CPR-loven § 41

Bestemmelsen svarer til folkeregistreringsbekendtgørelsens § 27, stk. 3, idet den dog ikke længere er begrænset til EU/EØS-lande. Vilkårene vil bl.a. indeholde bestemmelser til sikring af anonymiteten for personerne i personkredsen.

Om betalingen til Indenrigsministeriet henvises til de almindelige bemærkninger afsnit D. Administrative og økonomiske konsekvenser.

Til kapitel 12. Kommunernes videregivelse af enkeltoplysninger m.v. til private

Dette kapitel regulerer videregivelse af enkeltoplysninger m.v. til private, bortset fra videregivelsen til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed efter kapitel 9 og Indenrigsministeriets videregivelse m.v. til private efter kapitel 10. Kapitlet regulerer således udtømmende kommunernes videregivelse m.v. i forbindelse med privates personlige, telefoniske og skriftlige henvendelse om enkeltoplysninger, herunder i tilfælde, hvor der skal fremlægges dokumentation af f.eks. kreditorkrav, retlig interesse, adkomst til ejendom m.v. Herudover er der i § 47 fastsat regler for kommunernes medvirken ved trykning af lokalvejvisere. Om sondringen mellem offentlige myndigheder og private henvises til de indledende bemærkninger til kapitel 8.

Der er i lovforslaget ingen hjemmel for kommunerne til at foretage kuvertering for private. Kommunerne vil, således som det også er tilfældet idag, kun kunne foretage kuvertering for private, hvis der andetsteds i lovgivningen er hjemmel herfor. En sådan hjemmel findes i § 41 a i friskoleloven, lb. nr. 62 af 23. januar 1997, for udsendelse af materiale for en friskole til en afgrænset personkreds i skolekommunen.

Til § 42

Bestemmelsen i stk. 1 regulerer privates enkeltforespørgsler til kommunerne om konkrete personer. Bestemmelsen opretholder stort set uændret den gældende retstilstand på området, som følger af § 3, stk. 1 og 4, i folkeregistreringsloven og § 24, stk. 1-4, i folkeregistreringsbekendtgørelsen.

I bestemmelsen i stk. 2 afgrænses de oplysninger i CPR, der kan videregives af kommunerne ved enkeltforespørgsler, på samme måde som i § 38, stk. 1, om Indenrigsministeriets videregivelse af oplysninger om en større kreds af personer til private, når der bortses fra oplysning om markering af fritagelse for reklamehenvendelser.

Bestemmelsen i stk. 3 er en parallel til bestemmelsen i § 38, stk. 3, der giver Indenrigsministeriet en tilsvarende adgang til i elektronisk form at levere oplysning om civilstand til selskaber og pensionskasser omfattet af lov om forsikringsvirksomhed samt pengeinstitutter ved administration af opsparing i pensionsøjemed, jf. kapitel 9 a i lov om banker og sparekasser. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 38, stk. 3. Nærværende bestemmelse giver endvidere adgang til oplysning om pågældendes slægtskabsforhold.

Bestemmelsen i stk. 4 er en parallel til bestemmelsen i § 38, stk. 4, der giver Indenrigsministeriet en adgang til i elektronisk form at levere beskyttede navne og adresser til kreditoplysningsbureauer. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 38, stk. 4.

Bestemmelsen i stk. 5 svarer til folkeregistreringsbekendtgørelsens § 17, stk. 3, hvorefter en adressebeskyttelse ikke kan opretholdes overfor kreditorer, der agter at foretage skridt til opkrævning eller inddrivelse af en forfalden fordring.

En kreditor skal således kunne fremvise en forfalden, ubetalt fordring. Meningen med denne undtagelse fra navne- og adressebeskyttelsen er, at man ikke skal kunne gemme sig for sine kreditorer gennem en navne- og adressebeskyttelse for at undgå at betale sin gæld. At en fordring er forfalden betyder, at den sidste rettidige betalingsdag er overskredet.

Navne- og adressebeskyttelse skal dog ikke altid vige for kreditorer, selv om disse kan opfylde betingelserne, der er angivet ovenfor. Dette skyldes, at der kan tænkes tilfælde, hvor formålet med at præsentere en forfalden fordring ikke er at få de penge m.m., man har tilgode, men derimod er en måde at omgå beskyttelsen på. Der må i almindelighed kunne ses bort fra muligheden for omgåelse, hvis den spørgende er en forretningsvirksomhed, herunder en advokatvirksomhed. Kommunerne afviser i dag visse adresseforespørgsler, fordi der rejses tvivl om fordringens eksistens. I sådanne tilfælde er det fundet hensigtsmæssigt at afklare tvivlen ved som noget nyt at pålægge kommunerne at forelægge anmodningen for den angivelige skyldner.

Kravet til identifikation i stk. 6 svarer til, hvad der er gældende i dag, jf. folkeregistreringsbekendtgørelsens § 24, stk. 1.

Til § 43

Efter bestemmelsen i stk. 1, som svarer til folkeregistreringsbekendtgørelsens § 17, stk. 4, kan kommunen herudover udlevere beskyttede navne og adresser til private, der har en retlig interesse. Bestemmelsen forudsætter, at der sker en dokumentation af den retlige interesse. Dette vil normalt ikke kunne ske uden skriftlighed. Men det kan ikke udelukkes, at dokumentationen i visse tilfælde vil kunne ske mundtligt. Efter bestemmelsen er det en betingelse at den beskyttede ikke har fremsat en indvending mod udleveringen, som kommunen finder skal tillægges større vægt end den spørgendes retlige interesse.

Ifølge Indenrigsministeriets praksis foreligger der som regel kun en retlig interesse, hvis den ønskede oplysning i sig selv ændrer retstilstanden, er nødvendig for at få denne ændret eller skal bruges til at gøre en ret gældende, jf. i øvrigt bemærkningerne til stk. 2.

I bestemmelsen i stk. 2 foreslås som noget nyt, at der i tilfælde af retlig interesse også kan udleveres oplysninger om navn, adresse og fødselsdato på nuværende eller tidligere ægtefælle, børn og forældre til den forud identificerede. For så vidt angår oplysning om ægtefælle vil dette være aktuelt for f.eks. forsyningsvirksomheder (el, gas, vand m.v.), hvor den person, der kan identificeres af selskabet, er kunden, men krav også skal gøres gældende overfor ægtefælle, jf. lovbkg. nr. 37 af 5. januar 1995 om ægteskabets retsvirkninger, § 11. Den retlige interesse betyder ikke, at der kan ses bort fra kravet i bestemmelsens 1. punktum om identifikation. Der kan aldrig udleveres oplysninger til private, som ikke har identificeret den person, der ønskes oplysninger om, på den måde, der er angivet i § 42, stk. 6.

Om udtrykket retlig interesse henvises til bemærkningerne til stk. 1. Som eksempel kan nævnes, at en oplysning om slægtskab kan være af betydning for fremsættelse af et arvekrav. På samme måde som bobestyrere og andre efter § 50, stk. 1 og 2, har adgang til nødvendige oplysninger i ældre folkeregistermateriale i forbindelse med skifte m.v. ved en persons død, giver bestemmelsen i stk. 2 en tilsvarende adgang for disse til CPR s oplysninger. Et andet eksempel på retlig interesse er, at oplysningen har betydning for udfaldet af en verserende eller forestående retsag. Retlig interesse i en oplysning har man også, hvis oplysningen har betydning for udfaldet af et erstatningskrav, man selv har rejst, eller som er rejst mod en. Såfremt ens krav på en ydelse er afhængig af, om man har boet et bestemt sted sammen med en anden person i en bestemt periode, har man en retlig interesse i at få oplyst disse forhold. Derimod er f.eks. ønsket om at drive slægtsforskning ikke en interesse, som kan kaldes retlig, jf. de særlige regler herom i lovforslagets § 49.

Det er ikke udover de angivne eksempler muligt på forhånd at opregne de tilfælde, hvor private har en retlig interesse i en oplysning i CPR om en bestemt person.

Bestemmelsen i stk. 2 om, at oplysning om personnumre aldrig kan gives bortset fra på visse attester, der udskrives om den pågældende fra CPR, jf. § 46 svarer til bestemmelsen i dag i § 24, stk. 3, i folkeregistreringsbekendtgørelsen.

Til § 44

Der henvises for så vidt angår stk. 1 og 3 til bemærkninger til de næsten enslydende bestemmelser i § 40, stk. 2-3, for så vidt angår oplysninger, der er modtaget fra Indenrigsministeriet efter § 38, stk. 1-4, og 39. Bestemmelsen i stk. 2 er i overensstemmelse med, hvad der hidtil er fremgået af folkeregistreringsbekendtgørelsens § 17, stk. 5.

Til § 45

Der er tale om en nyskabelse, som giver enhver ret til at få oplyst navne på personer - uanset evt. navne- og adressebeskyttelse - der er tilmeldt i en bolig, som vedkommende er (med)ejer eller lejer af. Det forudsættes, at fornøden dokumentation, herunder for adkomst til ejendom eller lejekontrakt, forevises, forinden navne på de tilmeldte udleveres.

I dag har kommunerne ikke pligt til at give en sådan oplysning. Kommunerne har dog ret til at give oplysning om navne på samtlige personer registreret på en boligejers eller lejers egen adresse i de tilfælde, hvor beboerantallet bestrides af denne. Videregivelsen af navnene vil i så fald ske som led i sagens oplysning med henblik på at få boligejerens/lejerens kommentarer hertil, herunder f.eks. om denne har kendskab til de(n) person(er), som angives ikke at bo på adressen, eller ej. Boligejerens/lejerens oplysning om, at en eller flere personer ikke bor på adressen, vil i givet fald ske i form af en logiværterklæring forsynet med vedkommendes underskrift med henblik på dokumentation i sagen.

For en ejer kan der være rimelige grunde til at få oplysning om, hvem der er registreret på en adresse i dennes ejendom eller lejlighed, f.eks. til kontrol af om lejekontraktens betingelser er opfyldt. For en lejer kan også anføres rimelige grunde til at få oplyst, hvem der er registreret med adresse i vedkommendes lejlighed, f.eks. også for at kontrollere opfyldelsen af lejekontraktens bestemmelser.

Kommunerne har en forpligtelse til at sikre at anmeldte flytninger er korrekte, jf. §§ 6 og 10. Men det kan ikke udelukkes ud fra den hidtidige erfaring, at nogle personer - i hvert fald i en kortere periode - kan opnå at blive registreret på en adresse, hvor de efter dette lovforslag ikke skal registreres. Dette vil efter nogen tid normalt gå op for de korrekt registrerede på adressen, f.eks. ved at der kommer post adresseret til en person, som disse ikke har kendskab til. I første omgang vil de nok returnere posten med angivelse af, at adressaten er ubekendt, og først på et senere tidspunkt begynde at undersøge forholdene nærmere, herunder henvende sig til kommunen. I værste fald har det vist sig, at de pågældende først bliver opmærksom på forholdet, når de har haft besøg af fogeden, som vil inddrive en fordring/gøre udlæg vedrørende en person, som de rigtige beboere ikke kender, men som fogeden kan se står registreret i CPR på adressen. Er det lykkedes personer med et mere tvivlsomt rygte, kriminelle o.lign., som ikke har bedt om navne- og adressebeskyttelse, at blive registreret på en anden persons adresse, vil enhver kunne få oplyst den fejlagtige adresse i CPR, således at sagesløse personer på denne adresse måske får henvendelser af chikanøs karakter eller på anden måde forulempes.

Til § 46

Den eksisterende begrænsning i folkeregistreringsbekendtgørelsens § 23 af de oplysninger, man uden videre kan få attesteret om sig selv, er ophævet, idet betalingen for attestationerne, jf. § 51, stk. 2, formodes at bevirke, at der kun anmodes om attestationer, som har en fornuftig begrundelse.

Det forventes, at attestation af oplysninger i CPR, som fremover kan fås i enhver kommune mod i dag kun i bopælskommunen, vil få aftagende betydning med tiden, idet andre offentlige myndigheder i Danmark gennem direkte træk på oplysninger i CPR, jf. lovforslagets kapitel 8, selv vil kunne tilvejebringe de nødvendige CPR-oplysninger. Bestemmelsen giver også adgang til attestation af oplysninger i gammelt folkeregistermateriale.

Til § 47

Bestemmelsen i stk. 1, svarer til § 24, stk. 5, i folkeregistreringsbekendtgørelsen.

Udgivelsen af lokalvejvisere, hvor navne, stillinger og adresser for en kommunes borgere offentliggøres i trykt form, er en afgørende fravigelse af det grundlæggende princip for privates adgang til disse oplysninger i CPR, sådan som dette princip kommer til udtryk i den gældende folkeregistreringslov § 3, jf. folkeregistreringsbekendtgørelsens § 24, stk. 1. Det er her et krav, at den person, der ønskes navne- og adresseoplysninger for, kan identificeres af den private spørger. Dette identifikationskrav ved videregivelse af oplysninger fra CPR til private er opretholdt i nærværende lovforslag, jf. § 38, stk. 5, og § 42, stk. 6.

Lokalvejvisere bygger på en lang tradition i kommunerne, hvor størsteparten af kommunerne har givet adgang til udgivelse af lokalvejvisere, som trykkes af private forlag o.lign.

Indenrigsministeriet har derfor ikke foreslået en afskaffelse af kommunernes hidtidige mulighed for at beslutte, at der kan videregives oplysninger til brug for trykning af lokalvejvisere, men alene en opretholdelse af den gældende ordning, herunder som fastsat i stk. 2, at oplysningerne ikke må anvendes eller videregives til brug for offentliggørelse i elektronisk form, f.eks. på Internet.

Til § 48

Bestemmelsen i stk. 1 giver adgang til de samme oplysninger, uanset om disse er registreret i CPR eller findes i ældre folkeregistermateriale.

Der gælder efter stk. 2 de samme begrænsninger for anvendelsen af oplysninger udleveret efter stk. 1 som i § 44.

Til § 49

Med bestemmelsen, der stort set svarer til folkeregistreringsbekendtgørelsens § 25, stk. 1, hjemles en fortsættelse af den i 1993 indførte adgang til gammelt folkeregistermateriale for bl.a. slægtsforskere. Bestemmelsen vedrører således materiale, der stammer tilbage fra folkeregistreringens indførelse i Danmark i 1923/24 og frem, og som ikke er blevet overført af kommunerne til CPR - og dermed foreligger elektronisk - ved dettes systems oprettelse i 1968 eller senere.

Bestemmelsen i folkeregistreringsbekendtgørelsens § 25 blev udformet efter drøftelse med Rigsarkivaren. Liberaliseringen i 1993 af tilgængelighedsbestemmelserne for ældre folkeregistermateriale skete, idet der efter alt at dømme er tale om et materiale, som i stigende omfang vil blive efterspurgt af slægtsforskere. Der er samtidigt i samarbejde med Rigsarkivaren sikret, at adgangen til gammelt folkeregistermateriale dels kan tilgodese behovet i forbindelse med slægtshistoriske undersøgelser, dels ikke afhænger af den omstændighed, om materialet er afleveret til landsarkiverne eller ej.

I forhold til den gældende ordning udvides adgangen til også at omfatte oplysning om slægtskabsforhold bortset fra oplysning om nulevende slægtninge.

Det tilføjes, at med definitionen af begrebet personoplysninger i forslag til lov om behandling af personoplysninger lægges der op til, at oplysninger om afdøde personer - i samme udstrækning som efter den gældende retstilstand skal anses for personoplysninger og dermed være omfattet af lovforslagets regulering.

Til § 50

Ved en persons død er der behov for udredning af slægtskabsforhold m.v. af hensyn til skiftet, udbetaling af eventuel forsikringssum o.lign. Det vil i mange år endnu være nødvendigt med manuelle - og dermed ofte besværlige - undersøgelser af slægtskabsforhold m.v. i sådanne situationer. Dette skyldes, at CPR først blev etableret i 1968, og at der kun for børn (personer) født efter 1. januar 1968 er gennemført en systematisk henvisning mellem forældre og børn i CPR. Ved en persons dødsfald er det således kun vedkommendes børn født og folkeregisteret i Danmark efter 1. januar 1968, der med sikkerhed fremgår af CPR.

Udover oplysningerne registreret siden 1968 i CPR råder kommunerne over ældre folkeregistermateriale - i visse tilfælde helt tilbage til 1923/24 - hvis det ikke er afleveret til landsarkiverne.

Ved skifte her i landet vil boet efter dødsboskifteloven, lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer, ofte blive udleveret til en bobestyrer. Dette vil bl.a. være tilfældet, hvis det er usikkert, hvem der er arvinger. Bobestyrere har efter dødsboskiftelovens § 48, stk. 3, adgang til at få oplysninger og bistand fra offentlige myndigheder i samme omfang som skifteretten, dvs. i nærværende lovforslag efter reglerne i kapitel 8.

Formålet med § 50, stk. 1, er at sikre, at der også kan udleveres de nødvendige oplysninger fra CPR og gammelt folkeregistermateriale, hvis et bo skal behandles i udlandet. Denne hjemmel er nødvendig, bl. a. fordi udenlandske myndigheder i relation til CPR-lovgivningen behandles som privatpersoner.

Bestemmelsen i § 50, stk. 2, skal tilgodese et ofte fremsat ønske om at kunne få sådanne oplysninger fra CPR og gammelt folkeregistermateriale, der skal bruges af begravelsesmyndigheden, og som det tit - især ved en længstlevende ægtefælles død - kan være svært at finde frem til på anden måde.

Der fastsættes samme krav til identifikation af den afdøde ved forespørgsler efter bestemmelserne i stk. 1 - 2, som i § 42, stk. 6.

Til § 51

Bestemmelsen i stk. 1 er fastsat af hensyn til kommunernes mulighed for selv på en hensigtsmæssig måde at kunne tilrettelægge administrationen af videregivelse fra CPR efter de nævnte bestemmelser i lovforslaget.

Den nævnte maksimale betaling i stk. 2 er uændret 52 kr. Ved videregivelse efter §§ 47-50 kan kommunen kræve samtlige omkostninger dækket af modtageren. Betalingen kan som noget nyt forlanges erlagt forud.

Til kapitel 13. Offentlige myndigheders behandling af personnumre

Af § 11, stk. 1, i justitsministerens forslag til lov om behandling af personoplysninger fremgår, at offentlige myndigheder kan behandle oplysninger om personnumre med henblik på entydig identifikation eller som journalnummer. Denne bestemmelse er en parallel til folkeregistreringsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, hvorefter offentlige myndigheder kan anvende personnummeret som identifikation eller journalnummer i forbindelse med varetagelsen af vedkommende myndigheds opgaver.

Private dataansvarliges behandling af personnumre reguleres efter bestemmelserne i det nævnte forslag til lov om behandling af personoplysninger.

Om sondringen mellem offentlige myndigheder og private henvises til de indledende bemærkninger til kapitel 8.

Til § 52

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til § 22, stk. 2, i den gældende folkeregistreringsbekendtgørelse. På en del forvaltningsområder følger det af lovgivningen, at flere personer skal henføres til samme sag. I sådanne tilfælde kan forvaltningen efter denne bestemmelse som hidtil selv afgøre, hvorledes den interne sagsregistrering tilrettelægges mest hensigtsmæssigt, men ved kommunikationen mellem borger og myndigheden skal vedkommendes eget personnummer anvendes, jf. § 53.

Ved tilrettelæggelsen af sagsregistreringen skal der endvidere tages ligestillingsmæssige hensyn, således at registrering af en person under ægtefællens personnummer kun foretages, hvor det er påkrævet af hensyn til sagsbehandlingen, herunder ud fra en vurdering af, hvem af ægtefællerne, der f. eks. er hovedperson i forhold til den sagsbehandling, der skal finde sted, f.eks. den en ydelse vedrører. Iagttagelsen af ligestillingsmæssige hensyn indebærer bl.a. også, at forvaltningen, når en person, der på grund af egne forhold er registreret i forvaltningen, indgår ægteskab, fortsat anvender dennes eget personnummer som journalnummer. Hvis begge ægtefæller havde en sag i forvaltningen forud for ægteskabets indgåelse, og ægtefællerne nu ønskes henført til samme sag, skal der anvendes personnummeret for den af ægtefællerne, som har den mest omfattende sag.

Til § 53

Bestemmelsen svarer i sit indhold til § 22, stk. 3, 1. pkt., i folkeregistreringsbekendtgørelsen.

Om en person har pligt til at give oplysning om sit eget personnummer til en offentlig myndighed, beror på hjemmelen i det enkelte tilfælde, men vil i praksis normalt være nødvendig som led i vedkommendes identifikation. Hjemmelen kan være fastsat direkte i en lov eller være fastsat i regler i henhold til lov, eller afgivelsen af personnummer kan i øvrigt være en nødvendig identifikation til varetagelse af opgaver pålagt efter lovgivningen.

Til § 54

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til folkeregistreringsbekendtgørelsens § 22, stk. 3, 1. - 3. pkt. Bestemmelsen betyder bl.a., at personnummer ikke må påføres fuldt læseligt i rudekuverters rude, uden på breve eller andre forsendelser til den pågældende. Derimod er der ikke herved noget til hinder for, at påføre personnumret på breve, som sendes til den pågældende i lukket kuvert.

Med bestemmelsen i stk. 2 ændres den hidtidige regel i folkeregistreringsbekendtgørelsen § 22, stk. 3, sidste pkt., således at personnummer fremover kan angives fuldt læseligt på giroindbetalingskort, såfremt dette fremsendes i lukket kuvert til den pågældende. Baggrunden herfor er, at den pågældende i givet fald vil kunne vælge at betale på anden vis end ved anvendelse af giroindbetalingskortet samt at betaling på postkontoret via girokortet i givet fald alene vil passere ansatte hos Post Danmark, hvis ansatte har tavshedspligt.

Bestemmelsen i stk. 3 svarer til folkeregistreringsbekendtgørelsens § 22, stk. 5. Bestemmelsen skal tillige ses i lyset af offentliggørelsesforbudet, medmindre der er givet samtykke, i den foreslåede § 11, stk. 3, i forslag til lov om behandling af personoplysninger.

Til kapitel 14. Beredskab, sikkerhedsforanstaltninger m.v.