Dyrevelfærdsloven § 2

I dyreværnslovens § 1 er det fastsat, at dyr er levende væsener, som skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Dyreværnslovens § 1 og § 2 fastlægger den generelle norm for, hvordan dyr skal behandles. De øvrige bestemmelser i dyreværnsloven og de tilknyttede administrative forskrifter, skal alle ses i lyset af dyreværnslovens § 1 og § 2. Der henvises til afsnit 2.1.1.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Med lovforslagets § 2, foreslås, at dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Lovforslagets § 2 viderefører uændret § 1 i dyreværnsloven. Lovforslagets § 2 vil omfatte alle dyr, både vildtlevende dyr og dyr, som holdes af mennesker. Bestemmelsen retter sig mod enhver, og ikke alene mod dem, der holder dyr.

Med udtrykket, at dyr ”er levende væsener” understreges og tydeliggøres det, at dyr ikke efter lovforslaget er ting. Lovforslagets bestemmelser vil som udgangspunkt ikke finde anvendelse på udviklingsstadier (fostre) indtil fødsel eller klækning, jf. dog forslagets § 26, stk. 2.

Udtrykket ”bedst muligt” er dynamisk, da den bedst mulige beskyttelse af et dyr vil afhænge af dyrets art, race eller type, og hvad der foreligger af anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer, herunder også hvad der i øvrigt til enhver tid findes af mulige behandlingsmetoder, aflivningsmetoder m.v.

Ved ”anerkendte praktiske” erfaringer forstås i lovforslaget viden, som vil være hævet over enhver tvivl, og som vil være opnået ved praktisk deltagelse i hold af landbrugsdyr eller ved udførelse af klinisk veterinær praksis. Ved ”videnskabelige” erfaringer forstås i lovforslaget resultater, der vil være offentliggjort efter peer review i internationalt almindeligt kendte og anerkendte tidsskrifter, eller af en internationalt almindelig kendt og anerkendt videnskabelig institution.

Udtrykket ”bedst muligt” indeholder endvidere en erkendelse af, at det ikke i alle tilfælde vil være muligt at undgå at påføre dyr smerte eller angst m.v. Som eksempel kan nævnes, at det kan være nødvendigt at binde eller fiksere et dyr i forbindelse med en dyrlæges behandling af dyret med en skade eller sygdom. En sådan begrænsning af dyrets bevægelsesfrihed kan medføre, at dyret føler angst, ligesom en given behandling kan påføre dyret en forbigående smerte eller angst. Et andet eksempel er, at et dyr, f.eks. en hund, har behov for at få klippet kløer, hvilket for nogle hunde opleves meget ubehageligt. En sådan behandling er dog nødvendig for, at hunden ikke senere får skader på grund af for lange kløer.

Der vil også være situationer, hvor hensynet til hurtigt at kunne begrænse smittespredning til dyr og mennesker vil veje tungere, end at anvende den dyrevelfærdsmæssigt mest optimale aflivningsmetode. Dette kan f.eks. være tilfældet i forbindelse aflivning af skadedyr, såsom rotter.

Udtrykkene ”smerte, lidelse og angst” omfatter både den fysiske påvirkning og anden påvirkning, som et dyr kan blive udsat for. Med udtrykket ”varigt mén” strækkes beskyttelsen videre end til smerte, idet der tænkes på den varige skade, som et dyr kan blive udsat for. Endelig skal dyret beskyttes mod væsentlig ulempe. Forudsætningen om, at ulempen skal være væsentlig, betyder, at den ulempe, der f.eks. vil være forbundet med isætning af øremærker, blodprøvetagning, injektioner, herunder vaccination, eller lignende mindre indgribende behandlinger af dyr, vil være undtaget fra bestemmelsens anvendelsesområde.