LBK nr 1010 af 23/06/2023
Digitaliseringsministeriet
CPR-loven § 34a
Færøske myndigheder sidestilles i dette kapitel med andre offentlige myndigheder.
Forarbejder til CPR-loven § 34a
RetsinformationReguleringen i bestemmelsen i stk. 1 har til formål at sikre, at de almindelige personoplysninger, som registreres i CPR, normalt hentes direkte i CPR af de myndigheder og private, der har behov herfor. Herved sikres, at disse er helt aktuelle og korrekte, og at f.eks. en beskyttelse af en persons navn og adresse ikke tilsidesættes.
Udveksling af CPR s oplysninger mellem de enkelte dele af en kommunes forvaltning omfattes ikke af videregivelsesforbudet i stk. 1.
Hvis videregivelsen udtrykkelig følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, eller Indenrigsministeriet har givet tilladelse hertil, har Indenrigsministeriet haft forudgående lejlighed til at udtale sig, herunder vurdere samordnings- og koordineringshensyn, jf. § 2, stk. 3.
Myndighedens overladelse af data, som er modtaget fra CPR, til behandling på et servicebureau eller lign. betragtes ikke som »videregivelse til private«, såfremt databehandlerens behandling er i overensstemmelse med lov om behandling af personoplysninger.Bestemmelsen i stk. 2 har til formål at sikre, at navne- og adressebeskyttelse opretholdes, hvis sådanne oplysninger videregives efter bestemmelsen i stk. 1 fra en myndighed, som har modtaget disse fra CPR, men gælder dog ikke, jf. stk. 3, hvis andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov.
Til kapitel 9. Kommunernes og Indenrigsministeriets videregivelse m.v. af oplysninger til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed
Der er ikke i den gældende folkeregistreringslov hjemmel til udlevering af oplysninger i form af udtræk fra CPR til private forskere eller forskningsinstitutioner. Disse kan i dag alene rette adresseforespørgsler til folkeregistrene om enkeltpersoner, de forud har identificeret.
Derimod er der efter § 2, stk. 3, i lov om private registre intet til hinder for, at der i privat regi registreres også følsomme personoplysninger, såfremt dette alene finder sted til videnskabelige eller statistiske formål, og der - når der er tale om registrering af oplysninger om rent private forhold - er sket en forudgående anmeldelse til Registertilsynet, som fastsætter nærmere vilkår for registret.
Videregivelse af oplysninger fra CPR til konkrete forskningsprojekter har derfor hidtil alene kunnet ske, når en offentlig myndighed, f.eks. sygehus eller universitet, har kunnet stå som ansvarlig for de udleverede oplysninger samt for overholdelsen af nærmere fastsatte bestemmelser. Dette har betydet, at en del private forskere har været afskåret fra at få adgang til CPR s oplysninger, selv om de ved at opfylde bestemmelserne i førnævnte § 2, stk. 3, i lov om private registre, kan behandle langt mere følsomme oplysninger, end der findes i CPR.
Med hjemmel i § 27, stk. 1, i folkeregistreringsbekendtgørelsen kan der for private videnskabelige og statistiske projekter, som er forudgående anmeldt til Registertilsynet efter § 2, stk. 3, i lov om private registre, og for hvilke der er fastsat nærmere vilkår, fra CPR foretages adressering og udsendelse af breve til en nærmere afgrænset personkreds i CPR. Der sker herved ikke udlevering af navne- og adresseoplysninger på de personer, der får tilsendt materiale, til rekvirenten af adresserings-/udsendelsesopgaven.
I forslaget til lov om behandling af personoplysninger er der fastsat særlige regler for behandling af oplysninger og anmeldelse af behandlinger, der alene sker i statistisk eller videnskabeligt øjemed. Med bestemmelserne i dette kapitel sker en tilpasning til disse bestemmelser, herunder en ligestilling af adgangen til benyttelse af CPR s oplysninger i statistisk og videnskabeligt øjemed, uanset om forskningen sker i offentligt eller privat regi.
Det er i alle tilfælde en forudsætning, at behandlingen hos modtagere af oplysninger m.v. efter bestemmelserne i dette kapitel er i overensstemmelse med lov om behandling af personoplysninger.