Indholdsfortegnelse
Search for a command to run...
| Navn | Dato |
|---|---|
Direktoratet fastsætter herved følgende regler om anbringelse, visitation og registrering af personer, der midlertidigt indsættes i arresthus eller Københavns fængsler med henblik på fremstilling for fogeden, skattevæsenet, overøvrigheden m.v.
§ 1. De pågældende skal fortrinsvis anbringes i et besøgslokale, undervisningslokale eller lignende venterum.
Stk. 2. Anbringelse i opholdsrum for indsatte bør dog ske, såfremt opholdet medfører overnatning. Ved overnatning forstås ophold, der forventes at blive af mindst 4 timers varighed i tiden efter kl. 24.00.
Stk. 3. Anbringelse i opholdsrum for indsatte kan i øvrigt kun ske, såfremt anden anbringelse ikke er mulig, eller ordens- eller sikkerhedshensyn i det enkelte tilfælde taler derfor.
Stk. 4. De pågældende må ikke anbringes sammen med indsatte, medmindre ganske særlige omstændigheder taler for sådan anbringelse.
§ 2. Ved indsættelsen foretages eftersyn af indholdet af lommer, medbragte tasker og lignende.
Stk. 2. Eftersynet bør gennemføres ved, at den pågældende opfordres til at fremvise de effekter, som vedkommende har i lommerne, samt indholdet af eventuelle tasker, pakker og lignende. Nægter den pågældende at medvirke til eftersynet, kan dette foretages af personalet.
Stk. 3. Effekter, som den pågældende ikke bør være i besiddelse af under opholdet, kan tages i bevaring. Tilsvarende gælder med hensyn til eventuelle medbragte tasker m.v.,såfremt den pågældende nægter at medvirke til eftersynet.
Stk. 4. Visitation kan i øvrigt kun foretages, såfremt den pågældende undtagelsesvis har været anbragt i fællesskab med indsatte, eller ordens- eller sikkerhedshensyn i det enkelte tilfælde taler derfor.
§ 3. De pågældende indføres i arrestjournalen med angivelse af navn og fødselsdato. I rubrikken »Indsættelsesgrund« anføres »Fremstilling for fogeden« (skattevæsenet, overøvrigheden m.v.).
§ 4. Cirkulæret træder i kraft den 1. juli 1985.
Stk. 2. Samtidig ophæves direktoratets skrivelser af 23. juni og 7. juli 1969 om visitation af personer, der indsættes i arresthusene og Københavns fængsler med henblik på fremstilling for fogeden.
E.B.
J. Waagensen
(Til arresthusene og Københavns fængsler).