Lovguiden Logo
Gældende

VEJ nr 60515 af 01/01/1998

Miljø- og Ligestillingsministeriet

Branchevejledning for forurenede træimprægneringsgrunde (Miljøstyrelsens vejledning nr. 8 1998)

1. Indledning

I den generelle vejledning om oprydning af forurenede lokaliteter /15/ er overordnet beskrevet, hvorledes forureningsundersøgelser og afværgeforanstaltninger gennemføres. I tilknytning til den generelle vejledning /15/ er nærværende branchespecifikke vejledning udarbejdet. Branchevejledningen er udarbejdet på baggrund af Miljøstyrelsens »Branchevejledning for træimprægneringsgrunde«, udgivet i 1992 /1/ samt en brancheorientering udgivet af Amternes Depotenhed i 1997 /14/. Nærværende vejledning er en opdatering af den tidligere udgave baseret på de erfaringer, der er opnået inden for undersøgelse og afværgeforanstaltninger på tidligere træimprægneringsgrunde.

Nærværende vejledning skal benyttes sammen med den generelle vejledning. Vejledningen indeholder anvisninger og status over viden om forurening af grunde, hvor der har ligget eller stadig ligger træimprægneringsvirksomheder.

Vejledningen omhandler primært de ældre træimprægneringsmetoder, der har været anvendt i Danmark. Metoderne er primært Boucherie-, saftfortrængnings- og trykimprægneringsmetoderne. Der er ved disse metoder næsten udelukkende anvendt uorganiske imprægneringsmidler. Der er desuden knyttet et vist forureningspotentiale til dyppeimprægnering med pentachlorphenol samt tjæreolieimprægnering. På grund af det begrænsede antal af disse anlæg behandles disse metoder dog kun overfladisk.

I oktober 1996 er der gennemført registreringsundersøgelser på 87 ejendomme, hvor der har været/er en træimprægneringsvirksomhed. Det skønnes hermed, at der i Danmark siden 1989 har været omkring 227 lokaliteter, hvor der er foregået træimprægnering, hvorfor der fortsat skal udføres en del registreringsundersøgelser på træimprægneringsgrunde.

I kapitel 2 defineres branchen, og der gives en kort indføring i branchens strukturelle udvikling og sammensætning.

I kapitel 3 beskrives de forskellige træimprægneringsmetoder, der har været anvendt, samt hvilken miljøbelastning med henblik på jord og grundvandsforurening, som kan forventes fra denne branche.

I kapitel 4 gives en oversigt over potentielle forureningskilder, og for udvalgte branchespecifikke forureningskomponenter gives kemiske data.

I kapitel 5 beskrives en fremgangsmåde til at finde relevante historiske oplysninger frem, anbefalinger af hvilke kilder, der er relevante at undersøge samt anbefalinger af, hvorledes den tekniske undersøgelse kan udformes, herunder valg af prøvetagnings- og analysemetodik.

I kapitel 6 gives en erfaringsopsamling ud fra udvalgte undersøgelser.

I kapitel 7 er der givet en oversigt over anvendt litteratur.

Detaljer

Relateret indhold