LBK nr 995 af 01/07/2025
Beskæftigelsesministeriet
Boligstøtteloven § 23
Den årlige boligstøtte kan ikke være større end 33.036 kr., jf. § 72, stk. 1, nr. 15. Hvis der i husstanden er 4 eller flere børn, forhøjes maksimumsbeløbet dog med 25 pct. Hvis boligen er egnet for og bebos af stærkt bevægelseshæmmede, forhøjes det i 1. pkt. nævnte maksimumsbeløb med 50 pct. Tilsvarende forøges det i 1 pkt. nævnte maksimumsbeløb med 50 pct., såfremt nogen af husstandsmedlemmerne er modtagere af døgnhjælp efter § 96 i lov om social service uden at være omfattet af 3. pkt.
Stk. 2. Grænsen i stk. 1 anvendes ikke, hvor en person, der er berettiget til boligydelse, visiteres til en plejebolig af kommunalbestyrelsen og bliver lejer i en friplejebolig4). Grænsen anvendes heller ikke, hvor en person, der er berettiget til boligydelse, af kommunalbestyrelsen anvises
-
en ældrebolig, jf. den tidligere lov om boliger for ældre og personer med handicap, jf. lovbekendtgørelse nr. 316 af 24. april 1996,
-
en almen bolig, jf. lov om almene boliger m.v., eller
-
en ustøttet privat plejebolig, jf. § 1, stk. 5, i lov om leje.
Stk. 3. Grænsen i stk. 1 anvendes ikke, hvor en person, der er stærkt bevægelseshæmmet, som følge heraf visiteres til en plejebolig af kommunalbestyrelsen og bliver lejer i en egnet friplejebolig5). Grænsen anvendes heller ikke, hvor en person, der er stærkt bevægelseshæmmet, som følge heraf af kommunalbestyrelsen anvises
-
en egnet ældrebolig, jf. den tidligere lov om boliger for ældre og personer med handicap, jf. lovbekendtgørelse nr. 316 af 24. april 1996,
-
en egnet almen bolig, jf. lov om almene boliger m.v., eller
-
en egnet ustøttet privat plejebolig, jf. § 1, stk. 5, i lov om leje.
Stk. 4. Grænsen i stk. 1 anvendes ikke, hvis betingelserne i § 14, stk. 6, er opfyldt.