Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LBK nr 2166 af 29/11/2021

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Ecodesignloven § 7

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at den ansvarlige efter § 4, inden et energirelateret produkt bringes i omsætning, skal sikre og erklære, at produktet er i overensstemmelse med krav fastsat i medfør af §§ 5 og 6 eller en gennemførelsesforanstaltning (overensstemmelseserklæring). Endvidere kan ministeren fastsætte regler om, at den ansvarlige efter § 4 skal dokumentere, at produktet opfylder kravene.

Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at den ansvarlige efter § 4 efter anmodning skal udføre måling og afprøvning af, om produktet overholder de fastsatte krav, når forholdene giver anledning hertil i forbindelse med, at produktet bringes i omsætning eller senere. Det kan herunder fastsættes,

  1. at den ansvarlige efter § 4 skal lade sit produkt udtage til måling og kontrol af en sagkyndig virksomhed eller en godkendt institution som nævnt i stk. 6, eller

  2. at de omhandlede produkter efter anmodning skal indleveres til et anvist prøvningssted eller afprøves på fremstillings-, installations- eller salgsstedet eller andet relevant sted.

Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at udtagelse af produkter til kontrol efter stk. 2 kan ske ved brug af skjult identitet.

Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at den ansvarlige efter § 4 skal afholde udgifterne ved udtagelse, måling og kontrol, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 5. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om metoder og standarder, som skal være fulgt ved erklæringer, dokumentation, måling og afprøvning, jf. stk. 1 og 2.

Stk. 6. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at erklæring, dokumentation, måling eller afprøvning som nævnt i stk. 1 og 2 i særlige tilfælde skal være verificeret af en sagkyndig institution eller virksomhed, som er godkendt af ministeren.

Stk. 7. Regler i medfør af stk. 5 og 6 fastsættes efter forhandling med miljøministeren.