LOV nr 407 af 25/04/2023
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
CAP-loven § 17
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter eller den, som den pågældende minister bemyndiger dertil, kan inden for deres respektive områder hos andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller regler i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, bl.a. med henblik på registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed, herunder om skatteforhold, eventuelt i elektronisk form.
Forarbejder til CAP-loven § 17
RetsinformationEfter landbrugsstøttelovens § 22 a kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger dertil, hos andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen af de relevante forordningsbestemmelser, loven samt de regler, der er udstedt i medfør af loven, bl.a. med henblik på registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed.
Efter landdistriktsfondslovens § 10 kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter inden for deres respektive områder hos andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen af regler fastsat af EU vedrørende støtte efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013, regler i denne lov og de regler, der er udstedt i medfør heraf, med henblik på registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed.
Efter skovlovens § 56, stk. 1, nr. 3, gælder særligt for tilsyn med foranstaltninger, der er udbetalt tilskud til, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri til brug for tilsynet kan indhente nødvendige oplysninger hos skatte- og afgiftsmyndigheder og andre offentlige myndigheder.
Ved lov nr. 1590 af 28. december 2022 har Folketinget efter en hastebehandling vedtaget § 17 i lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v., jf. Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg A, L 10 som fremsat.
Lov nr. 1590 af 28. december 2022 indeholder som følge af hastebehandlingen en solnedgangsklausul i lovens § 38, således at loven kun finder anvendelse for perioden 1. januar 2023 til 1. juli 2023.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 17 videreføres med enkelte sproglige justeringer.
Det foreslås i § 17, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter eller den, som den pågældende minister bemyndiger dertil, inden for deres respektive områder hos andre offentlige myndigheder kan indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller regler i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, bl.a. med henblik på registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed, herunder om skatteforhold, eventuelt i elektronisk form.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle videreføre ministrenes mulighed for at indhente oplysninger hos andre offentlige myndigheder til brug for kontrol efter loven, som fremgår af landbrugsstøttelovens § 22 a, landdistriktsfondslovens § 10 og skovlovens § 56, stk. 1, nr. 3.
Efter databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven er der ikke krav om, at der skal være udtrykkelig lovhjemmel til registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed.
Det vurderes dog hensigtsmæssigt udtrykkeligt at angive, at den foreslåede bestemmelse vil kunne omfatte registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed, så der ikke opstår tvivl om, at der er adgang hertil, herunder også for så vidt angår oplysninger om juridiske personer. Bestemmelsen bliver dermed også udformet som tilsvarende bestemmelser på Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris område, jf. f.eks. § 65 a i lov om hold af dyr.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der til brug for planlægning, gennemførelse eller opfølgning på kontrol i medfør af lovforslaget hos andre offentlige myndigheder vil kunne indhentes de oplysninger, herunder fortrolige oplysninger, som vurderes at kunne bidrage til en effektiv myndighedsindsats både generelt og i relation til konkrete sager.
Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er bl.a., at der vil kunne være behov for at kunne kontrollere rigtigheden af de oplysninger, der afgives til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri eller Kirkeministeriet i forbindelse med tilskudsansøgninger eller øvrige oplysninger, der indsendes til ministerierne indeholdende oplysninger fra andre offentlige myndigheder.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter vil kunne fastlægge, hvilke oplysninger, herunder fortrolige oplysninger, andre offentlige myndigheder skal udlevere, således at der vil kunne udføres en effektiv myndigheds- og kontrolindsats både generelt og i relation til konkrete sager. Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse bl.a. vil blive anvendt til, at Landbrugsstyrelsen kan indhente oplysninger fra Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), Det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR), ligesom det fortsat vil være relevant at indhente oplysninger med henblik på kontrol for dobbeltfinansiering.
Det er endvidere hensigten, at den foreslåede bestemmelse vil blive anvendt ved administrationen af konditionalitet, hvor der vil kunne være behov for at indhente, samkøre og sammenstille oplysninger fra forskellige myndigheder m.v. Ligeledes er det hensigten, at bestemmelsen vil blive anvendt ved administrationen af social konditionalitet, hvor der eksempelvis vil kunne være behov for at indhente, samkøre og sammenstille oplysninger, herunder fortrolige oplysninger, fra Arbejdstilsynet i forbindelse med tilsynets underretning til Landbrugsstyrelsen ved manglende overholdelse af regler om arbejdsmiljø. Det gælder dog ikke oplysninger, der er underlagt særlig tavshedspligt efter arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2, hvorefter Arbejdstilsynet ikke over for arbejdsgiveren eller andre må oplyse, at Arbejdstilsynet har modtaget en klage.
I forbindelse med udnyttelsen af bemyndigelsen i § 17 vil de til enhver tid gældende databeskyttelsesretlige regler, herunder databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, blive iagttaget i forbindelse med behandling af personoplysninger.