LBK nr 1010 af 23/06/2023
Digitaliseringsministeriet
CPR-loven § 60
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.2) § 24, stk. 5 og 6, som ikke i medfør af 1. pkt. er sat i kraft for Grønland, kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 2. § 3, stk. 2 og 10, § 4, stk. 1, § 26, stk. 4, og § 56 a kan uanset stk. 1 ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.3)
Forarbejder til CPR-loven § 60
RetsinformationLovens geografiske udstrækning svarer til den gældende folkeregistreringslov, som ved kgl. anordning er sat i kraft i Grønland. På tilsvarende vis agtes lov om Det Centrale Personregister efter indhentet udtalelse fra Grønlands Hjemmestyre sat i kraft for Grønland. De færøske folkeregistre tilhører de færøske særanliggender.
Under hensyn til Grønlands særlige retsstilling i relation til det Europæiske Fællesskab antages, at Grønland må anses for et tredjeland i forhold til forslag til lov om behandling af personoplysninger. Udveksling af oplysninger mellem CPR og myndigheder i Grønland, når bortses fra de danske rigsmyndigheder, vil således være reguleret af reglerne i kapitel 7 i lovforslag om behandling af personoplysninger. Det følger heraf, at der kan overføres oplysninger til et tredjeland, såfrem overførslen er nødvendig eller følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov for at beskytte en vigtig samfundsinteresse eller for at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.
Bilag 2
Oversigt over væsentlige realitetsændringer i forhold til gældende retstilstand
Oversigten skal tjene som en læsevejledning og som en henvisning til de udførlige bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, hvor der er redegjort for ændringer af retstilstanden.
§ 2, stk. 3.
Indenrigsministeriets samordningsforpligtelse for CPR-oplysninger er ny.
§ 3, stk. 3, nr. 1.
Meddelelse om personnummer skal sendes umiddelbart efter fødslen og ikke som idag, først når barnet har fået et navn.
§ 3, stk. 4.
Attestation af personnummer kan foretages af enhver kommune og ikke som idag kun af bopælskommunen, og kommunen kan forlange forudbetaling.
§ 3, stk. 6.
Der har hidtil ikke kunnet registreres et personnummer i CPR for personer, der ikke skal folkeregistreres eller omfattes af skattepligt eller ATP.
§ 4.
Der foreslås som noget nyt registreret oplysning om eget efternavn, forældremyndighed og separation samt bevaring af visse tidligere oplysninger. Endvidere må de foreslåede nye beskyttelsesoplysninger registreres.
§ 7, stk. 2.
Af de hidtil angivne kriterier er ikke medtaget, om boligen ligger nærmest børnenes institutioner.
§ 8, stk. 2.
Når et barn på skift opholder sig lige længe hos ikke samlevende forældre, skal nu alene lægges vægt på, hvem der har forældremyndigheden. Hidtil har det været forældremyndighed og andre objektive forhold.
§ 9.
Tidligere har man kun kunnet blive registreret, som boende på et bevægeligt opholdssted, hvis dette lå fast.
§ 10, stk. 3.
Private forpligtes til at bidrage til oplysning om en persons rette bopæl, og der indføres mulighed for at optage retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018. Pligten for de private har hidtil kun omfattet den flyttende samt logiværter. Offentlige myndigheders pligt til at bidrage til oplysning om en persons rette bopæl reguleres pt. af forvaltningsloven, som f. eks. Post Danmark, ikke er omfattet af.
§ 11, stk. 1 og 2.
14-dages fristerne for sagsbehandlingen i tvangsflytningssager og kravet om skriftlighed er en skærpelse af de almindelige regler efter forvaltningsloven, som også regulerer behandlingen af disse sager.
§ 12, stk. 1.
Den hidtidige pligt til at anmelde flytning for husstanden ændres til en ret. Envidere fritages en flyttende nu også formelt for selv at anmelde en flytning, som er anmeldt af en anden.
§ 12, stk. 4.
Muligheden for at vurdere en flytteanmeldelse bedres på samme måde som anført under § 10, stk. 3.
§ 13, stk. 2 og 3.
Pligten til at høre den fraflyttede forælder ved børneflytninger er ny.
§ 13, stk. 4.
Pligten gælder nu, uanset om den flyttende har vist en flyttekvittering fra kommunen.
§ 15, stk. 2.
Retten til under visse betingelser at blive registreret på en af kriminalforsorgens pensioner er, hvis opholdet dér er led i en strafafsoning og altså ikke frivilligt, en ændring i f. t. de gældende regler.
§ 16, stk. 2.
Retten til at opholde sig indtil 6 måneder her i landet uden folkeregistrering udvides fra alene at gælde personer, som har været bosat i et nordisk land, til også at omfatte personer, der har været bosat i et EU- eller EØS-land, for at undgå forskelsbehandling af statsborgere i EU/EØS-landene. Flytteanmeldelsespligten ved tilflytning til landet indtræder nu på det tidspunkt, den pågældende opfylder betingelserne for at blive registreret som tilflyttet. Pligten er hidtil indtrådt ved flytningen. Den hidtidige pligt til at anmelde flytning for husstanden ændres til en ret. Envidere fritages en flyttende nu også formelt for selv at anmelde en flytning, som er anmeldt af en anden.
§ 17, stk. 1.
Børn under 18 år, som tager ophold hos forældremyndighedens indehaver, kan først folkeregistreres, når Udlændingestyrelsen har udstedt et brev om, at de ikke skal have opholdstilladelse. Tilsvarende gælder EU-statsborger, som er at betragte som grænsegængere.
§ 18.
Personkredsen, som undtages fra registrering i CPR, udvides med personel, som i henhold til aftale kommer til Danmark i officielt øjemed, uanset om de er tilknyttet NATO eller andre militære fora.
§ 24, stk. 5 og 6.
Som noget nyt skal personer, som den danske stat har beordret til tjeneste i udlandet, samt disses husstand, aldrig registreres som udrejst.
§ 28.
Navnebeskyttelsen, der fremover altid skal gives sammen med adressebeskyttelse, er en nyskabelse. Samtidig kan navn og udenlandsadresse som noget nyt også beskyttes ved udenlandsophold.
§ 29, stk. 3.
Muligheden for beskyttelse mod reklamehenvendelser er ny.
§ 30, stk. 2.
Lokalvejviser-, reklame- og forskerbeskyttelserne ophører fremover først efter den pågældendes anmodning. For de gamle beskyttelser er dette en ændring i forhold til lokalvejviserbeskyttelsen - som ophørte ved flytning til udlandet, eller hvis den pågældende forsvandt - og i forhold til forskerbeskyttelsen - hvor der ingen bestemmelser har været fastsat.
§ 33, stk. 1.
Offentlige myndigheders forespørgsler om oplysninger i CPR har som hovedregel været gebyrfri. Stillede myndigheden mange forespørgsler inden for kort tid, kunne kommunen kræve en betaling på 27 kr. pr. forespørgsel. Fremover er betalingen for enhver forespørgsel 27 kr.
Kapitel 9.
Reglerne om videregivelse af oplysninger til statistik og videnskab, uanset hvem der står for opgaverne, er nye. Der sker herved en tilpasning til lovforslaget om behandling af personoplysninger, herunder en ligestilling af adgangen til CPR uanset om forskningen sker i offentligt eller privat regi.
§ 38, stk. 1.
Kredsen, som kan få leveret udtræk, er udvidet fra erhvervsvirksomheder til juridiske personer m.v., for foreninger dog med den betingelse, at foreningen har et anerkendelsesværdigt formål. Samtidig ophæves det krav om, at der skal være tale om et konkret retsforhold.
§ 38, stk. 3.
Levering af oplysning om civilstand til forsikringsvirksomheder og - i et begrænset omfang - pengeinstitutter er nyt.
§ 38, stk. 4.
Levering af beskyttede navne og adresser til kreditoplysningsbureauer er nyt.
§ 38, stk. 6.
Kravet om, at virksomhederne m. v. skal være berettiget til at behandle oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger er nyt. Herved overflødiggøres det hidtidige krav om indhentning af en udtalelse fra Registertilsynet.
§ 39.
Terminaladgangen til CPR for at stille disse enkeltforespørgsler har hidtil været indskrænket til erhvervsvirksomheder mod nu alle de i § 38, stk. 1, nævnte juridiske personer m.v..
§ 41.
Kredsen af lande, der kan udsendes valgmateriale m.m. for, er udvidet fra EU/EØS- og nordiske lande til alle lande.
§ 42, stk. 3.
Det er nyt, at forsikringsvirksomheder og - i et begrænset omfang - pengeinstitutter ved enkeltforespørgsler kan få oplysninger om civilstand og slægtskabsforhold for en identificeret person og de oplysninger om slægtninges navne og adresser, uanset om disse er beskyttede, der er nødvendige for at udbetale en forsikringssum.
§ 42, stk. 4.
Det er nyt, at kreditoplysningsbureauer uden en konkret vurdering kan få leveret beskyttede navne og adresser.
§ 42, stk. 5.
Pligten til at høre den angivne debitor i tvivlstilfælde er ny.
§ 43, stk. 2.
Tidligere kunne man ikke få oplyst navne, fødselsdatoer og adresser på en identificeret persons nærmeste familie, selv om man havde en retlig interesse heri.
§ 45.
Hidtil har man kun kunnet få oplyst navne på personer tilmeldt ens adresse, hvis denne oplysning var led i behandling af en bopælssag, eller man forud kunne identificere personen.
§ 46.
Retten til attestation af de oplysninger, der er registreret om en i CPR, har tidligere været begrænset til bestemte oplysninger samt andre oplysninger, som man havde en retlig interesse i. Retten er nu udvidet til alle oplysninger uden betingelser, og attestation kan fås i enhver kommune mod tidligere kun i bopælskommunen.
§ 49, stk. 1, nr. 6.
De oplysninger, man kan få i gammelt folkeregistermateriale, er udvidet med slægtskabsoplysninger.
§ 50.
I denne paragraf er som noget nyt indsat hjemmel for at udlevere diverse oplysninger til forskellige, som i forbindelse med dødsfald har en legitim interesse i disse.
§ 54, stk. 2.
Tidligere måtte personnummeret ikke anføres fuldt læseligt på girokort.
§ 55, stk. 4.
Der har hidtil ikke været nogen pligt for offentlige myndigheder til at bistå med retableringen af et ødelagt CPR.
§ 56.
Klagebestemmelsen over kommunens afgørelser er ændret med angivelse af en frist for klagens indgivelse, begrænsninger i alderen af de registreringer, den vedrører, samt med angivelse af, at klagen skal indgives via kommunen.
§ 57.
Straffebestemmelserne er afpasset lovens nye bestemmelser.
§ 58, stk. 1.
Ved bødeforlæg er ikke længere angivet et maksimumsbeløb.
§ 58, stk. 2.
Henvisningen til retsplejeloven er ny.