Dyrevelfærdsloven § 40

For gældende lovgivning om særlige opgaver for dyrlæger og politi henvises til afsnit 2.13.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Med lovforslagets § 40, stk. 1, foreslås, at behandles et dyr uforsvarligt, kan politidirektøren give den ansvarlige pålæg om dyrets behandling. Er dyret sygt eller kommet uhelbredeligt til skade, kan politidirektøren meddele pålæg om aflivning af dyret, hvis det vil medføre unødig lidelse for dyret at lade det leve.

Lovforslagets § 40, stk. 1, er en uændret videreførelse af dyreværnslovens § 21, stk. 1.

Lovforslagets § 40, stk. 1, giver politidirektøren mulighed for at meddele den ansvarlige for et dyr eller et dyrehold pålæg om dyrets eller dyrenes behandling. Pålægget kan anvendes bredt og kan eksempelvis være rettet mod fodring, vanding, opstaldningsforhold, beskyttelse mod vejr og vind, sygdomsbehandling m.m. Er et dyr sygt eller kommet uhelbredeligt til skade, kan der meddeles påbud om aflivning af dyret.

Med den ansvarlige tænkes på den, der har det daglige ansvar for dyret. Det kan f.eks. være ejeren af dyret, den, der i et dyrehold udfører opgaver i forbindelse med dyret, eller en nabo, der har påtaget sig af passe en hund, medens ejeren er bortrejst. Den ansvarlige for dyret kan straffes med bøde eller fængsel, såfremt et pålæg ikke efterkommes, jf. lovforslagets § 58, stk. 6.

Med lovforslagets § 40, stk. 2, foreslås, at pålæg skal meddeles skriftligt. Inden der meddeles pålæg, skal politidirektøren indhente en erklæring fra en dyrlæge fra Fødevarestyrelsen eller om fornødent en praktiserende dyrlæge. Endvidere skal den, der har ansvaret for dyret, have lejlighed til at udtale sig.

Lovforslagets § 40, stk. 2, er en videreførelse af dyreværnslovens § 21, stk. 2, dog således at det i lovforslagets § 40, stk. 2, foreslås, at den dyrlæge, som politiet skal indhente en erklæring fra før, der udstedes et pålæg, som udgangspunkt skal være fra Fødevarestyrelsen.

Det er i dag almindelig praksis, at politiet som udgangspunkt indhenter erklæring fra en dyrlæge fra Fødevarestyrelsen. Dette skal ses i lyset af, at det er Fødevarestyrelsens dyrlæger, der udfører kontroller på dyrevelfærdsområdet, hvilket indebærer, at der dermed løbende er fokus på at ensarte kontrollen. I situationer, hvor politiet ikke indhenter erklæring fra Fødevarestyrelsens dyrlæger, kan der være en risiko for, at vurderingen af overtrædelsen afviger fra den normale praksis, som er lagt på området. Dertil kommer, at der kunne opstå habilitetsproblemer, hvis en praktiserende dyrlæge har eller har haft den dyreejer, som sagen drejer sig om, som kunde. Det kan dog i ganske særlige situationer være hensigtsmæssigt, at politiet har mulighed for at indhente erklæringen fra en praktiserende dyrlæge. Der kunne f.eks. være tale om en situation, hvor der er behov for en ganske særlig ekspertise i forbindelse med eksotiske dyr, eller hvor særlige smittemæssige hensyn eller evt. en tidsmæssig faktor gør sig gældende.

Det foreslås, at pålægget skal meddeles skriftligt, og at den ansvarlige for dyret skal have lejlighed til at udtale sig.

Af hensyn til retsvirkningerne af pålægget er det hensigtsmæssigt, at der i pålægget meddeles en konkret frist for den ansvarlige for dyret eller dyrene til at iværksætte fornødne foranstaltninger. Såfremt pålægget ikke efterkommes, vil fristen tydeliggøre, hvornår politiet kan skride ind, jf. lovforslagets § 41. Ved fastsættelse af fristen skal der tages hensyn til forholdene for dyrene, og fristen kan således variere fra få timer til dage eller uger. Pålægget skal indeholde en klagevejledning, hvoraf det skal fremgå, at en klage over pålægget skal indgives til Rigspolitichefen. Det skal endvidere fremgå, at pålægget kan indbringes for domstolene, og at begæring herom skal fremsættes overfor politiet inden for 14 dage, jf. lovforslagets § 42. Indbringelse for domstolene har ikke opsættende virkning, jf. lovforslagets § 42. At der klages til Rigspolitichefen har heller ikke opsættende virkning. En klage vil i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper ikke have opsættende virkning, medmindre Rigspolitichefen beslutter at tillægge klagen opsættende virkning. Det vil bl.a. være relevant, hvis politiets afgørelse medfører uoprettelige følger, f.eks. aflivning af dyr. Der vil alene være tale om aflivning af dyr i medfør af lovforslagets § 41, stk. 2, og såfremt, at aflivningen af dyret sker af andre årsager end for at afværge væsentlig lidelse for dyret eller dyrene.

Med lovforslagets § 40, stk. 3, foreslås, at stk. 2 kan fraviges i det omfang, det er nødvendigt for at afværge en væsentlig lidelse for dyret.

Lovforslagets § 40, stk. 3, er en uændret videreførelse af dyreværnslovens § 21, stk. 3.

Lovforslagets § 40, stk. 3, giver mulighed for at en eller flere af procedurerne i lovforslagets § 40, stk. 2, kan undlades, hvis det vil forsinke sagen til væsentlig lidelse for dyret. Det kunne f.eks. være nødvendigt med et øjeblikkeligt pålæg om fodring og vanding af dyr uden at afvente en dyrlægeerklæring. Bestemmelsen giver også mulighed for mundtligt at give et aflivningspålæg, hvis det vil medføre væsentlig lidelse for dyret at afvente et skriftligt pålæg. Pålæg vil også kunne meddeles uden, at den ansvarlige for dyret har haft lejlighed til at udtale sig, hvis denne f.eks. er bortrejst.

Med lovforslagets § 40, stk. 4, foreslås, at politidirektøren afholder omkostningerne ved sagens behandling, men kan kræve beløbet refunderet af den, der har fået pålæg.

Lovforslagets § 40, stk. 4, er en videreførelse af dyreværnslovens § 21, stk. 4, dog således at bestemmelsen om, at refusionskravet kan tillægges udpantningsret ikke er videreført. Bestemmelsen er overflødig, idet et sådant refusionskrav er omfattet af § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015.

Det følger af lovforslagets § 40, stk. 4, at omkostningerne i forbindelse med sagen i første omgang afholdes af politidirektøren. Der kan f.eks. være tale om udgifter til indkøb af foder, udgifter til dyrlæge ved aflivning af dyr, udgifter til pasning af dyr m.m. Det følger endvidere af bestemmelsen, at politiet kan kræve beløbet refunderet af den, der har fået pålæg.