CIR1H nr 9229 af 19/03/2025
Forsvarsministeriet
Cirkulære om organisationsaftale for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder
Bilag 4 – Løn og øvrige vilkår for overenskomstansatte i Forsvaret ansat før 1. april 2015
§ 1. Bilag 4 er gældende for overenskomstansat stampersonel, der er ansat før den 1. april 2015 og omfatter ansatte til korttids-, langtids-, rådigheds-, og øvrig rådighedstjeneste med tillægskontrakt.
Bemærkninger til § 1, stk. 1:
For ansatte ansat pr. 1. april 2015 og senere henvises til organisationsaftalen. For tjenestemandsansat stampersonel, herunder ansatte på tjenestemandslignende vilkår og Søværnets mekanikere henvises til organisationsaftalens bilag 5.
Stk. 2. Ansatte, der er tiltrådt i perioden 1. september 2014 til og med 31. marts 2015 kan vælge at overgå til organisationsaftale for ansatte efter 1. april 2015. Overgangen sker den 1. i måneden efter valget er meddelt Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
§ 2. Korttidstjeneste
Korttidsansættelse indtil det fyldte 35. år (K-35).
Stk. 2. Forlængelse af ansættelsesforholdet ud over det 35. år sker i henhold til protokollat nr. 4 til forhandlingsresultat af 7. december 2005 mellem Forsvarets Personeltjeneste og Centralforeningen for Stampersonel. Det gælder videre, at forlængelse af ansættelsesforholdet kun kan ske i særlige tilfælde og efter en konkret vurdering.
Stk. 3. Ansatte til korttidstjeneste til det fyldte 35. år (K-35) optjener ret til civiluddannelse jf. civiluddannelsesaftalen (bilag 6).
§ 3 . Langtidstjeneste.
Langtidsansættelse med pligtig afgangsalder:
| Gruppe | Pligtig afgangsalder |
|---|---|
| Overenskomstansatte, der er født 1. juli 1960 - 31. december 1962 | 62 år |
| Overenskomstansatte, der er født 1. januar 1963 - 31. december 1966 | 63 år |
| Overenskomstansatte, der er født 1. januar 1967 eller senere | 5 år før folkepensionsalderen |
Bemærkninger til § 3, stk. 1:
Den pligtige afgangsalder for overenskomstansatte, der er født 1. januar 1959 til 31. december 1962 er aftalt ved Bilag til resultatet af forhandlingerne mellem Finansministeren og Centralorganisationernes Fællesudvalg i 2011 (OK11).
For overenskomstansatte, der er født 1. januar 1963 eller senere, er den pligtige afgangsalder aftalt ved resultatpapir af 8. februar 2013 mellem Finansministeriet og Centralorganisationernes Fællesudvalg, pkt. 11.
Stk. 2. Langtidsansatte, ansat før 1. september 2014, kan overgå til tjenestemandsansættelse efter 10 års langtidstjeneste i alt. I den 10-årige periode skal tjenestefrihedsperioder på op til 2 år medregnes.
Stk. 3. Tjenestemandsansættelsen er betinget af, at den ansatte de seneste 2 år forud for ansættelsen til tjenestemand, har forrettet tjeneste, og at tjenesten har været forrettet tilfredsstillende.
Bemærkninger til § 3, stk. 2 og 3:
Pr. 1. september 2014 er ansættelse af tjenestemænd generelt ophørt, dog kan stampersonel, der er ansat til langtidstjeneste før 1. september 2014, fortsat overgå til tjenestemandsansættelse in henhold til forståelse mellem Forsvarsministeriet og CS (FMN skrivelse 2014/000886 af 24. juni 2014).
Stk. 4. Muligheden for forlængelse af ansættelsesforholdet følger den til enhver tid gældende aftale mellem Lærernes Centralorganisation og Finansministeriet om kriterier for indgåelse af aftaler om individuel højere pligtig afgangsalder for tjenestemænd under Forsvarsministeriet.
§ 4. Løn
De ansatte er omfattet af den til enhver tid gældende rammeaftale om nye lønsystemer, jf. dog stk. 2. For Forsvaret gælder som supplement hertil aftale om nyt lønsystem af 3. juni 2002 med senere ændringer mellem Forsvarsministeriet og Centralforeningen for Stampersonel samt aftale om tillægsdannelse for militært ansat stampersonel af 30. april 2015 mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Centralforeningen for Stampersonel.
Stk. 2. Lønsystemet består af en basisløn, der suppleres med en tillægsdel. Tillægsdelen omfatter centralt aftalte tillæg samt lokalt aftalte funktionstillæg, kvalifikationstillæg, engangsvederlag og resultatløn.
Stk. 3. Der ydes pension af tillæg, medmindre andet er aftalt.
Stk. 4 . Alle basislønninger og tillæg er angivet i årligt grundbeløb pr. 31. marts 2012.
§ 5. Basisløn
| Basisløngruppe 0 | Løn |
|---|---|
| Stampersonel ansat med henblik på gennemførelse af en erhvervsuddannelse | Kr. 203.677 |
| Konstabelelever ansat med henblik på gennemførelse af reaktionsstyrkeuddannelse i Flyvevåbnet og Søværnet | Kr. 203.677 |
| Konstabelelever efter 4 måneders gennemført værnepligtsforløb | Kr. 203.677 |
| Sergentelever ansat med henblik på gennemførelse af grundlæggende sergentuddannelse i Hæren | Kr. 203.677 |
| Basisløngruppe 1 | Løn |
|---|---|
| Konstabler– sats 1 | Kr. 224.778 |
| Konstabler efter 4 års ansættelse og mekanikere i Søværnet – sats 2 | Kr. 235.919 |
| Korporaler | Kr. 242.210 |
| Basisløngruppe 2 | Løn |
|---|---|
| Sergenter | Kr. 243.783 |
| Basisløngruppe 3 | Løn |
|---|---|
| Oversergenter | Kr. 252.957 |
| Overmekanikere II i Søværnet | Kr. 252.957 |
| Basisløngruppe 4 | Løn |
|---|---|
| Seniorsergenter | Kr. 267.375 |
| Overmekanikere I i Søværnet | Kr. 267.375 |
| Basisløngruppe 5 | Løn |
|---|---|
| Chefsergenter | Kr. 301.452 |
Stk. 2 . Basisløn pr. 1. april 2025.
| Basisløngruppe 0 | Løn |
|---|---|
| Stampersonel ansat med henblik på gennemførelse af en erhvervsuddannelse | Kr. 204.706 |
| Konstabelelever ansat med henblik på gennemførelse af reaktionsstyrkeuddannelse i Flyvevåbnet og Søværnet | Kr. 204.706 |
| Konstabelelever efter 4 måneders gennemført værnepligtsforløb | Kr. 204.706 |
| Sergentelever ansat med henblik på gennemførelse af grundlæggende sergentuddannelse i Hæren | Kr. 204.706 |
| Basisløngruppe 1 | Løn |
|---|---|
| Konstabler – sats 1 | Kr. 225.914 |
| Konstabler efter 4 års ansættelse og mekanikere i Søværnet – sats 2 | Kr. 237.111 |
| Korporaler | Kr. 243.434 |
| Basisløngruppe 2 | Løn |
|---|---|
| Sergenter | Kr. 245.015 |
| Basisløngruppe 3 | Løn |
|---|---|
| Oversergenter | Kr. 254.235 |
| Overmekanikere II i Søværnet | Kr. 254.235 |
| Basisløngruppe 4 | Løn |
|---|---|
| Seniorsergenter | Kr. 268.726 |
| Overmekanikere I i Søværnet | Kr. 268.726 |
| Basisløngruppe 5 | Løn |
|---|---|
| Chefsergenter | Kr. 302.975 |
§ 6. Tillæg omfattet af nyt lønsystem i Forsvaret
Overenskomstaftalte tillæg fremgår af bilag 1. Øvrige centralt aftalte tillæg oppebæres i henhold til de til enhver tid gældende aftaler.
§ 7. Pension
Til ansatte indbetales et pensionsbidrag, der udgør 15,7 pct. af basisløn og pensionsgivende tillæg.
Fra 1. april 2025 indbetales et pensionsbidrag, der udgør 16,5 pct. af basisløn og pensionsgivende tillæg.
Stk. 2. Ansættelsesmyndigheden indbetaler pensionsbidrag til CS Pensionsfond
Stk. 3. Ansatte ansat før 1. juli 2011 på arbejdsmarkedspensionsvilkår, som ikke har fulgt skalatrinsforløb, oppebærer et særligt arbejdsmarkedspensionstillæg på 3.900 kr. årligt (marts 2012 niveau). Dette tillæg bevares, så længe den ansatte er ansat på overenskomstvilkår, men bortfalder ved overgang til tjenestemandsansættelse.
§ 8. Udbetaling i utide af pensionsordninger
For den i §10 nævnte pensionsordninger bestemmes følgende:
Pensionsbidrag og tilvækst, der er indbetalt efter 1. april 1995, kan ikke frigives/udbetales i utide forud for pensioneringstidspunktet.
Stk. 2. Frigivelse af pensionsbidrag og tilvækst forud for 1. april 1995 kan alene ske i særdeles velfærdstruende situationer og efter udarbejdelse af socialrapport.
Bemærkninger til § 10:
Ansøgninger om frigivelse i utide stiles til Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
Stk. 3. Udbetaling af opsparet pension på konti i CS Pensionsfond kan ske fra hvilende konti, dvs. hvor der ikke er sket indbetaling i minimum 12 måneder, såfremt kontoens samlede indestående ikke overstiger kr. 15.728 i marts 2012 niveau.
§ 9. Forsikring for ansatte med obligatorisk arbejdsmarkedspension
Ansatte, der har en obligatorisk arbejdsmarkedspension, er omfattet af reglerne om forsikringsordning for CS-Fonde. Forsikringen skal være tegnet ved CS Fondes foranstaltning.
§ 10. Arbejdstid
De ansatte er omfattet af organisationsaftalens bestemmelser om arbejdstid, jf. organisationsaftalens § 11 og § 12.
§ 11. Opsigelsesvarsler
Ansættelsesforholdet ophører som udgangspunkt og uden yderligere varsel ved den i kontrakten anførte dato eller i forbindelse med tjenestemandsansættelse i Forsvaret.
Stk. 2. Ved opsigelse og afsked i andre tilfælde end de, der er nævnt i stk. 1, følges reglerne om opsigelse og afskedigelse i fællesoverenskomsten. Dette fraviges dog, såfremt der er aftalt andet mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Centralforeningen for Stampersonel.
Stk. 3. I tilfælde af grov misligholdelse kan ansættelsesforholdet dog ophæves med øjeblikkelig virkning.
Stk. 4. Ved aflønning af overenskomstansatte i forbindelse med suspension følges det til enhver tid gældende cirkulære om løn mv. under suspension mv. og ulovlig udeblivelse.
Stk. 5. Opsigelse og afskedigelse skal altid ske skriftligt.
Stk. 6. Indtil den ansatte påbegynder tjeneste i Forsvaret, kan arbejdsgiveren afskedige, og den ansatte kan opsige kontrakten uden varsel. I den forbindelse gives der ikke erstatning for eventuelle økonomiske tab, der måtte være opstået i den anledning.
Stk. 7. I tilfælde af afskedigelse af ansatte på K-35 som følge af arbejdsmangel eller sygdom skal opsigelsesvarslet forlænges med den periode, der svarer til antallet af optjente og ikke afviklede civiluddannelsesuger.
Bemærkninger til § 16, stk. 7:
Opgørelsestidspunktet for optjente og ikke afviklede civiluddannelsesuger foretages på det tidspunkt, hvor den ansatte efter de almindelige regler fratræder (ville forlade Forsvaret), jf. stk. 2. Når afskedigelsen er forlænget jf. stk. 7, anses civiluddannelse for forbrugt.
Stk. 8. Forsvarsministeriets Personalestyrelse kan efter den ansattes ansøgning vælge at bringe ansættelsen til ophør uden varsel eller med forkortet varsel.
§ 12. Flyttegodtgørelse
De ansatte er omfattet af organisationsaftalens bestemmelser om flyttegodtgørelse, jf. organisationsaftalens § 13.
§ 13. Uniform
De ansatte er omfattet af organisationsaftalens bestemmelser om uniform, jf. organisationsaftalens § 19.
§ 14. Tjenestebolig
Bestemmelser om tjenestebolig følger de regler, der gælder for statens tjenestemænd.
§ 15. Skole og kursus i Forsvaret (udgår pr. 31. marts 2025)
De ansatte er omfattet af organisationsaftalens bestemmelser om vilkår i forbindelse med skole og kursusophold, jf. organisationsaftalens § 14.
§ 16. Udstationering i Grønland og på Færøerne
De ansatte er omfattet af organisationsaftalens bestemmelser om udstationering i Grønland og Færøerne, jf. organisationsaftalens § 15.
§ 17. Øvelsesvirksomhed sejlads samt ophold i øvelses- /skydelejre
De ansatte er omfattet af organisationsaftalens bestemmelser om øvelsesvirksomhed og sejlads i Forsvaret, jf. organisationsaftalens § 16.
§ 18. Udstationering under erhvervsuddannelse (udgår pr. 31. marts 2025)
De ansatte er omfattet af organisationsaftalens bestemmelser om udstationering under erhvervsuddannelse, jf. organisationsaftalens § 18.