LBK nr 994 af 30/06/2025
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Dyrevelfærdsloven § 13
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om udformningen og anvendelsen af genstande, herunder fjernbetjente eller automatisk virkende genstande, der påfører dyr elektriske stød eller anden væsentlig ulempe. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om forbud mod anvendelse af sådanne genstande.
Forarbejder til Dyrevelfærdsloven § 13
RetsinformationDyreværnsloven indeholder bemyndigelser for ministeren til at kunne fastsætte regler om behandling og beskyttelse af dyr i anden særlig retning. Loven bemyndiger endvidere ministeren til at kunne fastsætte regler om udformningen og anvendelsen af elektriske drivstave, herunder regler om typegodkendelse. Desuden er der i bekendtgørelse om beskyttelse af svin og i lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg fastsat forbud mod brug af stødgivende instrumenter, aggregater m.v. med visse undtagelser.
Der henvises til afsnit 2.2.1. om behandling og håndtering m.v. af dyr i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i lovforslagets § 13, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om udformningen og anvendelsen af genstande, herunder fjernbetjente eller automatiske virkende genstande, der påfører dyr elektriske stød eller anden væsentlig ulempe. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om forbud mod anvendelse af sådanne genstande. Ordet ”genstand” skal her forstås i bred betydning og kan således f.eks. også omfatte regler om elektriske hegn, herunder om at disse kan tillades.
Lovforslagets § 13 er ny og erstatter i forhold til fastsættelse af regler om eller forbud mod genstande, der kan påføre dyr elektriske stød eller anden væsentlig ulempe, dyreværnslovens § 12, stk. 1, 2. led, som bredt vedrører behandling og beskyttelse af dyr i anden særlig retning.
Lovforslagets § 13 viderefører endvidere bemyndigelsen i dyreværnslovens § 15, stk. 2, hvorefter ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om udformningen og anvendelsen af elektriske drivstave, herunder regler om typegodkendelse. Dog foreslås bemyndigelsen til at fastsætte regler om typegodkendelse ikke videreført. Bemyndigelsen til at fastsætte regler om typegodkendelse har ikke været udnyttet, og det vurderes ikke, at der fremover vil være behov for at fastsætte sådanne regler.
Bemyndigelsen i lovforslagets § 13 vil i første omgang blive anvendt i forbindelse med udstedelse af en ny bekendtgørelse om malkekvæg og kalve, hvori forbuddet i § 6, stk. 1, i lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg mod anvendelse af stødgivende elektriske aggregater til at styre kreaturers adfærd vil blive videreført. Bestemmelsen vil omfatte ethvert aggregat, der påfører dyret elektrisk stød, når det aktiveres, herunder et fjernbetjent aggregat eller et automatisk virkende aggregat, som f.eks. en kotræner, som er et elektrisk aggregat, der har til formål at forhindre, at køer i bindestalde afsætter gødning i lejearealet. Dog kan ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling fastsætte regler efter § 6, stk. 2, om at forbuddet ikke omfatter visse anvendelser af nærmere angivne stødgivende elektriske aggregater. Bestemmelsen i den gældende bekendtgørelse om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg om, at det er tilladt at anvende stødgivende elektriske hegn omkring marker og drivgange til kreaturer på græs blive videreført i den nye bekendtgørelse. Ligeledes vil det videreføres, at det indtil den 1. juli 2017 er tilladt at anvende stødgivende elektriske aggregater til at styre opbundne kreaturers gødningsafsætning i bindestalde. Spændingen i sådanne stødgivende elektriske aggregater må ikke overstige 3.000 volt.
Endvidere vil bestemmelsen i § 23 i bekendtgørelse nr. 21 af 7. januar 2016 om beskyttelse af dyr på samlesteder og andre samlinger af dyr om, at redskaber, som giver elektriske stød, ikke må anvendes til at drive dyr under flytning, som er udstedt med hjemmel i dyreværnslovens § 15, stk. 2, fortsat være i kraft, indtil den ophæves eller erstattes ved en ny bekendtgørelse. De nævnte redskaber må dog undtagelsesvist anvendes til kvæg over seks måneder, som ikke vil flytte sig, og som har plads til at rykke frem. Stødene må højst vare i et sekund, og der skal være mindst ti sekunder mellem hvert stød. Der må kun gives stød på bagpartiets muskulatur, og hvis dyret ikke reagerer efter tre stød, må der ikke gives flere stød. Redskabet skal være af en model, hvor elektroderne er afrundede og kugleformede.
Anden regulering forbyder ligeledes brug af instrumenter eller aggregater, som kan påføre dyrene elektrisk stød eller anden væsentlig ulempe. Det drejer sig bl.a. om bestemmelser i bekendtgørelse nr. 607 af 25. juni 2009 om forbud mod brug af visse aggregater, halsbånd m.v. til dyr, og om bekendtgørelse nr. 17 af 7. januar 2016 om beskyttelse af svin, som forbliver gældende til de ophæves eller afløses af nye regler, der er udstedt med hjemmel i den foreslåede § 13.