LBK nr 994 af 30/06/2025
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Dyrevelfærdsloven § 33
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om forbud mod salg af visse dyr på markeder og ved andre samlinger af dyr.
Forarbejder til Dyrevelfærdsloven § 33
RetsinformationDyreværnslovens § 19 a indeholder forbud mod salg af hunde på markeder. Der henvises til afsnit 2.9.1.i de almindelige bemærkninger.
Efter lovforslagets § 33 kan ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling fastsætte regler om forbud mod salg af visse dyr på markeder og ved andre samlinger af dyr.
Lovforslagets § 33 er en bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte regler i bekendtgørelsesform om salg af visse dyr på markeder m.v., herunder bl.a. hunde. I forhold til forbuddet i dyreværnslovens § 19 a er anvendelsesområdet for den foreslåede bemyndigelse udvidet til at omfatte alle dyr. Bemyndigelse i § 33 vil i første omgang blive anvendt til i bekendtgørelsesform at fastsætte forbud mod salg af hunde på markeder, sådan som dette fremgår af dyreværnslovens § 19 a.
Ved et marked forstås en samling af dyr, hvor formålet er at fremvise dyrene med henblik på salg. Forbuddet omfatter kun fysiske markeder, og altså ikke markeder i en bredere forstand, såsom salg over internettet, eller andre medier såsom avisannoncer og lignende.
Ved andre samlinger forstås f.eks. dyrskuer og udstillinger for alle dyrearter.
Baggrunden for lovforslagets § 33 er, at hvalpe både fysisk og mentalt er sårbare, og især salg på markeder kan give anledning til impulskøb, hvor køber måske ikke har gennemtænkt de krav, der stilles til det at have hund. Bemyndigelsen foreslås udvidet, således at den i fremtiden også kan anvendes i tilfælde af, at der skulle vise sig behov for et tilsvarende forbud for andre dyr, som f.eks. dyr, som er særligt fysisk sårbare eller stiller særlige pasningsmæssige krav, der vanskeligt kan tilgodeses på et marked og formentlig heller ikke i forbindelse med nogle impulskøb. Dette gør sig især gældende for meget unge dyr, der ikke har opnået voksne dyrs fysiske og mentale robusthed.