LOV nr 407 af 25/04/2023
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
CAP-loven § 28
Medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289 a, straffes med bøde den, der
-
afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelser, der træffes i henhold til denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller i henhold til Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov,
-
handler i strid med vilkår, der er fastsat i en afgørelse, der træffes i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov,
-
undlader at afgive den erklæring, som den pågældende har pligt til at afgive i henhold til § 8, stk. 1,
-
undlader at opfylde underretningspligten i § 8, stk. 2,
-
undlader at afgive oplysninger, som den pågældende har pligt til at afgive efter regler fastsat i medfør af § 10, stk. 1,
-
undlader at opfylde en indberetningspligt efter regler fastsat i medfør af § 10, stk. 2,
-
overtræder forbud meddelt efter § 14,
-
undlader at efterkomme påbud meddelt efter § 14,
-
undlader at give alle oplysninger eller yde kontrolmyndigheden bistand efter § 15 eller
-
undlader at give kontrolmyndigheden adgang efter § 16, stk. 1.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes efter loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter kan inden for deres respektive områder fastsætte regler om straf af bøde for overtrædelse af regler fastsat i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Forarbejder til CAP-loven § 28
RetsinformationEfter landbrugsstøttelovens § 23, stk. 1, 1. pkt., straffes med bøde den, der til brug for afgørelser, der træffes i henhold til de i § 1 nævnte forordninger, i henhold til denne lovs kapitel 2 i forbindelse med indbetaling eller udbetaling af de i kapitel 2 omtalte midler, i øvrigt i henhold til denne lov eller de i medfør af loven fastsatte regler, giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse, medmindre højere straf er forskyldt efter borgerlig straffelov.
Efter landdistriktsfondslovens § 12, stk. 1, nr. 1, straffes med bøde den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelser, der træffes i henhold til denne lov eller de i medfør heraf fastsatte regler, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Efter skovlovens § 65, stk. 1, nr. 3, straffes med bøde den, der giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelser, der træffes efter § 29, stk. 1, eller § 31, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 29, stk. 2, § 30 eller § 33, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Ved lov nr. 1590 af 28. december 2022 har Folketinget efter en hastebehandling vedtaget § 28, stk. 1, i lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v., jf. Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg A, L 10 som fremsat.
Lov nr. 1590 af 28. december 2022 indeholder som følge af hastebehandlingen en solnedgangsklausul i lovens § 38, således at loven kun finder anvendelse for perioden 1. januar 2023 til 1. juli 2023.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 28, stk. 1, videreføres med enkelte sproglige og lovtekniske ændringer.
Det foreslås således i § 28, stk. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289 a, straffes en række handlinger, undladelser eller overtrædelser med bøde.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelser, der træffes i henhold til denne lov, regler fast i medfør af denne lov eller i henhold til Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289 a.
Den foreslåede bestemmelse viderefører § 23, stk. 1, 1. pkt., i landbrugsstøtteloven, § 12, stk. 1, nr. 1, i landdistriktsfondsloven og § 65, stk. 1, nr. 3, i skovloven, idet der dog i modsætning til bestemmelserne i landdistriktsfondsloven og skovloven tillige henvises til afgørelser, der træffes direkte i medfør af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov. Der er herudover ikke tilsigtet ændring i bestemmelsens anvendelsesområde.
Efter landbrugsstøttelovens § 23, stk. 2, straffes med bøde den, der i øvrigt undlader at give oplysninger, der er afkrævet den pågældende i henhold til denne lov eller de i medfør af loven fastsatte regler. Det samme gælder den, som afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om sådanne forhold, medmindre højere straf er forskyldt efter borgerlig straffelov.
Efter landdistriktsfondslovens § 12, stk. 1, nr. 3, straffes med bøde den, der undlader at afgive den dokumentation og de oplysninger, som den pågældende har pligt til at afgive i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning. På samme vilkår straffes efter stk. 1, nr. 4, den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, som den pågældende har pligt til at afgive i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at den, der handler i strid med vilkår, der er fastsat i en afgørelse, der træffes i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289 a.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 2, svarer til de tilsvarende i landbrugsstøttelovens § 23, stk. 1, 2. pkt., landdistriktsfondslovens § 12, stk. 1, nr. 2, og skovlovens § 65, stk. 1, nr. 4.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at den, der undlader at afgive den erklæring, som den pågældende har pligt til at afgive i henhold til lovens § 8, stk. 1, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289 a.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 3, er ny i forhold til retstilstanden før den 1. januar 2023, men viderefører dele af landbrugsstøttelovens § 23, stk. 2, og landdistriktsfondslovens § 12, stk. 1, nr. 3 og 4. I bestemmelsen vil der i modsætning til disse bestemmelser nu direkte blive henvist til den bestemmelse, hvorefter der er pligt til at afgive erklæring. Samtidig omfatter den foreslåede bestemmelse hele lovforslagets anvendelsesområde.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at den, der undlader at opfylde underretningspligten i § 8, stk. 2, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289 a.
Den foreslåede bestemmelse er ny i forhold retstilstanden før den 1. januar 2023, men viderefører dele af landbrugsstøttelovens § 23, stk. 2, og landdistriktsfondslovens § 12, stk. 1, nr. 3 og 4. I bestemmelsen vil der i modsætning til disse bestemmelser nu direkte blive henvist til den bestemmelse i lovforslaget, hvorefter der er underretningspligt. Samtidig omfatter den foreslåede bestemmelse hele lovforslagets anvendelsesområde.
Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at den, der undlader at afgive oplysninger, som den pågældende har pligt til at afgive efter regler fastsat i medfør af § 10, stk. 1, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289 a.
Det foreslås endvidere i stk. 1, nr. 6, at den, der undlader at opfylde en indberetningspligt i regler fastsat i medfør af § 10, stk. 2, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289 a.
De foreslåede bestemmelser er nye i forhold til retstilstanden før den 1. januar 2023, men viderefører dele af landbrugsstøttelovens § 23, stk. 2, idet der direkte vil blive henvist til de bestemmelser i loven, hvorefter der kan fastsættes regler om oplysnings- eller indberetningspligt. Samtidig omfatter de foreslåede bestemmelser hele lovforslagets anvendelsesområde.
Det foreslås i stk. 1, nr. 7, at den, der overtræder et forbud meddelt efter § 14, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289 a.
Endvidere foreslås det i stk. 1, nr. 8, at den, der overtræder forbud meddelt efter § 14, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289 a.
De foreslåede bestemmelser i stk. 1, nr. 7 og 8, er nye i forhold til retstilstanden før den 1. januar 2023.
Efter landbrugsstøttelovens § 23, stk. 3, straffes med bøde den, der i forbindelse med det eftersyn, som de kontrollerende myndigheder kan foretage på stedet, ikke yder den fornødne vejledning og hjælp, eller som på begæring ikke udleverer det materiale, som de kontrollerende myndigheder er berettiget til at efterse. Med bøde straffes desuden den, der ikke opbevarer det materiale, som de kontrollerende myndigheder er berettiget til at efterse, og som den pågældende er forpligtet til at opbevare i mindst fem år regnet fra udløbet af det år, hvori støtten er udbetalt.
Efter landdistriktsfondslovens § 12, stk. 1, nr. 6, straffes med bøde den, der undlader at udlevere eller indsende materiale eller yde kontrolmyndigheden bistand efter lovens § 9, stk. 2, medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Det foreslås i stk. 1, nr. 9, at den, der undlader at give alle oplysninger eller yde kontrolmyndigheden bistand efter § 15, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289 a.
Den foreslåede bestemmelse viderefører i en sprogligt tilpasset version bestemmelserne i landbrugsstøttelovens § 23, stk. 3, og landdistriktsfondslovens § 12, stk. 1, nr. 6, hvorefter det straffes med bøde, hvis der ikke i forbindelse med kontrol gives de oplysninger og den bistand, som den pågældende er forpligtet til at bidrage med.
Efter landdistriktsfondslovens § 12, stk. 1, nr. 5, straffes med bøde den, der undlader at give kontrolmyndigheden adgang til virksomheden m.v. efter § 9, stk. 1, medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Det foreslås i stk. 1, nr. 10, at den, der undlader at give kontrolmyndigheden adgang efter § 16, stk. 1, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289 a.
Den foreslåede bestemmelse viderefører og udvider bestemmelsen i forhold til retstilstanden i landdistriktsfondslovens § 12, stk. 1, nr. 5, før den 1. januar 2023, til hele lovforslagets anvendelsesområde.
Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for at straffe den, der undlader at give kontrolmyndigheden adgang til virksomheden m.v.
Det forudsættes, at de foreslåede bestemmelser i stk. 1, nr. 9 og nr. 10, anvendes til f.eks. at håndhæve servitutforpligtelser i medfør af lovens § 5.
Efter landbrugsstøttelovens § 23, stk. 1, 2. pkt., straffes med bøde den, der handler i strid med vilkår, der er fastsat i en afgørelse om udbetaling af støtte efter loven eller de i medfør af loven fastsatte regler, eller som forsøger herpå, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Efter landdistriktsfondslovens § 12, stk. 1, nr. 2, straffes med bøde den, der handler i strid med vilkår, der er fastsat i en afgørelse, der træffes i henhold til denne lov eller de i medfør heraf fastsatte regler, medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Efter skovlovens § 65, stk. 1, nr. 4, straffes med bøde den, der tilsidesætter vilkår, der er knyttet til en afgørelse om tilskud efter lovens § 29, stk. 1, eller vilkår, der er knyttet til afgørelser, der er truffet efter regler, der er udstedt i medfør af lovens § 29, stk. 2, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Der findes kun i begrænset omfang fast retspraksis for bøder på området. I det følgende fastsættes et vejledende bødeniveau for visse overtrædelser af de bestemmelser, som ministeren i § 29 foreslås bemyndiget til at udstede administrative bødeforelæg for.
Gennemgangen af de nedenfor nævnte kategorier af strafbare forhold er ikke udtømmende. Gennemgangen omfatter som udgangspunkt sager, hvor overtrædelsen er begået én gang, og hvor den pågældende ikke tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet. Niveauet bør skærpes efter nedenstående generelle principper, såfremt der er tale om flere tilfælde til samtidig pådømmelse, og/eller såfremt den pågældende tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.
Skema – normalbøder og skærpelse af bødeniveauer | |||
Små og mindre virksomheder (1-9 ansatte) | Mellemstore virksomheder (10-49 ansatte) | Store virksomheder (50 ansatte eller derover) | |
Bødeniveau - § 28, stk. 1, nr. 1-2 og nr. 7-8 | |||
1. gangstilfælde | 30.000 kr. | 60.000 kr. | 90.000 kr. |
2. gangstilfælde | 60.000 kr. | 120.000 kr. | 180.000 kr. |
3. gangstilfælde | 90.000 kr. | 180.000 kr. | 270.000 kr. |
Bødeniveau - § 28, stk. 1, nr. 3-6 og nr. 9-10 | |||
1. gangstilfælde | 10.000 kr. | 20.000 kr. | 30.000 kr. |
2. gangstilfælde | 20.000 kr. | 40.000 kr. | 60.000 kr. |
3. gangstilfælde | 30.000 kr. | 60.000 kr. | 90.000 kr. |
Det er overtrædelsestidspunktet, der vil være afgørende for vurderingen af overtrædelsen i forhold til antallet af medarbejdere i virksomheden. Antallet af medarbejdere, f.eks. heltidsansatte og deltidsansatte, som tælles med i opgørelsen, beregnes ud fra antallet af årsværk. Et årsværk svarer til 1924 timer pr. år. Det vil sige, at en fuldtidsansat er lig med ét årsværk.
Det bemærkes, at bødestraffen, uanset de ovenfor angivne retningslinjer for bødernes fastsættelse, fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, og det angivne bødeniveau vil kunne fraviges i både op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. de ovenfor omtalte almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
For afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger, jf. lovforslagets § 28, stk. 1, nr. 1, er normalbøden for overtrædelser fastsat til 30.000 kr.
For at handle i strid med vilkår i afgørelser meddelt i medfør af loven eller af regler udstedt i medfør heraf eller bestemmelser i den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af loven, jf. lovforslagets § 28, stk. 1, nr. 2, er normalbøden for overtrædelser fastsat til 30.000 kr.
For undladelse af at overholde en række oplysningspligter, underretningspligter, indberetningspligter m.v., jf. lovforslagets § 28, stk. 1, nr. 3-6, er normalbøden for overtrædelser fastsat til 10.000 kr.
For overtrædelse af forbud eller undladelse af at efterkomme påbud efter § 14, jf. lovforslagets § 28, stk. 1, nr. 7 og 8, er normalbøden for overtrædelser fastsat til 30.000 kr.
For undladelse af at overholde regler om virksomhedernes samarbejde med myndighederne, jf. lovforslagets § 28, stk. 1, nr. 9 og 10, er normalbøden for overtrædelser fastsat til 10.000 kr.
Efter landbrugsstøttelovens § 24 kan der i regler, der fastsættes i medfør af loven, fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne eller forsøg herpå.
Efter skovlovens § 65, stk. 3, kan der i regler, der er udstedt efter loven, fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Ved lov nr. 1590 af 28. december 2022 har Folketinget efter en hastebehandling vedtaget § 28, stk. 2, i lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v., jf. Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg A, L 10 som fremsat.
Lov nr. 1590 af 28. december 2022 indeholder som følge af hastebehandlingen en solnedgangsklausul i lovens § 38, således at loven kun finder anvendelse for perioden 1. januar 2023 til 1. juli 2023.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 28, stk. 2, videreføres uændret.
Det foreslås således i stk. 2, at der i forskrifter, der udstedes efter loven, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Bestemmelsen svarer til landbrugsstøttelovens § 24 og skovlovens § 65, stk. 3, men udvides i forhold til retstilstanden før den 1. januar 2023 til at omfatte hele lovforslagets anvendelsesområde. Muligheden i landbrugsstøtteloven for at straffe for forsøg foreslås dog ikke videreført. For de regler, der, herunder af ministeren for landdistrikter, kan fastsættes om støtte finansieret af ELFUL, vil der dermed være tale om en nyskabelse.
Den foreslåede bestemmelse betyder, at der i de regler, som ministrene vil kunne udstede i medfør af loven, og som skal regulere de ordninger, der etableres i medfør af forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, og i medfør af lovens § 1, stk. 2, vil kunne fastsættes regler om bødestraf for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
Da det nye forordningsgrundlag i højere grad end tidligere lægger det over på medlemsstaterne at regulere støttemodtagerens forhold, herunder ved at iværksætte effektive sanktioner og om nødvendigt anlægge retssag, vurderes det hensigtsmæssigt, at ministrene kan fastsætte straf for overtrædelser af administrativt fastsatte bestemmelser udstedt i medfør af lovforslaget.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle sikre, at Danmark kan leve op til EU-kravene. Bestemmelsen vil supplere ministrenes mulighed for i medfør af lovforslagets § 4 at fastsætte regler om reduktion af den støtte, som støttemodtageren har søgt om i tilfælde af overtrædelse af støttebetingelserne.
For så vidt angår udmålingen af bøder efter den foreslåede bestemmelse finder de almindelige strafudmålingsprincipper i straffelovens kapitel 10 anvendelse.
Efter skovlovens § 65, stk. 3, kan der i regler, der er udstedt efter loven, fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af loven.
Ved lov nr. 1590 af 28. december 2022 har Folketinget efter en hastebehandling vedtaget § 28, stk. 3, i lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v., jf. Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg A, L 10 som fremsat.
Lov nr. 1590 af 28. december 2022 indeholder som følge af hastebehandlingen en solnedgangsklausul i lovens § 38, således at loven kun finder anvendelse for perioden 1. januar 2023 til 1. juli 2023.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 28, stk. 3, videreføres uændret.
Det foreslås således i stk. 3, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter inden for deres respektive områder kan fastsætte regler om straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser fastsat af Den Europæiske Union i forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.
Den foreslåede bestemmelse vil videreføre og udvide muligheden i forhold til retstilstanden før den 1. januar 2023 for at fastsætte regler om straf for overtrædelse af bestemmelser fastsat af Den Europæiske Union i skovlovens § 65, stk. 3, til hele lovforslagets anvendelsesområde.
Da det nye forordningsgrundlag i højere grad end tidligere lægger det over på medlemsstaterne at regulere støttemodtagerens forhold, herunder ved at iværksætte effektive sanktioner og om nødvendigt anlægge retssag, vurderes det hensigtsmæssigt, at der overordnet set kan straffes med bøde for overtrædelse af bestemmelser fastsat af Den Europæiske Union, der er omfattet af lovforslagets anvendelsesområde.
Den foreslåede bestemmelse vil være en forudsætning for at sikre håndhævelsen af bestemmelserne på området, herunder den håndhævelse af EU-retsakterne, som Danmark som medlemsland er forpligtet til.
Bestemmelsen vil give mulighed for, at der kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i de af § 1, stk. 1, omfattede forordninger med tilhørende gennemførelsesbestemmelser.
For udmålingen af bøder efter den foreslåede bestemmelse finder de almindelige strafudmålingsprincipper i straffelovens kapitel 10 anvendelse. Ved udmåling af bøder vil der således blive lagt vægt på bl.a. lovovertrædelsens grovhed og på oplysningerne om gerningsmanden, jf. straffelovens § 80, stk. 1.
Efter landbrugsstøttelovens § 27, landdistriktsfondslovens § 12, stk. 2, og skovlovens § 66 kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ved lov nr. 1590 af 28. december 2022 har Folketinget efter en hastebehandling vedtaget § 28, stk. 4, i lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v., jf. Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg A, L 10 som fremsat.
Lov nr. 1590 af 28. december 2022 indeholder som følge af hastebehandlingen en solnedgangsklausul i lovens § 38, således at loven kun finder anvendelse for perioden 1. januar 2023 til 1. juli 2023.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 28, stk. 4, videreføres uændret.
Det foreslås således i stk. 4, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Strafansvaret omfatter efter straffelovens § 26, stk. 1, medmindre andet er bestemt, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder. Endvidere omfatter strafansvaret efter straffelovens § 26, stk. 2, enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til deres størrelse og organisation kan sidestilles med de i stk. 1 nævnte selskaber.
Selskaber m.v. (juridiske personer) vil være omfattet af strafansvaret efter lovforslagets § 28, stk. 4.
Det følger af straffelovens § 27, stk. 1, 1. pkt., at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere personer knyttet til den juridiske person eller den juridiske person som sådan. I de tilfælde, hvor straffebestemmelserne omhandler pligter og forbud for virksomheden, er de mulige ansvarssubjekter virksomheden eller en eller flere personer med tilknytning til virksomheden – ofte ledelsen. Der vil kunne rejses tiltale mod virksomheden alene eller mod både virksomheden og en eller flere personer med tilknytning til virksomheden. Udgangspunktet er, at tiltale rejses mod den juridiske person, men der kan være anledning til tillige at rejse tiltale mod en eller flere fysiske personer, hvis den eller de pågældende har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed. Tiltale mod underordnede ansatte skal i almindelighed ikke rejses, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt der er tale om en grov overtrædelse, som den underordnede ansatte har begået forsætligt og eventuelt tillige på eget initiativ. Der rejses tillige tiltale mod den juridiske person.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.8.4.3 i de almindelige bemærkninger.