CIR1H nr 9276 af 19/03/2025
By-, Land- og Kirkeministeriet
Cirkulære om protokollat til akademikeroverenskomsten om overenskomstansættelse af DOKS-organister samt rektorer og faste lærere på kirkemusikskolerne på folkekirkens område
Kapitel 5 – Bestemmelser der er gældende for lærere ved kirkemusikskolen, jf. § 1, stk. 5.
§ 22. Tillæg
Ansatte, der er omfattet af § 1, stk. 5, oppebærer et undervisningstillæg svarende til rådighedstillægget, jf. § 8.
§ 23. Arbejdstid
Et årsværk udgøres af 1924 løntimer pr. år.
Cirkulærebemærkninger til § 23:
Det anførte årsværk er en opgørelse over den samlede bruttoarbejdstid. Fratrækkes ferie mv. udgør et årsværk 1680 løntimer.
Stk. 2 . En undervisningstime udgøres af 60 minutter, hvoraf 10 minutter holdes som pause til elev/lokaleskift. Er undervisningen kortere end én time, forkortes pausen forholdsmæssigt.
Stk. 3 . Til forberedelse af én undervisningstime beregnes én time, således at én undervisningstime svarer til 2 løntimer. Ansættelsesmyndigheden kan på baggrund af en konkret individuel opgørelse af arbejdstiden, efter forhandling med DOKS, forøge eller reducere forberedelsestiden. Opgørelsen af arbejdstiden kan ske på den ansattes eget initiativ eller på baggrund af en anmodning fra ansættelsesmyndigheden.
Stk. 4 . I en stilling på fuld tid beregnes årligt 200 løntimer (præambeltimer). I en deltidsstilling nedsættes antallet af præambeltimer forholdsmæssigt. Præambeltimer dækker følgende opgaver:
– Lærermøder/faggruppemøder
– Statusmøder
– Deltagelse i kollegiale konferencer eller lignende
– Arbejde vedr. egen skemalægning (udfyldelse af skemaer/flytning af elever og lign).
– Udarbejdelse af repertoirelister/eksamenslister for egne elever
– Udarbejdelse af koncertlister m.m. for egne elever
– Medvirken ved eksaminer for egne elever
– Kunstnerisk selvudvikling
– MUS samtaler
Cirkulærebemærkning til § 23, stk. 4:
Ansættelsesmyndigheden kan fastsætte fremmødepligt til alle arbejdsopgaver, herunder opgaver andre end kunstnerisk selvudvikling der dækkes af præambeltimer. En ansat skal på anmodning fra ansættelsesmyndigheden opgøre omfanget af den tid, der har været anvendt til opgaver beskrevet i § 23, stk. 4. Såfremt omfanget af opgaver overstiger det til stillingen afsatte præambeltimetal, aflønnes opgaverne som administrativt arbejde efter reglerne i stk. 5.
Stk. 5 . Såfremt der til en stilling er knyttet administrative opgaver, beregnes én times administrativt arbejde som én løntime. Som eksempel på administrativt arbejde kan nævnes:
– Skemalægning
– Fremstilling af prøve- og eksamensopgaver
– Medvirken ved og forberedelse af kurser, elevkoncerter, ekskursioner m.v.
– Medvirken ved og forberedelse af prøver og eksaminer
Cirkulærebemærkninger til § 23, stk. 5:
Anvendelse af tid efter § 23, stk. 5 forudsætter, at ansættelsesmyndigheden har godkendt, at den ansatte skal udføre opgaven. Ansættelsesmyndigheden kan ved godkendelsen præcisere, hvor lang tid der må anvendes til udførelsen af de administrative opgaver.
Stk. 6 . Er der til stillingen knyttet opgaver som eksamensleder, beregnes der til hver times eksamensledelse én times forberedelse, således at eksamensledelse opgøres som to løntimer.
Cirkulærebemærkning til § 23, stk. 6:
Det er en forudsætning for aflønning efter stk. 6. at eksamenslederen varetager forberedelse af eksamensforløbet, herunder gennemgang af eksamensplanen, sikrer at det til eksaminationen fornødne materiale er til stede, leder eksaminationsforløbet samt indsamler og afleverer karakterblade eller udtalelser til skolens administration.
Stk. 7 . Stillingens størrelse angives i hele eller halve timer.
Cirkulærebemærkning til § 23, stk. 7:
Hvis den konkrete beregning af løntimetallet giver et tal, som ikke udgør en hel eller en halv time, oprundes løntimetallet til nærmeste hele eller halve time, idet det bemærkes at arbejdsgiveren har mulighed for at disponere over den resterende arbejdstid.
§ 24. Intervaltid
Stillingers størrelse kan ændres for et enkelt skoleår ad gangen, således at det ugentlige løntimetal kan forøges med op til 3 timer eller nedsættes med op til 2 timer. Den samlede ansættelse kan dog ikke overstige 37 timer pr. uge, medmindre ansættelsesmyndigheden og den ansatte har aftalt en individuel arbejdstid, der er højere end den anførte fuldtidsbeskæftigelse (plustid).
Cirkulærebemærkning til § 24, stk. 1:
Intervaltiden betyder, at ændringer i det ugentlige løntimetal indenfor de beskrevne rammer i § 23, stk. 1 kan ske uden, der er tale om en ændring af ansættelsesforholdet.
Intervaltiden kan ikke fastsættes til mindre end ½ time.
Stk. 2. Ændringen i det ugentlige løntimetal bortfalder uden varsel ved skoleårets afslutning.
Cirkulærebemærkning til § 24, stk. 2:
Intervaltiden kan, indenfor rammerne af § 23, tages i anvendelse hvert skoleår uden yderligere begrænsning.
Stk. 3. Det ugentlige løntimetal kan forhøjes med virkning fra den førstkommende måneds start uden varsel. Forhøjelse kan ske ad flere gange, dog indenfor rammen i § 24, stk. 1.
Cirkulærebemærkning til § 24, stk. 3:
Hvis forhøjelsen sker ad flere gange, må den samlede forhøjelse maksimalt udgøre 3 timer om ugen.
Hvis det ugentlige løntimetal forhøjes ud over rammen i § 24, stk. 1 er der tale om en stillingsændring, som skal udmøntes i nyt ansættelsesbevis med oplysning om den nye beskæftigelsesgrad.
Stk. 4. Det ugentlige løntimetal kan nedsættes en gang pr. skoleår med virkning fra den 10. august. Ændringen skal skriftligt meddeles med én måneds varsel.
Cirkulærebemærkning til § 24, stk. 4:
Hvis det ugentlige løntimetal nedsættes ud over rammen i § 24, stk. 1 er der tale om en væsentlig stillingsændring, som skal varsles i henhold til reglerne herom.
§ 25. Rådighed
Ved ansættelsen anføres de perioder hvor den ansatte står til rådighed for undervisning. Ved ansættelse på fuld tid står den ansatte til rådighed for undervisning mandag til fredag. Ved ansættelse på deltid nedsættes rådighedstiden tilsvarende.
Stk. 2. En ansat på fuld tid kan af ansættelsesmyndigheden forpligtes til at stå til rådighed for opgavevaretagelse på op til 6 lørdage eller søndage pr. år. Det skal tilstræbes, at dagene fastlægges efter aftale med den ansatte. Ansættelsesmyndigheden skal ved placeringen tage hensyn til lønmodtagerens øvrige forhold. Ved ansættelse på deltid nedsættes denne forpligtelse tilsvarende.
Stk. 3. Sker der pga. elevfrafald eller andet en reduktion i undervisningsomfanget for en lærer, kan ansættelsesmyndigheden beslutte at lade den ansatte varetage andre opgaver, svarende til den tid der er blevet til rådighed. Disse opgaver skal placeres indenfor den ansattes rådighedstid, medmindre andet aftales.
København, den 10. marts 2025
| Dansk Organist og Kantor Samfund | By-, Land- og Kirkeministeriet |
|---|---|
| Karin Schmidt Andersen | Kristina Overgaard Bertelsen |