LBK nr 994 af 30/06/2025
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Dyrevelfærdsloven § 26
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om forbud mod aflivning, herunder slagtning, af drægtige landbrugsdyr og heste. Ministeren kan fastsætte regler om, i hvilken periode af drægtigheden forbuddet skal gælde, og om, hvordan og af hvem aflivning, herunder slagtning, skal foretages.
Stk. 2. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om håndtering af fostre i forbindelse med aflivning, herunder slagtning, af drægtige landbrugsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden.
Forarbejder til Dyrevelfærdsloven § 26
RetsinformationLov om forbud mod slagtning og aflivning af drægtige produktionsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden forbyder med visse undtagelser slagtning og aflivning af drægtige produktionsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden. Der henvises til afsnit 2.6.1.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Med den foreslåede § 26, stk. 1, bemyndiges ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling til at fastsætte regler om forbud mod aflivning, herunder slagtning af drægtige landbrugsdyr og heste. Herudover kan ministeren fastsætte regler om, i hvilken periode af drægtigheden forbuddet skal gælde, og om, hvordan og af hvem aflivning, herunder slagtning, skal foretages.
Bemyndigelsen i den foreslåede § 26 påtænkes således i første omgang anvendt til i bekendtgørelsesform at fastsætte regler svarende til dem, der i dag findes i lov om forbud mod slagtning og aflivning af drægtige produktionsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden.
I bekendtgørelsesform vil der blive fastsat undtagelser fra slagteforbuddet, når der er tale om nødslagtning af dyr på bedriften eller slagtning af dyr, der i modstrid med transportforbuddet, er blevet transporteret til slagteri med henblik på slagtning, samt aflivning af dyr med injektion af bedøvelsesmiddel (barbiturater), aflivning som led i offentlig sygdomsbekæmpelse eller aflivning som led i tekniske eller videnskabelige undersøgelser, der udføres under tilsyn af Dyreforsøgstilsynet. Den praktiske konsekvens heraf er således, at alene hjemmeslagtning er forbudt.
Slagteforbuddet vil ikke gælde, hvis der er tale om nødslagtning, hvor dyret aflives på bedriften.
Af den foreslåede § 26, stk. 1, fremgår, at bemyndigelsen angår landbrugsdyr og heste. Dette indebærer en ændring af terminologien i det gældende forbud, som angår ”produktionsdyr” og heste. Der er med den ændrede terminologi ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring, men udelukkende en sproglig præcisering.
Ved ”landbrugsdyr” forstås dyr, som holdes med henblik på produktion af fødevarer, uld, skind eller pels eller med henblik på andre landbrugsmæssige formål. Forbuddet omfatter således både traditionelle landbrugsdyr som kvæg, svin, får, geder og andre dyr, som holdes til landbrugsmæssige formål, som f.eks. farmede hjorte, kaniner, og pelsdyr. I lighed med de gældende regler omfatter den foreslåede § 26, stk. 1 – ud over landbrugsdyr – specifikt heste, idet de fleste heste i dag ikke holdes til landbrugsmæssigt formål.
I forhold til gældende regler vil der ifølge den foreslåede § 26, stk. 1, 2. pkt., også kunne udstedes forbud mod slagtning og aflivning af drægtige landbrugsdyr og heste i andre perioder end den sidste tiendedel af drægtigheden, og der vil kunne fastsættes bestemmelser om, at andre end dyrlæger, eller personer under en dyrlæges tilsyn, kan foretage nødslagtning eller slagtning efter indtransport til slagteri. Dette skal ses i lyset af, at ny viden på området kan betinge fornyede overvejelser vedrørende disse forhold.
Med lovforslagets § 26, stk. 2, bemyndiges ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling til at fastsætte regler om håndtering af fostre i forbindelse med aflivning, herunder slagtning af drægtige landbrugsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden. Der er tale om en videreførelse af bemyndigelsen i § 2, stk. 3, i lov om forbud mod slagtning og aflivning af drægtige produktionsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden. Da fostre, som udgangspunkt ikke er omfattet af lovforslaget, herunder lovforslagets øvrige bestemmelser om aflivning, herunder slagtning, er en særlig bemyndigelse til at fastsætte regler om håndtering af fostre nødvendig. Bemyndigelsen giver mulighed for eventuel fastsættelse af en minimumsperiode fra slagtning af moderdyret til udtagning af fosteret med henblik på at sikre, at fosteret er dødt ved udtagning. Hvis fostret ikke er dødt, når det tages ud af moderdyret, kan det ikke afvises, at der opstår dyreværnsmæssige problemer, idet fostret muligvis kan opleve smerte. Bemyndigelsen er ikke udnyttet i de gældende regler, men det kan ikke udelukkes, at ændrede slagtemetoder kan indebære et behov for at fastsætte regler i fremtiden.
Bemyndigelserne i den foreslåede § 26 vil i første omgang blive anvendt til at udstede en bekendtgørelse, som indeholder de materielle bestemmelser, der i dag er fastsat i lov om forbud mod slagtning og aflivning af drægtige produktionsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden.
Ved vurderingen af, om et dyr er blevet aflivet, herunder slagtet, i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden, skal der tages hensyn til, at et dyrs drægtighedsperiode bl.a. afhænger af dyrets art, race og alder, fosterets køn, om moderdyret har født en eller flere gange før og tidspunktet på året. Det er derfor ikke muligt præcist at angive det enkelte dyrs drægtighedsperiode.
Ved håndhævelse af den foreslåede § 26 vil der tages udgangspunkt i den for den enkelte dyreart gennemsnitlige drægtighedsperiode.
Nedenfor gengives i skematisk form en oversigt over den gennemsnitlige længde af forskellige dyrearters drægtighedsperioder og den sidste tiendedel heraf afrundet til hele dage.
Dyreart | Drægtighedsperiodens længde | En tiendedel af drægtighedsperioden |
---|---|---|
Heste | 340 dage | 34 dage |
Kvæg | 282 dage | 28 dage |
Får | 148 dage | 15 dage |
Geder | 150 dage | 15 dage |
Svin | 114 dage | 11 dage |
Hjorte | 234 dage | 23 dage |
Kaniner | 31 dage | 3 dage |
Mink | 50 dage | 5 dage |
Ræve | 52 dage | 5 dage |
Ildere/fritter | 42 dage | 4 dage |
Der er ikke nogen dyrevelfærdsmæssige forhold, der tilsiger, at højdrægtige dyr i højere grad end andre dyr udsættes for smerte, lidelse, angst m.v., når de slagtes, forudsat at gældende regler vedrørende aflivning, herunder slagtning, overholdes. Den foreslåede bestemmelse i § 26, som giver ministeren bemyndigelse til bl.a. at videreføre regler i lov om forbud mod slagtning og aflivning af drægtige produktionsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden i bekendtgørelse, afspejler således dyreetiske hensyn.