LBK nr 1038 af 11/08/2025
Børne- og Undervisningsministeriet
Dagtilbudsloven § 21
Dagtilbud kan etableres som dagpleje i dagplejerens eller børnenes private hjem eller i andre lokaler i børnenes hjemlige miljø. Dagpleje, der anvendes til midlertidig pasning af børn, kan dog etableres i andre lokaler end dagplejerens hjem, børnenes hjem eller børnenes hjemlige miljø. I dette tilfælde er det et krav, at pasningen sker som følge af midlertidigt fravær af kortere varighed hos børnenes egen dagplejer.
Stk. 2. Dagpleje efter stk. 1 kan drives af kommunen som kommunal dagpleje.
Stk. 3. Dagpleje efter stk. 1 kan efter aftale med kommunalbestyrelsen drives af en privat leverandør som privat dagpleje.