk. 2, til frivilligt at opfylde kravet. Bestemmelsen anvendes tilsvarende for pantefogeders udlægsforretninger, jf. § 5, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil med den foreslåede bestemmelse have en pligt til at underrette den nye ejer om dennes solidariske og begrænsede hæftelse, så snart restanceinddrivelsesmyndigheden bliver bekendt med, at den pågældende ejendom er ejerskiftet. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil ligeledes have en forpligtigelse til at give den nye ejer et tilbud om at betale kravet, således at den nye ejer kan afværge, at restanceinddrivelsesmyndigheden vil foretage udlæg i ejendommen og den dertilhørende retsafgift opstår.

Det foreslås i stk. 8, at skatteministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåden for inddrivelse af skyldig dækningsafgift efter stk. 5-7.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at skatteministeren i en bekendtgørelse vil kunne fastsætte de nærmere regler for restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse af skyldig dækningsafgift i de tilfælde, hvor der er indtrådt et ejerskifte før eller under inddrivelsen. Det er hensigten, at der skal kunne fastsættes regler, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden skal rykke den principalt hæftende skyldner (sælger) en eller flere gange, inden der – i tilfælde af fortsat manglende betaling – gennemføres inddrivelse over for den nye ejer, dvs. den subsidiært hæftende skyldner. Inden der gennemføres udlæg i den nye ejers ejendom, vil restanceinddrivelsesmyndigheden skulle opfordre den nye ejer til frivilligt at opfylde kravet, jf. den foreslåede regel i § 11, stk. 7.