LBK nr 994 af 30/06/2025
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Dyrevelfærdsloven § 23
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om uddannelseskrav for personer, der foretager mærkning, beskæring eller anlæggelse af beslag på dyr af heste- eller æselarten eller krydsninger heraf.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om uddannelseskrav til personer, der foretager kloveftersyn, -behandling og -beskæring af malkekvæg.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, hvilke uddannelser der kan opfylde kravene nævnt i stk. 1 og 2. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om godkendelse af uddannelseskurser, om uddannelsers indhold og varighed og om krav til undervisere.
Forarbejder til Dyrevelfærdsloven § 23
RetsinformationDer er i gældende lovgivning bemyndigelser til ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling til at fastsætte regler om uddannelse i forhold til beskæring og anlæggelse af beslag på dyr af heste- eller æselarten eller krydsninger heraf og i forhold til kloveftersyn, -behandling og – beskæring af malkekvæg. Der henvises til afsnit 2.5.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Med lovforslagets § 23, stk. 1, foreslås det, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling bemyndiges til at fastsætte regler om uddannelseskrav til personer, der foretager mærkning, beskæring eller anlæggelse af beslag på dyr af heste- eller æsel- slægten eller krydsninger heraf.
Lovforslagets § 23, stk. 1, viderefører bemyndigelsen om beskæring og anlæggelse af beslag i § 28, stk. 2, 1. pkt., og bemyndigelsen om mærkning i § 29, 1. pkt., i lov om hold af heste, dog således at bemyndigelserne bliver samlet i en bestemmelse.
Lovforslagets § 23, stk. 1, finder anvendelse på dyr af heste- eller æselslægten eller krydsninger heraf. Dette er en videreførelse af gældende ret, idet ”hest” i lov om hold af heste er defineret som dyr af heste- eller æselslægten eller krydsninger heraf.
Bemyndigelsen til at fastsætte krav om uddannelse for personer, der beskærer eller anlægger beslag er ikke udnyttet. Dette skyldes, at der er foretaget en afvejning af forskellige hensyn. Det er herunder vurderet, at et uddannelseskrav kan få uønskede konsekvenser især i form af en reduktion i det antal beslagsmede, der vil være til rådighed, såfremt der stilles krav om uddannelse. Der har endvidere hidtil ikke været muligt at få tilstrækkelig dokumentation for, om der er forskel på, hvor mange og hvor alvorlige skader, der er forekommet afhængig af, om beskæring eller anlæggelse af beslag er foretaget at en uddannet beslagsmed eller ej. Der har derfor i 2018 og 2019 været gennemført en spørgeskemaundersøgelse i forbindelse med, at medarbejdere fra Fødevarestyrelsens har været i hestehold. Ved undersøgelsen kunne der ikke påvises en sammenhæng mellem væsentlige skader og uddannelse i forbindelse med beskæring og anlæggelse af beslag på heste. Undersøgelsen gav ikke belæg for at fastsætte regler om uddannelse som forudsætning for at beskære og anlægge beslag på heste. Bemyndigelsen opretholdes, da undersøgelsens resultat er behæftet med en vis usikkerhed, dels fordi der kun blev oplyst om et meget lille antal væsentlige skader, dels på grund af en vis usikkerhed for så vidt angår antal ikke-uddannede beslagsmede. Dertil kommer, at det ikke kan udelukkes, at den kompetence ikke-uddannede beslagsmede er i besiddelse af i dag, i fremtiden kan ændres i negativ retning.
Baggrunden for bemyndigelsen er, at en stor del af velfærden og sundheden for dyr af heste- eller æselarten eller krydsninger heraf er afhængig af et velfungerende bevægeapparat, hvilket bl.a. sikres ved korrekt beskæring og anlæggelse af beslag. Dette kan bl.a. sikres ved, at personer, der foretager beskæring og anlæggelse af beslag har den fornødne kompetence hertil. Denne kan opnås bl.a. gennem uddannelse. Før der bliver stillet et konkret uddannelseskrav, er det også fremover nødvendigt at foretage en afvejning af forskellige hensyn, herunder om et kommende uddannelseskrav vil kunne medføre uønskede konsekvenser, f.eks. i form af en reduktion af udbuddet af uddannede beslagsmede med de deraf følgende negative konsekvenser. Mangel på beslagsmede kunne friste eller måske tvinge ejere eller brugere af dyr af heste eller æselarten eller krydsninger heraf til at lade deres dyr beskære eller beslå sjældnere end nødvendigt.
Med lovforslagets § 23, stk. 2, foreslås, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om uddannelse til personer, der foretager kloveftersyn, -behandling og -beskæring af malkekvæg.
Lovforslagets § 23, stk. 2, viderefører bemyndigelsen i § 11, stk. 2, 1. pkt., 1. led, til at fastsætte krav om uddannelse til uddannelse af personer, der foretager kloveftersyn, -behandling og -beskæring. Denne Bemyndigelse er ikke udnyttet. Det er imidlertid relevant at videreføre den, idet det ikke kan udelukkes, at der kan blive behov for at kunne fastsætte krav om uddannelse af personer, der foretager kloveftersyn, -behandling og -beskæring, da korrekt klovpleje har stor betydning for kreaturers/køernes velfærd og sundhed.
Med lovforslagets § 23, stk. 3, 1. pkt., bemyndiges ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling til at fastsætte regler om, hvilke uddannelser der opfylder kravene om uddannelse nævnt i lovforslagets § 23, stk. 1 og 2. Med bestemmelsen får ministeren mulighed for at fastsætte regler om, hvilke uddannelser eller dele heraf der kan opfylde kravene om uddannelse. Der findes i dag en række uddannelser både i privat og offentligt regi, der er rettet mod personer, der beskæftiger sig med hold af heste eller beskæring og anlæggelse af beslag på heste, mens æsler og krydsninger mellem heste og æsler ikke eller kun i mindre grad er omfattet af disse uddannelser. Som eksempler på uddannelser i offentligt regi kan nævnes erhvervsuddannelsen til dyrepasser og erhvervsuddannelsen til beslagsmed.
Med lovforslagets § 23, stk. 3, 2. pkt., bemyndiges ministeren endvidere til at fastsætte regler om godkendelse af uddannelseskurser, om uddannelsernes indhold og varighed og om krav til undervisere.
Lovforslagets § 23, stk. 3, viderefører og præciserer bemyndigelserne i § 28, stk. 2, 2. pkt., og § 29, 2. pkt., i lov om hold af heste samt i § 11, stk. 2, 2. pkt., i lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg
Med hensyn til uddannelsernes indhold bør dette således have til formål at give tilstrækkelig indsigt i dyrevelfærdsmæssige forhold og problemstillinger i forhold til det emne uddannelseskravet omhandler, herunder kendskab til dyrenes adfærdsmæssige behov, håndtering af dyrene samt gældende lovgivning.