CIR1H nr 9944 af 18/11/2021
Finansministeriet
Cirkulære om aftale om samarbejde og samarbejdsudvalg i staten
§ 3. Information og drøftelse i samarbejdsudvalget
I samarbejdsudvalget skal ledelses- og medarbejderrepræsentanterne informere hinanden om og drøfte arbejdspladsens forhold.
Information skal så vidt muligt gives både skriftligt og mundtligt.
Stk. 2. Ledelsens informationspligt
I samarbejdsudvalget skal ledelsen informere om:
-
Arbejdspladsens seneste udvikling og den forventede udvikling i aktiviteter og i den økonomiske situation.
-
Arbejdspladsens aktuelle situation og forventede udvikling med hensyn til struktur og beskæftigelse især i forbindelse med strukturændringer og i situationer, hvor beskæftigelsen er truet. Planlagte og forventede foranstaltninger skal også inddrages i denne sammenhæng.
-
Andre beslutninger, der kan føre til betydelige ændringer i arbejdets tilrettelæggelse og medarbejdernes ansættelsesforhold.
-
Forventede beslutninger vedr. udbud, genudbud og udlicitering.
Information skal gives så tidligt og med et så passende indhold, at der kan gennemføres en grundig drøftelse i samarbejdsudvalget, således at medarbejdernes synspunkter og forslag kan indgå i grundlaget for ledelsens endelige beslutning.
Stk. 3. Information og drøftelse på rette niveau
Det es ledelsens ansvar at sikre, at information og drøftelse sker parallelt til ledelses- og beslutningsstrukturen. Information og drøftelse skal etableres mellem den ledelse, som har kompetencen, og medarbejderrepræsentanter for de personalegrupper, der berøres.
Hvis der opstår en situation, hvor der er krav om information og drøftelse af emner, som ligger uden for formanden for samarbejdsudvalgets ansvars- og kompetenceområde, er det den relevante ledelses forpligtelse at sikre, at der foretages information og høring af alle de berørte samarbejdsudvalg.
Hvis der etableres en koncernledelse eller lignende, må ledelsen, når der opstår pligt til information og drøftelse, sammen med de forhandlingsberettigede organisationers repræsentanter vurdere, hvordan information og drøftelse kan ske på den mest hensigtsmæssige måde. Det kan ske ved:
-
Etablering af samarbejdsudvalg på koncernniveau
-
Nedsættelse af ad hoc udvalg
-
Drøftelse i de relevante samarbejdsudvalg inden for området
Stk. 4. Medarbejdernes informationspligt
Medarbejderrepræsentanterne skal informere samarbejdsudvalget om synspunkter og forhold hos medarbejderne, der har betydning for samarbejdet.
Stk. 5. Samarbejdsudvalgets informationspligt
Samarbejdsudvalget skal sikre, at samtlige medarbejdere holdes orienteret om samarbejdsudvalgets arbejde.
Stk. 6. Samarbejdsudvalgets drøftelser
Hvis ledelses- eller medarbejderrepræsentanterne ønsker det, skal samarbejdsudvalget drøfte de forhold, der er omfattet af informationspligten.