Dyrevelfærdsloven § 47

Dyreværnsloven § 24 b, stk. 1, 1. pkt., giver ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling hjemmel til at meddele de påbud og forbud, der anses for nødvendige til at sikre overholdelsen af loven eller regler fastsat i medfør af loven eller af Den Europæiske Unions forordninger om forsvarlig behandling af dyr og om beskyttelse af dyrs velfærd. Efter dyreværnsloven § 24 b, stk. 1, 2. og 3. pkt., skal påbud og forbud som udgangspunkt meddeles skriftligt, og der skal forinden ske en høring af den ansvarlige. I henhold til § 24 b, stk. 2, kan disse krav fraviges, hvis det er nødvendigt af hensyn til dyrevelfærden.

Efter dyreværnsloven § 24 b, stk. 3, har politiets pålæg, meddelt efter § 21 vedrørende samme forhold, fortrinsret i forhold til påbud og forbud meddelt efter § 24 b, stk. 1. Det skal dog bemærkes, at hjemlen i § 24 b, stk. 1, til at meddele påbud vil kunne anvendes i forhold til enhver overtrædelse af dyreværnsloven eller regler fastsat i medfør heraf, mens politiets hjemmel til pålæg efter § 21 er forbeholdt situationer, hvor der er tale om uforsvarlig behandling af dyr.

Der henvises til afsnit 2.15.1. i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås at videreføre disse bestemmelser om påbud og forbud, idet dog de udtrykkelige krav om skriftlighed og høring udgår, da de ikke afviger fra forvaltningslovens generelle regler. Desuden foreslås indsat hjemmel til, at tilsynsmyndigheden kan gennemføre påbud eller forbud for den ansvarliges regning.

Den foreslåede § 47, stk. 1, giver ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling hjemmel til at meddele de påbud og forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelsen af loven eller regler fastsat i medfør af loven eller af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, som er omfattet af denne lov.

Med bestemmelsen, som indholdsmæssigt svarer til bl.a. § 63 i lov om hold af dyr og § 34 i lov om dyrlæger, foreslås det, at tilsynsmyndighedernes muligheder for at meddele påbud og forbud videreføres, idet den dog udvides, så den også vil kunne omfatte myndigheder uden for ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestillings ressort, når disse har fået delegeret kontrolopgaver, jf. lovforslagets § 52, stk.2.

Indholdet i de enkelte påbud og forbud vil afhænge af den konkrete situation.

Et påbud er en afgørelse, der præciserer, hvordan den ansvarlige skal overholde lovgivningen. Påbud meddeles som udgangspunkt skriftligt med angivelse af frist for efterkommelse. Som eksempel kan nævnes påbud om at overføre dyr til sygesti og iværksætte behandling og påbud om at nedsætte belægningen i et kyllingehus.

Forbud er, ligesom påbud, afgørelser, der præciserer, hvad landmanden skal undlade at gøre for at overholde lovgivningen. Som eksempel kan nævnes forbud mod at transportere et dyr, som ved kontrollen vurderes ikke-transportegnet, og forbud mod at anvende en stald indtil nødvendige reparationer er gennemført. Som illustreret ved det sidste eksempel kan et forbud være midlertidigt, og i den situation vil det typisk blive ophævet, når tilsynsmyndigheden har konstateret, at forholdene er bragt i orden.

Ud over påbud om helt konkrete handlinger vil der eksempelvis også kunne gives påbud om at fremsende dokumentation for, at der vil blive rettet op på overtrædelser. Således vil der som led i sanktioneringen af dyrevelfærdsmæssige problemer i et kyllingehus som hidtil kunne gives den ansvarlige producent påbud om at fremsende en skriftlig redegørelse for de nødvendige tiltag. Der kan i den forbindelse både fastsættes en frist for indsendelse af redegørelse og en frist for gennemførelse af de nødvendige tiltag. Hvis tilsynsmyndigheden vurderer, at de i redegørelsen beskrevne tiltag ikke vil være tilstrækkelige, vil producent gennem yderligere påbud eller forbud, eksempelvis påbud om reduktion af belægning eller forbud mod anvendelse af det pågældende kyllingehus, kunne blive pålagt midlertidige begrænsninger indtil de efter tilsynsmyndighedens vurdering nødvendige tiltag er gennemført.

Som yderligere eksempel kan nævnes påbud om aflivning af et dyr, hvis det skønnes nødvendigt for at undgå unødige lidelser. Dyrlæger ansat hos en tilsynsmyndighed skal således i disse situationer meddele påbud om aflivning i medfør af denne bestemmelse og ikke give pålæg om aflivning, jf. lovforslagets § 39, stk. 2, hvis vedkommende på myndighedens vegne vurderer, at aflivning er nødvendig. På samme måde som anført under bemærkninger til lovforslagets § 39, stk. 1, i relation til anmeldepligten kan disse dyrlæger vælge at give pålæg, men dette vil givet fald være uden for myndighedsudøvelsen, og være dyrlægens personlige afgørelse og ansvar.

Som udgangspunktet skal påbud og forbud meddeles til den ansvarlige for dyreholdet, altså typisk besætningsejeren eller den driftsansvarlige. Dog kan tilsynsmyndigheden i nødvendigt omfang meddele påbud og forbud til personer, der repræsenterer besætningsejeren, slagteriet eller et samlested, for eksempel en ansat, der i kontrolsituationen håndterer dyrene, uden at disse personer som sådan er ansvarlige for dyreholdet. Muligheden for at meddele påbud og forbud til den person, som aktuelt håndterer et dyr, gælder også i tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden ikke umiddelbart kan fastslå det formelle ejer- eller ansvarsforhold.

I de fleste tilfælde forudsætter påbud og forbud, at tilsynsmyndigheden har konstateret en overtrædelse. Det vil dog fortsat være muligt at meddele påbud og forbud allerede på det tidspunkt, hvor det er åbenlyst, at der vil ske en overtrædelse af reglerne, hvis forholdet ikke rettes. Som eksempel kan nævnes et tilfælde, hvor den tilsynsførende ved indladningskontroller i forbindelse med transport af dyr ud fra besigtigelse af antal dyr og dokumentkontrol vurderer, at en gennemførelse af den planlagte transport vil indebære en overtrædelse af dyrevelfærdsreglerne. I en sådan situation vil der, før transporten er startet, eksempelvis kunne gives påbud om at reducere antal dyr i den planlagte transport.

De udtrykkelige bestemmelser i dyreværnslovens § 24 b, stk. 1, om skriftlighed og høring i relation til påbud og forbud foreslås ikke videreført i lovforslaget. Der er dog ikke derved tilsigtet en ændring i retstilstanden, da disse krav til myndighedernes sagsbehandling allerede følger af de generelle forvaltningsretlige regler.

Med hjemmel i forslagets § 47, stk.2, kan ministeren bestemme, at påbud eller forbud meddelt i henhold til stk. 1 skal gennemføres for den ansvarliges regning.

Med bestemmelsen gives der tilsynsmyndighederne hjemmel til at gennemføre de foranstaltninger, som er nødvendige for helt eller delvis at leve op til et meddelt forbud eller påbud, og at pålægge den ansvarlige at refundere tilsynsmyndigheden de dermed forbundne udgifter.

Bestemmelsen, der indholdsmæssigt svarer til retstilstanden i relation til politiets pålæg efter lovforslagets §§ 40 og 41, vil kunne anvendes i situationer, hvor det er dyrevelfærdsmæssigt nødvendigt at gennemføre foranstaltningerne, og den ansvarlige enten ikke kan eller ikke vil gøre dette inden for en rimelig frist. Bestemmelsen vil eksempelvis kunne anvendes i en situation, hvor det for at undgå unødig lidelse vurderes nødvendigt at aflive et dyr omgående, men hvor ejeren ikke er til stede og derfor ikke kan foretage det nødvendige. Bestemmelsen giver således på samme måde, som lovforslagets § 39, stk. 3, hjemmel til aflivning, hvis det er nødvendigt for at hindre unødige alvorlige lidelser for dyret. Dyrlæger ansat hos en tilsynsmyndighed skal således anvende hjemlen i lovforslagets § 47, stk. 2, når vedkommende handler på myndighedens vegne. Det henvises i den forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets § 39, hvorefter disse dyrlæger ikke er underlagt det særlige ansvar for dyrlæger efter § 39, når der handles på tilsynsmyndighedens vegne.

Forslagets § 47, stk. 3, indebærer, at der ikke kan meddeles påbud eller forbud efter stk. 1, hvis politidirektøren i forvejen har meddelt den ansvarlige for dyreholdet pålæg efter lovforslagets § 40 vedrørende samme forhold. Et påbud eller forbud meddelt i medfør af stk. 1 bortfalder, hvis politidirektøren efterfølgende meddeler den ansvarlige for dyreholdet pålæg efter § 40 vedrørende samme forhold.

Med bestemmelse opretholdes forrangen for politiets pålæg, og det sikres således, at der ikke kan opstå situationer, hvor den ansvarlige i relation til samme forhold er underlagt pålæg fra politiet og påbud eller forbud meddelt af tilsynsmyndigheden, som strider mod hinanden.