Databeskyttelsesloven § 15

Efter stk. 1 kan oplysninger om gæld til det offentlige videregives til kreditoplysningsbureauer efter reglerne i lovens kapitel 4.

Bestemmelserne i kapitlet omfatter kreditoplysningsbureauvirksomhed, hvorved forstås virksomhed med behandling af oplysninger til bedømmelse af økonomisk soliditet og kreditværdighed med henblik på videregivelse (kreditoplysningsbureau).

Bestemmelsen svarer til persondatalovens § 15. Den gældende praksis på området vil dermed fortsat være af betydning.

Efter lovforslaget skal offentlige myndigheder ikke være forpligtede til at videregive de omhandlede oplysninger til kreditoplysningsbureauer. Med forslaget søges alene tilvejebragt en mulighed herfor, som kan udnyttes, såfremt det på et givet område må anses for hensigtsmæssigt.

Baggrunden herfor er, at det må være den enkelte myndighed, der bedst kan vurdere, om en udnyttelse af muligheden for at videregive de pågældende oplysninger vil have den ønskede restanceinddrivelseseffekt.

Det forudsættes, at en myndigheds beslutning om videregivelse af oplysninger om gæld ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men derimod et led i myndighedens faktiske forvaltningsvirksomhed.

Dette indebærer bl.a., at selve beslutningen om videregivelsen ikke vil kunne indbringes for den eventuelle særlige administrative rekursmyndighed, som den videregivende myndigheds afgørelser i øvrigt måtte være undergivet.

Klage over den videregivende myndigheds virksomhed – herunder videregivelse af oplysninger om gældsforhold – vil derimod i sædvanligt omfang kunne indgives til en overordnet myndighed i henhold til en almindelig ulovbestemt adgang til at klage inden for over-/underordnelsesforhold.

Mere generelt skal myndigheder i øvrigt under udøvelsen af deres virksomhed iagttage den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, hvilket vil sige, at en myndighed skal behandle lige tilfælde ens – eller udtrykt på en anden måde – en myndighed skal sagligt kunne begrunde en eventuel forskelsbehandling af borgerne.

Denne lighedsgrundsætning vil også skulle iagttages af myndighederne i forbindelse med videregivelse af oplysninger om gæld til kreditoplysningsbureauer.

Lighedsgrundsætningen er imidlertid ikke til hinder for, at der fastsættes og følges forskellige regler fra et myndighedsområde til et andet afhængig af de pågældende myndigheders virksomhed.

Omfattet af udtrykket »oplysninger om gæld« i stk. 1 er elektronisk registrerede oplysninger om skyldnerens identitet (eksempelvis navn, adresse og telefonnummer samt fødselsdato og år) og gældens størrelse. Det er disse oplysninger om kreditors identitet, som kan videregives. Der skal derimod ikke kunne videregives oplysninger om gældens art, f.eks. om gælden udspringer af et krav efter sociallovgivningen.

Ved »gæld« forstås en gæld, der udspringer af et konkret retsforhold, der vedrører en bestemt form for ydelse, betaling mv.

Således vil manglende betaling af en løbende ydelse – som f.eks. daginstitutionsbetaling – udgøre en samlet gæld i forslagets forstand, uanset at gælden f.eks. vedrører betaling for mere end et barn og i flere perioder.

På tilsvarende måde vil skatte- og afgiftskrav skulle ses under et, for så vidt der er tale om samme inddrivelsesmyndighed, uanset om kravene udspringer fra forskellige indtægter, dispositioner mv. og/eller er påløbet i forskellige tidsrum.

Der er ikke noget til hinder for, at der videregives oplysninger om flere krav, i det omfang kravene hver for sig opfylder betingelserne for videregivelse, herunder beløbsgrænsen.

Det følger af stk. 2, at oplysninger som nævnt i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, eller artikel 10 ikke må videregives. Uanset, at den omhandlede videregivelse som udgangspunkt ikke vil indebære en videregivelse af oplysninger af denne karakter, er det fundet hensigtsmæssigt udtrykkeligt at medtage en bestemmelse herom.

En tilsvarende regel findes i persondatalovens § 15, stk. 2. Den gældende praksis på området vil dermed fortsat være af betydning.

Den omstændighed, at en offentlig myndighed til en videre kreds videregiver fortrolige oplysninger, kan efter omstændighederne bevirke, at oplysningerne mister deres fortrolige karakter (bliver offentligt tilgængelige), hvilket ligeledes kan få indflydelse på afgørelsen af spørgsmål om aktindsigt.

Det er uheldigt, såfremt en myndigheds videregivelse af oplysninger fra registre efter bestemmelserne i forslaget skulle medføre en videre adgang til for enhver at kræve aktindsigt i dokumenter indeholdende de pågældende oplysninger. Hertil kommer, at der med en videregivelse efter forslagets bestemmelser er tale om en videregivelse til en lukket kreds bestående af kreditoplysningsbureauet og dets abonnenter, i det omfang disse forespørger på den pågældende person. Abonnenterne er kontraktsligt forpligtet til at hemmeligholde de modtagne oplysninger.

Det er derfor fundet hensigtsmæssigt og rimeligt at opretholde en bestemmelse i bestemmelsens stk. 3, hvor det udtrykkeligt fastslås, at fortrolige oplysninger videregivet efter reglerne i det foreslåede kapitel 4 ikke bliver offentligt tilgængelige i øvrigt. Oplysningerne mister således ikke af den grund deres fortrolige karakter, ligesom videregivelsen ikke har betydning for afgørelsen af spørgsmål om aktindsigt med hensyn til de pågældende oplysninger.

Det kan hertil tilføjes, at kreditoplysningsbureauerne heller ikke offentliggør oplysningerne, men alene videregiver til abonnenter og under iagttagelse af vilkår om, hvad der kan begrunde opslag.

Bestemmelsen i stk. 3 svarer til persondatalovens § 15, stk. 3. Den gældende praksis på området vil dermed fortsat være af betydning.

Der henvises til Registerudvalgets betænkning nr. 1345/1997 om behandling af personoplysninger, side 63-65 og 277-282.