Lovguiden Logo
Gældende

CIR1H nr 10278 af 30/12/2025

By-, Land- og Kirkeministeriet

Cirkulære om indberetning om valg til menighedsråd, konstituering og kassation af valgmateriale m.v. (Til biskopperne, stiftsadministrationerne, valgbestyrelserne og menighedsrådene)

Kapitel 3 – Offentliggørelse af menighedsrådets sammensætning og konstituering

Offentliggørelse af menighedsrådets sammensætning og konstituering

§ 12. Oplysninger om menighedsrådets sammensætning offentliggøres på Sogneportalen www.sogn.dk ved funktionsperiodens start, dvs. første søndag i advent.

§ 13. Den nyvalgte formand sørger for at give sognepræsten besked om menighedsrådets sammensætning og konstituering. Ved den første faste gudstjeneste efter det konstituerende møde bekendtgør præsten fra prædikestolen, hvem der er valgt til medlemmer af menighedsrådet, og hvem der er valgt til menighedsrådets formand.

Stk. 2. Inden funktionsperiodens begyndelse sørger den nyvalgte formand for, at det offentliggøres, hvem der er valgt til medlemmer af menighedsrådet, og hvem der er valgt til menighedsrådets formand. Offentliggørelsen sker med angivelse af det valgte medlems navn.

§ 14. Den nyvalgte formand sørger for, at de oplysninger om menighedsrådets konstituering, der fremgår af lov om menighedsråd § 12, stk. 3, indtastes i Valgsystemet. Indtastningen skal være afsluttet senest ved udgangen af december måned i det pågældende valgår.

Stk. 2. Hvis stiftsadministrationen varetager indtastningen i Valgsystemet på vegne af menighedsrådet, skal den nyvalgte formand sørge for, at stiftsadministrationen senest den første tirsdag efter funktionsperiodens begyndelse, får de oplysninger om menighedsrådets konstituering, der fremgår af lov om menighedsråd § 12, stk. 3 Indtastningen skal være afsluttet ved udgangen af december måned i det pågældende valgår.

Ændring i sammensætning eller konstituering i løbet af funktionsperioden

§ 15. Såfremt der i funktionsperioden sker ændring i menighedsrådets sammensætning eller i valgene til de i § 12, stk. 3, i lov om menighedsråd nævnte enkeltmandsposter, skal formanden for menighedsrådet sørge for at ajourføre oplysningerne i Valgsystemet.

§ 16. Hvis stiftsadministrationen varetager indtastningen i Valgsystemet, skal formanden sørge for, at stiftsadministrationen bliver orienteret om ændring i menighedsrådets sammensætning og i valgene til enkeltmandsposterne. Indberetningen skal altid indeholde oplysninger om de pågældende menighedsrådsmedlemmers navn og fødselsdato.

Stk. 2. Stiftsadministrationen sørger for den fornødne ajourføring i Valgsystemet på baggrund af menighedsrådets indberetning.

Detaljer

Relateret indhold