LOV nr 700 af 24/05/2022
Erhvervsministeriet
Bogføringsloven § 33
Medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
-
overtræder § 7, stk. 1, §§ 8 og 9, § 12, stk. 1, og §§ 13 og 14,
-
overtræder § 16, stk. 1 og 2, og § 17,
-
overtræder § 19 og § 20, stk. 2, eller
-
undlader at efterkomme påbud efter § 26, stk. 1, nr. 2 og 3.
Stk. 2. Ved udmåling af bøder efter denne lov skal der tages hensyn til virksomhedens omsætning, overtrædelsens grovhed og varighed, og om der er tale om gentagne overtrædelser. Ved særlig omfattende overtrædelser af § 7, stk. 1, §§ 8 og 9, § 12, stk. 1, §§ 13 og 14, § 16, stk. 1 og 2, og § 17 idømmes der en skærpet bøde.
Stk. 3. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år.
Forarbejder til Bogføringsloven § 33
RetsinformationEfter den gældende § 16 i bogføringsloven straffes overtrædelse af §§ 6-10, §12, stk. 1-6, og §§ 13-15 i den gældende bogføringslov med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Efter stk. 2 kan der i forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. Efter stk. 3 kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Efter stk. 4 er forældelsesfristen for strafansvaret 5 år.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende § 16 med de ændringer, som fremgår nedenfor.
Efter den foreslåede § 33, stk. 1, straffes med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning, den, der overtræder nærmere angivne bestemmelser i bogføringsloven:
Efter stk. 1, nr. 1, straffes den, der overtræder bestemmelserne i § 7, stk. 1 (løbende registrering af alle transaktioner i virksomheden), § 8 (sikring af transaktionssporet), § 9 (dokumentation af registreringer ved bilag), § 12, stk. 1 samt §§ 13 og 14 (betryggende opbevaring af regnskabsmateriale).
Overtrædelser af bestemmelsen vil især kunne bestå i, at en bogføringspligtig virksomhed undlader at registrere transaktioner, jf. forslagets § 7, eller undlader at opbevare hele eller dele af virksomhedens regnskabsmateriale, jf. forslagets § 12, herunder opbevaring på en måde som ikke er betryggende. Overtrædelser kan også bestå i at en bogføringspligtig virksomhed ikke opfylder de nærmere krav til, hvordan registrering skal ske, f.eks. at registreringerne uden begrundelse sker lang tid efter transaktionen har fundet sted, eller at registreringerne ikke henviser til bilag, der dokumenterer transaktionen. Overtrædelser kan også bestå i, at en bogføringspligtig virksomhed ændrer eller sletter registreringer, således at det oprindelige indhold ikke længere fremgår af registreringen, jf. forslagets § 9, stk. 3. Det vil også være en overtrædelse, hvis den senest fungerende ledelse ikke sikrer opbevaring af regnskabsmaterialet ved ophør af bogføringspligten og andre tilfælde af ledelsens fratrædelse, jf. forslagets § 14.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, straffes den, der overtræder bestemmelserne i § 16, stk. 1-2 og § 17, om virksomheders pligter i forhold til digital bogføring.
Efter § 16, stk. 1, skal de af bestemmelsen omfattede bogføringspligtige virksomheder i et digitalt bogføringssystem registrere virksomhedens transaktioner efter § 7, stk. 1, og opbevare registreringerne og bilag der dokumenterer registreringerne efter § 9.
Det digitale bogføringssystem skal efter bestemmelsens stk. 2 enten være et registreret bogføringssystem efter § 20, stk. 1, eller et andet digitalt bogføringssystem, som opfylder kravene efter § 15 og regler udstedt i medfør heraf. Efter § 17 skal virksomheder, der udfører bogføring for andre virksomheder, ved bogføringen for disse virksomheder ligeledes overholde disse bestemmelser.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, straffes den, der overtræder § 19 og § 20, stk. 2, om krav til udbydere af digitale bogføringssystemer.
Efter § 19, stk. 1, har udbydere af digitale bogføringssystemer pligt til at sikre sig, at systemet opfylder kravene til digitale bogføringssystemer efter forslagets § 15 og regler udstedt i medfør heraf, og har pligt til at anmelde systemer inden de markedsføres i Danmark til Erhvervsstyrelsen med henblik på registrering. Efter § 19, stk. 2, har udbydere af digitale bogføringssystemer pligt til at stille virksomhedens registreringer og bilag, som opbevares i bogføringssystemet, til rådighed for myndigheder samt en likvidator, kurator og rekonstruktør.
Efter § 20, stk. 2, har udbyderen, når et bogføringssystem er registreret, pligt til at sikre sig, at systemet løbende lever op til kravene efter forslagets § 15 og regler udstedt i medfør heraf, herunder i forbindelse med opdateringer og ændringer af bogføringssystemet.
Efter stk. 1, nr. 4, straffes den, der undlader at efterkomme Erhvervsstyrelsens påbud efter § 26, stk. 1, nr. 2 og 3.
Et sådant påbud vil kun blive givet, hvis der er tale om væsentlige overtrædelser af bogføringspligten, herunder pligten til digital bogføring efter forslagets § 16, og krav til udbydere af digitale bogføringssystemer efter forslagets § 19. Hvis en virksomhed eller udbyder undlader at efterkomme et påbud om at lovliggøre en væsentlig overtrædelse af bogføringspligten inden for den angivne frist, vil der være tale om en væsentlig overtrædelse. Det kræves ikke, at Erhvervsstyrelsen har rykket herfor, da virksomheden og udbyderen har pligt til umiddelbart at efterkomme et meddelt påbud.
Med hensyn til strafsubjekt for de ovenfor beskrevne gerningsindhold henvises til bemærkningerne til stk. 4 nedenfor.
Efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt., angiver loven som noget nyt, hvilke forhold domstolene som udgangspunkt skal lægge vægt på ved udmåling af bøder efter stk. 1. i forhold til mindre omfattende og mere omfattende overtrædelser. Ved udmåling af bøder skal der tages hensyn til virksomhedens omsætning, overtrædelsens grovhed og varighed, samt om der er tale om gentagne overtrædelser. Bødens størrelse skal derfor udmåles både i forhold til den konkrete overtrædelse og i forhold til virksomhedens størrelse.
Efter det foreslåede stk. 2, 2. pkt., idømmes der en skærpet bøde ved særligt omfattende overtrædelser af pligten til at registrere alle virksomhedens transaktioner, sikre betryggende opbevaring af virksomhedens regnskabsmateriale, registrere transaktioner og opbevare registreringer og bilag i et digitalt bogføringssystem efter § 7, stk. 1, §§ 8 og 9, § 12, stk. 1, §§ 13 og 14, § 16, stk. 1 og 2 og § 17.
Det forudsættes, at domstolene ved udmåling af bøder generelt tager udgangspunkt i nedennævnte normalbøde intervaller. Det bemærkes dog, at fastsættelsen af straffen fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Skematisk oversigt over bødeniveauer for overtrædelse af bogføringsloven | |||
Virksomhed med en nettoomsætning under 10 mio. kr. | Virksomhed med en nettoomsætning mellem 10-100 mio. kr. | Virksomhed med en nettoomsætning over 100 mio. kr. | |
Mindre omfattende overtrædelser | 10.000-25.000 kr. | 25.000-100.000 kr. | 100.000-250.000 kr. |
Mere omfattende overtrædelser | 25.000-100.000 kr. | 100.000-250.000 kr. | 250.000-1.000.000 kr. |
Særligt omfattende overtrædelser (skærpet bøde) | 100.000-250.000 kr. | 250.000-1.000.000 kr. | 1.000.000-1.500.000 kr. |
Den anvendte omsætning er omsætningen på gerningstidspunktet.
Ved »mindre omfattende overtrædelser« forstås det forhold, at en virksomhed delvis har opfyldt den grundlæggende bogføringspligt, men hvor der, i et ikke uvæsentligt omfang, konstateres mangler i virksomhedens bogføring, som kan medføre usikkerhed om visse posteringer i virksomhedens regnskab og moms- eller skatteangivelser. En mindre omfattende overtrædelse kan eksempelvis bestå i, at virksomheden ikke konsekvent har registreret de registreringspligtige transaktioner i virksomheden efter den foreslåede § 7, stk. 1, herunder ikke konsekvent har dokumenteret transaktionerne som anført i § 9. Der kan også være tale om tilfælde, hvor virksomheden ikke fuldstændig har overholdt pligten til betryggende opbevaring af virksomhedens regnskabsmateriale efter den foreslåede § 12, stk. 1, og § 13, idet kun ufuldstændigt regnskabsmateriale er opbevaret.
Ved »mere omfattende overtrædelser« forstås, at virksomhedens bogføring og det opbevarede regnskabsmateriale er så utilstrækkeligt, at det ikke er muligt at opstille et regnskab, som kan revideres uden at revisor i sin påtegning må henvise til, at revisionen ikke har kunnet gennemføres som følge af manglende bogføring, eller at det ikke er muligt for myndighederne at konstatere, om virksomheden f.eks. har angivet sit moms- eller afgiftstilsvar korrekt. Det kan således være det forhold, at virksomheden for længere perioder eller for bestemte typer af transaktioner ikke har registreret virksomhedens transaktioner i overensstemmelse med den foreslåede § 7, stk. 1. Som eksempler kan nævnes, at en virksomhed med mange daglige transaktioner ikke har registreret disse for den seneste måned, eller at en virksomhed ikke har registreret salgsfakturaer. Det kan også være tilfældet, hvor kravene til dokumentation af sådanne registreringer efter § 9 i almindelighed ikke er opfyldt.
Mere omfattende overtrædelser kan også være tilfældet, hvor virksomheden ikke har opbevaret en større del af regnskabsmaterialet i overensstemmelse med den foreslåede § 12, stk. 1, og § 13. Som en mere omfattende overtrædelse betragtes også tilfælde, hvor virksomheden har registreret transaktioner i et digitalt bogføringssystem, men har undladt at opbevare registreringer og bilag i et digitalt bogføringssystem, jf. den foreslåede § 16, stk. 1.
Ved »særligt omfattende overtrædelser« forstås det forhold, at alle eller hovedparten af virksomhedens transaktioner ikke er registreret i overensstemmelse med den foreslåede § 7, stk. 1, eller at transaktioner af særlig økonomisk betydning for virksomheden ikke er registreret og dokumenteret efter § 9. Endvidere forstås herved det forhold, at virksomheden i strid med den foreslåede § 12, stk. 1, og § 13 ikke har opbevaret størstedelen af regnskabsmaterialet betryggende, eller har overtrådt pligten efter den foreslåede § 16, stk. 1, til både at registrere og opbevare registreringer og bilag i et digitalt bogføringssystem, og der i øvrigt er væsentlige mangler i eventuel manuel bogføring. Hvis virksomheden undlader at efterleve påbud efter den foreslåede § 26, stk. 1, nr. 3, om at bringe en overtrædelse af bogføringsloven til ophør, vil det også skulle anses som en særligt omfattende overtrædelse.
Enkeltstående eller lejlighedsvise overtrædelser vil efter omstændighederne kunne udgøre mere eller særligt omfattende overtrædelser, alt efter deres væsentlighed. Det gælder navnlig, hvis en sådan overtrædelse har væsentlig eller afgørende økonomisk betydning. F.eks. vil manglende registrering eller opbevaring af regnskabsmateriale vedrørende en kontrakt, der udgør en stor del af virksomhedens omsætning, være en mere omfattende overtrædelse, og er der tale om manglende registrering af regnskabsmateriale vedrørende flere kontrakter, som samlet udgør hovedparten af virksomhedens omsætning, vil der være tale om en særligt omfattende overtrædelse.
I det omfang en overtrædelse af de omfattede bestemmelser tillige udgør en overtrædelse af anden lovgivning, herunder straffelovens § 302, med en højere strafferamme, forudsættes det, at der fortsat straffes efter denne anden lovgivning.
Efter den foreslåede stk. 3 kan der i forskrifter efter loven fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. Med de foreslåede bemyndigelser til at fastsætte nærmere regler om bl.a. obligatorisk brug af e-faktura efter den foreslåede § 18 og om krav til digitale bogføringssystemer efter den foreslåede § 15, stk. 2, vil det kunne være relevant at udnytte bemyndigelsen til at fastsætte bødestraf for overtrædelse af disse regler.
Efter den foreslåede stk. 4, kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Det bemærkes, at det ved valg af ansvarssubjekt for overtrædelser af særlovgivningen, hvor der er hjemlet strafansvar for juridiske personer, er udgangspunktet, at der rejses tiltale mod den juridiske person. Der kan i en række tilfælde imidlertid være anledning til – ud over tiltalen mod den juridiske person – tillige at rejse tiltale mod en eller flere fysiske personer, såfremt den eller de pågældende har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed. Har ledelsen af den juridiske person eller en overordnet ansat, herunder direktøren, eksempelvis handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed, skal tiltalen foruden imod den juridiske person som udgangspunkt rejses mod den eller de personligt ansvarlige. Tiltale mod underordnede ansatte skal i almindelighed ikke rejses, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt der er tale om en grov overtrædelse, som den underordnede ansatte har begået forsætligt og eventuelt tillige på eget initiativ. Der rejses tillige tiltale mod den juridiske person. Der henvises i det hele til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om strafansvar for juridiske personer.
Der kan således efter omstændighederne være anledning til at gøre et personligt bødeansvar gældende for overtrædelser af bogføringslovens regler, herunder navnlig mod virksomhedsejere, medlemmer af direktionen og ledende medarbejdere med ansvar for bogføringen. Det bemærkes i den forbindelse, at det afhænger af den konkrete virksomhedstype og de selskabsretlige regler, hvilke personer i den enkelte virksomhed der har ansvar for, at virksomheden efterlever bogføringslovens regler.
Efter stk. 5 er forældelsesfristen for strafansvaret 5 år.
Om baggrunden for forslaget henvises der til afsnit 3.8.2 i de almindelige bemærkninger.