Dagtilbudsloven § 2

Bestemmelsen fastlægger lovens anvendelsesområde. Stk. 1 er en videreførelse af definitionen på dag- og fritidstilbuddenes sigte, jf. servicelovens § 20, stk. 1, der med lovforslaget udvides til også at omhandle klubtilbud m.v. Stk. 2 er primært en videreførelse af servicelovens § 2. Stk. 3 er ny.

Efter stk. 1 er lovens anvendelsesområde dag-, fritids- og klubtilbud m.v., der har et pædagogisk, pasningsmæssigt og socialt formål. Der er tale om tre ligestillede formål, der efter børn og unges alder skal tilpasses det konkrete tilbud. Klubtilbud m.v. har således primært et pædagogisk og socialt formål og ikke et pasningsmæssigt formål, i forhold til de større børn og unge.

Stk. 2 fastsætter, at forældre med lovligt opholdssted her i landet har ret til ydelser efter lovforslaget. Med forældre forstås både biologiske forældre, plejeforældre m.v. Det følger af lovforslaget, at retten til tilbud efter lovforslaget følger barnets forældre. Såfremt barnet bor skiftevis hos forældrene, følger retten den forælder, hvor barnet har størst tilknytning. Det er dermed ikke afgørende, hvordan den retlige konstruktion er i forhold til barnet, dvs. hvor forældremyndigheden er placeret. Vurdering af tilknytning kan tage udgangspunkt i eksempelvis folkeregisteradresse. Det er dermed denne forælders opholdskommune, der har forpligtelsen til at stille en plads til rådighed og give tilskud til forælderen.

Ændringen i bestemmelsen indebærer en præcisering af, at ydelser tildeles forældre med opholdssted her i landet. I bestemmelsen benyttes som noget nyt begrebet opholdssted med henblik på at indskrive den hidtidige praksis på dagtilbudsområdet, hvor turister og andre personer med lovligt kortvarigt og midlertidigt ophold her i landet ikke er omfattet af retten til ydelser. I forbindelse med en vurdering af, om en person har opholdssted i Danmark, kan der lægges vægt på opholdets længde, folkeregisteradresse, hvorvidt personen har til hensigt at tage fast bopæl eller opholde sig midlertidigt i Danmark, opholdsgrundlaget samt barnets bedste.

Det videreføres, at det er et krav for at opnå ydelser efter loven, at man lovligt opholder sig i Danmark. Dette gælder uanset nationalitet.

Personer, der efter gældende EU-regler, herunder forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet og forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter indenfor Fællesskaber, er omfattet af dansk lovgivning, vil ligeledes være berettiget til ydelser efter lovforslaget.

EU-statsborgere, der er beskæftiget på tværs af grænserne inden for Unionen, har i medfør af forordning 1612/68 krav på de samme sociale fordele som indenlandske arbejdstagere, jf. forordningen artikel 7, stk. 2. Efter EU-reglerne har EU-borgere, der arbejder i Danmark, dermed ret til ydelser efter denne lov. Retten til ydelser udspringer ikke af bopæl, men af deres status som vandrende arbejdstagere. Derfor har vandrende arbejdstagere med beskæftigelse i Danmark ret til et dagtilbud, uanset om de har bopæl i Danmark.

Ydelser til vandrende arbejdstagere tildeles efter nationale regler, dvs. i forhold til tilbud efter reglerne i lovforslaget.

Personer, der er beskæftiget i Danmark, men har bopæl i et andet land, såkaldte grænsegængere, har dermed også ret til sociale fordele efter lovforslaget. Da retten til ydelser følger personens beskæftigelse, er det den kommune, hvor personen er beskæftiget, der er opholdskommune, og dermed har ansvaret for at tildele og betale ydelser. Såfremt personen er beskæftiget i flere kommuner, er det den kommune, hvor den beskæftigelsesmæssige tilknytning er størst.

I de tilfælde, hvor begge forældre med bopæl uden for Danmark arbejder i hver sin danske kommune, har forældrene hver især opholdskommune i den kommune, hvor de arbejder, jf. § 5, stk. 1 i retssikkerhedsbekendtgørelsen. I tilfælde hvor en person er beskæftiget i en filial eller lignende, hvor hovedsædet fysisk er beliggende i en anden kommune i Danmark, er det filialens beliggenhed, der er afgørende for, hvilken kommune, der betragtes som opholdskommune. Hver beskæftigelseskommune har som opholdskommune for forældrene pligt til at stille en dagtilbudsplads til rådighed, hvis forældrene ønsker en plads til deres barn i kommunen. Forældrene har dog kun ret til én plads til barnet.

Ønsker forældrene en dagtilbudsplads i en af beskæftigelseskommunerne, kan forældrene selv vælge, i hvilken kommune, pladsen ønskes. Den kommune, hvor forældrene ønsker en dagtilbudsplads, har således pligt til at optage barnet i dagtilbud og betale tilskud til dagtilbuddet på tilsvarende vis som for kommunens øvrige borgere. Ønsker forældrene efter reglerne om frit valg over kommunegrænserne en dagtilbudsplads i en anden kommune end i de to beskæftigelseskommuner, er betalingskommunen den af de to beskæftigelseskommuner, hvortil forældrene henvender sig angående plads i dagtilbud over kommunegrænsen.

Såfremt en arbejdstager vælger at benytte et dag-, fritids- eller klubtilbud i en anden kommune end beskæftigelseskommunen efter lovforslagets §§ 28, 55 og 69, skal tilskuddet mellem kommunerne beregnes efter de almindelige regler ved plads over kommunegrænsen.

Dag, fritids- og klubtilbud er at betragte som naturalydelser og er derfor ikke omfattet af reglerne om direkte eksport af sociale ydelser i forordning 1408/71.

Da tilskud til privat pasning og pasning af egne børn som udgangspunkt træder i stedet for en fysisk plads i et dagtilbud kan disse tilskud ligeledes ikke eksporteres direkte til brug i et andet land selvom en arbejdstager er beskæftiget i Danmark. Tilskud til privat pasning og pasning af egne børn kan derfor ikke udbetales til brug i et andet land. Barnet skal under pasningen opholde sig i Danmark.

Efter stk. 3 kan et barn kun tildeles og råde over én plads i henholdsvis et dag-, fritids- og klubtilbud. Der har hidtil været anlagt den fortolkning, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at tilbyde en forælder, der har barnet boende hos sig en del af tiden, en plads i et dagtilbud, samtidigt med at barnet har et dagtilbud hos den anden forælder. Med forslaget præciseres, at det ikke er muligt, at et barn at råder over mere en én plads i et dagtilbud, idet det vurderes at være i strid med barnets tarv, at det skal forholde sig til to forskellige dagtilbud. Bestemmelsen er i overensstemmelse med folkeskoleloven, hvor barnet også alene kan være tilmeldt én skole.

Mål, rammer og ansvar for samt tilsyn med dag-, fritids- og klubtilbud samt andre socialpædagogiske fritidstilbud