LBK nr 994 af 30/06/2025
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Dyrevelfærdsloven § 35
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om forbud mod markedsføring af, herunder reklame for og salg af, genstande, der ikke må anvendes ved behandlingen af dyr.
Forarbejder til Dyrevelfærdsloven § 35
RetsinformationEfter dyreværnslovens § 12 a, 1. pkt., kan ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling fastsætte regler om, at reklame og salg af genstande, der ikke må anvendes ved behandlingen af dyr, ikke er tilladt. Efter dyreværnslovens § 12 a, 2. pkt., kan ministeren i den forbindelse fastsætte regler om, at forsøg kan straffes. Der henvises til afsnit 2.10.1.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det følger af lovforslagets § 35, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om forbud mod markedsføring, herunder reklame for og salg af genstande, der ikke må anvendes ved behandlingen af dyr.
Lovforslagets § 35 viderefører uændret dyreværnslovens § 12 a, 1. pkt., idet de hensyn, der ligger til grund for bestemmelsen, efter Miljø- og Fødevareministeriets opfattelse fortsat gør sig gældende. Bemyndigelsen til at kunne fastsætte regler om, at forsøg kan straffes, foreslås videreført i straffebestemmelsen, jf. den foreslåede § 58, stk. 9.
Det er i første omgang hensigten at benytte bemyndigelsen i lovforslagets § 35 til i bekendtgørelsesform at fastsætte regler svarende til dem, der kan fastsættes i dag i medfør af dyreværnslovens § 12 a, 1. pkt.
Den foreslåede § 35 indebærer, at selvom der vil være et forbud mod brug af visse halsbånd og fjernbetjente eller automatisk virkende aggregater, der hæftes på dyr, og som påfører dyret elektrisk stød eller anden væsentlig ulempe, når det aktiveres, så må der heller ikke finde reklame for og salg af sådanne produkter sted. Dette vil være i strid med god markedsføringsskik, idet produkterne ikke lovligt kan anvendes på dyr, ligesom det vil kunne tilskynde til anvendelse af disse genstande, selvom de vil være forbudt.
Bemyndigelsen i dyreværnslovens § 12 a er udmøntet i bekendtgørelse nr. 607 af 25. juni 2009 om forbud mod brug af visse aggregater, halsbånd m.v. til dyr. Denne bekendtgørelse forbliver i kraft indtil den ophæves eller afløses af nye regler, der er fastsat i medfør af den foreslåede § 35, jf. lovforslagets § 70, stk. 4.
I medfør af den foreslåede bemyndigelse i lovforslagets § 35 vil der kunne fastsættes regler om, at reklame for, samt salg af genstande, som det er forbudt at anvende, ikke må finde sted. Ved salg af genstande vil forstås både erhvervsmæssigt salg og privates salg. Dette vil kunne vedrøre forbud mod brugen af ethvert fjernbetjent eller automatisk virkende aggregat, der hæftes på dyr, og som, når det aktiveres, vil påføre dyret elektrisk stød eller anden væsentlig ulempe. Der vil endvidere kunne stilles krav om, at halsbånd skal være lavet af et velegnet og uskadeligt materiale, og forbyde brugen af halsbånd, der på den indvendige side er forsynet med skarpe eller spidse pigge. Specielt for så vidt angår hunde vil der kunne stilles krav om, at der kun må anvendes halsbånd med en fast lukning eller med en glidelukning, der har en selvudløsende stramningseffekt, og disse halsbånd må på indersiden være forsynet med stumpe metalombøjninger eller -tappe, såfremt disse højst har en længde på 8 mm fra underkanten af efterfølgende led.