LBK nr 1038 af 11/08/2025
Børne- og Undervisningsministeriet
Dagtilbudsloven § 78a
Private pasningsordninger må alene anvende betegnelsen privat pasningsordning om ordningen i alle offentlige sammenhænge.
Forarbejder til Dagtilbudsloven § 78a
RetsinformationStk. 1 er en videreførelse af servicelovens § 77, stk. 1, med redaktionelle ændringer. Stk. 2 er en videreførelse af servicelovens § 147.
Private pasningsordninger efter stk. 1 omfatter eksempelvis private pasningsordninger, der drives som institution eller i private hjem uden offentlig støtte.
Private pasningsordninger finansieres af forældrebetalingen og eventuelle tilskud fra privat side. Den private pasningsordning afviger fra ordninger efter forslagets kapitel 3 ved, at ordningerne drives uden offentlige midler, og ved at der ikke er regler om forældrebetaling, optagelse og forældreindflydelse, pædagogiske læreplaner og børnemiljøvurderinger. Dette med udgangspunkt i, at det er ud fra forældrenes ønsker og behov, at de vælger en privat pasningsordning uden offentlige midler og kommunal visitation.
Derudover indgår private pasningsordninger ikke som en del af kommunens forsyning af pladser. Da den private pasningsordning ikke indgår i de pladser, som kommunalbestyrelsen stiller til rådighed, er det reglerne i lovforslagets kapitel 5 om optagelse i dagtilbud, der finder anvendelse, når forældrene ønsker at overgå til et tilbud under den kommunale forsyning.
Stk. 1 fastsætter, at etablering og drift af private pasningsordninger mod betaling kræver kommunalbestyrelsens tilladelse, hvis der modtages mere end to børn under 14 år, uanset at pasningsordningen ikke indgår i kommunens forsyning. Det er uden betydning, hvem der betaler for barnet, idet det afgørende er, om personen, der varetager pasningen, modtager betaling for at passe barnet. Tilladelse til privat dagpasning skal gives ud fra de samme hensyn, som ved godkendelse af private og kommunale dagplejere.
Der er ikke fastsat et maksimum for antallet af børn i en privat pasningsordning, der har institutionskarakter. I disse tilfælde afhænger antallet af børn, der kan gives tilladelse til i ordningen, bl.a. af de fysiske og de personalemæssige rammer.
Private pasningsordninger efter bestemmelsen modtager ikke offentlig støtte, men forældrene kan ansøge om økonomisk tilskud, jf. lovforslagets § 80, til brug for en privat pasningsordning efter denne bestemmelse.
Efter stk. 2 skal kommunalbestyrelsen føre tilsyn med forholdene i private pasningsordninger. Får kommunen kendskab til, at forholdene i en privat pasningsordning er uforsvarlige, kan kommunen inddrage tilladelsen.
Kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse efter stk. 2 suppleres af reglen i servicelovens § 146, hvoraf det fremgår, at kommunalbestyrelsen har en generel pligt til at føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn i kommunen lever.
Kommunalbestyrelsen har ligeledes en tilsynsforpligtelse efter servicelovens § 146 i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen ikke skal give tilladelse efter bestemmelsen i stk. 1, idet der modtages under to børn i en privat pasningsordning, og ordningen derfor ikke skal have tilladelse.