CPR-loven § 56a

I den gældende folkeregistreringslov findes ingen udtrykkelig bestemmelse om klager over folkeregistrenes afgørelser. Med hjemmel i lovens § 1, stk. 2, har der imidlertid i folkeregistreringsbekendtgørelserne siden lovens ikrafttræden været optaget klagebestemmelser, jf. § 28, i den gældende folkeregistreringsbekendtgørelse.

Fastlæggelse af klageinstansen samt nærmere vilkår for klagerne findes imidlertid at være af en sådan betydning, at bestemmelser herom bør fastsættes i selve loven og ikke blot administrativt.

Klageinstansen for kommunernes afgørelser, som omtales i stk. 1, var indtil kommunalreformens ikrafttræden de almindelige tilsynsmyndigheder. Fra 1970 har klageinstansen været Indenrigsministeriet.

Det, der efter bestemmelsen kan påklages, er kommunens afgørelser. På folkeregistreringsområdet træffer kommunen afgørelser først og fremmest om borgernes bopælsregistrering, men bl. a. også om udlevering af oplysninger fra CPR og de gamle folkeregistre.

Hvor kommunerne indsætter oplysninger i CPR på grundlag af indberetninger til kommunen fra andre myndigheder, f.eks. statsamter, ministerialbogsførere, og domstole, træffes der ikke nogen afgørelse i medfør af folkeregistreringslovgivningen, og der kan derfor ikke klages i medfør af denne klagebestemmelse. Evt. klage over indholdet af sådanne registreringer må derfor rettes til den myndighed, der er ansvarlig for indholdet af denne registrering eller denne myndigheds klageinstans.

Der har ikke tidligere været fastsat frister for indgivelse af klager over folkeregistrenes afgørelser. En sådan frist foreslås nu indsat, fordi det virker urimeligt, hvis en borger, først lang tid efter at denne har fået en afgørelse, klager over denne. Herved risikeres, at relevante dokumenter m. m. er destrueret, og at sagen i det hele taget har ringe vilkår for at blive ordentligt belyst. Hertil kommer, at offentlige myndigheder og private kan have indrettet sig i tiltro til, at forholdene er, som det fremgår af CPR, således at en ændring giver anledning til stort besvær.

Den foreslåede klagefrist på 4 uger svarer til den frist, der mange andre steder i lovgivningen er fastsat og findes i øvrigt at give borgerne og myndigheder, som måtte være utilfredse med afgørelsen, et passende langt tidsrum at reagere i.

Fristen foreslås at løbe fra det tidspunkt, klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Denne formulering er almindeligt anvendt i forbindelse med klagefrister. En afgørelse er meddelt, når denne er kommet frem til adressaten. Af retstekniske grunde kan det ikke kræves, at afgørelsen skal være kommet til adressatens kundskab. Hvis subjektivt kundskab til afgørelsen krævedes, ville adressaten kunne forhindre meddelelsen af en formodet bebyrdende afgørelse ved at holde sig i forsætlig uvidenhed om denne.

Der er i klagereglerne ikke indsat nogen bestemmelse om opsættende virkning. Dette skyldes, at det i mange af de sager, som der er tale om, ikke giver fornuftig mening, idet selve afgørelsen ikke indeholder retsvirkninger i form af et påbud eller et forbud.

Som en ændring i den hidtidige fremgangsmåde foreslås, at klagen skal indgives til den kommune, som har truffet afgørelsen, således at denne kommune først vurderer sagen med de eventuelle nye oplysninger, som er anført i klagen.

Hvis kommunen, som modtager klagen, giver klageren medhold, er sagen afsluttet, således at Indenrigsministeriet ikke skal se sagen.

Ved den foreslåede ekspeditionsform opnås, at mange klagesager kan afgøres hurtigere, idet Indenrigsministeriet efter stk. 2 kun skal ind i de sager, hvor kommunen fastholder sin afgørelse, og i sådanne tilfælde ofte vil kunne påbegynde en realitetsbehandling uden yderligere høringer af kommunerne og eventuel deraf følgende forelæggelse for klageren.

De reelle grunde bag stk. 3, som også er ny, er de samme som bag 4 ugers-fristen. Hertil kommer, at det er usandsynligt, at den klagende skulle have været uvidende i over to år om den omhandlede registrering, hvis den gamle registrering har nogen betydning for den pågældende. Set i relation til folkeregistreringens hovedformål, som er konstateringen af en persons aktuelle bopæl, hvor det offentlige kan komme i kontakt med den pågældende, er en rettelse af en gammel registrering heller ikke særlig interessant.

Bestemmelsen afskærer ikke kommunen fra at ændre registreringen af en persons bopæl længere tilbage end to år, men kommunen vil i sådanne situationer skulle meddele borgeren ændringen i form af en afgørelse, hvorved borgeren, som bestemmelsen er udformet, får lejlighed til at klage over kommunens afgørelse, også selv om denne vedrører en ændring af en registrering, der er mere end 2 år gammel.

Afvisning af en klage efter stk. 4 vil være aktuel, hvis klagen er indgivet for sent eller vedrører forhold, som man ikke længere vil kunne klage over. Konstateringen af overskridelse af fristerne vil ofte blive afhængigt af den modtagende kommunes registreringer af klagens modtagelse. Den formelle afvisning tænkes imidlertid foretaget af Indenrigsministeriet.

En stadfæstelse vil finde sted, når Indenrigsministeriet er enig i den afgørelse, som kommunen har truffet.

Ændring af afgørelsen vil modsat finde sted, når Indenrigsministeriet har en anden vurdering af forholdene. I sådanne tilfælde kan Indenrigsministeriet umiddelbart samtidig med afgørelsen berigtige registreringen i CPR.

Hjemvisning tænkes forbeholdt de tilfælde, hvor ministeriet finder, at den konkrete sag ikke er blevet tilstrækkeligt belyst, herunder iagttagelse af reglerne i forvaltningsloven, forud for den påklagede afgørelse.

Til § 57

I den gældende folkeregistreringslov findes straffebestemmelser i §§ 10, 11, jf. § 12. § 10 indeholder både hjemmel for straf af overtrædelser af selve loven og muligheden af at fastsætte straf i de administrative bestemmelser for overtrædelse af disse.

I stk. 1 fastsættes straffebestemmelser for overtrædelse af nærmere angivne bestemmelser i lovforslaget.

Også juridiske personer kan pålægges strafansvar efter stk. 2.

Til § 58

Adgangen til at afslutte en sag om overtrædelse af folkeregistreringslovgivningen ved, at den pågældende betaler en bøde til kommunens kasse, er i de gældende regler hjemlet i folkeregistreringslovens § 11, som er uddybet i folkeregistreringscirkulærets § 25, stk. 2 og 3.

I modsætning til de gældende bestemmelser er der i stk. 1 ikke foreslået noget maksimum for bødens størrelse, som i den pågældende lov er på 600 kr. men det er derimod angivet, at kommunen kan fastsætte bødestørrelsen. Fastsættelsen af denne sker under hensyntagen til den pågældendes økonomiske forhold og forseelsens grovhed, jf. straffelovens § 51, stk. 3. Bødeforlæg gives af den kommune, som efter lovforslagets § 10, stk. 1, foretager undersøgelsen af pågældendes bopælsforhold. Såfremt den pågældende ikke godkender kommunens bødeforlæg overgives sagen til politimesteren til videre ekspedition.

Henvisningerne til retsplejeloven i stk. 2 vedrører kravet om skriftlighed samt indholdet af et sådant bødeforlæg.

Når bøden er betalt til kommunen, kan der efter stk. 3 ikke foretages yderligere strafferetlige skridt overfor den pågældende i anledning af den pågældende forseelse.

Til kapitel 16. Ikrafttrædelse m.v.

Til § 59

Bestemmelsen i stk. 1 muliggør, at CPR-lovforslaget kan vedtages tidsmæssigt uafhængigt af justitsministerens forslag til lov om behandling af personoplysninger. Loven med tilhørende administrative forskrifter vil således kunne sættes i kraft samtidigt med eller efter ikrafttræden af lov om behandling af personoplysninger på et tidspunkt, hvor de nødvendige omlægninger af CPR-registret er gennemført.

Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at den gældende folkeregistreringslov ophæves fra samme tidspunkt som ikrafttræden af lov om Det Centrale Personregister.

Opretholdelsen i stk. 3 af cirkulæret om vej- og boligregistret skyldes planer i By- og Boligministeriet om at samle vejregisteransvaret i BBR-lovgivningen. Dele af CPR s vej- og boligregistercirkulære skal fortsat opretholdes efter en eventuel gennemførelse af sådanne planer, men en afklaring heraf kan ikke foreligge inden nærværende lovforslags forventede ikrafttræden.

Stk. 4 fjerner tvivl, om igangværende klagesagers behandling skal ske efter de gamle regler eller efter CPR-loven.

Til § 60

Lovens geografiske udstrækning svarer til den gældende folkeregistreringslov, som ved kgl. anordning er sat i kraft i Grønland. På tilsvarende vis agtes lov om Det Centrale Personregister efter indhentet udtalelse fra Grønlands Hjemmestyre sat i kraft for Grønland. De færøske folkeregistre tilhører de færøske særanliggender.

Under hensyn til Grønlands særlige retsstilling i relation til det Europæiske Fællesskab antages, at Grønland må anses for et tredjeland i forhold til forslag til lov om behandling af personoplysninger. Udveksling af oplysninger mellem CPR og myndigheder i Grønland, når bortses fra de danske rigsmyndigheder, vil således være reguleret af reglerne i kapitel 7 i lovforslag om behandling af personoplysninger. Det følger heraf, at der kan overføres oplysninger til et tredjeland, såfrem overførslen er nødvendig eller følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov for at beskytte en vigtig samfundsinteresse eller for at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.

---

Bilag 2

Oversigt over væsentlige realitetsændringer i forhold til gældende retstilstand

Oversigten skal tjene som en læsevejledning og som en henvisning til de udførlige bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, hvor der er redegjort for ændringer af retstilstanden.

§ 2, stk. 3. Indenrigsministeriets samordningsforpligtelse for CPR-oplysninger er ny.

§ 3, stk. 3, nr. 1. Meddelelse om personnummer skal sendes umiddelbart efter fødslen og ikke som idag, først når barnet har fået et navn.

§ 3, stk. 4. Attestation af personnummer kan foretages af enhver kommune og ikke som idag kun af bopælskommunen, og kommunen kan forlange forudbetaling.

§ 3, stk. 6. Der har hidtil ikke kunnet registreres et personnummer i CPR for personer, der ikke skal folkeregistreres eller omfattes af skattepligt eller ATP.

§ 4. Der foreslås som noget nyt registreret oplysning om eget efternavn, forældremyndighed og separation samt bevaring af visse tidligere oplysninger. Endvidere må de foreslåede nye beskyttelsesoplysninger registreres.

§ 7, stk. 2. Af de hidtil angivne kriterier er ikke medtaget, om boligen ligger nærmest børnenes institutioner.

§ 8, stk. 2. Når et barn på skift opholder sig lige længe hos ikke samlevende forældre, skal nu alene lægges vægt på, hvem der har forældremyndigheden. Hidtil har det været forældremyndighed og andre objektive forhold.

§ 9. Tidligere har man kun kunnet blive registreret, som boende på et bevægeligt opholdssted, hvis dette lå fast.

§ 10, stk. 3. Private forpligtes til at bidrage til oplysning om en persons rette bopæl, og der indføres mulighed for at optage retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018. Pligten for de private har hidtil kun omfattet den flyttende samt logiværter. Offentlige myndigheders pligt til at bidrage til oplysning om en persons rette bopæl reguleres pt. af forvaltningsloven, som f. eks. Post Danmark, ikke er omfattet af.

§ 11, stk. 1 og 2. 14-dages fristerne for sagsbehandlingen i tvangsflytningssager og kravet om skriftlighed er en skærpelse af de almindelige regler efter forvaltningsloven, som også regulerer behandlingen af disse sager.

§ 12, stk. 1. Den hidtidige pligt til at anmelde flytning for husstanden ændres til en ret. Envidere fritages en flyttende nu også formelt for selv at anmelde en flytning, som er anmeldt af en anden.

§ 12, stk. 4. Muligheden for at vurdere en flytteanmeldelse bedres på samme måde som anført under § 10, stk. 3.

§ 13, stk. 2 og 3. Pligten til at høre den fraflyttede forælder ved børneflytninger er ny.

§ 13, stk. 4. Pligten gælder nu, uanset om den flyttende har vist en flyttekvittering fra kommunen.

§ 15, stk. 2. Retten til under visse betingelser at blive registreret på en af kriminalforsorgens pensioner er, hvis opholdet dér er led i en strafafsoning og altså ikke frivilligt, en ændring i f. t. de gældende regler.

§ 16, stk. 2. Retten til at opholde sig indtil 6 måneder her i landet uden folkeregistrering udvides fra alene at gælde personer, som har været bosat i et nordisk land, til også at omfatte personer, der har været bosat i et EU- eller EØS-land, for at undgå forskelsbehandling af statsborgere i EU/EØS-landene. Flytteanmeldelsespligten ved tilflytning til landet indtræder nu på det tidspunkt, den pågældende opfylder betingelserne for at blive registreret som tilflyttet. Pligten er hidtil indtrådt ved flytningen. Den hidtidige pligt til at anmelde flytning for husstanden ændres til en ret. Envidere fritages en flyttende nu også formelt for selv at anmelde en flytning, som er anmeldt af en anden.

§ 17, stk. 1. Børn under 18 år, som tager ophold hos forældremyndighedens indehaver, kan først folkeregistreres, når Udlændingestyrelsen har udstedt et brev om, at de ikke skal have opholdstilladelse. Tilsvarende gælder EU-statsborger, som er at betragte som grænsegængere.

§ 18. Personkredsen, som undtages fra registrering i CPR, udvides med personel, som i henhold til aftale kommer til Danmark i officielt øjemed, uanset om de er tilknyttet NATO eller andre militære fora.

§ 24, stk. 5 og 6. Som noget nyt skal personer, som den danske stat har beordret til tjeneste i udlandet, samt disses husstand, aldrig registreres som udrejst.

§ 28. Navnebeskyttelsen, der fremover altid skal gives sammen med adressebeskyttelse, er en nyskabelse. Samtidig kan navn og udenlandsadresse som noget nyt også beskyttes ved udenlandsophold.

§ 29, stk. 3. Muligheden for beskyttelse mod reklamehenvendelser er ny.

§ 30, stk. 2. Lokalvejviser-, reklame- og forskerbeskyttelserne ophører fremover først efter den pågældendes anmodning. For de gamle beskyttelser er dette en ændring i forhold til lokalvejviserbeskyttelsen - som ophørte ved flytning til udlandet, eller hvis den pågældende forsvandt - og i forhold til forskerbeskyttelsen - hvor der ingen bestemmelser har været fastsat.

§ 33, stk. 1. Offentlige myndigheders forespørgsler om oplysninger i CPR har som hovedregel været gebyrfri. Stillede myndigheden mange forespørgsler inden for kort tid, kunne kommunen kræve en betaling på 27 kr. pr. forespørgsel. Fremover er betalingen for enhver forespørgsel 27 kr.

Kapitel 9. Reglerne om videregivelse af oplysninger til statistik og videnskab, uanset hvem der står for opgaverne, er nye. Der sker herved en tilpasning til lovforslaget om behandling af personoplysninger, herunder en ligestilling af adgangen til CPR uanset om forskningen sker i offentligt eller privat regi.

§ 38, stk. 1. Kredsen, som kan få leveret udtræk, er udvidet fra erhvervsvirksomheder til juridiske personer m.v., for foreninger dog med den betingelse, at foreningen har et anerkendelsesværdigt formål. Samtidig ophæves det krav om, at der skal være tale om et konkret retsforhold.

§ 38, stk. 3. Levering af oplysning om civilstand til forsikringsvirksomheder og - i et begrænset omfang - pengeinstitutter er nyt.

§ 38, stk. 4. Levering af beskyttede navne og adresser til kreditoplysningsbureauer er nyt.

§ 38, stk. 6. Kravet om, at virksomhederne m. v. skal være berettiget til at behandle oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger er nyt. Herved overflødiggøres det hidtidige krav om indhentning af en udtalelse fra Registertilsynet.

§ 39. Terminaladgangen til CPR for at stille disse enkeltforespørgsler har hidtil været indskrænket til erhvervsvirksomheder mod nu alle de i § 38, stk. 1, nævnte juridiske personer m.v..

§ 41. Kredsen af lande, der kan udsendes valgmateriale m.m. for, er udvidet fra EU/EØS- og nordiske lande til alle lande.

§ 42, stk. 3. Det er nyt, at forsikringsvirksomheder og - i et begrænset omfang - pengeinstitutter ved enkeltforespørgsler kan få oplysninger om civilstand og slægtskabsforhold for en identificeret person og de oplysninger om slægtninges navne og adresser, uanset om disse er beskyttede, der er nødvendige for at udbetale en forsikringssum.

§ 42, stk. 4. Det er nyt, at kreditoplysningsbureauer uden en konkret vurdering kan få leveret beskyttede navne og adresser.

§ 42, stk. 5. Pligten til at høre den angivne debitor i tvivlstilfælde er ny.

§ 43, stk. 2. Tidligere kunne man ikke få oplyst navne, fødselsdatoer og adresser på en identificeret persons nærmeste familie, selv om man havde en retlig interesse heri.

§ 45. Hidtil har man kun kunnet få oplyst navne på personer tilmeldt ens adresse, hvis denne oplysning var led i behandling af en bopælssag, eller man forud kunne identificere personen.

§ 46. Retten til attestation af de oplysninger, der er registreret om en i CPR, har tidligere været begrænset til bestemte oplysninger samt andre oplysninger, som man havde en retlig interesse i. Retten er nu udvidet til alle oplysninger uden betingelser, og attestation kan fås i enhver kommune mod tidligere kun i bopælskommunen.

§ 49, stk. 1, nr. 6. De oplysninger, man kan få i gammelt folkeregistermateriale, er udvidet med slægtskabsoplysninger.

§ 50. I denne paragraf er som noget nyt indsat hjemmel for at udlevere diverse oplysninger til forskellige, som i forbindelse med dødsfald har en legitim interesse i disse.

§ 54, stk. 2. Tidligere måtte personnummeret ikke anføres fuldt læseligt på girokort.

§ 55, stk. 4. Der har hidtil ikke været nogen pligt for offentlige myndigheder til at bistå med retableringen af et ødelagt CPR.

§ 56. Klagebestemmelsen over kommunens afgørelser er ændret med angivelse af en frist for klagens indgivelse, begrænsninger i alderen af de registreringer, den vedrører, samt med angivelse af, at klagen skal indgives via kommunen.

§ 57. Straffebestemmelserne er afpasset lovens nye bestemmelser.

§ 58, stk. 1. Ved bødeforlæg er ikke længere angivet et maksimumsbeløb.

§ 58, stk. 2. Henvisningen til retsplejeloven er ny.