Dyrevelfærdsloven § 74

Til nr. 1

Overskriften til kapitel II i lov om mark- og vejfred, jf. lovbekendtgørelse nr. 1847 af 14. december 2015 (herefter mark- og vejfredsloven) lyder ”Erstatning for skade forvoldt af husdyr”.

Med lovforslagets § 74, nr. 1 foreslås overskriften ændret til ”Erstatning for skade forvoldt af husdyr, herunder særligt om forsikring og erstatning for skade forvoldt af løsgående heste”. Formålet er, at overskriften også er beskrivende for ændringen i lovforslagets § 74, nr. 2, hvormed der indsættes en række nye bestemmelser om løsgående heste.

Til nr. 2

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i form af § 4 a i det gældende kapitel II.

Det fremgår af § 3, stk. 1, i mark- og vejfredsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1847 af 14. december 2015 (herefter mark- og vejfredsloven), at kommer et husdyr uden hjemmel ind på anden mands grund, skal dyrets besidder erstatte den skade, dyret forvolder ved at nedtræde, afbide eller fortære afgrøder, beplantning eller bevoksning, beskadige hegn eller vandløb, oprode eller sammentræde jordbunden. Samme regel gælder om skade, dyret forvolder ved at angribe et andet husdyr eller på anden voldelig måde tilføje det legemsbeskadigelse.

Som besidder anses efter mark- og vejfredslovens § 2, stk. 2, enhver, der holder husdyr, uanset om ejendomsretten over disse tilkommer en anden.

Det bemærkes i den forbindelse, at hestens ejer i en række tilfælde vil være besidder af hesten. Besidderen kan dog efter bestemmelsen i mark- og vejfredsloven også være en anden. Opstaldning af en hest i en fremmed stald kan således antage en sådan karakter, at en anden end hestens ejer må anses som besidder. Der henvises i den forbindelse til Vestre Landsrets dom af 19. april 1994, der er refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1994, s. 573. Det fremgår af forarbejderne til mark- og vejfredsloven, jf. Rigsdagstidende 1952-53, tillæg A, side 2927 og 2928, som henviser til det udkast til forslag i betænkning, som er udarbejdet af den ved landbrugsministeriets skrivelse af 24. april 1946 nedsatte kommission angående revision af mark- og vejfredsloven, at den, der har et husdyr i varetægt i medfør af tjenesteforhold eller den, der rent midlertidigt, som f.eks. dyrlæge eller smed, har det til behandling i en andens interesse, ikke anses som besidder i lovens forstand.

Bestemmelsen i mark- og vejfredslovens § 3, stk. 1, indebærer et objektivt ansvar for besidder af husdyr for visse skadestyper forvoldt af husdyr. De skadestyper, der bl.a. er omfattet af ansvarsreglen i lovens § 3, stk. 1, er tingsskader i form af agrarisk skade, jf. bl.a. Vestre Landsrets dom af 31. august 1950 refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1950, s. 947/1, hvorefter besidder af nogle kreaturer var erstatningsansvarlig efter mark- og vejfredsloven for den skade, som disse kreaturer forvoldte ved at nedtrampe en sennepsafgrøde på anden mands mark. Der kan også være tale om tingsskade ved legemlig vold mod andre husdyr, jf. Vestre Landsrets dom af 16. september 1992 refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 944, hvorefter besidder af kvier blev anset for erstatningsansvarlig efter mark- og vejfredsloven efter, at kvierne var brudt ud af deres indhegning og ind i anden en indhegning med kreaturer, som kvierne fandtes at have angrebet på en sådan voldelig måde, at der var tilføjet en ko indre legemsskader af en sådan art, at nødslagtning var påkrævet.

Det objektive ansvar efter mark- og vejfredslovens § 3, stk. 1, omfatter ikke personskade og anden tingsskade end de ovenfor nævnte typer. Af mark- og vejfredslovens § 3, stk. 2, fremgår, at erstatning dog ikke kan kræves, hvis skaden er fremkaldt med forsæt eller uagtsomhed af skadelidte selv eller af en person, han har ansvar for. Er der skyld på begge sider, afgøres det efter fejlenes beskaffenhed, om erstatningen skal nedsættes eller helt bortfalde.

Det fremgår af § 3, stk. 3, at der om erstatningskravets gennemførelse gives regler i mark- og vejfredslovens kap. VII.

Af mark- og vejfredslovens § 4 fremgår, at ansvar for skade forvoldt af husdyr, som kan påhvile andre end besidderen, ikke berøres af mark- og vejfredslovens bestemmelser. Det samme gælder besidderens ansvar for skade, som ikke omfattes af erstatningsreglen i lovens § 3, stk. 1.

Ifølge forarbejderne til mark- og vejfredsloven, jf. Rigsdagstidende 1952-53, tillæg A, side 2927 og 2928, som henviser til det udkast til forslag i betænkning, som er udarbejdet af den ved landbrugsministeriets skrivelse af 24. april 1946 nedsatte kommission angående revision af mark- og vejfredsloven, er det hensigten med bestemmelsen i § 4 at udelukke tvivl om, at krav om erstatning i tilfælde, som ikke omfattes af erstatningsreglen i mark- og vejfredslovens § 3, stk. 1, kan gøres gældende i overensstemmelse med de almindelige erstatningsregler.

I §§ 30 a- 30 c i lov om hold af heste, jf. lovbekendtgørelse nr. 304 af 30. marts 2017 (hesteloven), er der fastsat regler om objektivt erstatningsansvar for ejer for løsgående heste samt krav om lovpligtig ansvarsforsikring.

Bestemmelserne i hesteloven om erstatning og forsikring for løsgående heste har til formål at sikre, at ejere af heste bliver forpligtet til at erstatte de skader, som løsgående heste forvolder, selv om der ikke er noget at bebrejde ejeren. Det objektive ansvar efter § 30 a, stk. 1, påhviler således ejeren af hesten og omfatter både personskade og tingsskade.

Med § 74, nr. 2, foreslås det som en ny bestemmelse i mark- og vejfredslovens § 4 a, at reglerne i mark- og vejfredslovens §§ 3 og 4 ikke skal finde anvendelse for skade forvoldt af løsgående heste. Den foreslåede bestemmelse til mark- og vejfredslovens § 4 a indebærer, at hvis den forvoldte skade er omfattet af bestemmelserne i den foreslåede nye bestemmelse i mark- og vejfredslovens § 4 b, stk. 1, om ejers erstatningsansvar, så finder bestemmelserne om besidders erstatningssvar i mark- og vejfredsloven § 3 ikke anvendelse.

Bestemmelserne i §§ 3 og 4 i mark- og vejfredsloven vil derfor kun finde anvendelse i forbindelse med visse tingsskader eller skader på andre dyr forvoldt af løsgående heste i de særlige tilfælde, hvor ingen ejer kan holdes ansvarlig efter den foreslåede nye bestemmelse i mark- og vejfredslovens § 4 b, stk. 1.

Det er Miljø- og Fødevareministeriets vurdering, at bestemmelser i hestelovens §§ 30 a- 30 c fortsat er relevante og derfor bør videreføres. Da hesteloven foreslås ophævet som led i ministeriets regelforenklingsarbejde og forslaget om en ny struktur for lovgivningen på dyrevelfærdsområdet, foreslås bestemmelserne om ejers erstatningsansvar for løsgående heste og lovpligtig ansvarsforsikring videreført i mark- og vejfredsloven. Med forslagets § 74, nr. 2, foreslås disse bestemmelser indsat i kapitel II i mark- og vejfredsloven.

Reglerne i hestelovens §§ 30 a-30 c blev vedtaget på baggrund af en række ulykker, hvor heste, der var brudt ud af deres indhegninger, havde været impliceret i sammenstød med biler. Disse ulykker medførte ofte både alvorlige personskader og omfattende økonomisk skade for de implicerede bilister. Da baggrunden således var ulykker forårsaget af heste, er det trods placeringen i hesteloven Miljø- og Fødevareministeriets opfattelse, at reglerne ikke er rettet mod æsler eller krydsninger mellem æsel og hest. De foreslåede nye bestemmelser i mark- og vejfredslovens §§ 4 b-4 d er således alene rettet mod heste.

De foreslåede nye bestemmelser i mark- og vejfredslovens §§ 4 b-4 d viderefører med enkelte justeringer bestemmelserne i hestelovens §§ 30 a-30 c og strafbestemmelsen i § 35, stk. 2.

Det foreslås endvidere at indsætte en ny bestemmelse i form af § 4 b i det gældende kapitel II.

Det fremgår af hestelovens § 30 a, stk. 1, at ejeren af en hest er forpligtet til at erstatte den skade, hesten forvolder, når den er løsgående. Har skadelidte medvirket til skaden, kan erstatningen dog nedsættes eller bortfalde.

Det fremgår endvidere af hestelovens § 30 a, stk. 2, at det påhviler ejeren af en hest at tegne forsikring, der dækker ansvaret i henhold til stk. 1. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte for erstatning efter stk. 1. Undtaget fra forsikringspligten er heste, der holdes af det offentlige.

I hestelovens § 35, stk. 2, er det endvidere fastsat, at den, der overtræder § 30 a, stk. 2, kan straffes med bøde.

I medfør af hestelovens § 30 a, stk. 3, 1. pkt., kan ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling fastsætte regler om forsikringspligtens gennemførelse. Det fremgår desuden af den gældende hestelovs § 30 a, stk. 3, 2. pkt., at hestelovens § 31 om, at dyreværnsorganisationer og andre organisationer, der særligt berøres af reglerne, skal have lejlighed til at udtale sig ved fastsættelse af regler i henhold til bestemmelserne i hesteloven, ikke finder anvendelse ved fastsættelse af regler i medfør af lovens § 30 a, stk. 2, 1. pkt.

Der er i medfør af hestelovens § 30 a, stk. 3, udstedt bekendtgørelse nr. 643 af 25. juni 2008 om ansvarsforsikring af løsgående heste.

Bestemmelserne i hesteloven om erstatning og forsikring for løsgående heste har til formål at sikre, at ejere af heste bliver forpligtet til at erstatte de skader, som løsgående heste forvolder. Bestemmelserne har endvidere til formål at sikre, at skadelidtes erstatningskrav vil kunne honoreres i de tilfælde, hvor det objektive ansvar vil gælde, hvilket er baggrunden for, at der er pligt til at tegne en ansvarsforsikring, således at erstatningskrav omfattet af det objektive ansvar er dækket af en forsikring. Heste kan reagere meget voldsomt, når der opstår situationer, som hesten opfatter som truende. Hestens reaktion kan indebære en ikke ubetydelig risiko for skade på personer og ting. Da en hest endvidere er et stort dyr, vil de skader, der forvoldes, kunne være af væsentligt omfang. Trafikulykker, der involverer løsgående heste, har således ofte store menneskelige og økonomiske konsekvenser for de involverede personer.

Som beskrevet ovenfor indeholder mark- og vejfredsloven i § 3 en regel om objektivt ansvar for besidderen for visse tingsskader forvoldt af husdyr, herunder heste.

Udover hesteloven og mark- og vejfredsloven indeholder Danske Lov 6-10-2 en regel om objektivt ansvar for personskade, der forvoldes af visse større husdyr, herunder heste. Ansvaret efter DL 6-10-2 påhviler dyrets ejer, men det er antaget i retspraksis, at reglen skal fortolkes i overensstemmelse med bestemmelserne i mark- og vejfredsloven og lov om hunde, hvorefter det objektive ansvar påhviler besidderen af dyret.

Det fremgår af den foreslåede nye bestemmelse i mark- og vejfredsloven § 4 b, stk. 1, at ejeren af en hest er forpligtet til at erstatte den skade, hesten forvolder, når den er løsgående. Har skadelidte medvirket til skaden, kan erstatningen dog nedsættes eller bortfalde.

Den foreslåede § 4 b, stk. 1, viderefører uændret hestelovens § 30 a, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer et objektivt ansvar for ejere af heste, således at hesteejere bliver forpligtet til at erstatte de skader, som en hest forvolder, mens den er løsgående, selv om der ikke er noget at bebrejde ejeren. Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte har medvirket til skaden.

Det objektive ansvar påhviler ejeren af hesten og omfatter både personskade og tingsskade.

Det objektive ansvar er begrænset til skader forvoldt af løsgående heste. Som løsgående anses heste, der har revet sig løs, heste, der går i en indhegning, samt heste, der bryder ud af en fold eller et indelukke. Heste med rytter anses derimod ikke for løsgående.

Ved sammenstød med en bil m.v. vil begge parter være omfattet af et objektivt ansvar, jf. færdselslovens § 101. I sådanne tilfælde må det afgøres på baggrund af en vurdering af begge parters uagtsomhed, om der er grundlag for at nedsætte erstatningen hos en af parterne som følge af egen skyld, men udgangspunktet vil være, at hver part bærer ansvaret for de skader, som modparten har lidt.

I det omfang en skade er dækket af en tingsforsikring, er der i henhold til erstatningsansvarslovens § 19, som ikke foreslås ændret, intet erstatningsansvar for skadevolderen, medmindre den erstatningsansvarlige har forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed, eller skaden er forvoldt ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed m.v.

Erstatningsansvarslovens § 19 indebærer, at skadelidte i disse tilfælde må rejse sit erstatningskrav mod det forsikringsselskab, hvor tingsforsikringen er tegnet, men skadevolder vil ifalde erstatningsansvar for et beløb svarende til en eventuel selvrisiko, der ikke er omfattet af forsikringsdækningen, jf. herved Vestre Landsrets dom af 31. august 1998 refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1606.

Erstatningsansvarslovens § 19 gælder dog ikke for erstatningsansvar, der er omhandlet i færdselslovens regler om ansvar for motordrevne køretøjer, eller som i øvrigt er dækket af den for køretøjet lovpligtige ansvarsforsikring, jf. samme lovs § 21.

Det fremgår af den foreslåede nye bestemmelse i § 4 b, stk. 2, at det påhviler ejeren af en hest at tegne forsikring, der dækker ansvaret i henhold til stk. 1. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte for erstatning efter stk. 1. Heste, der holdes af det offentlige, er undtaget fra forsikringspligten.

Med den foreslåede § 4 b, stk. 2, videreføres hestelovens § 30 a, stk. 2 med en sproglig justering af 3. pkt.

Den foreslåedes § 4 b, stk. 2, er ligesom stk. 1 alene rettet mod heste. Den foreslåede stk. 2 om, at der skal være tegnet en ansvarsforsikring for hesten, indebærer ikke, at der nødvendigvis skal være tegnet en særskilt forsikring. Kravet om tegning af en ansvarsforsikring vil derfor også være opfyldt i tilfælde, hvor erstatningskrav omfattet af ejerens objektive ansvar er dækket af f.eks. en landbrugsforsikring, familieforsikring eller anden bredere form for forsikring, der dækker erstatningsansvaret i henhold til lovforslaget.

Af den foreslåede nye bestemmelse i § 4 b, stk. 3, fastsættes, at den, der undlader at tegne en forsikring efter stk. 2 straffes med bøde. Den foreslåede strafbestemmelse viderefører hestelovens § 35, stk. 2, om bødestraf for overtrædelse af hestelovens § 30 a, stk. 2 (den foreslåedes § 4 b, stk. 2).

Med den foreslåede nye bestemmelse i mark- og vejfredslovens § 4 b, stk. 4, kan ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling fastsætte nærmere regler om forsikringspligtens gennemførelse. Den foreslåede § 4 b, stk. 4, viderefører uændret hestelovens § 30 a, stk. 3, 1. pkt. Hestelovens § 30 a, stk. 3, 2. pkt. videreføres ikke, da bestemmelsen ikke længere vil være relevant.

Med den foreslåede § 4 b, stk. 4, kan der fastsættes nærmere regler om eksempelvis mindstebeløb for person- og tingsskadedækning, forsikringsselskabers pligt til under visse forudsætninger at overtage forsikring for enhver forsikringspligtig samt indførelse af en puljeordning, hvorfra der udredes erstatning i tilfælde, hvor en skade forvoldes af hest, der ikke er omfattet af en forsikring. Der vil dermed kunne indføres en ordning svarende til den, der gælder vedrørende hunde. I medfør af hestelovens § 30 a, stk. 3, er udstedt bekendtgørelse nr. 634 af 25. juni 2008 om ansvarsforsikring af løsgående heste. Bekendtgørelsen forbliver gældende i medfør af lovforslagets § 70, stk. 5, indtil reglerne ophæves eller afløses af nye regler fastsat i medfør af den foreslåede nye bestemmelse i mark- og vejfredslovens § 4 b, stk. 4.

Det foreslås endvidere at indsætte en ny bestemmelse i form af § 4 c i det gældende kapitel II.

Det fremgår af hestelovens § 30 b, at bestemmelser i anden lovgivning om objektivt ansvar for skade forvoldt af løsgående heste, som påhviler hestens ejer eller andre, ikke finder anvendelse, hvis der kan pålægges ansvar i medfør af § 30 a, stk. 1. Bestemmelsen indebærer, at det objektive ansvar i medfør af hestelovens § 30 a går forud for bestemmelser i Danske Lov 6-10-2.

Den foreslåede nye bestemmelse i mark- og vejfredslovens § 4 c viderefører hestelovens § 30 b. Det fremgår således af den foreslåede § 4 c, at bestemmelser i anden lovgivning om objektivt ansvar for skade forvoldt af løsgående heste, som påhviler hestens ejer eller andre, ikke finder anvendelse, hvis der kan pålægges ansvar i medfør af den foreslåede nye bestemmelse i mark- og vejfredslovens § 4 b, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i § 4 c indebærer, at det objektive ansvar i medfør af § 4 b skal gå forud for bestemmelser i anden lovgivning, herunder Danske Lov 6-10-2. Det betyder, at Danske Lov 6-10-2 ikke vil finde anvendelse i de situationer, hvor både en besidder og en hesteejer ellers ville kunne pålægges et objektivt ansvar for den forvoldte person- eller tingsskade. Er besidderen en anden end ejeren, vil besidderen dog i disse situationer kunne pålægges et ansvar i medfør af dansk rets almindelige ulovbestemte erstatningsregel (culpareglen), hvis vedkommende har handlet uagtsomt eller forsætligt. Der vil endvidere kunne pålægges besidderen af en hest ansvar efter reglerne i Danske Lov i de tilfælde, hvor ingen ejer kan holdes ansvarlig efter den foreslåede § 4 b, stk. 1.

I tilfælde, hvor både en hesteejer (på objektivt grundlag) og en besidder (på culpagrundlag) er erstatningsansvarlige for en tings- eller personskade, vil de som udgangspunkt hæfte solidarisk over for skadelidte, jf. herved Østre Landsrets dom af 25. juni 1936 afgørelse refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1937, s. 158/2.

Den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem hestens besidder og ejeren af hesten, vil blive fastlagt i medfør af erstatningsansvarslovens § 25, som ikke foreslås ændret.

Dette indebærer, at hesteejeren - der i modsætning til besidderen skal have tegnet en lovpligtig ansvarsforsikring - kun kan gøre et regreskrav gældende, hvis besidderen har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, eller hvis skaden er forvoldt ved udøvelse af offentlig eller privat erhvervsvirksomhed m.v. Der kan dog også i disse tilfælde ved den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem ejeren og besidderen tages hensyn til foreliggende ansvarsforsikringer m.v.

Er også besidderen dækket af en ansvarsforsikring, vil den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden skulle foretages efter, hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt må anses for at være rimeligt.

Det foreslås endvidere at indsætte en ny bestemmelse i form af § 4 d i det gældende kapitel II.

Det fremgår af hestelovens § 30 c, stk. 1, at anlægger skadelidte sag mod forsikringsselskabet, skal selskabet tilsige ejeren af hesten til ethvert retsmøde med det varsel, som efter retsplejelovens § 175 gælder for vidner i borgerlige sager. Tilsigelsen skal indeholde oplysning om reglerne i § 30 c, stk. 2.

Af hestelovens § 30 c, stk. 2, fremgår, at enhver part, der tilsiges efter stk. 1, ved at fremsætte begæring herom til retsbogen kan indtræde som part i sagen. Indtræder parten ikke, er afgørelsen af erstatningsspørgsmålet ved dom eller forlig bindende for vedkommende.

Det fremgår af den foreslåede nye bestemmelse i mark- og vejfredslovens § 4 d, stk. 1, at anlægger skadelidte sag mod forsikringsselskabet, skal selskabet tilsige ejeren af hesten til ethvert retsmøde med det varsel, som efter retsplejelovens § 175 gælder for vidner i borgerlige sager. Tilsigelsen skal indeholde oplysning om reglerne i den foreslåede § 4 d, stk. 2.

Den foreslåede § 4 d, stk. 1, viderefører uændret hestelovens § 30 c, stk. 1.

Den foreslåede § 4 d, stk. 2, indebærer, at en hesteejer, der tilsiges efter bestemmelsen, på begæring kan indtræde som part i en sådan sag. Sker en sådan indtrædelse ikke, skal afgørelsen af erstatningsspørgsmålet ved dom eller retsforlig være bindende for ejeren.

Det fremgår af den foreslåede nye bestemmelse i § 4 d, stk. 2, at enhver part, der tilsiges efter stk. 1, ved at fremsætte begæring herom til retsbogen kan indtræde som part i sagen. Indtræder parten ikke, er afgørelsen af erstatningsspørgsmålet ved dom eller forlig bindende for vedkommende. Bestemmelsen indebærer, at en hesteejer, der tilsiges efter det foreslåede stk. 1, på begæring kan indtræde som part i en sådan sag, og sker en sådan indtrædelse ikke, vil afgørelsen af erstatningsspørgsmålet ved dom eller retsforlig være bindende for ejeren.

Den foreslåede § 4 d, stk. 2, viderefører uændret hestelovens § 30 c, stk. 2.

Til nr. 3

Det fremgår af mark- og vejfredsloven § 31, stk. 3, at de i lovens § 15 omhandlede forseelser er undergivet offentlig påtale. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen i mark- og vejfredslovens § 31, jf. Rigsdagstidende 1952-53, tillæg A, side 2927 og 2928, som henviser til det udkast til forslag i betænkning, som er udarbejdet af den ved landbrugsministeriets skrivelse af 24. april 1946 nedsatte kommission angående revision af mark- og vejfredsloven, er disse forseelser undergivet offentlig påtale, da der er tale om et område, hvor offentlige interesser griber ind, og det er derfor anset for rimeligt, at disse forseelser undergives offentlig påtale.

Efter hestelovens § 35, stk. 2, straffes overtrædelser af hestelovens § 30 a, stk. 2, med bøde.

Med den foreslåede § 74, nr. 3, foreslås bestemmelsen i mark- og vejfredslovens § 31, stk. 3, udvidet, så det fremgår, at sager efter § 4 b, stk. 3, om bøde for undladelse af at tegne forsikring efter § 4 b, stk. 2, undergives offentlig påtale.

Den foreslåede ændring af § 31, stk. 3, er en konsekvens af lovforslagets § 74, nr. 2, hvorved det bl.a. foreslås, at bestemmelsen i hestelovens § 35, stk. 2, indarbejdes i mark- og vejfredslovens med den foreslåede nye bestemmelse i § 4 b, stk. 3.

Til nr. 4

Efter hestelovens § 35, stk. 4, kan selskaber m.v. (juridiske personer) pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Mark- og vejfredsloven indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse.

I henhold til hestelovens § 35, stk. 2, kan den, der overtræder forsikringspligten i hestelovens § 30 a, stk. 2, straffes med bøde. Forsikringspligten påhviler hesten ejer, som kan være en person eller et selskab m.v.

Særligt landbrug ejes og drives i dag i stigende grad i selskabsform, og det er Miljø- og Fødevareministeriets vurdering, at det er hensigtsmæssigt, at mark- og vejfredsloven suppleres med regler, hvorefter også juridiske personer kan pålægges strafansvar for overtrædelse af lovens bestemmelser.

Det foreslås derfor med § 74, nr. 4, som en ny bestemmelse i § 31, stk. 4, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Med den forslagets § 74, nr. 4, foreslås derfor en ny bestemmelse i mark- og vejfredslovens § 31, stk. 4, om at selskaber m.v. (juridiske personer) pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Bestemmelsen viderefører således hestelovens § 35, stk. 4, hvorefter virksomheder m.v., som ejer en eller flere heste, kan straffes med bøde for overtrædelse af forsikringspligten i den foreslåede nye bestemmelse i mark- og vejfredsloven § 4 b, stk. 2, men bestemmelsen finder også anvendelse for så vidt angår de overtrædelser, der er strafbelagt i mark- og vejfredsloven som f.eks. § 13, stk. 1, hvorefter besidder kan straffes med bøde, hvis husdyr, der er til væsentlig gene, uden hjemmel færdes løse på fremmed grund.