LBK nr 1038 af 11/08/2025
Børne- og Undervisningsministeriet
Dagtilbudsloven § 3
Kommunalbestyrelsen har ansvaret for fritids- og klubtilbud samt andre socialpædagogiske fritidstilbud.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre kommunens mål og rammer for henholdsvis fritids- og klubtilbud i kommunen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at fritids- og klubtilbud medvirker til udmøntningen af kommunens sammenhængende børnepolitik, jf. § 15, stk. 1, i barnets lov, herunder at tilbuddene medvirker til at
-
skabe indbyrdes sammenhæng mellem tilbuddene efter denne lov og andre relevante love og
-
yde særlig støtte til de børn og unge under 18 år, der har behov herfor.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre en oversigt over fritids- og klubtilbud i kommunen.
Forarbejder til Dagtilbudsloven § 3
RetsinformationBestemmelsen viderefører dele af servicelovens § 19, stk. 2, § 21, stk. 1, og § 33, stk. 4.
Stk. 1 har overordnet til formål at fastslå, at kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for dagtilbud, fritidshjem og klubber.
En klar ansvarsplacering styrker kvaliteten i den offentlige sektor. Kommunalbestyrelsen skal ud fra dette lovforslag og servicelovens § 19, stk. 2, om en sammenhængende børnepolitik beskrive mål og rammer for henholdsvis dag, fritids- og klubtilbud. Kommunalbestyrelsen skal herunder beskrive, hvordan disse mål og rammer konkret skal udmøntes.
Formålet med lovforslagets § 3 er, at kommunalbestyrelsen under ét forholder sig til f.eks. sammensætning og organisering af tilbud, budget, kostpolitik, forholdet til den sammenhængende børnepolitik og de krav, der følger af dette lovforslag, herunder formålsbestemmelserne samt bestemmelserne om pædagogiske læreplaner, sprogvurdering og børnemiljø. Herved gives kommunalbestyrelsen et redskab til at skabe en struktur, der sikrer en god kvalitet i en passende organisationsmæssig kontekst og med et prioriteret budget.
Efter stk. 2 stilles der krav om, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre mål og rammer for henholdsvis dagtilbud, fritidshjem og klubtilbud m.v. i kommunen.
Formålet er at sikre, at kommunalbestyrelsen tager konkret stilling til og ansvar for, hvorledes henholdsvis dag-, fritids- og klubtilbud i kommunen skal leve op til de mål og rammer, der følger af lovforslaget. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse angive, hvordan den vil sikre, at formålsbestemmelserne for de enkelte typer tilbud vil blive efterlevet, således at formålsbestemmelserne bliver udmøntet i praksis.
Formålet med offentliggørelsen er at give borgerne mulighed for at få indblik i den enkelte kommunes prioriteringer og serviceniveau på dag-, fritids- og klubområdet.
Efter stk. 3 stilles der krav om, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre, hvorledes dagtilbud, fritidshjem og klubtilbud m.v. skal medvirke til udmøntningen af kommunens sammenhængende børnepolitik efter servicelovens § 19, stk. 2. Bestemmelsen er i overensstemmelse med gældende ret.
Det følger af stk. 3, nr. 1, at det skal fremgå, hvordan tilbuddene i kommunen skal medvirke til at skabe indbyrdes sammenhæng mellem tilbuddene efter lovforslaget og andre relevante love, herunder særligt sammenhæng mellem dagpleje/vuggestue og børnehave, mellem børnehave og fritidshjem/SFO/skole og mellem fritidshjem/SFO/skole og klub. Herved sikres, at der i den enkelte kommune foreligger en overordnet politik for, hvorledes børnene og de unge sikres den bedst mulige overgang mellem de forskellige tilbud. En god forberedelse på en ny fase i livet som børnehavebarn eller skolebarn, så barnet føler sig mere tryg ved det nye, kan forebygge mange startvanskeligheder.
Det skal desuden efter stk. 3, nr. 2, fremgå, hvorledes tilbuddene er en del af den generelle forebyggende indsats til de børn og unge under 18 år, der har behov herfor. Hovedparten af de børn og unge, der har behov for særlig støtte efter bestemmelserne i serviceloven, har også kontakt med de almindelige dag-, fritids- og klubtilbud. Det er derfor vigtigt, at der sikres sammenhæng mellem på den ene side dag-, fritids- og klubtilbuddenes indsats i forhold til det pågældende barn eller den unge og på den anden side den indsats, der i andet regi iværksættes efter serviceloven.
Den sammenhængende børnepolitik skal beskrive forholdet mellem ”normalområdet”, som lovforslaget regulerer, og ”særlig støtte-området”, som reguleres efter serviceloven.
Formålet med den sammenhængende børnepolitik er at sikre, at den enkelte kommunalbestyrelse sikrer sammenhæng mellem det generelle forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte. I denne forbindelse er det bl.a. vigtigt, at normalsystemet er tilstrækkeligt rummeligt til, at der ikke sker en uhensigtsmæssig udstødelse af børn og unge med behov for støtte eller særlig støtte efter servicelovens regler.
Den sammenhængende børnepolitik skal altså beskrive, hvordan kommunalbestyrelsen sikrer sammenhæng mellem de forskellige sektorer, f.eks. dagtilbud, skole, sundhedssektor og den frivillige sektor, og den særlige støtte til børn og unge.
Som et led i udarbejdelsen af den sammenhængende børnepolitik skal kommunalbestyrelsen beskrive den rolle, som dagtilbuddene og skolen tilsigtes at spille i den forebyggende indsats, herunder dagtilbuds og skolers rummelighed i forhold til børn med vanskeligheder. Der kan f.eks. være behov for, at kommunalbestyrelsen er særlig opmærksom på indsatsen i dagtilbud, der ligger i belastede områder. Hvis et dagtilbud har en særlig høj andel af børn med sociale problemer, bør kommunalbestyrelsen således overveje, om der er behov for særlige initiativer – f.eks. differentieret normering – for at sikre, at dette tilbud kan tilgodese børnenes behov.
Derudover spiller dagtilbuddene en vigtig rolle i forhold til barnets overgang til skolesystemet, og dagtilbuddet skal aktivt være med til at forberede barnet på overgangen til skolen. Hvordan dette skal ske i praksis afhænger af den lokale tilrettelæggelse af arbejdet og behovene i forhold til det enkelte barn.
I forhold til børn med særlige behov kan det være nødvendigt med en særlig indsats for at sikre en smidig overgang mellem dagtilbud indbyrdes og mellem dagtilbud og skole.
Har et barn i løbet af sin tid i dagtilbud haft særlige problemer, skal det overvejes, om der er behov for at formidle viden og erfaringer om dette barns situation videre til et nyt dagtilbud eller til skolesystemet. Der vil således være situationer, hvor viden om det udsatte barns særlige situation og erfaringerne med indsatsen i forhold til barnet vil være nyttige i forhold til at skabe en sammenhæng i indsatsen. Reglerne i retssikkerhedsloven finder anvendelse ved indhentelse og videregivelse af oplysninger.
Kravet om, at kommunalbestyrelsen skal vedtage den sammenhængende børnepolitik betyder, at det politiske niveaus forventninger til samarbejdet synliggøres. Bestemmelsen danner således grundlag for udarbejdelsen af en gennemtænkt og hensigtsmæssig tilrettelæggelse af indsatsen og et bedre grundlag for det tværsektorielle samarbejde.
Den sammenhængende børnepolitik skal udformes skriftligt og offentliggøres på kommunens hjemmeside.
Efter stk. 4 stilles der som noget nyt krav om, at kommunalbestyrelsen skal offentliggøre en oversigt over dag-, fritids og klubtilbud i kommunen samt tilskud til privat pasning og pasning af egne børn.
Formålet med bestemmelsen er at skabe åbenhed og sammenlignelighed med henblik på at forbedre forældrenes mulighed for at træffe et oplyst valg af dagtilbud. Oplysning om dagtilbud skaber gennemsigtighed, så den enkelte familie kan se, hvilke valgmuligheder den har. Samtidig skabes et sammenligningsgrundlag, der kan understøtte forældrene i at vælge det dagtilbud, der passer bedst til deres families behov.