Dyrevelfærdsloven § 39

For gældende lovgivning om særlige opgaver for dyrlæger og politi henvises til afsnit 2.13.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Med lovforslagets § 39, stk. 1, foreslås, at en dyrlæge, der bliver bekendt med, at et dyr behandles uforsvarligt, skal anmelde forholdet til politiet. Dette gælder dog ikke, hvis forholdet ikke er groft og i øvrigt straks rettes.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at anmeldelse skal ske, når der er tale om forhold, som må anses for at være i strid med lovforslagets §§ 2 og 3, og som indebærer uforsvarlig behandling af dyr, som ikke rettes straks, eller groft uforsvarlig behandling af dyr.

Lovforslagets § 39, stk. 1, er en uændret videreførelse af dyreværnslovens § 20, stk. 1.

Lovforslagets § 39, stk. 1, er rettet mod autoriserede dyrlæger. Denne begrænsning er fundet naturlig under hensyn til de forpligtelser, der i henhold til lov om dyrlæger, jf. lovbekendtgørelse nr. 48 af 11. januar 2017 følger af autorisationen. Det findes ikke fornødent i forslagets tekst at anvende udtrykket autoriseret dyrlæge, idet det følger af § 2, stk. 2, i lov om dyrlæger, at ret til at betegne sig som dyrlæge har kun den, der har modtaget autorisation som dyrlæge.

Hensigten med lovforslagets § 39, stk. 1, er i første række at give støtte til den dyrlæge, som konstaterer, at et dyrehold bliver behandlet uforsvarligt, og som af hensyn til forholdet mellem dyrlægen og dyreejeren, som typisk er dyrlægens kunde, kan være fristet til ikke at anmelde forholdet.

Det følger af lovforslagets § 39, stk. 1, at en dyrlæge, der bliver bekendt med, at et dyr behandles uforsvarligt, som udgangspunkt skal anmelde forholdet til politiet, anmeldepligten gælder dog ikke, hvis forholdet ikke er groft, og hvis det straks rettes. Begge betingelser skal således være opfyldt, for at dyrlægen kan undlade at anmelde forholdet, og dyrlægen skal i den situation sikre sig, at forholdet rettes. Der er en vis fleksibilitet i ordet ”straks”. Hvor lang tid, det er forsvarligt at lade gå, før forholdet rettes, må bero på en konkret vurdering af dyrets situation. Hvis der er tale om groft uforsvarlig behandling af dyr, herunder vanrøgt og mishandling, skal dyrlægen anmelde forholdet, også selvom det straks rettes.

Lovforslagets § 39, stk. 1, gælder i de tilfælde, hvor dyrlægen har tilset, undersøgt eller behandlet de(t) pågældende dyr, eller personligt på anden måde har konstateret uforsvarlig behandling af dyr. Dette kunne f.eks. være observation af dyr på en mark uden for dyrlægens bolig eller ved analyse af indsendt materiale fra dyr. Bestemmelsen gælder derimod ikke, hvis en dyrlæge informeres om uforsvarlig behandling af dyr af tredjemand eller f.eks. ser dette på fjernsyn. En dyrlæge kan opfordre tredjemand til selv at anmelde forholdet eller dyrlægen kan vælge selv at anmelde det, uanset denne ikke er forpligtet til det.

Som følge af det individuelle strafferetlige ansvar, som en dyrlæge har i medfør af lovforslagets § 58, stk. 7, er det ikke muligt for en arbejdsgiver at pålægge ansatte dyrlæger at forelægge alle anmeldelser for en overordnet med henblik på godkendelse. En forvaltningsmyndighed kan imidlertid godt udstede retningslinjer for medarbejdernes opgavevaretagelse, herunder retningslinjer, om reaktionsmuligheder ved formodede overtrædelser af dyrevelfærdslovgivningen, retningslinjer som har til opgave at sikre en ensartet praksis på myndighedens sagsområde. Dette kunne være retningslinjer, der giver vejledning i fortolkningen af begrebet ”uforsvarlig behandling”, eller om forudgående orientering af en overordnet i sager, hvor anmeldepligten i lovforslagets § 39, stk. 1, tages i anvendelse. En dyrlæge vil således som en del af sin myndighedsudøvelse kunne varetage anmeldepligten i lovforslagets § 39, stk. 1. Vælger en dyrlæge imidlertid at anvende anmeldepligten uden for myndighedsudøvelsen, er det dyrlægens personlige afgørelse og ansvar.

Med lovforslagets § 39, stk. 2, foreslås, at en dyrlæge, der tilser et tilskadekommet eller sygt dyr, skal opfordre den ansvarlige til at lade dyret aflive, hvis det ikke kan helbredes, og det vil medføre unødig lidelse for dyret at lade det leve. Aflives dyret ikke, skal dyrlægen indberette forholdet til politiet.

Lovforslagets § 39, stk. 2, er en uændret videreførelse af dyreværnslovens § 20, stk. 2.

Hensigten med lovforslagets § 39, stk. 2, 1. pkt., er at pålægge en dyrlæge, der tilser et sygt eller tilskadekommet dyr, at sørge for, at dyret aflives, hvis det ikke kan helbredes og det vil medføre unødig lidelse at lade dyret leve. Aflivningen, der forudsætter, at begge betingelser (uhelbredelighed og unødig lidelse) er til stede, forudsættes at skulle ske inden for en kort frist. Såfremt den ansvarlige for dyret, trods dyrlægens opfordring, ikke vil lade dyret aflive, skal dyrlægen indberette dette til politiet, jf. forslagets § 39, stk. 2, 2. pkt. Politiets mulighed i en sådan situation er omfattet af lovforslagets § 40.

Med den ansvarlige for dyret tænkes på den, der har det daglige ansvar for dyret. Det kan f.eks. være ejeren af dyret, den, der i et dyrehold udfører opgaver i forbindelse med dyret, eller en nabo, der har påtaget sig af passe en hund, medens ejeren er bortrejst.

Dyrlægens opfordring behøver ikke at være skriftlig, men det kan være hensigtsmæssigt at notere de faktiske forhold, da dyrlægen kan blive indkaldt som vidne i en evt. efterfølgende retssag.

Dyrlægen skal sikre sig, at opfordringen til at aflive dyret bliver fulgt. Dyrlægens pligt til at underrette politiet kan ikke tilsidesættes ved, at dyrlægen undlader at sikre sig, at dyret bliver aflivet.

Med lovforslagets § 39, stk. 3, foreslås, at dyrlægen kan aflive dyret straks, hvis den ansvarlige nægter at efterkomme en opfordring efter stk. 2, og hvis det vil medføre unødige alvorlige lidelser for dyret at følge fremgangsmåden i lovforslagets § 40, jf. § 39, stk. 2, 2. pkt.

Lovforslagets § 39, stk. 3, er en uændret videreførelse af dyreværnslovens § 20, stk. 3.

Det følger af lovforslagets § 39, stk. 3, at dyrlægen kan aflive dyret, selvom den ansvarlige har nægtet af efterkomme en opfordring herom. Det er en forudsætning, at det vil medføre unødige alvorlige lidelser for dyret, at aflivningen udsættes til efter, at politiet har givet påbud i medfør af lovforslagets § 40.