Børneloven

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om faderskab til et barn, der fødes af en gift kvinde.

    Efter stk. 1 anses ægtemanden i disse tilfælde som udgangspunkt som barnets far.

    Afgørende for, om bestemmelsen finder anvendelse, er alene, om ægteskabet består på det tidspunkt, hvor barnet fødes. Forholdene i bl.a. konceptionsperioden er derimod uden betydning.

    Registrering af ægtemandens faderskab finder sted i forbindelse med registrering af barnets fødsel. Registreringen er imidlertid foreløbig indtil udløbet af seks måneders-fristen for rejsning af faderskabssag, jf. nærmere § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1.

    I stk. 2 opregnes en række tilfælde, hvor bestemmelsen i stk. 1 ikke gælder, dvs. hvor moderens ægtemand alligevel ikke anses for far til barnet.

    Efter nr. 1 anses ægtemanden ikke som barnets far, hvis ægtefællerne på tidspunktet for barnets fødsel er separerede. Det er derimod uden betydning, om samlivet mellem ægtefællerne på fødselstidspunktet er eller har været ophævet, herunder på grund af uoverensstemmelse. I sådanne tilfælde gælder hovedreglen i stk. 1.

    Efter nr. 2 anses ægtemanden heller ikke som barnets far, hvis moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvis moderen i denne periode måtte have været gift med flere (andre) mænd.

    Endelig må registrering efter nr. 3 ikke finde sted, hvis begge ægtefæller anmoder om, at der rejses faderskabssag. Det er ikke tilstrækkeligt, at den ene ægtefælle anmoder om, at der rejses sag. I sådanne tilfælde skal der altså ske registrering af ægtemandens faderskab. Vedkommende må i stedet henvises til efterfølgende at rejse sag ved statsamtet, jf. § 5, stk. 1.

    Der gælder efter bestemmelsen ikke særlige formkrav til ægtefællernes anmodning om rejsning af faderskabssag. I almindelighed bør der ske påførsel om anmodningen i fødselspapirerne, jf. herved nedenfor om det nye blanketsystem. Er dette ikke sket, vil der i stedet f.eks. kunne rettes henvendelse til ministerialbogsføreren m.v.

    Det afgørende er, om anmodningen fremsættes, før registrering er sket. Efter at registrering er sket, må ægtefællerne (eller en af dem) henvises til selv at rejse faderskabssag efter reglerne i kapitel 2.

    Afgår ægtemanden ved døden, efter at barnet er født, kan dødsboet ikke forhindre, at registrering sker, men boet kan i stedet rejse faderskabssag efter bestemmelsen i § 5, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

    Bestemmelsen i stk. 3 angår tilfælde, hvor moderen har været gift, men hvor ægtemanden er død inden for de seneste 10 måneder før fødslen. I sådanne tilfælde skal den afdøde ægtemand anses for far til barnet.

    I stk. 4 opregnes en række undtagelser til denne regel. Undtagelserne svarer til dem, der efter stk. 2 gælder, hvor barnet fødes, mens ægtemanden lever. Registrering kan således ikke finde sted, hvis ægtefællerne på dødstidspunktet var separerede, hvis moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret, eller hvis moderen anmoder om, at der rejses faderskabssag.

    Det forudsættes, at der udarbejdes et blanketsystem, der er afpasset efter de nye regler, jf. § 33, stk. 2. Afkrydsning vil i almindelighed ske efter moderens oplysninger, men kan også ske efter ægtemandens. Finder registrering af ægtemandens faderskab sted, sendes kopi af anmeldelsesblanketten til ægtemanden eller dennes dødsbo.

    Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.3.

Bestemmelsen angår faderskab til børn i tilfælde, hvor moderen på fødselstidspunktet ikke er gift, men hvor hun og en mand skriftligt erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet.

    I sådanne tilfælde anses den pågældende mand efter stk. 1 som udgangspunkt som far til barnet. Registrering heraf sker i forbindelse med registrering af fødslen.

    Det følger af bestemmelsens ordlyd, at den ikke kan anvendes i tilfælde, hvor moderen på fødselstidspunktet er gift, herunder separeret. I så fald anvendes bestemmelsen i § 1. Det er derimod uden betydning, om den pågældende mand er gift (med en anden kvinde).

    Det, parterne skal erklære, er, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Det må antages, at påtagelsen af en sådan pligt i almindelighed kun vil ske, hvis parterne har fælles bopæl eller agter at etablere sådan bopæl. Der er imidlertid efter bestemmelsen ikke noget til hinder for, at parterne kan have til hensigt sammen at varetage omsorgen og ansvaret for barnet, selv om de opretholder hver deres bopæl.

    Har en anden mand i konceptionsperioden haft seksuelt forhold til moderen, vil han kunne få efterprøvet, om det i stedet er ham, der er barnets far, jf. § 6, stk. 1. Endvidere er registreringen også i forhold til parterne foreløbig, idet begge inden for seks måneder frit kan rejse faderskabssag over for statsamtet, jf. § 5, stk. 1.

    Efter stk. 2, nr. 1, gælder bestemmelsen i stk. 1 ikke, hvis moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret.

    Bestemmelsen svarer til, hvad der gælder for ægtemænd, jf. § 1, stk. 2, nr. 2, og gælder således også, hvis moderen i denne periode har været gift med flere mænd. Registrering kan derimod ske, selv om moderen i perioden har boet sammen med en anden mand uden at være gift. Den anden mand må i givet fald henvises til at rejse faderskabssag efter § 6, stk. 1. Det samme gælder andre mænd, der måtte have haft seksuelt forhold til moderen i konceptionsperioden.

    Efter stk. 2, nr. 2, gælder bestemmelsen i stk. 1 heller ikke, hvis en eller begge parter på tidspunktet for erklæringens afgivelse er umyndig eller under værgemål.

    Ønsker de nævnte personer at anerkende faderskabet til et barn født uden for ægteskab, således at faderskabet kan registreres i forbindelse med fødslen, kan det efter omstændighederne i stedet ske ved, at der før barnets fødsel i statsamtet afgives en tilsvarende erklæring, hvorved faderskabet anerkendes, jf. § 14, stk. 1. Parterne kan derefter vedlægge anerkendelsen til fødselsanmeldelsen, hvorefter registrering af faderskab kan ske efter bestemmelsen i § 3. Der henvises nærmere til bemærkningerne til § 14, stk. 1 og 5.

    Der vil blive udarbejdet særlige blanketter til brug for afgivelse af erklæring efter bestemmelsen, jf. § 33, stk. 2.

    Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.4.

Efter bestemmelsen kan faderskab, der før barnets fødsel er anerkendt efter § 14, stk. 1, eller stk. 2, nr. 1, anvendes som grundlag for registrering af faderskabet i forbindelse med registreringen af barnets fødsel. Der henvises til bemærkningerne til § 14.

    Anvendes anerkendelsen efter den nævnte bestemmelse ikke som grundlag for registrering af faderskabet i forbindelse med anmeldelsen af fødslen, vil statsamtet fra ministerialbogsføreren m.v. modtage oplysning om, at faderskab ikke er registreret, jf. bemærkningerne nedenfor til § 7, stk. 1. I så fald anmelder statsamtet til ministerialbogsføreren m.v., at der er sket anerkendelse efter § 14, stk. 1, eller stk. 2, nr. 1, og at faderskab derfor kan registreres. Der vil blive fastsat nærmere regler herom, jf. § 33.

    Bestemmelsen omfatter kun anerkendelser efter § 14, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, men ikke efter § 14, stk. 2, nr. 2, og stk. 3. Det hænger sammen med, at sådanne anerkendelser først kan afgives efter barnets fødsel, jf. § 14, stk. 7.

Til kapitel 2

Faderskabssag ved statsamtet

    Kapitlet regulerer behandlingen af faderskabssager ved statsamtet, herunder hvordan det i statsamtet kan fastslås, hvem der er barnets far.

    Alle faderskabssager - herunder de hidtidige ægtebarnssager - skal fremover begynde ved statsamtet og kan således aldrig indledes direkte ved retten.

    Statsamterne vil fremover med parternes samtykke kunne iværksætte retsgenetiske undersøgelser. Den mand, der udpeges som barnets far, kan herefter anerkende faderskabet, selv om moderen f.eks. i konceptionsperioden har haft seksuelt forhold til flere mænd. Bestemmelserne indebærer en udvidelse i forhold til gældende ret i statsamternes adgang til at modtage anerkendelser af faderskab.

    Ved altid at lade en sag begynde ved statsamtet opnås, at det først vil blive undersøgt, om den kan løses i mindelighed (ved anerkendelse). Domstolene forbeholdes således de sager, hvor der foreligger en egentlig tvist, eller hvor det af andre grunde ikke er muligt eller ubetænkeligt at afslutte sagen ved statsamtet.

    Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.6.

Sagens begyndelse

Bestemmelsen angiver, hvem der før barnets fødsel kan rejse faderskabssag ved statsamtet. Kapitlets øvrige bestemmelser (§§ 5-7) drejer sig om rejsning af faderskabssag efter, at barnet er født.

Beføjelsen til at rejse faderskabssag før fødslen tilkommer efter den foreslåede bestemmelse barnets mor og statsamtet.

Bestemmelsen er udtømmende. Faderskabssag kan således f.eks. ikke inden barnets fødsel rejses af en mand, der er omfattet af § 6, stk. 1, fordi han har haft seksuelt forhold til moderen i konceptionsperioden. Sådanne faderskabssager kan først rejses efter barnets fødsel.

Det forhold, at der før fødslen rejses faderskabssag, er i sig selv uden betydning for ægtemandens adgang til at få sit faderskab registreret efter § 1.

Til § 5

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om rejsning af faderskabssag i tilfælde, hvor faderskabet er registreret efter bestemmelserne i §§ 1-3, herunder på grundlag af en anerkendelse efter § 14, eller hvor der efter § 14 er sket anerkendelse i statsamtet efter barnets fødsel.

Bestemmelsen gælder derimod ikke, hvor faderskabet er anerkendt over for retten efter § 19. Sådanne anerkendelser er - med forbehold for reglerne om genoptagelse i kapitel 4 - endelige.

Registreringer og anerkendelser, der er omfattet af bestemmelsen, er foreløbige i seks måneder efter, at barnet er født. Inden for denne periode kan moderen, faderen eller en særlig værge for barnet efter stk. 1 rejse faderskabssag ved statsamtet. Adgangen er fri og er således bl.a. ikke betinget af, at det sandsynliggøres, at en anden mand er barnets far. Den såkaldte anerkendelseslære finder heller ikke anvendelse.

Fristen regnes efter bestemmelsen fra barnets fødsel og ikke fra registreringen eller anerkendelsen. Den afbrydes ved statsamtets modtagelse af anmodningen. Overskrides fristen, kan faderskabssag ikke rejses efter bestemmelsen. Der må i så fald gås frem efter reglerne om genoptagelse i kapitel 4.

Rejses der inden for fristen faderskabssag, anses den mand, der er registreret som far eller har anerkendt faderskabet, som far til barnet, indtil andet måtte følge af statsamtets eller rettens behandling af sagen. Det er således i de nævnte tilfælde ikke muligt for en mand at frigøre sig fra faderskabet alene ved at rejse faderskabssag, ligesom det ikke er muligt for moderen at fratage manden hans faderskaab alene ved at rejse sag.

Efter stk. 2 omfatter retten til at rejse faderskabssag også faderens dødsbo i tilfælde, hvor faderskab er registreret efter § 1 om ægtemænds faderskab. Det vil navnlig kunne være relevant, hvis ægtemanden er død før barnets fødsel, jf. den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 3. Bestemmelsen er imidlertid ikke begrænset til disse tilfælde. Har ægtemanden inden sin død selv rejst sag, indtræder dødsboet i sagen.

Dødsboets adgang til at rejse faderskabssag gælder efter bestemmelsen ikke, hvis den afdøde må anses for at have anerkendt barnet som sit. Dødsboets adgang til at rejse sag er således mere begrænset end mandens egen.

Den afdøde må anses for at have anerkendt barnet som sit, hvis han udtrykkeligt eller stiltiende over for omverdenen har behandlet barnet som sit eget. Om dette er tilfældet, må bero på en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger. Reglen bygger på den såkaldte anerkendelseslære, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.12.

Dødsboet efter andre fædre end dem, der er nævnt i bestemmelsen - herunder mænd, hvis faderskab er registreret på grundlag af en erklæring efter § 2 - kan ikke rejse faderskabssag. Sådanne dødsboer kan indtræde i faderskabssager, som faderen allerede har rejst før sin død, eller rejse sag om genoptagelse efter de nærmere regler i kapitel 4.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.3 og 2.4.

Til § 6

Efter bestemmelsens stk. 1 kan faderskabssag over for statsamtet rejses af en mand, som har haft seksuelt forhold til moderen i konceptionsperioden. Bestemmelsen har praktisk betydning for mænd, som ikke allerede er inddraget i faderskabssagen i kraft af reglerne i §§ 4 og 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 4.

Det er efter bestemmelsen uden betydning, om det i forvejen er registreret, hvem der er barnets far.

Efter bestemmelsen er adgangen til at rejse faderskabssag imidlertid begrænset af den foreslåede bestemmelse i § 10. Sag kan således ikke rejses, hvis afgørende hensyn til barnet taler imod, at manden kan blive barnets far. Der henvises nærmere til bemærkningerne til den nævnte bestemmelse.

Den ret, der hjemles i bestemmelsen, kan anvendes til selv at rejse sag, hvis sag ikke tidligere er rejst, til at indtræde i en verserende sag og til at få »genbehandlet« en sag, der allerede har været rejst i statsamtet, uanset om faderskab her er fastslået.

Retten til at rejse faderskabssag afskæres ikke af, at barnet er bortadopteret. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.14.

Anmodning om, at der rejses sag, skal efter stk. 1, 2. pkt., være skriftlig, og den skal indgives inden seks måneder efter barnets fødsel. Verserer der imidlertid på tidspunktet for anmodningen fortsat en faderskabssag, kan manden indtræde i denne sag, selv om fristen er overskredet.

Er fristen i øvrigt overskredet, må anmodningen afvises. Spørgsmålet vil i så fald kun kunne prøves, såfremt der sker genoptagelse efter de nærmere regler i kapitel 4.

Retten til at få prøvet spørgsmålet om faderskab tilkommer efter bestemmelsen den, der har haft seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor hun blev gravid. Bekræfter moderen, at der har været et sådant forhold, må statsamtet i almindelighed lægge oplysningen herom til grund og inddrage den pågældende mand i sagen.

Bestrider moderen derimod, at der har været et seksuelt forhold, og fastholder manden sin påstand, må sagen indbringes for retten, jf. § 13, nr. 2 og 4. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at statsamtet efter omstændighederne - og med moderens samtykke - iværksætter retsgenetiske undersøgelser af, om den pågældende mand er barnets far. Vedgår moderen på baggrund af disse undersøgelser at have haft seksuelt forhold til manden, kan sagen fortsætte i statsamtet.

Efter bestemmelsens stk. 2 skal en mand, der inden for de sidste 10 måneder før fødslen har været gift med barnets mor uden at være separeret, snarest muligt have skriftlig meddelelse om barnets fødsel med vejledning om sin ret efter stk. 1 til at få prøvet faderskabsspørgsmålet. Det gælder dog ikke, hvis han allerede er part i sagen, f.eks. fordi moderen har oplyst ham som faderskabsmulighed.

Bestemmelsen gælder kun for ægtemænd. Det følger imidlertid af princippet i § 6, stk. 1, at også samlevere m.v. - ved over for statsamtet at anmode om, at der rejses faderskabssag - i almindelighed vil kunne få oplyst, om den pågældende kvinde har født et barn.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.8.

Til § 7

Bestemmelsen regulerer statsamtets pligt til af egen drift at rejse faderskabssag.

Efter stk. 1 skal statsamtet altid rejse faderskabssag, hvis faderskab ikke er registreret i forbindelse med barnets fødsel, jf. §§ 1-3, og der ikke er rejst sag af andre, jf. §§ 4-6.

Der vil efter § 33, stk. 1, blive fastsat regler om, at ministerialbogsføreren m.v. i alle tilfælde, hvor faderskabet ikke registreres i forbindelse med registreringen af barnets fødsel, skal sende en kopi af fødselspapirerne direkte til statsamtet.

Efter stk. 2 gælder, at faderskabet, hvis barnet er død, kun skal søges fastslået, såfremt moderen eller nogen, som har retlig interesse i det, anmoder om det. Det afgørende er, om barnet lever på det tidspunkt, hvor sagen kan afsluttes. Bestemmelsen kan således også anvendes til at henlægge en allerede rejst faderskabssag, hvis barnet dør under behandlingen af sagen.

En retlig interesse (for andre end moderen) i at få faderskabet fastslået kan navnlig være af arvemæssig karakter, f.eks. hvor et barn, der ved testamente er indsat som arving, fødes levende, men herefter dør. I sådanne tilfælde vil det kunne være afgørende for de arveretlige spørgsmål, hvem der er barnets far.

Sagens behandling

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om rejsning af faderskabssag i tilfælde, hvor faderskabet er registreret efter bestemmelserne i §§ 1-3, herunder på grundlag af en anerkendelse efter § 14, eller hvor der efter § 14 er sket anerkendelse i statsamtet efter barnets fødsel.

    Bestemmelsen gælder derimod ikke, hvor faderskabet er anerkendt over for retten efter § 19. Sådanne anerkendelser er - med forbehold for reglerne om genoptagelse i kapitel 4 - endelige.

    Registreringer og anerkendelser, der er omfattet af bestemmelsen, er foreløbige i seks måneder efter, at barnet er født. Inden for denne periode kan moderen, faderen eller en særlig værge for barnet efter stk. 1 rejse faderskabssag ved statsamtet. Adgangen er fri og er således bl.a. ikke betinget af, at det sandsynliggøres, at en anden mand er barnets far. Den såkaldte anerkendelseslære finder heller ikke anvendelse.

    Fristen regnes efter bestemmelsen fra barnets fødsel og ikke fra registreringen eller anerkendelsen. Den afbrydes ved statsamtets modtagelse af anmodningen. Overskrides fristen, kan faderskabssag ikke rejses efter bestemmelsen. Der må i så fald gås frem efter reglerne om genoptagelse i kapitel 4.

    Rejses der inden for fristen faderskabssag, anses den mand, der er registreret som far eller har anerkendt faderskabet, som far til barnet, indtil andet måtte følge af statsamtets eller rettens behandling af sagen. Det er således i de nævnte tilfælde ikke muligt for en mand at frigøre sig fra faderskabet alene ved at rejse faderskabssag, ligesom det ikke er muligt for moderen at fratage manden hans faderskaab alene ved at rejse sag.

    Efter stk. 2 omfatter retten til at rejse faderskabssag også faderens dødsbo i tilfælde, hvor faderskab er registreret efter § 1 om ægtemænds faderskab. Det vil navnlig kunne være relevant, hvis ægtemanden er død før barnets fødsel, jf. den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 3. Bestemmelsen er imidlertid ikke begrænset til disse tilfælde. Har ægtemanden inden sin død selv rejst sag, indtræder dødsboet i sagen.

    Dødsboets adgang til at rejse faderskabssag gælder efter bestemmelsen ikke, hvis den afdøde må anses for at have anerkendt barnet som sit. Dødsboets adgang til at rejse sag er således mere begrænset end mandens egen.

    Den afdøde må anses for at have anerkendt barnet som sit, hvis han udtrykkeligt eller stiltiende over for omverdenen har behandlet barnet som sit eget. Om dette er tilfældet, må bero på en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger. Reglen bygger på den såkaldte anerkendelseslære, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.12.

    Dødsboet efter andre fædre end dem, der er nævnt i bestemmelsen - herunder mænd, hvis faderskab er registreret på grundlag af en erklæring efter § 2 - kan ikke rejse faderskabssag. Sådanne dødsboer kan indtræde i faderskabssager, som faderen allerede har rejst før sin død, eller rejse sag om genoptagelse efter de nærmere regler i kapitel 4.

    Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.3 og 2.4.

Efter bestemmelsens stk. 1 kan faderskabssag over for statsamtet rejses af en mand, som har haft seksuelt forhold til moderen i konceptionsperioden. Bestemmelsen har praktisk betydning for mænd, som ikke allerede er inddraget i faderskabssagen i kraft af reglerne i §§ 4 og 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 4.

    Det er efter bestemmelsen uden betydning, om det i forvejen er registreret, hvem der er barnets far.

    Efter bestemmelsen er adgangen til at rejse faderskabssag imidlertid begrænset af den foreslåede bestemmelse i § 10. Sag kan således ikke rejses, hvis afgørende hensyn til barnet taler imod, at manden kan blive barnets far. Der henvises nærmere til bemærkningerne til den nævnte bestemmelse.

    Den ret, der hjemles i bestemmelsen, kan anvendes til selv at rejse sag, hvis sag ikke tidligere er rejst, til at indtræde i en verserende sag og til at få »genbehandlet« en sag, der allerede har været rejst i statsamtet, uanset om faderskab her er fastslået.

    Retten til at rejse faderskabssag afskæres ikke af, at barnet er bortadopteret. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.14.

    Anmodning om, at der rejses sag, skal efter stk. 1, 2. pkt., være skriftlig, og den skal indgives inden seks måneder efter barnets fødsel. Verserer der imidlertid på tidspunktet for anmodningen fortsat en faderskabssag, kan manden indtræde i denne sag, selv om fristen er overskredet.

    Er fristen i øvrigt overskredet, må anmodningen afvises. Spørgsmålet vil i så fald kun kunne prøves, såfremt der sker genoptagelse efter de nærmere regler i kapitel 4.

    Retten til at få prøvet spørgsmålet om faderskab tilkommer efter bestemmelsen den, der har haft seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor hun blev gravid. Bekræfter moderen, at der har været et sådant forhold, må statsamtet i almindelighed lægge oplysningen herom til grund og inddrage den pågældende mand i sagen.

    Bestrider moderen derimod, at der har været et seksuelt forhold, og fastholder manden sin påstand, må sagen indbringes for retten, jf. § 13, nr. 2 og 4. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at statsamtet efter omstændighederne - og med moderens samtykke - iværksætter retsgenetiske undersøgelser af, om den pågældende mand er barnets far. Vedgår moderen på baggrund af disse undersøgelser at have haft seksuelt forhold til manden, kan sagen fortsætte i statsamtet.

    Efter bestemmelsens stk. 2 skal en mand, der inden for de sidste 10 måneder før fødslen har været gift med barnets mor uden at være separeret, snarest muligt have skriftlig meddelelse om barnets fødsel med vejledning om sin ret efter stk. 1 til at få prøvet faderskabsspørgsmålet. Det gælder dog ikke, hvis han allerede er part i sagen, f.eks. fordi moderen har oplyst ham som faderskabsmulighed.

    Bestemmelsen gælder kun for ægtemænd. Det følger imidlertid af princippet i § 6, stk. 1, at også samlevere m.v. - ved over for statsamtet at anmode om, at der rejses faderskabssag - i almindelighed vil kunne få oplyst, om den pågældende kvinde har født et barn.

    Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.8.

Bestemmelsen regulerer statsamtets pligt til af egen drift at rejse faderskabssag.

    Efter stk. 1 skal statsamtet altid rejse faderskabssag, hvis faderskab ikke er registreret i forbindelse med barnets fødsel, jf. §§ 1-3, og der ikke er rejst sag af andre, jf. §§ 4-6.

    Der vil efter § 33, stk. 1, blive fastsat regler om, at ministerialbogsføreren m.v. i alle tilfælde, hvor faderskabet ikke registreres i forbindelse med registreringen af barnets fødsel, skal sende en kopi af fødselspapirerne direkte til statsamtet.

    Efter stk. 2 gælder, at faderskabet, hvis barnet er død, kun skal søges fastslået, såfremt moderen eller nogen, som har retlig interesse i det, anmoder om det. Det afgørende er, om barnet lever på det tidspunkt, hvor sagen kan afsluttes. Bestemmelsen kan således også anvendes til at henlægge en allerede rejst faderskabssag, hvis barnet dør under behandlingen af sagen.

    En retlig interesse (for andre end moderen) i at få faderskabet fastslået kan navnlig være af arvemæssig karakter, f.eks. hvor et barn, der ved testamente er indsat som arving, fødes levende, men herefter dør. I sådanne tilfælde vil det kunne være afgørende for de arveretlige spørgsmål, hvem der er barnets far.

Sagens behandling

Bestemmelsen regulerer, i hvilke tilfælde moderen skal oplyse, hvem der er eller kan være barnets far.

Efter stk. 1 er pligten som udgangspunkt ubetinget. Der er således ikke hjemmel for statsamtet til skønsmæssigt at fritage moderen for at afgive oplysning, heller ikke i tilfælde som nævnt i § 10, hvor afgørende hensyn taler imod, at den pågældende mand bliver barnets far. Oplysningspligten gælder også i de tilfælde, hvor moderen ønsker at bortadoptere barnet.

I stk. 2 opregnes to undtagelser til hovedreglen om moderens oplysningspligt.

Efter 1. pkt. gælder oplysningspligten i stk. 1 ikke ved anerkendelse efter § 14, stk. 1. Det gælder, uanset om anerkendelsen afgives før eller efter barnets fødsel.

Ønsker moderen og en mand således at anerkende faderskabet efter den nævnte bestemmelse, skal der ikke gives oplysninger om moderens seksuelle forhold i konceptionsperioden, og statsamtet skal ikke stille spørgsmål herom.

Efter 2. pkt. gælder endvidere, at moderen som udgangspunkt er fritaget for oplysningspligt, hvis der rejses faderskabssag efter, at faderskab er registreret efter §§ 1 eller 2 eller efter § 3, jf. § 14, stk. 1, eller faderskabet efter barnets fødsel er anerkendt efter § 14, stk. 1. Bestemmelsen har til formål at beskytte den mor, der lever i et ægteskab eller samlivsforhold m.v., mod at skulle give oplysninger om sine seksuelle forhold til andre mænd.

Fritagelsen for oplysningspligten er imidlertid betinget. Fastslås det således under faderskabssagen, at den mand, der er registreret som far, ikke er barnets far, har moderen oplysningspligt. I disse tilfælde vil det følge af de retsgenetiske undersøgelser m.v., at moderen må have haft seksuelt forhold til andre mænd i konceptionsperioden. Tilsvarende gælder fritagelsen ikke, hvis det af andre grunde må anses for væsentligt bestyrket, at den registrerede mand ikke er barnets far.

I stk. 3 bestemmes det, at moderen, såfremt hun ikke giver oplysninger efter stk. 1, under et møde i statsamtet skal vejledes om, hvilken betydning dette vil kunne have for hende og barnet.

En overtrædelse af oplysningspligten efter stk. 1 er således ikke sanktioneret med straf. Samtalen i statsamtet har derimod til formål - gennem en klargøring af, hvilken betydning det senere vil kunne have for hende og barnet ikke at vide, hvem der er barnets far - at motivere moderen til frivilligt at give oplysning om faderskabsmulighederne. Det må i den forbindelse bero på den konkrete sags omstændigheder, hvem der fra statsamtets side skal stå for samtalen.

Udebliver moderen efter indkaldelse fra møder i statsamtet, eller skønner statsamtet, at hun tilbageholder oplysninger om faderskabsmulighederne, følger det af § 13, nr. 2 og 4, at statsamtet skal indbringe sagen for retten. Er forholdet derimod det, at moderen må antages ikke at være i stand til at identificere faderskabsmulighederne, skal sagen ikke indbringes for retten. I sådanne tilfælde må statsamtet henlægge sagen. Endvidere bør der efter afholdelsen af det nævnte møde gives moderen en rimelig »tænkepause«, før indbringelse for retten eventuelt sker.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.7.

Til § 9

Bestemmelsen angiver i stk. 1, hvem der - i relation til lovens bestemmelser - er part i en faderskabssag i statsamtet. Betydningen af at være part er bl.a., at den pågældende kan opfordres til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser (§ 11, stk. 1,), at den pågældende kan forlange sagen indbragt for retten (§ 13, nr. 1), og at den pågældende skal samtykke for, at der kan ske anerkendelse af faderskab efter § 14, stk. 3.

Efter nr. 1 og 2 er barnet og moderen part i sagen.

Efter nr. 3 er også den hidtidige far part i sagen. Det gælder, hvad enten hans faderskab er registreret i forbindelse med fødslen, jf. §§ 1-3, eller fastslået ved anerkendelse, jf. § 14.

Efter nr. 4 anses endvidere en mand, som moderen har oplyst som mulig far, som part i sagen, jf. herved § 8. Endelig anses en mand, der udnytter sin ret efter § 6, stk. 1, til at få prøvet, om han er barnets far, som part i sagen. jf. nr. 5.

Er den pågældende part død, indtræder dødsboet i vedkommendes retsstilling.

Den omstændighed, at moderen på fødselstidspunktet har været gift, uden at ægtemanden er blevet registreret som far, indebærer ikke, at statsamtet automatisk skal inddrage den pågældende i sagen. Han skal kun inddrages i sagen, hvis moderen oplyser ham som faderskabsmulighed, eller han selv - efter at have fået meddelelse om barnets fødsel, jf. § 6, stk. 2 - udnytter sin ret til efter § 6, stk. 1, at få prøvet faderskabsspørgsmålet. Det samme gælder i forhold til mænd, som moderen har været gift med i de seneste 10 måneder inden barnets fødsel.

Er moderen død, kan statsamtet efter stk. 2 inddrage en mand som part i sagen, hvis barnets værge fremsætter anmodning om det, og det antageliggøres, at den pågældende er eller kan være barnets far.

I disse tilfælde, hvor moderen ikke selv kan give oplysninger, indebærer hensynet til, at barnet kan få en far, at der ikke bør stilles store krav til sandsynligheden for, at den pågældende kan være barnets far, som betingelse for at inddrage ham i sagen.

Til § 10

Bestemmelsen indebærer, at faderskabet i visse tilfælde ikke skal fastslås.

Efter bestemmelsen kan en mand ikke blive barnets far, hvis barnet er blevet til ved et strafbart forhold, og afgørende hensyn til barnet taler imod, at gerningsmandens faderskab fastslås. Afskæring af faderskab efter bestemmelsen kan finde sted såvel i tilfælde, hvor moderen efter § 8, stk. 1, har opgivet den pågældende som fadermulighed, som i tilfælde, hvor den pågældende mand selv måtte ønske sit faderskab fastslået, jf. § 6, stk. 1.

Reglen finder alene anvendelse, hvis barnet er blevet til ved et strafbart forhold fra den pågældendes side, f.eks. ved incest, jf. straffelovens § 210, eller voldtægt, jf. straffelovens § 216. Andre strafbare forhold er uden betydning for spørgsmålet om faderskab.

Anvendelse af bestemmelsen vil normalt forudsætte, at manden er dømt for det pågældende forhold, eller at han selv erkender det. Verserer der en straffesag, hvor der ikke er afgivet tilståelse, bør statsamtet i almindelighed udsætte faderskabssagen på straffesagens afslutning.

Det er endvidere en betingelse, at »afgørende hensyn« taler imod mandens faderskab. Det må her bl.a. komme i betragtning, hvilken karakter det strafbare forhold har, og hvilken indstilling barnets mor har til spørgsmålet.

Er barnet blevet til ved incest, vil afgørende hensyn formentlig altid tale imod, at den pågældende bliver far til barnet. Er der derimod tale om voldtægt m.v., vil det bero på en samlet vurdering, om afskæring bør finde sted. Der må i den forbindelse bl.a. lægges vægt på, om moderen selv ønsker faderskabet afskåret.

Tiltræder manden ikke, at hans faderskab afskæres, må statsamtet - selv om den pågældende ikke selv anmoder om det - indbringe sagen for retten, jf. § 13, nr. 2.

Selv om bestemmelsen ikke bringes i anvendelse, og den pågældende mand således bliver retlig far til barnet, er det efter omstændighederne ikke udelukket at begrænse de almindelige retsvirkninger af faderskabet. F.eks. vil retten til samvær med barnet kunne afslås eller ophæves, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet, jf. § 17, stk. 3, i lov om forældremyndighed og samvær.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.9.

Til § 11

Bestemmelsen indeholder en beføjelse for statsamtet til - med parternes samtykke - at iværksætte retsgenetiske undersøgelser med henblik på at fastslå faderskabet.

Efter stk. 1 kan statsamtet opfordre moderen og de mænd, som er parter i sagen, til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser, hvis det kan have betydning for sagen.

Adgangen for statsamterne til at optage retsgenetisk bevis har sammenhæng med, at faderskab kan anerkendes over for statsamtet, selv om moderen f.eks. i konceptionsperioden har haft seksuelt forhold til flere mænd, jf. § 14, stk. 2, nr. 2.

Opfordring skal fremsættes, hvis retsgenetiske undersøgelser kan have betydning for sagen. Statsamtet bør således opfordre parterne til undersøgelser i alle sager, hvor der kan være tvivl om, hvem der er barnets far, f.eks. hvor der foreligger oplysninger om flere faderskabsmuligheder, hvor den eneste opgivne faderskabsmulighed ikke uden videre ønsker at anerkende faderskabet, eller hvor det skal efterprøves, om en ægtemand eller samlever, hvis faderskab er registreret efter §§ 1-3, er barnets far.

Efter stk. 2 kan opfordring om at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser også fremsættes over for andre end sagens parter, hvis det må antages at være af afgørende betydning for sagen. Bestemmelsen forudsættes navnlig anvendt, hvor det nødvendige retsgenetiske bevis ikke kan indhentes, f.eks. fordi en eller flere faderskabsmuligheder enten er døde eller forsvundne. I sådanne tilfælde vil undersøgelser af mandens nære slægtninge - som ikke selv er faderskabsmuligheder - undertiden kunne være egnet til at tilvejebringe retsgenetisk bevis.

Statsamtet kan alene opfordre sagens parter til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser. Statsamtet kan derimod ikke gennemtvinge undersøgelserne. Medvirker den, der opfordres til retsgenetiske undersøgelser, ikke frivilligt, må statsamtet i almindelighed indbringe sagen for retten, jf. § 13, nr. 2 og 4. Her kan undersøgelser gennemtvinges efter de almindelige regler, jf. § 18 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.6.

Til § 12

Efter bestemmelsen kan statsamtet beslutte, at en mand, der utvivlsomt ikke er barnets far, skal udtræde af sagen. Bestemmelsen kan anvendes, hvis den pågældende mands faderskab ved retsgenetiske undersøgelser er udelukket med en sandsynlighed på 10.000 til 1 eller mere, eller der f.eks. foreligger sikkert bevis for, at den pågældende ikke har haft seksuelt forhold til moderen i konceptionsperioden.

Udtræder den pågældende ikke frivilligt, må sagen indbringes for retten, jf. § 13, nr. 2.

Til § 13

Bestemmelsen angiver, i hvilke tilfælde statsamtet skal indbringe faderskabssagen for retten.

Efter nr. 1 skal sagen indbringes for retten, såfremt en part anmoder om det.

En sådan anmodning kan fremsættes på ethvert tidspunkt i sagen og behøver ikke at være begrundet. Anmodningen vil, indtil sagen formelt er indbragt for retten, kunne trækkes tilbage med den virkning, at statsamtet kan fortsætte sin behandling af sagen.

Er sagen indbragt for retten, skal den færdigbehandles dér.

Efter nr. 2 skal sagen indbringes for retten, hvis statsamtet finder det betænkeligt at fortsætte behandlingen. Bestemmelsen skal ses i lyset af princippet om, at statsamtet alene behandler sager, som er egnede til at blive afsluttet i »mindelighed« i det administrative system.

Bestemmelsen vil f.eks. kunne finde anvendelse, hvor oplysningerne om faderskabsmuligheder er så usikre, at der må antages at være behov for forklaringer i retten, hvor moderen må antages at tilbageholde oplysninger om faderskabsmulighederne, hvor en mand ikke accepterer at udtræde af sagen efter § 10 eller § 12, hvor der i øvrigt består en tvist mellem flere mulige fædre, hvor statsamtet vurderer, at den, der ønsker at anerkende et faderskab, er i en tilstand, som gør det uforsvarligt at modtage anerkendelsen, eller hvor en faderskabsmulighed opholder sig i udlandet.

Efter nr. 3 indbringes sagen endvidere for retten, hvis der skal ske indkaldelse ved bekendtgørelse i Statstidende eller udfærdiges retsanmodning efter retsplejelovens § 158.

Efter nr. 4 skal sagen indbringes for retten, hvis den ikke i øvrigt kan afsluttes ved anerkendelse eller henlæggelse i statsamtet. Det vil f.eks. i almindelighed gælde, hvis moderen ikke vil give oplysning om faderskabsmulighederne, og faderskabsmulighederne ikke ad anden vej inddrages i sagen, hvis sagens parter ikke frivilligt vil medvirke ved retsgenetiske undersøgelser, hvis en mand - selvom han ved retsgenetiske undersøgelser er udpeget som barnets far - ikke frivilligt vil anerkende faderskabet, eller hvis en part efter flere indkaldelser ikke frivilligt giver møde i statsamtet.

Endelig skal sagen efter nr. 5 indbringes for retten, hvis en af parterne (eller begge parter) er frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6. Der henvises til § 14, stk. 5, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Anerkendelse af faderskab

Bestemmelsen angiver i stk. 1, hvem der - i relation til lovens bestemmelser - er part i en faderskabssag i statsamtet. Betydningen af at være part er bl.a., at den pågældende kan opfordres til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser (§ 11, stk. 1,), at den pågældende kan forlange sagen indbragt for retten (§ 13, nr. 1), og at den pågældende skal samtykke for, at der kan ske anerkendelse af faderskab efter § 14, stk. 3.

    Efter nr. 1 og 2 er barnet og moderen part i sagen.

    Efter nr. 3 er også den hidtidige far part i sagen. Det gælder, hvad enten hans faderskab er registreret i forbindelse med fødslen, jf. §§ 1-3, eller fastslået ved anerkendelse, jf. § 14.

    Efter nr. 4 anses endvidere en mand, som moderen har oplyst som mulig far, som part i sagen, jf. herved § 8. Endelig anses en mand, der udnytter sin ret efter § 6, stk. 1, til at få prøvet, om han er barnets far, som part i sagen. jf. nr. 5.

    Er den pågældende part død, indtræder dødsboet i vedkommendes retsstilling.

    Den omstændighed, at moderen på fødselstidspunktet har været gift, uden at ægtemanden er blevet registreret som far, indebærer ikke, at statsamtet automatisk skal inddrage den pågældende i sagen. Han skal kun inddrages i sagen, hvis moderen oplyser ham som faderskabsmulighed, eller han selv - efter at have fået meddelelse om barnets fødsel, jf. § 6, stk. 2 - udnytter sin ret til efter § 6, stk. 1, at få prøvet faderskabsspørgsmålet. Det samme gælder i forhold til mænd, som moderen har været gift med i de seneste 10 måneder inden barnets fødsel.

    Er moderen død, kan statsamtet efter stk. 2 inddrage en mand som part i sagen, hvis barnets værge fremsætter anmodning om det, og det antageliggøres, at den pågældende er eller kan være barnets far.

    I disse tilfælde, hvor moderen ikke selv kan give oplysninger, indebærer hensynet til, at barnet kan få en far, at der ikke bør stilles store krav til sandsynligheden for, at den pågældende kan være barnets far, som betingelse for at inddrage ham i sagen.

Bestemmelsen indebærer, at faderskabet i visse tilfælde ikke skal fastslås.

    Efter bestemmelsen kan en mand ikke blive barnets far, hvis barnet er blevet til ved et strafbart forhold, og afgørende hensyn til barnet taler imod, at gerningsmandens faderskab fastslås. Afskæring af faderskab efter bestemmelsen kan finde sted såvel i tilfælde, hvor moderen efter § 8, stk. 1, har opgivet den pågældende som fadermulighed, som i tilfælde, hvor den pågældende mand selv måtte ønske sit faderskab fastslået, jf. § 6, stk. 1.

    Reglen finder alene anvendelse, hvis barnet er blevet til ved et strafbart forhold fra den pågældendes side, f.eks. ved incest, jf. straffelovens § 210, eller voldtægt, jf. straffelovens § 216. Andre strafbare forhold er uden betydning for spørgsmålet om faderskab.

    Anvendelse af bestemmelsen vil normalt forudsætte, at manden er dømt for det pågældende forhold, eller at han selv erkender det. Verserer der en straffesag, hvor der ikke er afgivet tilståelse, bør statsamtet i almindelighed udsætte faderskabssagen på straffesagens afslutning.

    Det er endvidere en betingelse, at »afgørende hensyn« taler imod mandens faderskab. Det må her bl.a. komme i betragtning, hvilken karakter det strafbare forhold har, og hvilken indstilling barnets mor har til spørgsmålet.

    Er barnet blevet til ved incest, vil afgørende hensyn formentlig altid tale imod, at den pågældende bliver far til barnet. Er der derimod tale om voldtægt m.v., vil det bero på en samlet vurdering, om afskæring bør finde sted. Der må i den forbindelse bl.a. lægges vægt på, om moderen selv ønsker faderskabet afskåret.

    Tiltræder manden ikke, at hans faderskab afskæres, må statsamtet - selv om den pågældende ikke selv anmoder om det - indbringe sagen for retten, jf. § 13, nr. 2.

    Selv om bestemmelsen ikke bringes i anvendelse, og den pågældende mand således bliver retlig far til barnet, er det efter omstændighederne ikke udelukket at begrænse de almindelige retsvirkninger af faderskabet. F.eks. vil retten til samvær med barnet kunne afslås eller ophæves, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet, jf. § 17, stk. 3, i lov om forældremyndighed og samvær.

    Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.9.

Bestemmelsen indeholder en beføjelse for statsamtet til - med parternes samtykke - at iværksætte retsgenetiske undersøgelser med henblik på at fastslå faderskabet.

    Efter stk. 1 kan statsamtet opfordre moderen og de mænd, som er parter i sagen, til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser, hvis det kan have betydning for sagen.

    Adgangen for statsamterne til at optage retsgenetisk bevis har sammenhæng med, at faderskab kan anerkendes over for statsamtet, selv om moderen f.eks. i konceptionsperioden har haft seksuelt forhold til flere mænd, jf. § 14, stk. 2, nr. 2.

    Opfordring skal fremsættes, hvis retsgenetiske undersøgelser kan have betydning for sagen. Statsamtet bør således opfordre parterne til undersøgelser i alle sager, hvor der kan være tvivl om, hvem der er barnets far, f.eks. hvor der foreligger oplysninger om flere faderskabsmuligheder, hvor den eneste opgivne faderskabsmulighed ikke uden videre ønsker at anerkende faderskabet, eller hvor det skal efterprøves, om en ægtemand eller samlever, hvis faderskab er registreret efter §§ 1-3, er barnets far.

    Efter stk. 2 kan opfordring om at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser også fremsættes over for andre end sagens parter, hvis det må antages at være af afgørende betydning for sagen. Bestemmelsen forudsættes navnlig anvendt, hvor det nødvendige retsgenetiske bevis ikke kan indhentes, f.eks. fordi en eller flere faderskabsmuligheder enten er døde eller forsvundne. I sådanne tilfælde vil undersøgelser af mandens nære slægtninge - som ikke selv er faderskabsmuligheder - undertiden kunne være egnet til at tilvejebringe retsgenetisk bevis.

    Statsamtet kan alene opfordre sagens parter til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser. Statsamtet kan derimod ikke gennemtvinge undersøgelserne. Medvirker den, der opfordres til retsgenetiske undersøgelser, ikke frivilligt, må statsamtet i almindelighed indbringe sagen for retten, jf. § 13, nr. 2 og 4. Her kan undersøgelser gennemtvinges efter de almindelige regler, jf. § 18 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

    Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.6.

Efter bestemmelsen kan statsamtet beslutte, at en mand, der utvivlsomt ikke er barnets far, skal udtræde af sagen. Bestemmelsen kan anvendes, hvis den pågældende mands faderskab ved retsgenetiske undersøgelser er udelukket med en sandsynlighed på 10.000 til 1 eller mere, eller der f.eks. foreligger sikkert bevis for, at den pågældende ikke har haft seksuelt forhold til moderen i konceptionsperioden.

    Udtræder den pågældende ikke frivilligt, må sagen indbringes for retten, jf. § 13, nr. 2.

Bestemmelsen angiver, i hvilke tilfælde statsamtet skal indbringe faderskabssagen for retten.

    Efter nr. 1 skal sagen indbringes for retten, såfremt en part anmoder om det.

    En sådan anmodning kan fremsættes på ethvert tidspunkt i sagen og behøver ikke at være begrundet. Anmodningen vil, indtil sagen formelt er indbragt for retten, kunne trækkes tilbage med den virkning, at statsamtet kan fortsætte sin behandling af sagen.

    Er sagen indbragt for retten, skal den færdigbehandles dér.

    Efter nr. 2 skal sagen indbringes for retten, hvis statsamtet finder det betænkeligt at fortsætte behandlingen. Bestemmelsen skal ses i lyset af princippet om, at statsamtet alene behandler sager, som er egnede til at blive afsluttet i »mindelighed« i det administrative system.

    Bestemmelsen vil f.eks. kunne finde anvendelse, hvor oplysningerne om faderskabsmuligheder er så usikre, at der må antages at være behov for forklaringer i retten, hvor moderen må antages at tilbageholde oplysninger om faderskabsmulighederne, hvor en mand ikke accepterer at udtræde af sagen efter § 10 eller § 12, hvor der i øvrigt består en tvist mellem flere mulige fædre, hvor statsamtet vurderer, at den, der ønsker at anerkende et faderskab, er i en tilstand, som gør det uforsvarligt at modtage anerkendelsen, eller hvor en faderskabsmulighed opholder sig i udlandet.

    Efter nr. 3 indbringes sagen endvidere for retten, hvis der skal ske indkaldelse ved bekendtgørelse i Statstidende eller udfærdiges retsanmodning efter retsplejelovens § 158.

    Efter nr. 4 skal sagen indbringes for retten, hvis den ikke i øvrigt kan afsluttes ved anerkendelse eller henlæggelse i statsamtet. Det vil f.eks. i almindelighed gælde, hvis moderen ikke vil give oplysning om faderskabsmulighederne, og faderskabsmulighederne ikke ad anden vej inddrages i sagen, hvis sagens parter ikke frivilligt vil medvirke ved retsgenetiske undersøgelser, hvis en mand - selvom han ved retsgenetiske undersøgelser er udpeget som barnets far - ikke frivilligt vil anerkende faderskabet, eller hvis en part efter flere indkaldelser ikke frivilligt giver møde i statsamtet.

    Endelig skal sagen efter nr. 5 indbringes for retten, hvis en af parterne (eller begge parter) er frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6. Der henvises til § 14, stk. 5, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Anerkendelse af faderskab

Bestemmelsen regulerer - udtømmende - under hvilke omstændigheder faderskab kan anerkendes over for statsamtet. Bestemmelsens stk. 1-3 indeholder tre principielt forskellige materielle regler herom, mens stk. 4-8 indeholder en række formelle bestemmelser.

Det følger af § 5, stk. 1, at anerkendelser efter den foreslåede bestemmelse er foreløbige indtil seks måneder efter barnets fødsel. Efter dette tidspunkt kan faderskabsspørgsmålet kun prøves, såfremt betingelserne for genoptagelse er opfyldt, jf. kapitel 4.

Om de enkelte anerkendelsesgrunde m.v. bemærkes følgende:

Efter stk. 1 kan en mand anerkende faderskabet til et barn, hvis han og moderen erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Der skal i så fald ikke gives oplysninger til statsamtet om moderens seksuelle forhold, jf. § 8, stk. 2, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Indholdet af erklæringen svarer til indholdet af den erklæring, der i forbindelse med barnets fødsel kan afgives efter § 2. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Erklæring kan afgives såvel før som efter barnets fødsel, jf. stk. 7. Afgivelse af erklæringen før barnets fødsel vil i almindelighed forudsætte, at moderen rejser faderskabssag, jf. § 4. Bestemmelsen vil her f.eks. kunne anvendes i de helt sædvanlige tilfælde, hvor ugifte parter allerede under graviditeten ønsker at få bragt faderskabsspørgsmålet i orden. Erklæringen vil i forbindelse med fødslen kunne anvendes som grundlag for registrering af faderskabet, jf. § 3.

Bestemmelsen vil også kunne anvendes til efter fødslen at afslutte en faderskabssag.

Bestemmelsen tager navnlig sigte på ugifte samlevende, men finder i princippet også anvendelse på ægtefæller. Det indebærer f.eks., at ægtefæller, som i forbindelse med fødslen anmoder om rejsning af faderskabssag, jf. § 1, stk. 2, nr. 3, og hvor faderskab derfor ikke bliver registreret ved fødslen, under statsamtets behandling af sagen kan »fortryde« og herefter afgive erklæring efter bestemmelsen.

Ligesom efter § 2 kan erklæring ikke afgives, hvis moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel (eller forventede fødsel) har været gift med en anden mand uden at være separeret.

Oplyser moderen, at hun har haft seksuelt forhold til andre i den periode, hvor hun blev gravid, eller kommer dette på anden måde frem, følger det af § 13, nr. 2, at anerkendelse efter stk. 1 ikke kan modtages. I sådanne tilfælde må der i stedet ske anerkendelse efter stk. 2 eller 3, jf. nedenfor, eller sagen må indbringes for retten.

Efter bestemmelsen i stk. 2 kan en mand, som har haft seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor hun blev gravid, anerkende faderskabet, hvis moderen efter det oplyste ikke har haft seksuelt forhold til andre mænd i denne periode, eller den pågældende mand utvivlsomt er barnets far.

Bestemmelsen adskiller sig fra stk. 1 ved, at det er oplyst, at moderen har haft seksuelt forhold til den pågældende. I sådanne tilfælde kan faderskabet anerkendes, uden at der - som efter stk. 1 - skal afgives erklæring om, at parterne sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Det kan bl.a. være relevant at anvende bestemmelsen, hvor ingen af parterne bestrider, at det er deres fælles genetiske barn, men hvor de ikke agter sammen at tage sig af barnet.

Det er en forudsætning for anvendelse af bestemmelsen, at moderen efter det oplyste ikke har haft seksuelt forhold til andre i konceptionsperioden (nr. 1), eller at den pågældende mand utvivlsomt er barnets far (nr. 2).

Er det oplyst, at moderen ikke har haft seksuelt forhold til andre, kan anerkendelse ske efter nr. 1, uden at der foretages retsgenetiske undersøgelser. Er moderens oplysninger herom ikke tilstrækkeligt sikre, bør statsamtet opfordre parterne til at medvirke til retsgenetiske undersøgelser. Er parterne ikke indstillet på dette, må sagen indbringes for retten, jf. § 13, nr. 2.

Udpeges den pågældende mand ved retsgenetiske undersøgelser som far med en bevismæssig vægt på 10.000 til 1 eller mere, kan han utvivlsomt anses for barnets far og kan derfor - uanset at moderen har haft seksuelt forhold til andre - anerkende faderskabet efter nr. 2. Det er derimod - i modsætning til, hvad der gælder efter § 20 om dom til faderskab - ikke tilstrækkeligt, at de andre fadermuligheder efter udfaldet af retsgenetiske undersøgelser er udelukket som barnets fædre.

Endelig kan en mand efter stk. 3 anerkende faderskabet, selv om det er oplyst, at moderen har haft seksuelt forhold til andre i den periode, hvor hun blev gravid, og selv om det ikke efter stk. 2, nr. 2, er fastslået, at den pågældende mand utvivlsomt er barnets far.

Anerkendelsen sker ved, at manden og moderen afgiver erklæring om, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Erklæringen svarer til den, der afgives efter § 2 og § 14, stk. 1. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Det er en betingelse, at anerkendelsen tiltrædes af de faderskabsmuligheder, der er inddraget i sagen. Det har sammenhæng med, at disse mulige fædre er parter i sagen og derfor kan forlange sagen indbragt for retten, jf. § 13, nr. 1. Er disses faderskab imidlertid f.eks. udelukket ved retsgenetisk bevis, vil de ikke længere være parter i sagen, jf. § 12.

Det forhold, at det ved retsgenetiske undersøgelser eventuelt er fastslået, at den, der ønsker at anerkende faderskabet, ikke er barnets far, udelukker ikke anvendelse af bestemmelsen. Bestemmelsen bygger på den opfattelse, at det bør overlades til parterne selv at tage stilling til, om de ønsker faderskabssagen afsluttet i mindelighed på denne måde. Sker der anerkendelse, indtræder det retlige faderskab imidlertid fuldt ud, uanset om det ligger fast, at det er en anden mand, der er barnets genetiske far.

Om statsamtets vejledningspligt i disse tilfælde henvises til stk. 6 og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.10.

Efter stk. 4 skal anerkendelse efter stk. 1-3 ske skriftligt. Det er således ikke muligt at anerkende mundtligt, men det er omvendt ikke nogen betingelse, at anerkendelse efter stk. 1 og 2 afgives under møde i statsamtet. Derimod kan anerkendelse efter stk. 3 - under hensyn til anerkendelsens særlige karakter - kun ske i forbindelse med et møde i statsamtet. Der vil blive fastsat nærmere regler herom, jf. § 33, stk. 1.

Efter stk. 5, 1. pkt., kan der ikke ske anerkendelse af faderskab i statsamtet (eller retten, jf. § 19), hvis en af parterne er frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6. Sådanne sager vil derfor skulle indbringes for retten, jf. § 13, nr. 5.

Personer, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5, er efter bestemmelsen ikke afskåret fra på egen hånd at anerkende faderskab. Det er dog en forudsætning, at den pågældende ikke er i en situation som beskrevet i værgemålslovens 46. Statsamterne bør her udvise tilbageholdenhed, således at anerkendelse kun modtages, hvis det utvivlsomt må anses for forsvarligt. I andre tilfælde må sagen indbringes for retten, jf. § 13, nr. 2. Værgens samtykke kan ikke træde i stedet.

For personer, der er umyndige som følge af mindreårighed, gælder efter bestemmelsens 2. pkt., at værgen skal samtykke i anerkendelsen.

Efter stk. 6 skal den pågældende inden anerkendelse efter stk. 1-3 gøres bekendt med retsvirkningerne heraf og med, at han kan kræve sagen afgjort ved retten.

I stk. 7 fastsættes, at faderskab ikke inden barnets fødsel kan anerkendes efter stk. 2, nr. 2, eller stk. 3. Dette giver sig selv for så vidt angår stk. 2, nr. 2, da bestemmelsen kun kan anvendes, hvis det ved retsgenetiske undersøgelser er fastslået, at den pågældende er barnets far.

Også med hensyn til anerkendelse af det såkaldte sociale faderskab efter stk. 3 er det - af hensyn til den, der ønsker at anerkende - fundet rigtigst at afskære anerkendelse før barnets fødsel. Herved sikres det, at anerkendelsen så vidt muligt hviler på grundige overvejelser hos den pågældende.

Endelig bemyndiges justitsministeren i stk. 8 til at bestemme, at en anerkendelse, der er afgivet i udlandet, skal sidestilles med en anerkendelse for statsamtet.

En faderskabssag kan herefter afsluttes ved, at den pågældende i udlandet anerkender faderskabet efter dansk ret. Dette kan ske for en dansk repræsentation i udlandet eller undtagelsesvis for en udenlandsk myndighed. Det vil være en forudsætning, at den pågældende er gjort bekendt med dansk rets regler om faderskab, og at anerkendelsen er afgivet ved personligt fremmøde for dansk repræsentation eller udenlandsk myndighed.

Det vil endvidere være en betingelse, at faderskabssagen har en vis tilknytning til Danmark.

Der vil blive udfærdiget særlige blanketter til brug ved anerkendelse efter bestemmelsen, jf. § 33, stk. 2.

Til kapitel 3

Faderskabssag ved retten

I forlængelse af lovforslagets kapitel 1 om konstatering og registrering af faderskab i forbindelse med barnets fødsel og kapitel 2 om faderskabssag ved statsamtet indeholder kapitel 3 nogle bestemmelser om faderskabssager ved retten.

Der fastsættes således nogle procesuelle regler (§§ 16-18), en bestemmelse om anerkendelse af faderskab ved retten (§ 19) og en bestemmelse om, hvornår der kan afsiges dom til faderskab (§ 20).

De nævnte processuelle regler skal ses i sammenhæng med de almindelige regler om behandling af faderskabssager i retsplejelovens kapitel 42 a. Disse regler foreslås ved det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (ændringer som følge af børneloven m.v.) moderniseret og tilpasset reglerne om faderskab i dette lovforslag.

Sagens indbringelse

Bestemmelsen indebærer, at en faderskabssag kun kan indbringes for retten af statsamtet.

Det er således ikke længere muligt for parterne selv at anlægge faderskabssag ved domstolene. Det følger imidlertid af § 13, nr. 1, at statsamtet bl.a. skal indbringe sagen for retten, hvis en af parterne anmoder om det.

Bestemmelsen er en følge af reglerne i lovforslagets kapitel 2 om, at alle faderskabssager, herunder de hidtidige ægtebarnssager, fremover skal begynde ved statsamtet og aldrig kan indledes ved retten. Derved forbeholdes retten de sager, hvor der foreligger en egentlig tvist, eller hvor sagen af anden grund ikke kan eller bør sluttes ved statsamtet.

Når statsamtet har indbragt en sag for retten, skal sagen ikke tilbagesendes til statsamtet, selv om de grunde, der førte til indbringelsen, ophører med at gælde. Sagen skal således i alle tilfælde færdigbehandles ved retten.

Der forudsættes ikke udarbejdet stævning i forbindelse med oversendelsen til retten. Sagen kan således typisk blot oversendes med en kort redegørelse for det hidtidige forløb og for baggrunden for, at den nu indbringes for retten.

Der henvises i øvrigt til §§ 456 b-d i det samtidigt fremsatte forslag til ændring af retsplejelovens kapitel 42 a.

Sagens behandling

Bestemmelsen angår moderens oplysningspligt over for retten med hensyn til faderskabsmuligheder.

I bestemmelsens 1. pkt. fastsættes det, at moderen har pligt til at møde i retten og afgive forklaring om, hvem der er eller kan være barnets far.

I 2. pkt. fastsættes det, at § 8, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Henvisningen til § 8, stk. 2, indebærer, at moderen i givne tilfælde ikke har oplysningspligt. Der henvises til den nævnte bestemmelse og bemærkningerne hertil.

Henvisningen til § 8, stk. 3, indebærer, at retten - ligesom statsamtet - i givet fald skal vejlede moderen om, hvilken betydning det vil kunne få for hende og barnet, at faderskabet ikke fastslås. Det må bero på rettens skøn over de konkrete omstændigheder, hvad den enkelte sag her giver anledning til. I retten kan moderens oplysningspligt imidlertid som efter gældende ret gennemtvinges efter reglerne om vidnetvang i retsplejelovens § 178.

Der henvises i øvrigt til § 456 i i det samtidigt fremsatte forslag til ændring af retsplejelovens kap. 42 a.

Til § 17

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om, hvilke mænd der skal inddrages i faderskabssagen.

Henvisningen til § 9 indebærer, at retten skal inddrage de mænd, der er nævnt i denne bestemmelse. Herudover skal retten inddrage andre mænd, som efter det oplyste kan være far til barnet. Dette led i bestemmelsen kan bl.a. have betydning, hvor en mand, hvis faderskab er registreret, rejser faderskabssag, jf. § 5, stk. 1, med den begrundelse, at en anden (navngiven) mand er far til barnet, og moderen benægter dette.

Det er uden betydning, hvem der har været inddraget som parter i statsamtets sag. Der er f.eks. ikke noget til hinder for, at en mand, som i konceptionsperioden har haft seksuelt forhold til moderen, efter de nærmere regler i § 6, stk. 1, først indtræder i sagen i retten, ligesom retten f.eks. skal inddrage eventuelle faderskabsmuligheder, som moderen har oplyst, selv om oplysningerne herom ikke har været fremme i statsamtet.

Særligt med hensyn til adgangen til faderskabsprøvelse for mænd, der i konceptionsperioden har haft seksuelt forhold til moderen, bemærkes, at statsamtet - som nærmere omtalt i bemærkningerne til § 6, stk. 1 - i almindelighed må indbringe sagen for retten, hvis moderen bestrider den pågældende mands oplysninger om et seksuelt forhold.

Retten må herefter foretage en samlet bevisvurdering af spørgsmålet som led i afgørelsen af, om manden kan få prøvet sit faderskab. Der må herved bl.a. lægges vægt på, om der i konceptionsperioden har bestået et samliv mellem parterne, ligesom det må tillægges betydning, i hvilket omfang manden er i stand til at konkretisere eller i øvrigt sandsynliggøre sin påstand om et seksuelt forhold, og med hvilken styrke moderen kan imødegå denne påstand.

Henvisningen til § 6, stk. 2, indebærer, at den særlige underretningspligt over for en ægtemand, der er foreskrevet i denne bestemmelse, også gælder for retten, medmindre den pågældende allerede er part i retssagen.

Der henvises i øvrigt til § 456 e i det samtidigt fremsatte forslag til ændring af retsplejelovens kap. 42 a.

Endelig indebærer henvisningen til § 10, at en mand heller ikke ved dom kan blive barnets far, hvis barnet er blevet til ved et strafbart forhold, og afgørende hensyn til barnet taler imod, at den pågældende bliver dets far. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Retten kan ligesom statsamtet bestemme, at en mand, som utvivlsomt ikke er barnets far, skal udtræde af sagen, jf. § 12 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 18

Bestemmelsen angår gennemførelse af retsgenetiske undersøgelser i retten.

Efter bestemmelsen beslutter retten gennemførelse af retsgenetiske undersøgelser, hvis det kan have betydning for sagen. Det svarer til, hvad der efter § 11, stk. 1, gælder for statsamtet, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse. Retten kan imidlertid i modsætning til statsamtet gennemtvinge udtagelse af blodprøver m.v. efter den almindelige bestemmelse i retsplejelovens § 178. Udtagelse vil ikke kunne ske ved mekanisk tvang.

Henvisningen til § 11, stk. 2, indebærer, at retten ligesom statsamtet kan opfordre andre end sagens parter til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser, hvis det må antages at være af afgørende betydning for sagen. Afviser de pågældende at medvirke, kan undersøgelsen - i modsætning til, hvad der gælder for parter, jf. ovenfor - ikke gennemtvinges.

Der henvises i øvrigt til § 456 h i det samtidigt fremsatte forslag til ændring af retsplejelovens kapitel 42 a.

Anerkendelse af faderskab

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om, hvilke mænd der skal inddrages i faderskabssagen.

    Henvisningen til § 9 indebærer, at retten skal inddrage de mænd, der er nævnt i denne bestemmelse. Herudover skal retten inddrage andre mænd, som efter det oplyste kan være far til barnet. Dette led i bestemmelsen kan bl.a. have betydning, hvor en mand, hvis faderskab er registreret, rejser faderskabssag, jf. § 5, stk. 1, med den begrundelse, at en anden (navngiven) mand er far til barnet, og moderen benægter dette.

    Det er uden betydning, hvem der har været inddraget som parter i statsamtets sag. Der er f.eks. ikke noget til hinder for, at en mand, som i konceptionsperioden har haft seksuelt forhold til moderen, efter de nærmere regler i § 6, stk. 1, først indtræder i sagen i retten, ligesom retten f.eks. skal inddrage eventuelle faderskabsmuligheder, som moderen har oplyst, selv om oplysningerne herom ikke har været fremme i statsamtet.

    Særligt med hensyn til adgangen til faderskabsprøvelse for mænd, der i konceptionsperioden har haft seksuelt forhold til moderen, bemærkes, at statsamtet - som nærmere omtalt i bemærkningerne til § 6, stk. 1 - i almindelighed må indbringe sagen for retten, hvis moderen bestrider den pågældende mands oplysninger om et seksuelt forhold.

    Retten må herefter foretage en samlet bevisvurdering af spørgsmålet som led i afgørelsen af, om manden kan få prøvet sit faderskab. Der må herved bl.a. lægges vægt på, om der i konceptionsperioden har bestået et samliv mellem parterne, ligesom det må tillægges betydning, i hvilket omfang manden er i stand til at konkretisere eller i øvrigt sandsynliggøre sin påstand om et seksuelt forhold, og med hvilken styrke moderen kan imødegå denne påstand.

    Henvisningen til § 6, stk. 2, indebærer, at den særlige underretningspligt over for en ægtemand, der er foreskrevet i denne bestemmelse, også gælder for retten, medmindre den pågældende allerede er part i retssagen.

    Der henvises i øvrigt til § 456 e i det samtidigt fremsatte forslag til ændring af retsplejelovens kap. 42 a.

    Endelig indebærer henvisningen til § 10, at en mand heller ikke ved dom kan blive barnets far, hvis barnet er blevet til ved et strafbart forhold, og afgørende hensyn til barnet taler imod, at den pågældende bliver dets far. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

    Retten kan ligesom statsamtet bestemme, at en mand, som utvivlsomt ikke er barnets far, skal udtræde af sagen, jf. § 12 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Bestemmelsen angår gennemførelse af retsgenetiske undersøgelser i retten.

    Efter bestemmelsen beslutter retten gennemførelse af retsgenetiske undersøgelser, hvis det kan have betydning for sagen. Det svarer til, hvad der efter § 11, stk. 1, gælder for statsamtet, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse. Retten kan imidlertid i modsætning til statsamtet gennemtvinge udtagelse af blodprøver m.v. efter den almindelige bestemmelse i retsplejelovens § 178. Udtagelse vil ikke kunne ske ved mekanisk tvang.

    Henvisningen til § 11, stk. 2, indebærer, at retten ligesom statsamtet kan opfordre andre end sagens parter til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser, hvis det må antages at være af afgørende betydning for sagen. Afviser de pågældende at medvirke, kan undersøgelsen - i modsætning til, hvad der gælder for parter, jf. ovenfor - ikke gennemtvinges.

    Der henvises i øvrigt til § 456 h i det samtidigt fremsatte forslag til ændring af retsplejelovens kapitel 42 a.

Anerkendelse af faderskab

Bestemmelsen indebærer, at faderskab ikke kun kan anerkendes over for statsamtet, men også over for retten. Foretages der f.eks. først i retten retsgenetiske undersøgelser, og fastslås det her, at en bestemt mand er far til barnet, er det ikke nødvendigt, at der afsiges dom. Der vil i stedet kunne ske anerkendelse.

Anerkendelse kan ske, selvom retsgenetiske undersøgelser ikke er foretaget. Bestemmelserne i § 14, stk. 1-7, finder imidlertid tilsvarende anvendelse. Retten vil derfor ikke kunne modtage en anerkendelse, som statsamtet ikke ville kunne have modtaget. Der henvises til bemærkningerne til § 14.

Det anførte indebærer også, at en sag ikke kan sluttes ved anerkendelse i retten, såfremt dette må anses for betænkeligt, jf. princippet i § 13, nr. 2. I så fald må der afsiges dom efter § 20.

En anerkendelse for retten er endelig i den forstand, at der ikke gælder nogen »fortrydelsesret« efter bestemmelsen herom i § 5. Herved adskiller anerkendelse af faderskab for retten sig fra anerkendelse ved statsamtet. Skal sagen genoptages, må det derfor ske efter reglerne i kapitel 4.

Dom til faderskab

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om, hvornår der kan afsiges dom til faderskab. Bestemmelsen er udtømmende.

Efter stk. 1 skal retten dømme en mand som far, hvis han efter udfaldet af retsgenetiske undersøgelser utvivlsomt er barnets far. Bestemmelsen forudsætter således, at der er foretaget sådanne undersøgelser.

Det kan anses for utvivlsomt, at en mand er barnets far, hvis retsgenetiske undersøgelser udpeger ham som far med en bevismæssig vægt på 10.000 til 1 eller mere (99,99 %). I så fald vil det bl.a. være uden betydning, om moderen har haft seksuelt forhold til andre mænd, der ikke har kunnet undersøges. Der vil i almindelighed også kunne ses bort fra en mands bestridelse af at have haft seksuelt forhold til moderen i konceptionsperioden.

Bestemmelsen i stk. 2 regulerer muligheden for at afsige dom til faderskab i de sjældne tilfælde, hvor det ikke er muligt at foretage retsgenetiske undersøgelser af den pågældende, eller hvor retsgenetiske undersøgelser - f.eks. fordi moderen har haft seksuelt forhold til hver af to enæggede tvillinger - ikke giver svar på, hvem der er barnets far.

Det er i disse tilfælde en grundlæggende betingelse, at det kan anses for godtgjort, at den pågældende mand i konceptionsperioden har haft seksuelt forhold til moderen. Bevisbedømmelsen heraf må ske efter almindelige principper, og der er f.eks. principielt ikke noget til hinder for, at der føres bevis for, at den pågældende mand var impotent, eller at forholdet mellem parterne har været af en sådan karakter, at samleje må anses for udelukket (såkaldt psykologisk bevis). Der vil endvidere bl.a. kunne være tale om bevis for, at parterne har været fysisk adskilt i hele konceptionsperioden.

Må det lægges til grund, at moderen i konceptionsperioden ikke har haft seksuelt forhold til andre mænd, skal den pågældende efter stk. 2, 1. pkt., dømmes som far, hvis der ikke foreligger omstændigheder, der gør det usandsynligt, at han er barnets far. Der kan her bl.a. lægges vægt på det seksuelle forholds tidsmæssige placering i konceptionsperioden og på eventuelle oplysninger om sterilitet m.v.

Må det omvendt lægges til grund, at moderen i konceptionsperioden også har haft seksuelt forhold til andre mænd, kan der efter stk. 2, 2. pkt., nr. 1, afsiges dom til faderskab, såfremt ingen af disse mænd efter udfaldet af retsgenetiske undersøgelser er barnets far, dvs. at deres faderskab er udelukket med en vægt på 10.000 til 1 (99,99 %). Bestemmelsen omfatter således tilfælde, hvor der kun er gennemført retsgenetiske undersøgelser af nogle af faderskabsmulighederne.

Er der andre faderskabsmuligheder, som heller ikke er undersøgt retsgenetisk, kan bestemmelsen ikke anvendes. I så fald kan bestemmelsen i stk. 2, nr. 2, imidlertid anvendes, såfremt det dog må anses for overvejende sandsynligt, at ingen af disse er barnets far. Bestemmelsen forudsættes således, under hensyn til den væsentlige usikkerhed, der i almindelighed vil være i disse tilfælde, anvendt med tilbageholdenhed.

I stk. 3 bestemmes det, at det ved anvendelsen af den nævnte bestemmelse i stk. 2, 2. pkt., nr. 2, skal tillægges betydning, om moderen har været gift eller levet sammen med en af de pågældende mænd i konceptionsperioden. Bestemmelsen indebærer, at det nævnte forhold kan indgå i bevisvurderingen på lige fod med andre relevante bevisdata.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.11.

Til kapitel 4

Genoptagelse

Kapitlet indeholder regler om genoptagelse af faderskabssager.

Ved genoptagelse forstås, at en sag prøves påny, efter at faderskab er registreret efter §§ 1-3, og seks måneders-fristen i § 5 er udløbet, at en sag er afsluttet ved anerkendelse for statsamtet efter § 14, og 6-måneders-fristen i § 5 er udløbet, at en sag er afsluttet ved anerkendelse for retten efter § 19, at en mand er dømt som far ved retten, jf. § 20, eller at en faderskabssag er sluttet ved statsamtet eller retten, uden at barnet har fået en far.

Afgørelse af, om en sag skal genoptages, skal i første omgang træffes af statsamtet. Det gælder, uanset om sagen i sin tid er afsluttet i statsamtet eller retten. En part kan imidlertid forlange spørgsmålet indbragt for retten.

Genoptagelsesreglerne er ens for børn af gifte og ugifte forældre.

At barnet er bortadopteret, er ikke i sig selv til hinder for, at faderskabssagen genoptages. Dette vil navnlig kunne være relevant ved genoptagelse efter § 21 om tilfælde, hvor faderskabet aldrig er fastslået. Der henvises nærmere til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.14.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.12.

Til § 21

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om genoptagelse i tilfælde, hvor barnet i sin tid ikke har fået en far, dvs. hvor faderskabet ikke er fastslået ved registrering, anerkendelse eller dom.

I stk. 1 fastsættes det, at sagen skal genoptages efter anmodning fra moderen eller hendes dødsbo, fra barnet eller dets værge eller dødsbo eller fra en mand som efter § 6, stk. 1, har ret til at få prøvet, om han er barnets far.

Adgangen til at forlange genoptagelse er i de beskrevne tilfælde uden tidsmæssig begrænsning. En indholdsmæssig begrænsning følger imidlertid af stk. 2. Efter denne bestemmelse kan der kun ske genoptagelse, hvis det antageliggøres, at en bestemt mand kan blive barnets far.

En helt uunderbygget anmodning om genoptagelse fra en af de nævnte personer vil således ikke kunne imødekommes. Henvender en mand sig f.eks. år efter barnets fødsel og angiver at være (mulig) far til barnet, og benægter moderen at have haft et forhold til den pågældende mand, må genoptagelse afvises, medmindre andre særlige forhold taler for mandens påstand.

Er barnet myndigt, følger det af stk. 3, at genoptagelse ikke kan ske mod dets vilje. Det indebærer, at statsamtet i det omfang, det er muligt, må indhente en udtalelse fra barnet.

Til § 22

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om genoptagelse i tilfælde, hvor faderskabet er registreret, anerkendt eller fastslået ved dom m.v., men hvor moderen eller hendes dødsbo, barnet eller dets værge eller dødsbo og faderen eller hans dødsbo i enighed anmoder om genoptagelse.

I sådanne tilfælde skal sagen efter stk. 1 genoptages. Det er således ikke tilstrækkeligt, at kun en af parterne anmoder om genoptagelse.

Endvidere er det efter stk. 2 en betingelse, at det sandsynliggøres, at en anden mand kan blive barnets far. Formuleringen indebærer, at der stilles større krav end efter § 21. Det skyldes, at barnet i tilfælde som nævnt i § 22 allerede har en far. Betingelsen vil f.eks. være opfyldt, hvor tredjemand på forhånd tilkendegiver, at han vil anerkende faderskabet, hvis den hidtidige far udelukkes ved retsgenetisk bevis.

Bestemmelsen indeholder ingen tidsmæssige grænser. Er betingelserne opfyldt, skal der således ske genoptagelse, uanset på hvilket tidspunkt anmodningen herom fremsættes.

I § 36, stk. 3, foreslås det, at bestemmelsen kan anvendes, selv om barnet er født før lovens ikrafttræden. Det hænger sammen med, at der i nyere retspraksis er sket genoptagelse i tilfælde som beskrevet i bestemmelsen, men uden klar hjemmel.

Til § 23

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om genoptagelse i tilfælde, hvor der i forbindelse med registrering af faderskabet er sket tekniske fejl m.v., som kan have haft betydning for, hvem der er registreret som barnets far. Der sigtes navnlig til tilfælde, hvor der er sket personforveksling eller skrivefejl m.v., således at en forkert mand er registreret som barnets far.

I så fald skal sagen efter stk. 1 genoptages efter anmodning fra moderen eller hendes dødsbo, barnets værge eller dets dødsbo eller fra den registrerede far eller hans dødsbo. Genoptagelse vil også kunne kræves af den mand, der som følge af fejlen ikke er blevet registreret som far, eller hans dødsbo.

Fristen for genoptagelse er efter bestemmelsen tre år regnet fra barnets fødsel. Efter udløbet af denne frist kan genoptagelse kun ske, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, jf. § 25, stk. 1, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Opdages fejlen inden udløbet af seks måneders-fristen i § 5, stk. 1, vil spørgsmålet omvendt altid - og uafhængigt af § 23 - kunne prøves efter denne bestemmelse.

I stk. 2 er det som en undtagelse til stk. 1 fastsat, at genoptagelsessag ikke kan rejses af den registrerede far eller hans dødsbo, hvis han med kendskab til eller formodning om den skete fejl har anerkendt barnet ved at behandle det som sit. Det samme gælder for moderen og hendes dødsbo, hvis hun under tilsvarende omstændigheder har ladet den registrerede far behandle barnet som hans.

Bestemmelsen lovfæster den såkaldte anerkendelseslære og indebærer, at hverken moderen eller faderen vilkårligt kan fratage barnets dets hidtidige far. Anerkendelseslæren udvides samtidig til også udtrykkeligt at gælde for ugifte. Der tilsigtes ikke ændringer i anerkendelseslærens indhold i forhold til gældende ret, jf. herved pkt. 2.12 i de almindelige bemærkninger. Det indebærer, at der må foretages en samlet vurdering af, om det under de foreliggende omstændigheder kan anses for rimeligt at lade moderen eller den registrerede far anfægte det registrerede faderskab.

Bestemmelsen kan, uanset hvilken adfærd parterne har udvist over for barnet, ikke anvendes, såfremt den pågældende ikke har haft kendskab til eller formodning om den skete fejl.

I stk. 3 er der medtaget en særlig regel om, at en ægtemand, som efter § 6, stk. 2, skal have meddelelse om barnets fødsel, kan forlange sagen genoptaget, hvis meddelelsen ikke inden fem måneder efter barnets fødsel er kommet frem til ham. Fristen for genoptagelse er også her fastsat til tre år regnet fra barnets fødsel, dog således at anmodningen tillige skal fremsættes uden ugrundet ophold efter, at den pågældende har fået kendskab til barnets fødsel.

Til § 24

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om genoptagelse i tilfælde, hvor faderskabet allerede er fastslået ved registrering, anerkendelse eller dom m.v., men hvor der efterfølgende er kommet nye oplysninger frem m.v.

Efter stk. 1 kan moderen eller hendes dødsbo, barnets værge eller dets dødsbo eller faderen eller hans dødsbo anmode om genoptagelse af sagen, hvis der er fremkommet oplysninger om omstændigheder, der kan antages at ville give sagen et andet udfald, eller der i øvrigt er særlig anledning til at antage, at sagen vil få et andet udfald.

Bestemmelsen forudsætter i modsætning til § 22 ikke, at der er enighed mellem parterne om genoptagelsesspørgsmålet, men anmodning skal fremsættes inden tre år efter barnets fødsel. Overskrides denne frist, kan sagen kun genoptages under helt særlige omstændigheder som nævnt i § 25.

Det er en betingelse, at der er fremkommet oplysninger om omstændigheder, der kan antages at ville give sagen et andet udfald, eller der i øvrigt er særlig anledning til at antage, at sagen nu vil få et andet udfald. Der sigtes navnlig til tilfælde, hvor der nu viser sig en anden faderskabsmulighed.

Bestemmelsen hjemler ikke noget krav på genoptagelse, selv om de nævnte betingelser er opfyldt. Afgørelsen om genoptagelse beror således på et samlet skøn, hvor navnlig de forhold, der opregnes i stk. 2, indgår. Der skal således bl.a. lægges vægt på, hvor lang tid der er gået siden barnets fødsel (nr. 1), om synspunkterne i anerkendelseslæren gør sig gældende (nr. 2 og 3), om der i øvrigt er udvist passivitet fra den pågældendes side (nr. 4), og om det må forventes, at barnet, hvis sagen genoptages, vil få en (anden) far. Disse hensyn svarer til, hvad der allerede i dag efter praksis lægges vægt på.

Til § 25

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om genoptagelse i tilfælde som nævnt i §§ 23 og 24, hvor tre års-fristen i disse bestemmelser er overskredet.

I disse tilfælde er det - udover at de almindelige betingelser i de nævnte bestemmelser skal være opfyldt - en betingelse, at der kan anføres ganske særlige grunde til, at anmodningen ikke er fremsat tidligere, at omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for genoptagelse, og at det må antages, at en fornyet behandling af faderskabssagen ikke vil medføre væsentlige ulemper for barnet.

Bestemmelsen tager bl.a. sigte på arvesager, hvor spørgsmålet om, hvem der er rette arvinger, bliver rejst. I sådanne tilfælde, hvor væsentlige hensyn kan tale for, at spørgsmålet om faderskab bringes i orden, må der navnlig lægges vægt på, om barnet nu har en sådan alder, at der ikke på urimelig måde gribes ind i dets opvækst og almindelige forhold. Endvidere må der bl.a. lægges vægt på baggrunden for, at sagen ikke er rejst tidligere.

I forbindelse med vurderingen af, om genoptagelse vil medføre væsentlige ulemper for barnet, vil det ofte være nødvendigt at inddrage barnet. Der bør i almindelighed holdes samtale med børn over 12 år, medmindre dette må antages at være til skade for barnet, eller samtalen må antages at være uden betydning for afgørelsen. Er barnet under 12 år, må det bero på en konkret vurdering af barnets modenhed m.v., om samtale bør holdes.

Det er efter bestemmelsen ikke en betingelse for genoptagelse, at barnet giver samtykke, men barnets eventuelle holdning forudsættes - afhængig af dets modenhed og omstændighederne i øvrigt - tillagt betydelig vægt.

Kompetencen til at begære genoptagelse efter den foreslåede bestemmelse tilkommer de personer m.v., som er nævnt i §§ 23 og 24. Er barnet nu myndigt, vil det på egen hånd kunne anmode om genoptagelse.

Til § 26

Bestemmelsen regulerer spørgsmål om kompetence og procedure m.v. i forbindelse med sager om genoptagelse efter §§ 21-25.

I stk. 1 fastsættes det, at afgørelse om genoptagelse træffes af statsamtet. Det gælder, uanset om den faderskabssag, der søges genoptaget, i første omgang er afsluttet i statsamtet eller i retten.

Efter stk. 2 kan en part inden fire uger efter statsamtets afgørelse om genoptagelse forlange spørgsmålet indbragt for retten. Det indebærer bl.a., at statsamtet i realiteten kun kan træffe afgørelse om genoptagelse, såfremt parterne er enige om det. Adgangen til at forlange sagen indbragt for retten gælder, uanset om statsamtets afgørelse går ud på, at sagen skal genoptages, eller at den ikke skal genoptages.

Overskrides fristen, er statsamtets afgørelse om genoptagelse endelig. Der vil efter almindelige principper efterfølgende kunne fremsættes ny begæring om genoptagelse, såfremt der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagen.

Indbringes sagen for retten, skal retten kun tage stilling til genoptagelsesspørgsmålet og ikke til selve faderskabsspørgsmålet, jf. nedenfor.

Det følger af stk. 3, at en faderskabssag, der genoptages, skal behandles efter de almindelige regler i lovens kapitel 2 og 3. Dette indebærer bl.a., at sagen, uanset om den oprindeligt er afsluttet i statsamtet eller i retten, i første omgang skal behandles i statsamtet, og at det her er lovens almindelige regler, der finder anvendelse.

Bestemmelsen i stk. 4 har til formål i rimeligt omfang at beskytte mænd, der har været inddraget i den første faderskabssag, mod også at blive inddraget i den nye sag. Det fastsættes således, at den, der tidligere har været part i sagen, men som efter udfaldet af retsgenetiske undersøgelser eller bevis om, hvorvidt han i konceptionsperioden har haft seksuelt forhold til moderen, ikke er anset for barnets far, ikke på ny kan inddrages i sagen, medmindre han selv ønsker det.

Dette gælder dog efter bestemmelsen ikke, hvis den pågældende i forbindelse med den tidligere sag har afgivet falsk forklaring for retten om forhold af betydning om sagen, eller der med hans viden er sket identitetsforveksling, ombytning af genetisk materiale eller anden tilsvarende fejl, der kan have haft betydning for sagen.

Til kapitel 5

Faderskab og moderskab ved kunstig befrugtning

Kapitlet indeholder regler om faderskab og moderskab i forbindelse med kunstig befrugtning. Reglerne er udformet i nær sammenhæng med bestemmelserne i lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v.

Faderskab

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om genoptagelse i tilfælde, hvor barnet i sin tid ikke har fået en far, dvs. hvor faderskabet ikke er fastslået ved registrering, anerkendelse eller dom.

    I stk. 1 fastsættes det, at sagen skal genoptages efter anmodning fra moderen eller hendes dødsbo, fra barnet eller dets værge eller dødsbo eller fra en mand som efter § 6, stk. 1, har ret til at få prøvet, om han er barnets far.

    Adgangen til at forlange genoptagelse er i de beskrevne tilfælde uden tidsmæssig begrænsning. En indholdsmæssig begrænsning følger imidlertid af stk. 2. Efter denne bestemmelse kan der kun ske genoptagelse, hvis det antageliggøres, at en bestemt mand kan blive barnets far.

    En helt uunderbygget anmodning om genoptagelse fra en af de nævnte personer vil således ikke kunne imødekommes. Henvender en mand sig f.eks. år efter barnets fødsel og angiver at være (mulig) far til barnet, og benægter moderen at have haft et forhold til den pågældende mand, må genoptagelse afvises, medmindre andre særlige forhold taler for mandens påstand.

    Er barnet myndigt, følger det af stk. 3, at genoptagelse ikke kan ske mod dets vilje. Det indebærer, at statsamtet i det omfang, det er muligt, må indhente en udtalelse fra barnet.

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om genoptagelse i tilfælde, hvor faderskabet er registreret, anerkendt eller fastslået ved dom m.v., men hvor moderen eller hendes dødsbo, barnet eller dets værge eller dødsbo og faderen eller hans dødsbo i enighed anmoder om genoptagelse.

    I sådanne tilfælde skal sagen efter stk. 1 genoptages. Det er således ikke tilstrækkeligt, at kun en af parterne anmoder om genoptagelse.

    Endvidere er det efter stk. 2 en betingelse, at det sandsynliggøres, at en anden mand kan blive barnets far. Formuleringen indebærer, at der stilles større krav end efter § 21. Det skyldes, at barnet i tilfælde som nævnt i § 22 allerede har en far. Betingelsen vil f.eks. være opfyldt, hvor tredjemand på forhånd tilkendegiver, at han vil anerkende faderskabet, hvis den hidtidige far udelukkes ved retsgenetisk bevis.

    Bestemmelsen indeholder ingen tidsmæssige grænser. Er betingelserne opfyldt, skal der således ske genoptagelse, uanset på hvilket tidspunkt anmodningen herom fremsættes.

    I § 36, stk. 3, foreslås det, at bestemmelsen kan anvendes, selv om barnet er født før lovens ikrafttræden. Det hænger sammen med, at der i nyere retspraksis er sket genoptagelse i tilfælde som beskrevet i bestemmelsen, men uden klar hjemmel.

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om genoptagelse i tilfælde, hvor der i forbindelse med registrering af faderskabet er sket tekniske fejl m.v., som kan have haft betydning for, hvem der er registreret som barnets far. Der sigtes navnlig til tilfælde, hvor der er sket personforveksling eller skrivefejl m.v., således at en forkert mand er registreret som barnets far.

    I så fald skal sagen efter stk. 1 genoptages efter anmodning fra moderen eller hendes dødsbo, barnets værge eller dets dødsbo eller fra den registrerede far eller hans dødsbo. Genoptagelse vil også kunne kræves af den mand, der som følge af fejlen ikke er blevet registreret som far, eller hans dødsbo.

    Fristen for genoptagelse er efter bestemmelsen tre år regnet fra barnets fødsel. Efter udløbet af denne frist kan genoptagelse kun ske, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, jf. § 25, stk. 1, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

    Opdages fejlen inden udløbet af seks måneders-fristen i § 5, stk. 1, vil spørgsmålet omvendt altid - og uafhængigt af § 23 - kunne prøves efter denne bestemmelse.

    I stk. 2 er det som en undtagelse til stk. 1 fastsat, at genoptagelsessag ikke kan rejses af den registrerede far eller hans dødsbo, hvis han med kendskab til eller formodning om den skete fejl har anerkendt barnet ved at behandle det som sit. Det samme gælder for moderen og hendes dødsbo, hvis hun under tilsvarende omstændigheder har ladet den registrerede far behandle barnet som hans.

    Bestemmelsen lovfæster den såkaldte anerkendelseslære og indebærer, at hverken moderen eller faderen vilkårligt kan fratage barnets dets hidtidige far. Anerkendelseslæren udvides samtidig til også udtrykkeligt at gælde for ugifte. Der tilsigtes ikke ændringer i anerkendelseslærens indhold i forhold til gældende ret, jf. herved pkt. 2.12 i de almindelige bemærkninger. Det indebærer, at der må foretages en samlet vurdering af, om det under de foreliggende omstændigheder kan anses for rimeligt at lade moderen eller den registrerede far anfægte det registrerede faderskab.

    Bestemmelsen kan, uanset hvilken adfærd parterne har udvist over for barnet, ikke anvendes, såfremt den pågældende ikke har haft kendskab til eller formodning om den skete fejl.

    I stk. 3 er der medtaget en særlig regel om, at en ægtemand, som efter § 6, stk. 2, skal have meddelelse om barnets fødsel, kan forlange sagen genoptaget, hvis meddelelsen ikke inden fem måneder efter barnets fødsel er kommet frem til ham. Fristen for genoptagelse er også her fastsat til tre år regnet fra barnets fødsel, dog således at anmodningen tillige skal fremsættes uden ugrundet ophold efter, at den pågældende har fået kendskab til barnets fødsel.

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om genoptagelse i tilfælde, hvor faderskabet allerede er fastslået ved registrering, anerkendelse eller dom m.v., men hvor der efterfølgende er kommet nye oplysninger frem m.v.

    Efter stk. 1 kan moderen eller hendes dødsbo, barnets værge eller dets dødsbo eller faderen eller hans dødsbo anmode om genoptagelse af sagen, hvis der er fremkommet oplysninger om omstændigheder, der kan antages at ville give sagen et andet udfald, eller der i øvrigt er særlig anledning til at antage, at sagen vil få et andet udfald.

    Bestemmelsen forudsætter i modsætning til § 22 ikke, at der er enighed mellem parterne om genoptagelsesspørgsmålet, men anmodning skal fremsættes inden tre år efter barnets fødsel. Overskrides denne frist, kan sagen kun genoptages under helt særlige omstændigheder som nævnt i § 25.

    Det er en betingelse, at der er fremkommet oplysninger om omstændigheder, der kan antages at ville give sagen et andet udfald, eller der i øvrigt er særlig anledning til at antage, at sagen nu vil få et andet udfald. Der sigtes navnlig til tilfælde, hvor der nu viser sig en anden faderskabsmulighed.

    Bestemmelsen hjemler ikke noget krav på genoptagelse, selv om de nævnte betingelser er opfyldt. Afgørelsen om genoptagelse beror således på et samlet skøn, hvor navnlig de forhold, der opregnes i stk. 2, indgår. Der skal således bl.a. lægges vægt på, hvor lang tid der er gået siden barnets fødsel (nr. 1), om synspunkterne i anerkendelseslæren gør sig gældende (nr. 2 og 3), om der i øvrigt er udvist passivitet fra den pågældendes side (nr. 4), og om det må forventes, at barnet, hvis sagen genoptages, vil få en (anden) far. Disse hensyn svarer til, hvad der allerede i dag efter praksis lægges vægt på.

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om genoptagelse i tilfælde som nævnt i §§ 23 og 24, hvor tre års-fristen i disse bestemmelser er overskredet.

    I disse tilfælde er det - udover at de almindelige betingelser i de nævnte bestemmelser skal være opfyldt - en betingelse, at der kan anføres ganske særlige grunde til, at anmodningen ikke er fremsat tidligere, at omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for genoptagelse, og at det må antages, at en fornyet behandling af faderskabssagen ikke vil medføre væsentlige ulemper for barnet.

    Bestemmelsen tager bl.a. sigte på arvesager, hvor spørgsmålet om, hvem der er rette arvinger, bliver rejst. I sådanne tilfælde, hvor væsentlige hensyn kan tale for, at spørgsmålet om faderskab bringes i orden, må der navnlig lægges vægt på, om barnet nu har en sådan alder, at der ikke på urimelig måde gribes ind i dets opvækst og almindelige forhold. Endvidere må der bl.a. lægges vægt på baggrunden for, at sagen ikke er rejst tidligere.

    I forbindelse med vurderingen af, om genoptagelse vil medføre væsentlige ulemper for barnet, vil det ofte være nødvendigt at inddrage barnet. Der bør i almindelighed holdes samtale med børn over 12 år, medmindre dette må antages at være til skade for barnet, eller samtalen må antages at være uden betydning for afgørelsen. Er barnet under 12 år, må det bero på en konkret vurdering af barnets modenhed m.v., om samtale bør holdes.

    Det er efter bestemmelsen ikke en betingelse for genoptagelse, at barnet giver samtykke, men barnets eventuelle holdning forudsættes - afhængig af dets modenhed og omstændighederne i øvrigt - tillagt betydelig vægt.

    Kompetencen til at begære genoptagelse efter den foreslåede bestemmelse tilkommer de personer m.v., som er nævnt i §§ 23 og 24. Er barnet nu myndigt, vil det på egen hånd kunne anmode om genoptagelse.

Bestemmelsen regulerer spørgsmål om kompetence og procedure m.v. i forbindelse med sager om genoptagelse efter §§ 21-25.

    I stk. 1 fastsættes det, at afgørelse om genoptagelse træffes af statsamtet. Det gælder, uanset om den faderskabssag, der søges genoptaget, i første omgang er afsluttet i statsamtet eller i retten.

    Efter stk. 2 kan en part inden fire uger efter statsamtets afgørelse om genoptagelse forlange spørgsmålet indbragt for retten. Det indebærer bl.a., at statsamtet i realiteten kun kan træffe afgørelse om genoptagelse, såfremt parterne er enige om det. Adgangen til at forlange sagen indbragt for retten gælder, uanset om statsamtets afgørelse går ud på, at sagen skal genoptages, eller at den ikke skal genoptages.

    Overskrides fristen, er statsamtets afgørelse om genoptagelse endelig. Der vil efter almindelige principper efterfølgende kunne fremsættes ny begæring om genoptagelse, såfremt der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagen.

    Indbringes sagen for retten, skal retten kun tage stilling til genoptagelsesspørgsmålet og ikke til selve faderskabsspørgsmålet, jf. nedenfor.

    Det følger af stk. 3, at en faderskabssag, der genoptages, skal behandles efter de almindelige regler i lovens kapitel 2 og 3. Dette indebærer bl.a., at sagen, uanset om den oprindeligt er afsluttet i statsamtet eller i retten, i første omgang skal behandles i statsamtet, og at det her er lovens almindelige regler, der finder anvendelse.

    Bestemmelsen i stk. 4 har til formål i rimeligt omfang at beskytte mænd, der har været inddraget i den første faderskabssag, mod også at blive inddraget i den nye sag. Det fastsættes således, at den, der tidligere har været part i sagen, men som efter udfaldet af retsgenetiske undersøgelser eller bevis om, hvorvidt han i konceptionsperioden har haft seksuelt forhold til moderen, ikke er anset for barnets far, ikke på ny kan inddrages i sagen, medmindre han selv ønsker det.

    Dette gælder dog efter bestemmelsen ikke, hvis den pågældende i forbindelse med den tidligere sag har afgivet falsk forklaring for retten om forhold af betydning om sagen, eller der med hans viden er sket identitetsforveksling, ombytning af genetisk materiale eller anden tilsvarende fejl, der kan have haft betydning for sagen.

Til kapitel 5

Faderskab og moderskab ved kunstig befrugtning

    Kapitlet indeholder regler om faderskab og moderskab i forbindelse med kunstig befrugtning. Reglerne er udformet i nær sammenhæng med bestemmelserne i lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v.

Faderskab

Bestemmelsen regulerer den faderskabsretlige stilling for ægtemænd og partnere (samlevere) i tilfælde, hvor moderen er blevet kunstigt befrugtet af en læge eller under en læges ansvar.

Bestemmelsen træder i sådanne tilfælde i stedet for § 20 og har navnlig betydning, hvis befrugtningen af moderen er sket med donorsæd.

Det følger af stk. 1, at moderens ægtemand eller partner skal anses for barnets far, hvis han har givet samtykke til behandlingen, og barnet må antages at være blevet til ved denne. Udtrykket »partner« i bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med § 23, stk. 1, 1. pkt., i loven om kunstig befrugtning. Efter denne bestemmelse skal der, før behandling med kunstig befrugtning indledes, indhentes skriftligt samtykke fra kvinden og dennes ægtefælle eller partner.

Det er efter bestemmelsen uden betydning, om befrugtningen af kvinden er sket med ægtemandens eller samleverens sæd, eller om hun i stedet er blevet behandlet med donorsæd. Det afgørende er alene, om der foreligger det nævnte samtykke fra moderens ægtemand eller partner, og om barnet må antages at være blevet til ved den kunstige befrugtning.

Rejses der - f.eks. fordi tredjemand gør gældende, at han er barnets far, jf. § 6, stk. 1 - faderskabssag, vil der normalt ikke opstå vanskeligheder ved fastslåelsen af faderskabet, såfremt moderen er befrugtet med ægtemandens eller partnerens sæd. Selv i tilfælde, hvor det lægges til grund, at moderen i konceptionsperioden har haft seksuelt forhold til tredjemand, vil retsgenetiske undersøgelser normalt kunne vise, om det er ægtemanden (partneren) eller tredjemand, der er barnets far.

Er moderen befrugtet med donorsæd, vil det - som følge af princippet om sæddonors anonymitet, jf. nedenfor - ikke være muligt at undersøge donor. Det vil imidlertid i sådanne tilfælde normalt gennem retsgenetiske undersøgelser af tredjemand kunne konstateres, om det er denne, der er far til barnet.

Er de nævnte retsgenetiske undersøgelser i særlige tilfælde ikke mulige, bygger den foreslåede bestemmelse på en formodning for, at barnet er blevet til ved den kunstige befrugtning. Moderens ægtefælle eller partner skal derfor i sådanne tilfælde anses som far til barnet, medmindre der på anden måde er helt særlige holdepunkter for, at tredjemand er barnets far.

Under hensyn til den betydning, som samtykke til kunstig befrugtning herefter i faderskabsmæssig henseende har for moderens ægtefælle eller partner, foreslås det i stk. 2, at samtykket til kunstig befrugtning skal være skriftligt og indeholde en erklæring om, at ægtefællen eller partneren skal være barnets far.

Det forudsættes, at den nævnte samtykkeerklæring indarbejdes i den samtykkeerklæring, som efter 23 i loven om kunstig befrugtning m.v. skal afgives til brug ved selve behandlingen med kunstig befrugtning.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 4.

Til § 28

Bestemmelsen regulerer sæddonors faderskabsretlige stilling.

Efter stk. 1 kan en sæddonor ikke dømmes som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved kunstig befrugtning af en anden kvinde end hans ægtefælle eller partner, hvis sæden er doneret med henblik på en læges anvendelse ved kunstig befrugtning eller til en offentlig eller privat sædbank, der opfylder sundhedsmyndighedernes krav til formidling af sæd.

Bestemmelsen skal ses i lyset af det princip om anonymitet for sæddonorer, som ligger til grund for loven om kunstig befrugtning m.v.

At bestemmelsen ikke omfatter kunstig befrugtning af sæddonors hustru eller partner, skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i lovforslagets § 27. Efter denne bestemmelse anses ægtemanden eller partneren til en kvinde, der er blevet kunstigt befrugtet, og som har givet samtykke til behandlingen, som barnets far. Som anført i bemærkningerne til bestemmelsen gælder dette også, hvor kvinden er blevet kunstigt befrugtet med ægtefællens eller partnerens sæd.

Den foreslåede bestemmelse bygger i øvrigt på en sondring mellem, om manden har doneret sin sæd med henblik på en læges anvendelse ved kunstig befrugtning eller til en offentlig eller privat sædbank, som opfylder sundhedsmyndighedernes krav til formidling af sæd, eller dette ikke er tilfældet. Ved henvisningen til sundhedsmyndighedernes krav til formidling af sæd sigtes til de sundhedsfaglige regler, som Sundhedsstyrelsen efter § 20, stk. 2, i loven om kunstig befrugtning m.v. kan fastsætte om donation, anvendelse og opbevaring af sæd. De gældende regler herom findes i Sundhedsstyrelsens vejledning af 30. september 1997 om kunstig befrugtning og anden reproduktionssfremmende behandling.

Er sæden ikke doneret som nævnt i stk. 1, følger det af stk. 2, at sæddonor skal anses for barnets far. Det gælder dog ikke, hvis sæden er anvendt uden donors vidende eller efter hans død.

Den foreslåede retsstilling for sæddonorer vil kunne præciseres over for donor i forbindelse med afgivelsen af samtykke til donation, jf. § 23, stk. 3, i lov om kunstig befrugtning m.v. og § 14 i bekendtgørelse nr. 728 af 17. september 1997 om kunstig befrugtning.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 4.

Til § 29

Det følger af bestemmelsen, at de almindelige regler i lovforslagets kapitel 1-4 - med de ændringer, der følger af §§ 28 og 29 - finder tilsvarende anvendelse i sager om faderskab ved kunstig befrugtning.

Det betyder bl.a., at faderskabet til et barn, som er blevet til ved kunstig befrugtning, kan registreres efter de almindelige regler i §§ 1-3, og at der frit kan rejses faderskabssag inden for seks måneder, jf. § 5, stk. 1. Den tredjemand, der mener, at han er far til barnet, vil kunne få spørgsmålet prøvet efter de nærmere regler i § 6.

Rejses der faderskabssag, gælder de almindelige regler herom i kapitel 2 og 3. Genoptagelse kan ske efter reglerne i kapitel 4.

Moderskab

Bestemmelsen regulerer sæddonors faderskabsretlige stilling.

    Efter stk. 1 kan en sæddonor ikke dømmes som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved kunstig befrugtning af en anden kvinde end hans ægtefælle eller partner, hvis sæden er doneret med henblik på en læges anvendelse ved kunstig befrugtning eller til en offentlig eller privat sædbank, der opfylder sundhedsmyndighedernes krav til formidling af sæd.

    Bestemmelsen skal ses i lyset af det princip om anonymitet for sæddonorer, som ligger til grund for loven om kunstig befrugtning m.v.

    At bestemmelsen ikke omfatter kunstig befrugtning af sæddonors hustru eller partner, skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i lovforslagets § 27. Efter denne bestemmelse anses ægtemanden eller partneren til en kvinde, der er blevet kunstigt befrugtet, og som har givet samtykke til behandlingen, som barnets far. Som anført i bemærkningerne til bestemmelsen gælder dette også, hvor kvinden er blevet kunstigt befrugtet med ægtefællens eller partnerens sæd.

    Den foreslåede bestemmelse bygger i øvrigt på en sondring mellem, om manden har doneret sin sæd med henblik på en læges anvendelse ved kunstig befrugtning eller til en offentlig eller privat sædbank, som opfylder sundhedsmyndighedernes krav til formidling af sæd, eller dette ikke er tilfældet. Ved henvisningen til sundhedsmyndighedernes krav til formidling af sæd sigtes til de sundhedsfaglige regler, som Sundhedsstyrelsen efter § 20, stk. 2, i loven om kunstig befrugtning m.v. kan fastsætte om donation, anvendelse og opbevaring af sæd. De gældende regler herom findes i Sundhedsstyrelsens vejledning af 30. september 1997 om kunstig befrugtning og anden reproduktionssfremmende behandling.

    Er sæden ikke doneret som nævnt i stk. 1, følger det af stk. 2, at sæddonor skal anses for barnets far. Det gælder dog ikke, hvis sæden er anvendt uden donors vidende eller efter hans død.

    Den foreslåede retsstilling for sæddonorer vil kunne præciseres over for donor i forbindelse med afgivelsen af samtykke til donation, jf. § 23, stk. 3, i lov om kunstig befrugtning m.v. og § 14 i bekendtgørelse nr. 728 af 17. september 1997 om kunstig befrugtning.

    Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 4.

Det følger af bestemmelsen, at de almindelige regler i lovforslagets kapitel 1-4 - med de ændringer, der følger af §§ 28 og 29

• finder tilsvarende anvendelse i sager om faderskab ved kunstig befrugtning.

    Det betyder bl.a., at faderskabet til et barn, som er blevet til ved kunstig befrugtning, kan registreres efter de almindelige regler i §§ 1-3, og at der frit kan rejses faderskabssag inden for seks måneder, jf. § 5, stk. 1. Den tredjemand, der mener, at han er far til barnet, vil kunne få spørgsmålet prøvet efter de nærmere regler i § 6.

    Rejses der faderskabssag, gælder de almindelige regler herom i kapitel 2 og 3. Genoptagelse kan ske efter reglerne i kapitel 4.

Moderskab

Det præciseres i bestemmelsen, at en kvinde, som føder et barn, der er blevet til ved kunstig befrugtning, altid er mor til barnet. Det gælder, uanset om det æg, som barnet er udviklet fra, stammer fra kvinden selv eller er doneret til hende.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 4.2.

Til kapitel 6

Surrogatmoderskab

Bestemmelsen regulerer gyldigheden af aftaler om surrogatmoderskab, dvs. aftaler om, at den kvinde, der føder barnet, ikke skal beholde det, men udlevere det til »aftagerforældrene«.

Bestemmelsen indebærer, at sådanne aftaler er ugyldige. Det betyder bl.a., at den kvinde, der føder barnet (moderen), ikke har pligt til at udlevere det, og at »aftagerforældrene« ikke har pligt til at modtage barnet. Det følger endvidere af bestemmelsens princip, at udenlandske aftaler om surrogatmoderskab ikke kan anerkendes eller fuldbyrdes her i landet.

Det er uden betydning for bestemmelsens anvendelse, hvem der er barnets far, herunder om faderen er »aftagermoderens« ægtefælle eller samlever m.v. Det er også uden betydning, om barnet er blevet til på normal vis eller ved kunstig befrugtning.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 5.

Til kapitel 7

Statsamternes vejledningspligt

I bestemmelsen foreskrives en generel vejledningspligt for statsamterne.

Vejledningspligten omfatter efter bestemmelsen alle spørgsmål, der er reguleret i loven, uanset om der verserer en sag ved statsamtet. Det følger imidlertid af almindelige principper, at statsamterne i fornødent omfang også skal yde vejledning om andre spørgsmål, f.eks. om fælles forældremyndighed for ugifte samlevende, jf. herved det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af bl.a. lov om forældremyndighed og samvær.

Endvidere følger det af bestemmelsen, at statsamtet skal bistå med udfyldning af blanketter m.v.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 6.

Til kapitel 8

Forskellige bestemmelser

Den foreslåede bestemmelse indeholder i stk. 1 en bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om behandling af sager efter loven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, navnlig pkt. 2.3, 2.4, 2.6 og 2.13.

Efter bestemmelsens stk. 2 udarbejder justitsministeren bl.a. blanketter til brug for registrering og anerkendelse af faderskab m.v. Endvidere kan justitsministeren efter bestemmelsen fastsætte, at underskrifter skal være bekræftet af en advokat eller to vitterlighedsvidner eller bekræftet på anden måde.

Til § 34

Efter bestemmelsens stk. 1 kan regeringen indgå overenskomster med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om fastsættelse af faderskab og moderskab til børn.

Sådanne overenskomster finder efter bestemmelsen anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Efter stk. 2 kan justitsministeren endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om fastsættelse af faderskab og moderskab til børn.

Der henvises til bemærkningerne nedenfor til § 37, nr. 3.

Til § 35

Lovforslaget bygger på den ordning, at alle faderskabssager indledes ved statsamtet, men at der bl.a. er en meget let adgang for sagens parter til at få sagen indbragt for retten.

På den baggrund foreslås det, at statsamternes afgørelser efter loven ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet) vil som ressortmyndighed have et almindeligt tilsyn med bl.a. statsamternes virksomhed efter loven. Det betyder bl.a., at Civilretsdirektoratet - både generelt og i konkrete sager - vil kunne afgive vejledende udtalelser m.v. til bl.a. statsamterne.

Til kapitel 9

Ikrafttræden m.v.

Til § 36

Med henblik på at give den nødvendige tid til udarbejdelse af administrative forskrifter, informationsmateriale og blanketter m.v. foreslås det i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2001.

Udgangspunktet er efter stk. 2, at loven finder anvendelse på børn, der fødes efter lovens ikrafttræden. For børn, der fødes før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler således som udgangspunkt anvendelse.

Som en undtagelse hertil foreslås i stk. 3, at bestemmelsen om genoptagelse i § 22 også finder anvendelse på børn født før lovens ikrafttræden. Om begrundelsen herfor henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.12. I sådanne sager vil det endvidere være den foreslåede bestemmelse i § 26, der skal anvendes på genoptagelsessagen. Det betyder bl.a., at det er statsamtet, der træffer afgørelse om genoptagelse, og at sagen, såfremt den genoptages, behandles efter reglerne i lovens kapitel 2 og 3.

Til § 37

Bestemmelsen indeholder ændringer af den gældende børnelov som følge af dette lovforslag.

I nr. 1 foreslås den gældende lovs titel (lov om børns retsstilling) ændret til lov om børns forsørgelse. Det skyldes, at den gældende lovs regler om faderskab foreslås ophævet, jf. nedenfor, og at loven herefter alene indeholder regler om forsørgelse m.v.

I nr. 2 foreslås reglerne om faderskab i den gældende lovs kapitel 1, § 20 og § 21, stk. 1, 2. pkt., som nævnt ophævet. Reglerne afløses af dette lovforslags bestemmelser.

Nr. 3 er en konsekvensændring af den gældende lovs § 22 a, stk. 1 og 2. Den indebærer, at bemyndigelsen til bl.a. at indgå overenskomster med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler begrænses til at vedrøre spørgsmål om børnebidrag. Der henvises til bestemmelsen i lovforslagets § 34 og bemærkningerne hertil.

Til § 38

Efter bestemmelsen kan lovforslaget ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som følger af de særlige færøske og grønlandske forhold.

På Færøerne gælder børneloven fra 1960, der er sat i kraft ved anordning nr. 367 af 29. november 1962. I Grønland gælder en særlig lov, jf. lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland om børns retsstilling.

Justitsministeriet vil efter en gennemførelse af lovforslaget tage spørgsmålet om ikraftsættelse på Færøerne og i Grønland op til nærmere overvejelse. Det vil herunder blive afklaret, i hvilket omfang det er teknisk muligt og hensigtsmæssigt at sætte de nye regler i kraft i disse landsdele.

Efter bestemmelsens stk. 1 kan regeringen indgå overenskomster med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om fastsættelse af faderskab og moderskab til børn.

    Sådanne overenskomster finder efter bestemmelsen anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.

    Efter stk. 2 kan justitsministeren endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om fastsættelse af faderskab og moderskab til børn.

    Der henvises til bemærkningerne nedenfor til § 37, nr. 3.

Lovforslaget bygger på den ordning, at alle faderskabssager indledes ved statsamtet, men at der bl.a. er en meget let adgang for sagens parter til at få sagen indbragt for retten.

    På den baggrund foreslås det, at statsamternes afgørelser efter loven ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

    Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet) vil som ressortmyndighed have et almindeligt tilsyn med bl.a. statsamternes virksomhed efter loven. Det betyder bl.a., at Civilretsdirektoratet - både generelt og i konkrete sager - vil kunne afgive vejledende udtalelser m.v. til bl.a. statsamterne.

Til kapitel 9

Ikrafttræden m.v.

Med henblik på at give den nødvendige tid til udarbejdelse af administrative forskrifter, informationsmateriale og blanketter m.v. foreslås det i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2001.

    Udgangspunktet er efter stk. 2, at loven finder anvendelse på børn, der fødes efter lovens ikrafttræden. For børn, der fødes før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler således som udgangspunkt anvendelse.

    Som en undtagelse hertil foreslås i stk. 3, at bestemmelsen om genoptagelse i § 22 også finder anvendelse på børn født før lovens ikrafttræden. Om begrundelsen herfor henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.12. I sådanne sager vil det endvidere være den foreslåede bestemmelse i § 26, der skal anvendes på genoptagelsessagen. Det betyder bl.a., at det er statsamtet, der træffer afgørelse om genoptagelse, og at sagen, såfremt den genoptages, behandles efter reglerne i lovens kapitel 2 og 3.

Bestemmelsen indeholder ændringer af den gældende børnelov som følge af dette lovforslag.

    I nr. 1 foreslås den gældende lovs titel (lov om børns retsstilling) ændret til lov om børns forsørgelse. Det skyldes, at den gældende lovs regler om faderskab foreslås ophævet, jf. nedenfor, og at loven herefter alene indeholder regler om forsørgelse m.v.

    I nr. 2 foreslås reglerne om faderskab i den gældende lovs kapitel 1, § 20 og § 21, stk. 1, 2. pkt., som nævnt ophævet. Reglerne afløses af dette lovforslags bestemmelser.

Nr. 3

er en konsekvensændring af den gældende lovs § 22 a, stk. 1 og 2. Den indebærer, at bemyndigelsen til bl.a. at indgå overenskomster med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler begrænses til at vedrøre spørgsmål om børnebidrag. Der henvises til bestemmelsen i lovforslagets § 34 og bemærkningerne hertil.

Efter bestemmelsen kan lovforslaget ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som følger af de særlige færøske og grønlandske forhold.

    På Færøerne gælder børneloven fra 1960, der er sat i kraft ved anordning nr. 367 af 29. november 1962. I Grønland gælder en særlig lov, jf. lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland om børns retsstilling.

    Justitsministeriet vil efter en gennemførelse af lovforslaget tage spørgsmålet om ikraftsættelse på Færøerne og i Grønland op til nærmere overvejelse. Det vil herunder blive afklaret, i hvilket omfang det er teknisk muligt og hensigtsmæssigt at sætte de nye regler i kraft i disse landsdele.