Dyrevelfærdsloven § 25

Gældende lovgivning indeholder dels en bestemmelse om, at dyr skal aflives så hurtigt og smertefrit som muligt, herunder at aflivning ved drukning ikke må finde sted, dels en bemyndigelse til at fastsætte regler særlige regler om aflivning af dyr. Der henvises til pkt. 2.6.1.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Med lovforslagets § 25, stk. 1, foreslås, at den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt.

Lovforslagets § 25, stk. 1, er en uændret videreførelse af dyreværnslovens § 13, stk. 1, 1. pkt. Dyreværnslovens § 13, stk. 1, 2. pkt., om forbud mod aflivning ved drukning, videreføres ikke, idet regler om forbud mod aflivning ved drukning af hvirveldyr, undtagen fisk, påtænkes fastsat i en bekendtgørelse med hjemmel i lovforslagets § 25, stk. 2.

Bestemmelsen i lovforslagets § 25, stk. 1, indebærer, at den almindeligt udbredte anskuelse vedrørende forsvarlig behandling af dyr også fortsat vil være lovfæstet. Det betyder f.eks., at aflivning ved strangulering anses for at være i strid med bestemmelsen. Med udtrykket ”så hurtigt og smertefrit som muligt” signaleres, at der kan være situationer, hvor det kan være nødvendigt at fravige udgangspunktet om at anvende den hurtigste og mest smertefri aflivningsform. Dette kan f.eks. være tilfældet i forbindelse med aflivning af skadedyr, såsom rotter eller ved aflivning af et stort antal dyr i forbindelse med bekæmpelse af en alvorlig smitsom sygdom. I disse og lignende situationer kan hensynet til at forhindre smittespredning, herunder til mennesker, veje tungere end at anvende den dyrevelfærdsmæssigt mest optimale aflivningsmetode.

Med lovforslagets § 25, stk. 2, foreslås, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling bemyndiges til at fastsætte regler om aflivning, herunder slagtning, af dyr. Det foreslås endvidere, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om forbud mod visse former for aflivning, herunder slagtning samt regler om, at aflivning, herunder slagtning af visse dyr kun må foretages af en dyrlæge eller en anden særligt uddannet person.

Der er tale om en videreførelse af dyreværnslovens § 13, stk. 2, dog med en sproglig tilpasning, idet aflivning med nutidig sprogbrug også dækker slagtning, ligesom det foreslås, at ”autoriseret person” ændres til ”særligt uddannet person”. Denne tilpasning skal bl.a. ses i lyset af, at den europæiske konvention om beskyttelse af kæledyr af 13. november 1987 foreskriver, at aflivning som udgangspunkt skal foretages af en dyrlæge eller anden kompetent person. Med baggrund i konventionens formulering ”kompetent person” er det fundet hensigtsmæssigt at anvende formuleringen ”særligt uddannet person” i forslagets § 25, stk. 2, idet visse af de personer, som skal kunne aflive, herunder slagte, visse dyr, ikke nødvendigvis er autoriserede.

Med hjemmel i dyreværnslovens § 13, stk. 2, er udstedt bekendtgørelse nr. 135 af 14. februar 2014 om slagtning og aflivning af dyr, hvorefter dyr af hesteslægten, kvæg, strudsefugle samt hunde og katte (undtagen hundehvalpe og kattekillinger) kun må aflives eller slagtes udenfor slagteri af dyrlæger, slagtere, personer med jagttegn eller andre personer, der har modtaget uddannelse i slagtning eller aflivning. Af de nævnte personer er det kun dyrlæger, der er autoriserede, hvorimod de øvrige har modtaget uddannelse.

Bemyndigelsen i lovforslagets § 25, stk. 2, vil i første omgang blive brugt til i bekendtgørelsesform at fastsætte et forbud mod at aflive hvirveldyr, undtagen fisk, ved drukning. Dyreværnslovens § 13, stk. 1, 2. pkt., om forbud mod aflivning ved drukning gælder alle dyr uanset art og størrelse. Det er imidlertid ikke fundet hensigtsmæssigt at lade et kommende forbud gælde alle dyrearter, da der for en række laverestående dyrearters vedkommende, f.eks. insekter og snegle ikke ses at være videnskabelig dokumentation for at disse føler smerte og lidelse ved drukning. Såfremt der senere kommer videnskabelig dokumentation for andre dyrearters mulige evne til at føle smerte og lidelse ved drukning, kan der i takt hermed fastsættes regler for disse.

Bemyndigelsen i dyreværnslovens § 13, stk. 2, er brugt til at fastsætte regler om slagtning og aflivning af dyr, herunder forbud mod slagtning af dyr uden forudgående bedøvelse i bekendtgørelse nr. 135 af 14. februar 2014 om slagtning og aflivning af dyr samt til at fastsætte regler om uddannelse af personer, der på slagteri beskæftiger sig med dyr fra disses ankomst til slagteriet til, at de er aflivet ved afblødning, jf. bekendtgørelse nr. 1424 af 3. december 2015 om uddannelse af personer der beskæftiger sig med aflivning af dyr og dermed forbundne aktiviteter på slagteri. Bekendtgørelserne vil blive videreført, jf. lovforslagets § 73, stk. 4, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør af lovforslagets § 25, stk. 2.

Regler om aflivning, herunder slagtning af dyr, der holdes til landbrugsmæssige formål er fastsat i Rådets forordning 2009 /1099/EF af 24. september 2009 om beskyttelse af dyr på aflivningstidspunktet. Forordningen giver mulighed for fastsættelse af strengere nationale regler om bl.a. aflivning af dyr udenfor slagteri og ved slagtning i forbindelse med religiøse ritualer. Denne mulighed er udnyttet til at fastsætte regler herom, jf. ovenfor.

Bemyndigelsen i lovforslagets § 25, stk. 2, forventes endvidere udnyttet, såfremt anerkendte praktiske eller videnskabelige erfaringer tilsiger, at der bør fastsættes yderligere regler om aflivning, herunder slagtning af dyr.

Bemyndigelserne i lovforslagets § 25, stk. 2, tager herudover sigte på, at der kan fastsættes regler om aflivning af skadedyr som led i skadedyrsbekæmpelse. Aflivning af skadedyr bør ske ud fra grundnormen i lovforslagets § 25, stk. 1, hvorefter dyret skal aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt. Formuleringen ”som muligt” signalerer, at der kan være situationer, hvor det ikke altid er muligt at aflive dyr på den dyrevelfærdsmæssige mest optimale måde. For skadedyrs vedkommende vil hensynet til effektivitet i skadedyrsbekæmpelsen i praksis ofte veje tungere end hensynet til skadedyret. Tilsvarende kan gøre sig gældende ved aflivning af et stort antal dyr i forbindelse med bekæmpelse af en alvorlig smitsom sygdom. Også her bør aflivning ske ud fra grundnormen i lovforslagets § 25, stk. 1, men her kan hensynet til at begrænse smittespredning, herunder til mennesker, veje tungere end at anvende den dyrevelfærdsmæssigt mest optimale aflivningsmetode.