CIR nr 26 af 07/02/1980
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Cirkulære nr. 1 om fredningsplanlægning m.v. (Til samtlige amtsråd, hovedstadsrådet og samtlige kommunalbestyrelser)
5. Fredningsplanlægningen i perioden inden den første fredningsplan
Det er af største betydning, at arbejdet med fredningsplanlægningen videreføres og intensiveres, ikke blot som led i udarbejdelsen af den første regionale fredningsplan, men også med henblik på løsning af konkrete planlægningsproblemer, som ikke kan afvente fremkomsten af den første fredningsplan.
Det kan forudses, at det fortsatte regionplanarbejde efter godkendelsen af den første regionplan vil kræve løsning af forskellige spørgsmål, der forudsætter en mere detaljeret analyse og vurdering af de fredningsmæssige aspekter. Dette kan fremgå af regionplanen, af miljøministerens godkendelsesskrivelse, eller det kan vise sig nødvendigt under det fortsatte regionplanarbejde.
Hertil kommer, at kommunernes planlægningsarbejde kan rejse en række problemer, som vil kunne afklares gennem den regionale fredningsplanlægning.
Ud over arbejdet med tilvejebringelsen af den første fredningsplan vil der således kunne være øjeblikkeligt behov for en mere detaljeret planlægning omfattende mindre områder, inden den første fredningsplan foreligger. Som regionale fredningsmyndigheder er det amtsrådenes, henholdsvis hovedstadsrådets, opgave at videreføre igangværende planlægningsarbejde og at løse aktuelle eller forventede naturbeskyttelsesproblemer mv. Planlægning af større og mere problemfyldte områder vil dog normalt forudsætte en klarlægning af de regionale forudsætninger, gennem regionplanen og den første samlede fredningsplan.
Det vil være hensigtsmæssigt, at der sker en orientering af fredningsstyrelsen om arbejdet med og de foreløbige resultater af den regionale fredningsplanlægning.
En sådan orientering af fredningsstyrelsen vil kunne medvirke til, at fredningsstyrelsen kan opfylde bestemmelserne i naturfredningslovens § 65 b, stk. 1 og 2, hvorefter fredningsstyrelsen skal holde sig orienteret om naturfredningsinteressernes varetagelse i landets forskellige dele, ligesom styrelsen yder faglig rådgivning og bistand til miljøministeren og andre myndigheder i spørgsmål vedrørende naturfredning.
Orienteringen vil endvidere være hensigtsmæssig i forbindelse med varetagelsen af de nationale fredningsinteresser, ligesom den vil være af betydning for fredningsstyrelsens og amtskommunernes arbejde med prioritering af fredningssager og arealerhvervelser.