CIS nr 9491 af 12/10/2012
Justitsministeriet
Cirkulæreskrivelse om visse sagsbehandlingsspørgsmål af særlig relevans ved behandlingen af sager om overførsel til arrestafdelingerne i Politigårdens Fængsel og Ndr. 0 i Statsfængslet i Nyborg - (Til samtlige fængsler og arresthuse)
1. Indledning
Efter samme model som Politigårdens Fængsel er der den 15. august 2012 etableret en særlig arrestafdeling i Statsfængslet i Nyborg, Arrestafdelingen Ndr. 0, som vil have samme funktion for Vestdanmark, som Politigårdens Fængsel hidtil har haft landsdækkende. Politigårdens Fængsel vil fremover navnlig have Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm som optageområde.
Denne cirkulæreskrivelse indeholder nærmere instruktion af institutionerne om kravene til sagsbehandlingen i sager om anbringelse i og overførsel til de to arrestafdelinger.
Statsfængslet i Nyborg har ved brev af 10. august 2012 informeret institutionerne nærmere om, hvilke kategorier af indsatte der kan anbringes i afdeling Ndr. 0 og om visitationen hertil.
Det bemærkes, at denne arrestafdeling indtil videre ikke kan modtage medlemmer af HA, AK 81 eller HA-støttegrupper. Disse skal fortsat søges overført til Politigårdens Fængsel.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har den 28. august 2006 udsendt brev om anbringelse i Politigårdens Fængsel.
Nærværende cirkulæreskrivelse er således alene et supplement til ovennævnte breve.