LBK nr 2166 af 29/11/2021
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Ecodesignloven § 17
(Udelades)
Forarbejder til Ecodesignloven § 17
RetsinformationI lov nr. 450 af 31. maj 2000 om fremme af besparelser i energiforbruget foretages ændringer, som har til formål at indføre bestemmelser om offentliggørelse og videregivelse af oplysninger om resultater af tilsyn samt uddelegering af kontrolopgaver, som svarer til bestemmelserne i nærværende lovforslag.
Til nr. 1
(§ 17 a)
I medfør af lov nr. 450 af 31. maj 2000 om fremme af besparelser i energiforbruget er der udstedt et antal bekendtgørelser. I medfør af lovens § 17 fører Energistyrelsen tilsyn med overholdelsen af disse regler.
Som led i tilsynet foretages der blandt andet kontrol af, om forhandlerne af apparaterne har foretaget energimærkning af de udstillede apparater i butikkerne i overensstemmelse med reglerne. Der foretages endvidere kontrol af, om oplysningerne på de etiketter, der er udarbejdet af leverandørerne, er rigtige. Denne kontrol gennemføres bl.a. ved hjælp af måling af udvalgte apparaters energiforbrug m.v.
Med stk. 1 tilvejebringes der en klar lovhjemmel til at offentliggøre resultaterne af den omtalte kontrol. Der kan herunder fastsættes regler om adgang til at offentliggøre navnene på de juridiske og fysiske personer, over for hvem der er foretaget kontrol. Tilsynsmyndighedens afgørelser om påbud i medfør af lov om fremme af besparelser i energiforbruget vil også kunne offentliggøres i medfør af lovforslagets § 17. Offentliggørelsen vil også kunne omfatte modelbetegnelser for de apparater, som er blevet kontrolleret.
I medfør af stk. 2 kan ministeren fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelse. Offentliggørelse vil f.eks. kunne foregå ved udsendelse af en pressemeddelelse eller elektronisk på en relevant hjemmeside.
Stk. 3 giver ministeren hjemmel til at fastsætte regler om videregivelse af oplysninger om resultater af tilsyn til andre danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller private organisationer.
Bestemmelserne svarer med fornødne tillempninger til bestemmelserne om offentliggørelse i lovforslagets § 12. Der henvises derfor til bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til nr. 2
(§ 19, stk. 2)
Klima- og energiministeren har i medfør af den gældende § 19, stk. 2, hjemmel til at bemyndige en virksomhed eller en sagkyndig institution eller organisation til at udøve nærmere angivne beføjelser vedrørende kontrol, registrering m.v. i henhold til loven. Det fremgår imidlertid direkte af bemærkningerne til den gældende § 19, stk. 2, at adgangen til at udtage stikprøver efter lovens § 17, stk. 2, ikke kan uddelegeres til private.
Det foreslås at ændre § 19, stk. 2, således, at der skabes hjemmel til at uddelegere nærmere angivne kontrolopgaver til sagkyndige institutioner, organisationer og virksomheder m.v. Bestemmelsen svarer med fornødne tillempninger til forslagets § 13, stk. 4. Der henvises derfor til bemærkningerne til denne bestemmelse.