LBK nr 994 af 30/06/2025
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Dyrevelfærdsloven § 8
Det er forbudt at anvende kraftmaskiner ved forløsning af dyr.
Forarbejder til Dyrevelfærdsloven § 8
RetsinformationDer er i dyreværnslovgivningen fastsat et forbud mod anvendelse af kraftmaskiner ved forløsning af dyr. Der henvises til afsnit 2.2.1.1. i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås med lovforslagets § 8, at det er forbudt at anvende kraftmaskiner ved forløsning af dyr. Forbuddet mod anvendelse af kraftmaskiner ved forløsning af dyr i lovforslagets § 8 erstatter således det gældende forbud i § 3, nr. 5, i lov om værn for dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 335 af 8. juli 1983, som er holdt i kraft ved dyreværnslovens § 32, stk. 2, 2. pkt., og vil således fortsat gælde ved lovens ikrafttræden.
På baggrund af en udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd af juli 1987 er det Miljø- og Fødevareministeriets opfattelse, at mekaniske fødselshjælpere, der højst kan yde en trækkraft på 165 kg og har en sikkerhedsanordning, som sikrer at denne trækkraft ikke overskrides, ikke kan betegnes som kraftmaskiner. Kraftmaskiner, som ikke har en sikkerhedsanordning og som kan yde en trækkraft på mere end 165 kg er således efter ministeriets opfattelse omfattet af forbuddet. Det er ministeriets vurdering, at det kun er ved forløsning af større dyr, som f.eks. kreaturer, at anvendelse af mekaniske fødselshjælpere er relevant. Den trækkraft, en mekanisk fødselshjælper højst må yde, skal derfor ses i forhold til disse større dyr.