Ejendomsskatteloven § 1

Det er i ejendomsværdiskattelovens § 1, stk. 1, 1. pkt., fastsat, at af boligværdien af egen ejendom, som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, betaler ejeren ejendomsværdiskat til staten efter reglerne i ejendomsværdiskatteloven i stedet for at betale skat af lejeværdi af bolig i egen ejendom efter statsskattelovens § 4, litra b, 2. pkt.

Det er i ejendomsværdiskattelovens § 1, stk. 1, 3. pkt., videre fastsat, at ejendomme, som er undtaget fra vurdering efter ejendomsvurderingslovens § 9, stk. 1, nr. 6, dvs. kolonihavehuse på fremmed grund, er undtaget fra beskatning efter statsskattelovens § 4, litra b, 2. pkt., og ejendomsværdiskatteloven.

Efter ejendomsværdiskattelovens § 1, stk. 2, indgår ejendomsværdiskatten ikke i den skattepligtige indkomst. Ejendomsværdiskatten er ikke en indkomstskat, men derimod en skat af værdien af fast ejendom. Det indebærer, at der ikke i ejendomsværdiskatten sker modregning af skatteværdien af eventuelt uudnyttet personfradrag og negativ skattepligtig indkomst for en skattepligtig person. Ejendomsværdiskatten er dog en integreret del af indkomstskatten på den måde, at den opkræves via personskattesystemerne. Endvidere er ejendomsværdiskatten en implicit skat på boligafkastet på ejendomme, som ejeren selv har rådighed over til beboelse.

Ejendomsværdiskattelovens § 1, stk. 2, foreslås ikke videreført med lovforslaget. Begrundelsen herfor er, at det følger af systematikken i personbeskatningen, at skatter vedrørende fast ejendom ikke medregnes i den skattepligtige indkomst. Bestemmelsen blev indsat i ejendomsværdiskatteloven, der har virkning fra og med indkomståret 2000, hvor den dagældende beskatning af lejeværdi i ligningsloven blev afløst af ejendomsværdiskat i ejendomsværdiskatteloven. Det var en nyskabelse, og det blev dengang fastslået, at den nye ejendomsværdiskat var en beregnet skat og ikke en indkomstkomponent som den dagældende lejeværdi, der blev medregnet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst og efterfølgende blev indkomstbeskattet. Der tiltænkes ingen ændringer i forhold til den gældende retstilstand.

Det foreslås i stk. 1, at der betales ejendomsværdiskat til staten af fast ejendom efter denne lov, for hvilke der efter ejendomsvurderingsloven er foretaget en ansættelse af ejendomsværdien i stedet for skat af lejeværdi af bolig i egen ejendom efter statsskattelovens § 4, litra b, 2. pkt.

Begrebet »fast ejendom« vil skulle forstås på samme måde som i ejendomsvurderingsloven. Efter ejendomsvurderingslovens § 2, stk. 1, skal fast ejendom forstås som samlede faste ejendomme, jf. § 2 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen med tilhørende bygninger ejet af den samme som den, der ejer grunden, ejerlejligheder samt bygninger på fremmed grund, hvis grunden er matrikuleret som fast ejendom. Videre fremgår det af ejendomsvurderingslovens § 2, stk. 2, at fælleslodder, jf. § 2, stk. 2, og § 3 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen, anses som selvstændige faste ejendomme.

Lejeværdi af bolig i egen ejendom vil dække over det forhold, at ejeren af en bolig sparer den del af huslejen, der svarer til den kapitalforrentning, der skulle ske, såfremt boligen i stedet for at være ejet blev lejet. Denne besparelse er en reel økonomisk besparelse ved at eje i forhold til at bo til leje.

Med forslaget er udgangspunktet, at ejeren vil skulle betale ejendomsværdiskat til staten i stedet for skat af lejeværdi af bolig i egen ejendom efter statsskatteloven. Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at der ikke vil skulle beregnes skat af lejeværdi af bolig i egen ejendom efter statsskattelovens regler, hvis ejeren er pålagt at betale ejendomsværdiskat af ejendomsværdien af den faste ejendom.

Ved ejendomsværdien forstås efter ejendomsvurderingslovens § 16 værdien af den samlede ejendom, sådan som ejendommen forefindes på vurderingstidspunktet. Grundlaget for ejendomsværdiskat er den ansatte offentlige ejendomsværdi.

Ved ejendomsværdiskat forstås således en skat af fast ejendom, der betales til staten af den ansatte ejendomsværdi efter ejendomsvurderingsloven.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er en videreførelse af ejendomsværdiskattelovens § 1, stk. 1, 1. pkt., med sproglige ændringer, herunder at boligværdi ændres til ejendomsværdi, som er en sproglig ensretning med ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, hvorefter der ansættes en selvstændig ejendomsværdi, som udgør beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten.

Det foreslås i stk. 2, at kolonihavehuse på fremmed grund, som er undtaget fra vurdering efter ejendomsvurderingslovens § 9, stk. 1, nr. 6, er undtaget fra beskatning efter statsskattelovens § 4, litra b, 2. pkt.

Efter ejendomsvurderingslovens § 9 er visse ejendomme undtaget fra vurdering. Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 9, stk. 1, nr. 6, at kolonihavehuse på fremmed grund ikke vurderes.

Kolonihavehuse har typisk karakter af bygninger på fremmed grund og udgør dermed selvstændige faste ejendomme. Ved en kolonihave forstås en have som nævnt i § 2 i lov om kolonihaver, jf. de almindelige bemærkninger til ejendomsvurderingsloven, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 211 som fremsat, side 87 f. De enkelte kolonihaver er ikke selvstændigt matrikuleret. Kolonihaveejeren ejer sit kolonihavehus og har derudover brugsretten til en have beliggende inden for et område, som typisk ejes af en kolonihaveforening. Der ansættes en grundværdi for dette område, og kolonihaveforeningen betaler grundskyld derefter.

Som det fremgår af ovennævnte bemærkninger til ejendomsvurderingsloven, er baggrunden for ikke at vurdere kolonihavehuse på fremmed grund, at der ikke findes data, der kan understøtte en sådan vurdering. Det vil således kræve betydelige ressourcer at tilvejebringe data til vurdering af kolonihavehuse set i forhold til det provenu, beskatningen ville generere. Konsekvensen af, at kolonihavehuse på fremmed grund ikke vurderes, er, at der ikke er et grundlag for opkrævning af ejendomsværdiskat og grundskyld.

Efter statsskattelovens § 4, litra b, skal der imidlertid skønnes en lejeværdi. Beskatning af kolonihavehuse på fremmed grund efter statsskatteloven ville indebære, at lejeværdien ville skulle fastsættes skønsmæssigt. Dette ville dermed forudsætte, at Skatteforvaltningen i stedet ville skulle vurdere og indhente de manglende data, som netop er begrundelsen for, at disse ejendomme heller ikke fremover vil skulle vurderes.

Med forslaget vil kolonihavehuse på fremmed grund således ikke løbende skulle beskattes.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er med sproglige ændringer en videreførelse af den del af ejendomsværdiskattelovens § 1, stk. 1, 3. pkt., der vedrører, at kolonihavehuse på fremmed grund er undtaget fra beskatning efter statsskattelovens § 4, litra b, 2. pkt. Den del af ejendomsværdiskattelovens § 1, stk. 1, 3. pkt., der vedrører, at kolonihavehuse på fremmed grund er undtaget fra ejendomsværdiskat, foreslås ikke videreført, fordi undtagelsen er overflødig. Når en ejendom er undtaget fra vurdering efter ejendomsvurderingsloven, kan ejeren ikke pålægges ejendomsværdiskat af den pågældende ejendom. Med forslaget er der således ikke nogen indholdsmæssig ændring af retstilstanden vedrørende kolonihavehuse på fremmed grund.