CIR1H nr 9308 af 07/04/2025
Finansministeriet
Cirkulære om aftale om nyt lønsystem for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte inden for den tidligere Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænds forhandlingsområde (TAT) (Til samtlige ministerier og styrelser)
Bilag 2 – Aftale om pensionsforhold for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte inden for Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænds forhandlingsområde (TAT)
I henhold til § 3 i aftale af 19. december 2003 om pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o.lign. i forbindelse med nye lønsystemer aftales følgende:
§ 1. Dækningsområde
Aftalen omfatter tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte med tjenestemandspensionslignende pensionsordninger på nyt lønsystem inden for Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænds forhandlingsområde (TAT).
§ 2. Pensionsgivende skalatrinsforløb
De i § 1 omhandlede tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte med tjenestemandspensionslignende pensionsordninger optjener - i medfør af § 3, stk. 1, i aftale af 19. december 2003 om pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o. lign. i forbindelse med nye lønsystemer – tjenestemandspensionsret som følger:
De pågældende tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte tillægges 2 ekstra pensionsskalatrin til det skalatrinsforløb eller det pensionsskalatrin den enkelte tjenestemand eller tjenestemandslignende ansatte på tidspunktet for implementering af denne aftale, er indplaceret på, dog maksimalt til skalatrin 48.
Hvis det hidtidige skalatrinsforløb er baseret på løntrin svarende til 2 skalatrin, opnås de 2 ekstra skalatrin, når den enkelte tjenestemand eller tjenestemandslignende ansatte i 2 år har haft ret til tjenestemandspension fra det samme skalatrin, som den pågældende jf. ovenstående er indplaceret på, uanset om tiden helt eller delvis ligger før denne aftales virkningstidspunkt. Hvis mindst 2 år på det hidtidige pensionsberettigende skalatrin er opnået, tillægges de 2 ekstra trin fra denne aftales virkningstidspunkt.
Hvis det hidtidige skalatrinsforløb er baseret på løntrin svarende til 1 skalatrin, opnås det første skalatrin, når den enkelte tjenestemand eller tjenestemandslignende ansatte i 2 år har haft ret til tjenestemandspension fra det samme skalatrin, som den pågældende jf. ovenstående er indplaceret på, uanset om tiden helt eller delvis ligger før denne aftales virkningstidspunkt. Hvis mindst 2 år på det hidtidige pensionsberettigende skalatrin er opnået, tillægges det første skalatrin fra denne aftales virkningstidspunkt. Det andet skalatrin opnås efter 2 år på det første skalatrin dog senest efter i alt 4 år på det hidtidige pensionsberettigende skalatrin og eventuelt det første skalatrin, uanset om tiden på det hidtidige pensionsberettigende skalatrin helt eller delvis ligger før denne aftales virkningstidspunkt. Hvis mindst 4 år på det hidtidige pensionsberettigende skalatrin er opnået, tillægges det andet skalatrin fra denne aftales virkningstidspunkt.
Hvis en tjenestemand eller tjenestemandslignende ansat avancerer til højere stilling inden for eget ansættelsesområde, opnås i pensionsmæssig henseende et ekstra skalatrin fra avancementstidspunktet, dog maksimalt til skalatrin 48, hvorefter den resterende del af pensionsskalaen forskydes med et skalatrin, jf. § 3, stk. 4-5 i aftalen af 19. december 2003. Den enkelte tjenestemand kan kun opnå ét ekstra skalatrin i forbindelse med avancement, uanset hvor mange avancementer den pågældende opnår.
Avancement til højere stilling i et andet ministeriums departement, jf. § 1, stk. 3, i aftale af 15. august 1975 om ansættelsesområder for varigt ansatte tjenestemænd og tjenestemænd ansat på prøve, anses i denne sammenhæng ikke for avancement inden for samme ansættelsesområde. For ansatte på selvejende institutioner o.l. anses institutionen for ansættelsesområde.
§ 3. Ikrafttrædelse mv.
Denne aftale træder i kraft og har virkning fra 1. oktober 2004.
Stk. 2. For tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte, der er pensioneret inden for tidsrummet 1. april 2003 og indtil denne aftales virkningstidspunkt, og som på pensioneringstidspunktet opfyldte betingelserne for at få tillagt 2 ekstra trin eller det første skalatrin, omberegnes pensionen på grundlag heraf med virkning fra pensioneringstidspunktet.
Stk. 3. Denne aftale træder sammen med aftale af 19. december 2003 om pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o.lign. i forbindelse med nye lønsystemer i stedet for § 13, stk. 1-4 i aftale af 17. februar 2003 om nyt lønsystem for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte inden for Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænds forhandlingsområde (TAT), der derfor for så vidt angår de i § 1 omhandlede grupper af tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte ophæves fra denne aftales virkningstidspunkt.
Stk. 4 . Denne aftale kan ikke opsiges uden sammenhæng med aftale af 19. december 2003 om pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o.lign. i forbindelse med nye lønsystemer.
| København, den 26. august 2004 | |
|---|---|
| Statstjenestemændenes Centralorganisation II Tommy Agerskov Thomsen | Finansministeriet P. M.V. E. B. Pia Staniok |